Et Brev om Foraarsliteraturen

16.5.1880

Ser Du, kjære Ven, det er jo nok høist smigrende, at Du gjerne vil høre min Mening, men ærlig talt havde Du næppe faaet den at høre alligevel, hvis jeg ikke havde en gammel Uret at gjøre god igjen, noget at tage i mig igjen i disse Linier. Og det er mig i dette Tilfælde saa stor en Glæde at gjøre min Uret god. Derfor vil jeg føie Dig og skrive Dig et rigtigt Brev, saadan et af de gamle Breve paa fjorten-seksten Sider, som vi skrev til hinanden den Gang, vi vare lykkelige nok til ikke at have andet at bestille end at faa Indfald – som vi, husker Du, vare stormundede nok til at kalde Tanker – og at blive forelskede – hvad vi kaldte, at vi elskede – og saa at skrive Dithyramber om begge Dele.

Men skjønt jeg hovedsagelig skriver dette Brev, hvori Du har bedt mig sige Dig min Mening om Foraarsliteraturen, for at gjøre en Uret god igjen ved at omtale en Mand, hvis Talent jeg før har miskjendt, vil jeg dog begynde med at tale om de Bøger, jeg ikke kan omtale, nemlig mine egne, som jeg naturligvis hverken kan rose eller dadle, men som jeg dog vil være ærlig nok til at tilstaa for mig ere det vigtigste paa Foraarsmarkedet. Jeg personlig anser naturligvis baade »Tunge Melodier« og »Kvindetyper« for høist læseværdige Bøger, men har Du kun Raad til at kjøbe den ene, og Du spørger mig hvilken, raader jeg Dig dog bestemt – skjønt med et Hjertesuk – til at købe Balzacs, thi den har det ubetalelige Fortrin, at den er af Balzac, og at »Kvinden paa treti Aar« – som findes blandt »Typerne« – maaske er hans bedste Bog. Saa kan Du altid ved Leilighed laane »Melodierne« paa et Leiebibliothek!

For Resten er der kommet adskillige Bøger, en, som har bragt mig stor Glæde, et Par, som have vakt min Interesse, en enkelt, som har rørt mig. Thi, kjære Knud, saadanne Bøger som Ewalds Fortællinger maa jo røre En. Jeg ved naturligvis meget godt, at der aldrig har existeret saadanne renlivede Sjæle som denne Marie fra Revuen ved Fredericia, men det rører mig, jeg finder det saa smukt, at der i vore skeptiske Dage kan findes et eneste Menneske, som kan tro paa sligt. Og Digteren maa jo tro paa sin Marie. Det er det, som er saa rørende, thi selv om man ganske vist maa indrømme, at Professor Ewald næppe er den bedste Menneskekjender, vil ingen kunne nægte, at han, naar han kan skrive saaledes, maa holde af sine Medmennesker og tror paa dem. Hans Bøger ere akkurat lige saa jævne og rolige og lidenskabsløse, som Livet til daglig saa ofte kan se ud til at være. Er der Hemmeligheder og Dybder i den menneskelige Sjæl, saa ser han dem ikke, og han kan være glad ved ikke at se dem; er der Storme, hvor meget fyger sammen og meget blottes, saa mærker han det ikke; har han nogensinde set »Dyret« i Mennesket, saa forstaar han mildt at tildække dets Hoved. Hans Elskerinder ere blonde, blaaøiede og huslige; de have Øine, hvormed de smile, maaske Læber, de have aldrig Legeme; og ligesaa hans Helte: hans Mænd have Hjerte og Hoved, de have aldrig Lænder. Men det er jo netop det, som rører mig, som jeg finder saa velgjørende og saa saare gavnligt for alle Almanakernes Læsere. Saavidt jeg ved, have nemlig de fleste af disse Fortællinger staaet trykt i vore Almanaker – alle vore idealistiske Forfattere trykkes overhoved i Almanakerne, som holde paa det gamle og – betale godt.

Thi det kan jo ikke nægtes, at Professor Ewald hører til de gamle ved Siden af saadanne unge som John Poulsen, hvis »Margherita« vel vil blive akcepteret af vort Venstre med stor Begjærlighed; thi Bogen er meget radikal. Man faar undertiden endogsaa det bestemte Indtryk, at Forfatteren temmelig ofte har gjort det Hele lidt galere end nødvendigt – blot for at gjøre det saa galt som muligt. Romanen foregaar i Italien, i Neapel og paa Capri, hvor der om Sommeren er meget varmt; der er fuldt op af Tarantella’er, af mørke Øine og af blottede Lemmer; der er en mesterlig Svømmetur i den blaa Grotte; Sølvglans ud over Hyrdens gudeskjønne Legeme, Betagelse, Sanseberusning; Fangedans ved en Fest paa Capri, Hengivelse til en Mand, som »stinker af Løg«, skinhellige Præster og letfærdige Danserinde-Grevinder; det glimrer og gløder som Neapels Himmel, vugger sig glidende som Italiens sanseomspændende Musik. Og derfor vil Bogen blive modtagen godt af et vist Parti, for hvem Ordet »radikal« er det ene saliggjørende, men – Hr. Poulsen faar næppe mere Lov til at skrive i »Nær og Fjern«, og vi, som staa lidt fjernt fra Partispektaklet, ville maaske noget tvivlende spørge os selv, om dette da ogsaa er Realisme.

