Lidt om Tobak med Mere

25.4.1880

De blaalige Røgskyer i Etatsraadens Kabinet ligge i murtætte Lag. Lampens runde Kuppel henne paa Arbeidsbordet skinner mat gjennem Taagen lige som en Theatermaane paa et Bagtæppe.

Konversationen løb ud i en uartikuleret, ævlende Summen, der lige som svøbte sig ind i Røgens bølgende Tæppe. Alle talte; man bredte sig velbehagelig snøvlende paa Frasernes luftige Vidder, lod Problemerne danse Heksedans som skrøbelige Sæbebobler, Børn lade danse paa et Uldtæppe; det er Streiftog ind over Politiken, sociale Vuer, æsthetiske Theorier; man ved Løsning paa alt, løfter alle Spørgsmaal. Fremtiden bliver Nutid, Hypotheser Sandhed, man behandler Videnskaben praktisk. Det gaar hver af de Samtalende som de stærke Mænd paa vore Markeder, der løfte en 1000 Punds Vægt i deres Tænder: Publikum jubler, og Kunstneren selv troer, han er saare stærk, men Vægten – er af Papier-maché og fyldt med Vat.

Og hele Samtalen er ulden ligesom den Røgmasse, i hvilken den glider ud.

Fremfor alt leger man Blindebuk med Nationaløkonomien, en Videnskab, der endnu er saa taaget, at den paa samme Tid har den rigeste Plads for Genialiteten og yder det videste Spillerum for Dilettantismen. I ingen Materie kunne klingende Ord være Hylster om mere grødede Forestillinger; intet andet Thema i Verden kan lade den Talende spille saaledes Boldt med Millioner, der rumle som tomme Tønder. Verden bliver i en saadan Diskussion til en Mølle, som maler Guld, de Diskuterende blive Alkymister, som have fundet de Vises Sten.

Hos Etatsraaden var det Skatter, man diskuterede. Man behandlede alt en Smule de haut en bas; man legede med den almindelige Velfærd, og man slog Smut med Hundrede Tusinder. Man beskattede Lirekasser, man lagde Skat paa Salt, man antydede en Klaverskat. Fremfor alt kastede man sig dog over Tobakken. Og det var høist naturligt, thi Tobakken er for Ukyndigheden – de Kyndige mene som bekjendt, at den blandt andet ogsaa nærer – intet andet end Røg, en Røg, der er luftig som selve Diskussionen hos Etatsraadens, og hvor man kan lade Millionerne fordufte, uden at de efterlade Spor.

Naar man som hos Etatsraadens ikke bryder sig om Toldberetningerne, der dog give vigtige Bidrag til at kontrollere denne Røg, kan man bag dens luftige Skyer faa Plads til adskillige Eventyr og til mangfoldige Millioner. Røg er Røg, og de Millioner, hvormed man ødselt rutter, blive lige saa sporløst borte som Røgen.

Men hvad man vil beskatte, er dog kun Luxustobakken; man vil kun lægge Afgift paa Havannacigaren. Dog ogsaa Havannacigaren giver en Offerrøg, som stiger op fra et kæmpemæssigt Baal af ofrede Millioner.

Man anslaar i runde Tal Forbruget af Havannacigarer til et Par Millioner Pund. Millionerne afføde Millioner: det er en ældre Literat, som jugerer – han skriver de nationaløkonomiske Artikler i sit Blad og citerer med Begeistring baade Bastiat og Falbe. Man lægger Planer for Anvendelsen af den nye Indtægt; man uddyber Kallebodstrand, man anlægger Kaier, man lægger en Bane under Øresund; man anvender gjerne og fortrinsvis det smukke Ord Bagatel, og man taler overlegent om Suezkanalen og St. Gotthardstunnelen. Saa foreslaar en Patriot at anvende de 100 Millioner – uden smaalige Hensyn afrunder Patrioten i en henkastet Frase pludselig Literatens Jugement til dette velklingende Tal – til Hovedstadens Befæstning mod Søsiden, og medens man hurtig arbeider videre med de hundrede Millioner, er man snart dybt inde paa Hærloven. Konen med Æggene var fornuftig i Sammenligning med Etatsraadens Gjæster.

