Det er den 4. juli i dag, og for amerikanerne er det mere end bare navnet på Tom Cruises gennembrudsfilm. Det er dagen, hvor man siden 1777 har markeret uafhængigheden fra det britiske imperium, og det er dagen, hvor de fleste amerikanere fyrer krudt af og griller. Det er en festdag. For året før, 1776, mødtes repræsentanter fra de britiske kolonier i Nordamerika og underskrev den uantastelige amerikanske uafhængighedserklæring, der faktisk også er en virkelig smuk og stærk tekst. Poetisk og flot, og frem for alt visionær, humanistisk og revolutionær.
Erklæringen byggede på idéen om folkesuverænitet – at den politiske magt i en stat i sidste ende må bygge på folkets samtykke. Og den indeholder i sine mest højspændte passager også nogle grundbegreber vedrørende menneskerettigheder:
Vi anser disse sandheder for indlysende:
– at alle mennesker er skabt lige;
– at de af deres skaber har fået visse umistelige rettigheder;
– at blandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke.
– at regeringer er oprettet mellem mennesker for at sikre disse rettigheder, idet de udleder deres berettigede magt af de regeredes samtykke;
– at det, når en regeringsform bliver ødelæggende for disse formål, er det folkets ret at ændre eller afskaffe den og indsætte en ny regering, idet det fastlægger dens grundlag på sådanne principper og ordner dens myndighed på den måde, der forekommer det bedst egnet til at virkeliggøre dets sikkerhed og lykke.
Det her heftige sager på et tidspunkt i verdenshistorien, der var domineret af konger og den slags, der mente, de havde forbindelse direkte til noget guddommeligt og derfor gjorde mere eller mindre, hvad der passede dem på bekostning af befolkningen. Fint nok – det var nu heller ikke, fordi USA selv helt kunne efterleve sin fine tekst, ville man nok indvende, hvis man var slave, eller hvis man nu gik den amerikanske udenrigspoltik efter i sømmene, men tanken var god nok. Tanken om dybest set at samle et folk omkring én ting – mennesket.
Problemet med denne flotte fejring her 241 år efter er, at det folk ser alt andet end samlet ud, og at uafhængighed er blevet et meget komplekst begreb de senere år. Trump har taget den bogstavelig, vendt sig mod verden, som den har udviklet sig siden 2. Verdenskrig, og sat sin egen nation øverst. USA vil gå enegang, og regeringen vil være fri for kritik fra medierne, fri af bindende aftaler med andre lande, fri for handelsaftaler, klimaaftaler, fri for ansvar og økonomiske bånd. Fri for indrejse, fri for venner og allierede, bare helt og aldeles fri for alle andre end USA selv – eller, skulle man måske sige, fri for andre end Trump selv i toppen af sit eget tårn.
Paradoksalt nok kommer det på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor vi aldrig har haft mere brug for at være afhængige af hinanden, og hvor USA helt konkret og økonomisk også er det. Det er ikke sikkert, det nogensinde går op for Trump – han virker umiddelbart som en mand, der har svært ved nye erkendelser – men så længe han er præsident, bliver det svært at afholde July Fourth som et helt folk, der er enige om, hvad uafhængighed er.