Himlen fri mig, kjære Knud, fra her under Konvoluttens fire Vægge at komme ind paa halvfilosofiske Undersøgelser af Realismens Væsen – det maa man ofte nok, mer end ofte nok til daglig. Her ville vi holde os til Jorden og aabent tilstaa, at Realismen til syvende og sidst vel bedst defineres kun som det Nye, det unge Liv i Literaturen. Og hvis jeg her maa hjælpe mig med et Indfald, vil jeg sige, at dette Nye er optraadt den Dag, Digternes Figurer fik Legemer, som ikke vare blotte Hylster om deres Sjæle. Dette er – mellem Venner – maaske Sagens Kjærne. Den skarpere Analyse har bragt Sjæl og Legeme i nøiere Forbindelse med hinanden. Og hvad der nu trods det romantiske Skær over Bogen lader »Margherita« være et ægtefødt Barn af den Tid, hvori den er skreven, er ikke den maaske overdrevne Mængde Muskler, Kjød og Blod i Bogen, men den psykologiske Analyse, som har taget dette Kjød og Blod i sin Tjeneste – eller bedre har taget noget deraf i sin Tjeneste, thi slet saa kjødrig havde Romanen næppe behøvet at være. Men man kan paa den anden Side ikke nægte, at denne realistiske Roman er særdeles romantisk, saa romantisk, at ingen om »Margherita« vil kunne paastaa, hvad en æret Samtidig paastod om »Ægtemænd«, at den ikke var romantisk nok til at være en Roman. Tværtimod, Hr. Poulsens Bog er yderlig romantisk – som da største Delen af hele den Literatur, vi pleie at kalde Realisme. Jakobsen er Romantiker, hans Stil, der gløder billedrig og straalende som selve Theophile Gautiers fantasifulde Mosaiker, vidner jo fuldt derom. Og Drachmann – naa ja, om ham ere vi enige. Og »Jason«? Husker Du »Dafne«, Heltens Reise for at møde den Elskede under Italiens Sol, Helenes Drømme, al den elskovsvangre Luft, som bølger i Idas Nærhed? Ogsaa det er Romantik – som al Digtning. Desuden maa vore Realister være Romantikere, maa være det, fordi de ere unge: vi leve i Realismen, men i Realismens Ungdom, denne lyse, fagre, drømfyldte Tid, hvor Hjertet – Digterens rige Skatkammer – er ungt og bestandig drømmer. Derfor er Realismen endnu saa romantisk i sin Tone og eier endnu bestandig Romantikens Skær over alt; naar den vokser og bliver ældre, vil den blive mindre fantasifuld, maaske mere nøgtern, endnu mere iagttagende, køligere, selv mere uberørt over for Skildringens Gjenstand. Men hvor gammel Realismen bliver – ser Du, Knud, hvor jeg gaar til Høire, som visse Folk ville sige – vil den altid blive ved at rumme nogen Romantik, simpelthen fordi en Digters Sjæl altid bevarer noget af sin Ungdom. Naar Sjælens Ungdom dør, hører et Menneske op at være Digter. De sande Digtere ere altid romantiske; men snart er det Sjælenes, snart Legemernes Romantik, Slægten fortrinsvis dyrker, den unge Øhlenschlæger f. Ex. dyrkede Legemernes.

Og Sjælens Ungdom, Du, det er Fantasi og Romantik. Saalænge en Mand blot et eneste Nu ser Idealet i den Kvinde, han elsker – saa længe kunne Idealisterne være rolige, thi saa længe vil Realismen ikke være ideforladt.

John Poulsens Bog er meget ung. Ung, fordi den med mange Feil rummer nogen Fantasi og nogen Stemning. Derfor tror jeg ogsaa ligesom Du, at man i Poulsen kan have en Digter for sig – jeg tror næppe det samme om Villiam Secher.