Om det var Diskussionen hos Etatsraaden, der gav Stødet til, at vort høie Folke- thing ønskede en Skat paa Havannacigarer, vides ikke, men det er meget muligt. Middagsselskaber ere en Institution. Man spiser, man drikker, man skæmter, man kommer efterhaanden i Stemning. Saa hæves Bordet. Hemmelighederne sidde løsere, Sympathierne spire, man mødes i intimere Samtale, man faar to og to en eiendommelig Forkjærlighed for Hjørner og Kakkelovnskroge. Man aftaler en Børsaktion, medens man skænker Likør i sit forgyldte Sølvbæger, vælter med fredsommelige Ord en Ministertaburet, mens man lænet til en Dørstolpe nipper til den tyrkiske Kaffe. Saadanne Fêter ere Kammeraderiets Livsnæring, dets daglige Brød, dets Aandedræt; og Kammeraderiet er mægtigere end alle syv Stormagter, hvor den mægtigste, Pengene, dog er den syvende.

Det kan derfor gjerne være, at Havannacigarens Beskatning var bleven besluttet den Dag hos Etatsraadens. Vist er det i alt Fald, at den kom paa Tale i Thinget, som naturligvis med Glæde greb en saa aristokratisk Skat, og som talte om Havanna med samme knusende Sagkundskab, hvormed man udtaler sig om de vestindiske Øer og andre lignende transatlantiske Affærer, en Sagkundskab, som i Komik kun overgaas af den mysteriøse Hemmelighedsfuldhed, hvormed man i taagede Fraser undertiden peger paa den udenrigske Politik.

Ministeren, der jo er saa lykkelig at have en Departementschef, som igjen har Kontorchefer, gjorde imidlertid – med vanlig Sagkundskab – hurtig en Ende paa det høie Things vidtflyvende Fantasterier paa Havannaskattens Omraade. Han oplyste nemlig den ærede Forsamling om, at hele Konsumen af Havannacigarer var 25,000 Pund om Aaret. »Selv om vi«, sagde Ministeren, »lagde den høist mulige Skat paa denne Cigar, vilde Indtægten deraf, som De vil se, dog blive saa forsvindende, at det vilde blive komplet latterligt at paaligne Skatten.« Det høie Thing var vantro, men maatte dog tilsidst gaa ind paa Excellencens Tankegang. Af de 5 Millioner Pund Tobak, som, noget lavt anslaaet, aarlig importeres til Danmark, ere kun de 25,000 Pund fabrikerede Havannacigarer. »Jeg tror derfor«, sluttede Ministeren, »at vi ville lade de 500 Mennesker, som ryge Havannacigarer, drive deres Luxus i Fred.«

»500 Mennesker!« vil man sige, og Folk, som tro, at Skilte nødvendigvis maa tale Sandhed, og som træffe disse Skilte med Havannacigarer ved hvert andet Skridt, som ikke vide, at Navnet Havanna misbruges lige saa stærkt af Cigarhandlerne som Paris af Galanterihandlerne, som, kort sagt, ere naive midt i Humbugens Tidsalder, ville smile vantro lige som det høie Thing og maaske tilsidst tage deres Tilflugt til Tallet 25,000 Pund – et Tal, der er stort nok til at rumme et Eventyr – og sige, at der dog virkelig kan laves en Pokkers Mængde Cigarer af 25,000 Pund Tobak.

En Pokkers Mængde, ja – men dog ikke ret mange …

Lad os se lidt nøiere paa Tallet og faa lidt Oplysning om, hvad det indeholder. Det Resultat, hvortil vi komme, vil naturligvis ikke blive nøiagtigt, thi Cigarerne kunne jo efter de forskjellige Mærker være af meget forskjellig Størrelse, men det vil dog forhaabenlig blive nogenlunde korrekt. Lad os antage, at der i Reglen gaar 20 Pund Tobak til 1000 Cigarer – man forsikrer mig, at dette er det almindelige Forhold – i saa Fald ville de 25,000 Pund Tobak være det samme som 11/2 Million Havanna-cigarer. En almindelig Røger, som ikke ryger Pibe ved Siden af – Folk, som ryge Havannacigarer, have næppe Pibepassioner – konsumerer vel 10 Cigarer om Dagen, lad os sætte 3000 Cigarer aarlig. 500 Rygere ville altsaa faa Bugt med 11/2 Million – og vi have kun 11/2 til Forbruget. Ministeren havde Uret: der er nemlig ikke engang 500 Mennesker, som ryge ægte Havannacigarer, maaske er der næppe Hundrede, som ryge dem til daglig. Thi af den ene Million, som vi havde, maa vi endda tage Halvdelen fra, som høflige Værter, Jubilarer, Fødselsdagsbørn osv. byde deres talrige Gjæster … Nei, lad det Par Mennesker ryge deres Havanna i Fred!

Men hvad ryge da alle de andre? Ja – de ryge Cigarer, som aldrig have set Havanna, men som, det paastaar man, og det maa være den bedragne Røgerslægt en Trøst, ere meget bedre end den forkvaklede Race, Havanna nu fostrer. Sagen er, at Havannatobakken har faaet sin intime Historie, som jeg ikke ser nogen Grund til at fortie. Havannatobakken er egenlig slet ikke mere Havannatobak, i alt Fald ikke mere den rigtige gode gamle, den, som man tænder i Romanerne, og hvis duftende Røgskyer Digterne saa ofte have besunget. Efterhaanden som Cigarluxus’en steg, blev det naturligvis vanskeligere og vanskeligere for Havannas nærmeste Opland – kun det leverer den rigtige Havannatobak, den øvrige Ø leverer en ringere Nuance, der gaar under Hovednavnet: Kubatobak – at tilfredsstille det stadig stigende Forbrug. Saa gav man sig, saa vidt jeg ved, 1864, der saaledes blev et skæbnesvangert Aar for Tobakken, til at gøde Markerne. Resultatet udeblev ikke: Høsten blev rigere, Planten større, Kvantiteten betydeligere, men da man havde faaet høstet, saa man, at Høstens Kvalitet ikke mere var den samme, Bladenes Smag var ordinær, deres Egenskaber udviskede, kort sagt, Havannatobakken var hørt op at være Havannatobak. Og saaledes er det siden da vedblevet at være. Der kan komme en enkelt Høst, som kan synes at have gjenerhvervet de gamle berømte Egenskaber, at have den gamle Smag og den gamle Kraft. Men næste Aar frembringer atter den degenererede Plante – og Følgen er, at »den ægte Havanna« i de allerfleste Tilfælde vilde smage en almindelig Røger daarlig … han vilde maaske trøstig forbande sig paa, den var fra Hirschsprung.

Havannacigaren har kun nogle faa Trofaste tilbage, Folk, som holde paa Traditionen, eller Folk, som sætte saa megen Pris paa de Egenskaber, Cigaren endnu besidder, at de bære over med det, de maa savne. Men de Trofastes Rækker tyndes, og Cigaretten træder hos Tobaksgourmander mer og mer i Havannacigarens Sted.

Cigaretten er ogsaa herhjemme paa Veie til at blive moderne. Allerede nu høre Cigaretter ligesaavel som brune Hatte med for at være chic. Det kommer af, at Cigaretten er noget af en Mythe, en Mythe om fransk Letfærdighed, Boulevarder og Natrestaurationer. Cigaretten er kosmopolitisk, mindre hjemlig, mere flot, fremfor alt mere fransk. Naar en yngre Medborger ryger en af Ecksteins Cigaretter, bilder han sig ind, at han er et Stykke af en Pariser, mere af en Dandy og mere af en Velhaver. Men Cigaretten er jo forresten ikke det eneste Stykke Paris, som kun er et udflydt Stykke Hamborg, og som da kun guteres af os, fordi det smager os af Seinen.

Og Pariserne ryge – hvad alle vide – egenlig kun Cigaretten af Sparsommelighed! Dette Surrogat for Tobak hører jo hjemme der, hvor Regjeringen ved sine Tobaksmonopoler tvinger Folk, dels ved Tobakkens Slethed, dels ved dens Dyrhed, til at opgive Cigaren og holde sig til den dog altid noget billigere Cigaret. Men hvad man i andre Lande gjør af Sparsommelighed, gjør vi af Lyst til at være med, af Flothed, fordi vi ville være chic – saadan gaar det!

For de Ældre er Cigaretten ligesom Ægteskabsdramaerne en sørgelig Import af fremmed Letfærdighed, for de Unge er den maaske en – glædelig Duft af samme Letsind.

De faa, som for fem-seks Aar siden røg Cigaretter, røg dem, fordi de maatte op- give Havannatobak uden at kunne bekvemme sig til at stige ned til ringere Sorter. Saa opgav de at ryge og lod sig nøie med den Erindring om tidligere Nydelser, som de stakkels Cigaretter kunde yde dem. Men det er maaske dog, naar vi ret ville undersøge Sagen, alligevel disse faa Tobaksaristokrater, som have bragt Cigaretten i Mode udenfor de Lande, hvor den hører hjemme, der, som sagt, hvor Monopoler fordyre Tobakken saa stærkt.

Cigaretten indføres ligesom de ægte Havannacigarer – al den øvrige Tobak, som konsumeres herhjemme, altsaa omtrent 5 Millioner Pd., fabrikeres paa Stedet. Af disse 5 Millioner Pd. er kun omtrent en Sjettedel Cigarer. Resten konsumeres som Snus, Skraatobak og i Piber. Den danske Nation er født til at ryge Pibe, saadan en stor sindig Pibe, som kan vare en Times Tid, og som man deilig kan døse med i den ene Mundvig.

Danmarks Indvaanere forbruge aarlig omtrent halvtredie Pd. Tobak pr. Individ. Den Ryger, som ryger 10 Cigarer om Dagen, bruger imidlertid 60 Pd. om Aaret; en almindelig Tobaksrøger, som hovedsagelig ryger Pibe, regner sit Tobaksforbrug til 48 Pd. pr. Aar, og for en jævn Røger er vistnok 40 Pd. Tobak aarlig langtfra et over- drevent Kvantum.

Man vil altsaa se, at halvtredie Pd. Tobak pr. Individ ikke antyder nogen overdreven stærk Tobaksrygning, og at Millionerne, som gaa op i Røg, fordelte paa hvert enkelt Individ, blive til høist menneskelige Tal, som vi alle kunne regne med.

Og af de 5 Millioner, som importeres, udføres endda en ikke saa ringe Del til vore nordlige Bilande, hovedsagelig Skraatobak og Snus. Eskimoerne foretrække Skraa, den Tobak, som de barnligste, mindst raffinerede Tobaksforbrugere dyrke, og hvis mindre tiltalende Spor man kan finde: paa Krostuegulve, i tredie Klasses Jernbanekupeer, i Sømandskneiper og undertiden paa Steder, hvor man mindst skulde vente det.

At rase mod Tobakken vilde være meningsløst, fordi det vilde være unyttigt. Desuden vilde det maaske være uklogt, thi Nydelsen af Tobak indskrænker – hvis man tør tro sandsynlige Antagelser – hos Fattigmand mulig Nydelsen af Alkohol, og i saa Fald gjør Pibehovedet med Frederik den VII’s Portræt uvurderlig Nytte – mer end Nytte nok for de Millioner Røgskyer, som vi have søgt at destillere og befri for Eventyrenes Røg.

Naar man vil se, hvor nødvendig Tobakken er bleven for os, behøve vi desuden kun at gjennemflyve de sidste Hundredaars vekslende Perioder; vi ville hurtig se, at de hver have nydt Tobakken netop saaledes, som deres Eiendommelighed bød dem.

Tobakkens Historie er egenlig de sidste Hundredaars Kulturhistorie. Tobakkens forskjellige Former ere blevne Symboler for de forskjellige Perioder.

Er Tobaksdaasen ikke et Symbol paa Hyrdescenernes besynderlige Aarhundrede, Madame Pompadours pudrede Tidsalder, Skjønhedspletternes, de høie Stokkes og Silkestrømpernes lykkelige Periode? Revolutionen tilintetgjorde Hyrdeidyllerne, som forsvandt med Hyrdedronningen og Kongen, der legede Smed, med Ludvig den Femtendes Hæle og med Dubarrys blomsterindvirkede Silkerober – den kunde ikke fortrænge Tobaksdaaserne. Restaurationen gjenfandt sine legitime Tobaksdaa- ser. Men det nye Aarhundrede begyndte dog at trættes af Snusen; Snus blev hofmæssig, Demokraterne slog sig paa Piben og Cigaren. Daaserne gik af Mode, de regjerede endnu kun ved Hofferne og som Monarkers Naadegaver, der ikke vilde se, at Snusens Tid var omme, og at de nye Slægter betragtede Daaserne som Valuta, de lod Juvelererne smelte til Dukater. Daaserne blev Legitimitetens Symbol.

Nu er Ruslands Suveræn den eneste, som bortskænker Tobaksdaaser, og han vil vel blive ved dermed indtil – nu ja, indtil Peterhof deler Trianons Skæbne, og Ruslands Czar foretrækker en konstitutionel Idyl for den nuværende selvherskende Tragedie. Men naar Alexander II, medens alle andre Monarker belønne med Ringe, Uhre og Diamantnaale, endnu bestandig holder sig til Snusdaaserne, hører saa dette ene Træk ikke hjemme mellem de Ubetydeligheder, som karakterisere en hel Periode og en hel Slægt?

Og Snusen maatte være eiendommelig for Versailles’ Aarhundrede. Denne stærke momentvise Pirring hører sammen med dets springende Aand, var nødvendig for dets enerverede Mænd, som under bestandige Fester aldrig havde Tid til at have Tømmermænd. Man gjorde Tobakken – som alt andet – til et Middel i Koketteriets Tjeneste, de gyldne Tobaksdaaser sloges i ved graciøse Haandbevægelser, man aabnede det ædelstenbesatte Laag og bød den frem med affekteret Ynde.

Der gives endnu Hoffer – Hoffer i Gelée – der bestandig ere tro Afbildninger af hin Versailles-Tid – der regjere Daarerne endnu.

Cigaretten vil bestandig blive Keiserdømmets Mærke. Historien vil mindes den Cigaret, som Napoleon Tredie bestandig rullede mellem de slappe Fingre, der vare stærke nok til at skrive en Cæsars Historie, men altfor svage til at føre en Cæsars Tøiler. Denne Cigaret vil blive de besynderlige 20 Aars Symbol, hvor Aarhundredets største Fantast sad paa Frankrigs Trone, en Socialist, som blev Keiser, en Mand, som havde store Tanker, men som ikke kunde beherske dem; efter Julian maaske den største Drømmer, som nogen Tid har baaret Purpurkaaben om sine Skuldre, af hvis Drømme der spirede Elendighed, og som tilsidst ikke havde andet at sige end det anklagende: »man har bedraget mig«, som var hans sidste Ord. Men det »man«, der havde fuldført Bedraget, var hans egne høitgaaende Drømme.

Denne keiserlige Cigaret bragte Cigaretten i Mode, og den hørte i Sandhed hjemme i hin Tid. Den stærke, fint skaarne ætsende Tobak; indtages i smaa Doses og ilsomt; der er noget uroligt, kortlevende ved en Cigaret; man kan meditere ved en Cigar, man kan kun faa Indfald ved en Cigaret. Og denne Slægt levede paa Indfald. Cigaretten og Lunefuldheden høre sammen.

Og nu Merskumspiben? Præsten sidder helt tilbage i Kalechen, rokkende i Sædet, med den gamle Pels helt op om Ørene og med lukkede Øine under de tykke buskede Øienbryn. Han sidder og damper ganske langsomt og memorerer sin Prædiken, medens han lader Røgen slippe ud af den høire Mundvig. Hvis man ikke vidste bedre, kunde man tro, at han sov, men saa kommer han til et Punktum i sin Prædiken, retter sig i Sædet, aabner Øinene og tager et langt Tag. Smaadragene ere vist Kommaer i Foredraget; lidt efter lidt synker han sammen igjen og nikker. Og saa vækkes han pludselig op af Distriktslægen, som joller forbi i en Doktorvogn, rød i Kinderne af Kulden, smilende over hele det runde Ansigt, der indfattes af det rødlige Kindskæg lige som en Maane.

»God Morgen, forbandet koldt om Ørene«, siger Doktoren, og Bonden kjører lidt af Veien for at give Plads for Præstens Kaleche. »Hvordan gaar’et med Maven?«

»Daarlig, daarlig, kjære Ven«, siger Præsten og dækker lidt for Piben.

»Aa Fa’en, naar Piben smager.« Og bort ruller Distriktslægen i sin humpende Doktorstol.

De store Merskumspiber høre hjemme i de gamle Præstegaarde, der hvor Idyllerne leve endnu. Vi kjende alle saadanne Steder. Huset er Bindingsværk, og der er lavt til Loftet, og Dørene sidde skævt. Møddingen ligger lige udenfor Porten ved Dreiningen af Veien, og Staldlængen ser saa faldefærdig ud, at man bliver ganske bange, naar de brune Heste støde Hovederne imod den lave Stalddør. Men det er altsammen hyggeligt derinde, Græsset mellem Brostenene og det gamle Træ midt i Gaarden, hvorom Børnene danse, naar der kommer en vandrende Liremand til Huset, og Brændestablerne, som man løber rundt om, naar man leger Enkemand. Fra Haven gaar der en Laage ind til Kirkegaarden, Havens Kirsebærtræer bøie deres blomstrende Grene ind over Muren, over de Dødes Jord. Man gaar fra Haven ud og ind paa Kirkegaarden. Og om Aftenen sidder Præstekonen udenfor Kirkedøren under Linden med sit Strikketøi i Haanden, inde i Kirken spiller den ældste Datter dæmpet og vemodigt paa Orgelet. Tonerne glide sammen med den stille Fred, de besynge. En Gang imellem snadre Ænderne op nede i Gadekæret, paa Veien nede bag Muren hører man et halvhøit Godaften, ovre fra Kroen en Latter. Præsten kommer op over Bakken i sin hvide Frakke, med Piben i den venstre Haand. Saa stanser han og raaber til sin Søn, som hænger i de yderste Grene oppe i Kirsebærtræet. Han nærmer sig sin Hustru, og hun reiser sig. Saa gaa de begge ind i den halvmørke Kirke, hvor Tonerne fra Orgelet synge hviskende i Skumringen. Det er bestandig, som var man halvveis i Kirke i en saadan Præstegaard.

Og der høre Piberne hjemme. Der og hos de hostrupske Studenter, som gaa i Slobrok og uden Manchetter, som altid ere i Morgensko, og som sidde og læse med aflagte Studenterhuer paa Hovedet; Folk, som endnu se Muserne danse om Lamperne, og hvis Yndlingssang endnu bestandig er »Længe var Nordens herlige« osv.; som forlove sig tidlig, og som endnu drikke Punch – varm med Citronskaller – som lade deres graa Uldstrømper forfødde, og som bide deres Negle; som anse Handsker for en Luxus, og som gaa med løse Kraver og smaa hjemmelavede sorte Slips; som holde sig selv med tør Kost, og som endnu holde paa Idealerne fra Fyrrerne; kort sagt, haabefulde Folk, som ere rigtige Studenter. Thi man siger, at der bestandig gives saadanne Exemplarer, og jeg har Grund til at antage, man har Ret. Det er de hostrupske Studenter henkogte!

Jo, Tobakken tilhører alle – og dens kostbare Røg er næppe for kostbar.
Dertil har dens blaalige Skyer formet sig til for mange glimrende Luftkasteller.