Du har let af Benævnelsen »Samfundsroman«, skriver Du. Det har jeg ikke, men »Ægtemænd« har givet mig Løsningen paa det Problem, som Spielhagen aldrig har kunnet løse mig – fordi hans blændende Talent dækkede Manglerne – nemlig, hvad en Samfundsroman egenlig er. Sechers Bog har løst mig Gaaden, en Samfundsroman er en Fortælling, kjære Ven, hvor der er alt for megen Diskussion, til at den kan fængsle som Roman, og altfor megen Roman, til at man kan have noget virkelig fyldestgjørende Udbytte af Diskussionerne. Man taler om at sætte Tingene under Debat, men naar man skriver saadanne Samfundsromaner, misforstaar man sikkert den Herre og Mester, som har udtalt hint Orakelsprog, thi en Digter kan kun diskutere – eller bringe Folk til at diskutere – ved at skildre. Det kan ikke nytte, at en Roman er fuld af Diskussioner om f. Ex. Kvindespørgsmaalet. Bogen maa – jeg haaber, Du forstaar mig – handle om Kvindespørgsmaalet. Digteren maa have set Kvindespørgsmaalet i Livet og saa give os tilbage, hvad han har set.

Men uagtet jeg tror, at Kvindespørgsmaalet er det, som egenlig ligger Secher paa Sinde, handler hans Samfundsroman slet ikke om dette Æmne. Det diskuteres overalt i Bogen, men det faar ikke Liv igjennem de handlende Skikkelser. Forresten tænker jeg mig, at hvad Secher, som alle, der skrive om Kvinden, fordi man maa begynde med Begyndelsen, fremfor alt vil til Livs, er den nuværende kvindelige Opdragelse.

Apropos om denne Opdragelse, som vi saa ofte have disputeret om; jeg tror, at vi lære Kvinden enten alt for meget eller altfor lidt. Enten maa vi ved kunstige Midler lægge en Dæmper paa Kvindens Intelligens, som vokser Dag for Dag i den moderne Luft, saa at hun nu som før er tilfreds med at være sin Mands Husbestyrerinde; eller da vi ikke kunne det, thi Kvinden – Din og min Søster, Knud – kan ikke holdes borte fra Tidens Strømninger, maa vi give hendes Intelligens saadan Næring og saadanne Opgaver, at hun kan blive Mandens Medhjælper og mere end det, nemlig et helt selvstændigt Væsen. Thi udnytter Samfundet ikke den Intelligens, som selve Tiden skænker Kvinden, vil dette samme Samfund komme til at bøde for det. Saa tager Kvinden – hvem man udelukker fra at virke – Intelligensen i Lidenskabens Tjeneste. Mon det ikke er noget lignende, Secher har tænkt at give Skikkelse i Fru Cornings og hendes Datters Figurer? Fru Corning, en af disse Sfinxer, »Kvindedyr«, som Dumas kalder dem, hvis kraftige Intelligens, helt taget i Lidenskabens Tjeneste, fører hende lige til Forbrydelsens Rand, er delvis energisk tegnet – men usand. En Kvinde som Fru Corning, en sleben Verdensdame med Ild under Formernes Is, kan i sin Lidenskabs Hede blive en Forbryderske, selve Brøden kan hidse hendes Nyfigenhed, Forbrydelsen kan pirre den Følelsernes Slaphed, hvori et ideforladt Ægteskab – hendes eneste Tumleplads og eneste Virkekreds – har nedsænket hende, men hun kan aldrig – i alt Fald ikke saa hurtig og med disse Bestemmelser – synke ned til at give sig hen som Fru Corning til Konsulen. Thi den stolte plutokratiske Frue er Dame, og Damen vil overleve Kvinden i hendes Bryst, men som Fru Corning handler i dette Øieblik, handler ingen Dame. Og hvis hun skulde falde, kan hun det aldrig gjennem Konsulen. Han har været hendes Faders Kontorist, været i Faderens Brød, tjent ham. Til en saadan Mand hengiver Fru Corning sig ikke. Secher har glemt at regne med de aflagrede Formuers Foragt for Parvenuer og Lykkeriddere, som saa tilmed have tjent i deres Slægt. Du husker nok Apothekerens Døtre i K., Knud? En af Provisorerne friede til den ældste – men hun sagde Nei, kort, kategorisk Nei. Saa sagde den yngre, Frøken Emma til Rektorens Datter: »Har Du kjendt Mage til Frækhed, Svendsen har friet til Klara – at tænke sig vor egen Apothekersvend!« Den Historie er morsom – Skade, at Hr. Secher ikke har kjendt den.

Men naar Fru Corning ikke gjør Indtryk paa Grund af den Overdrivelse og Grelhed, hvormed Figuren er tegnet, er paa den anden Side Betty altfor udvisket til at kunne hævde sin Plads i vor Interesse. Thi i Stedet for at glide ud af Ægteskabet, i alt Fald bort fra det sande Ægteskab, med Berner, glider hun umærkelig ud af Bogen. Og det var dog næppe Meningen. Man hører f. Ex., at Betty bliver Moder, men man ser hende ikke som Moder, og hele det betydningsfulde Moment, at Berner bliver Fader, er i det Hele ladet ganske ubehandlet. Derfor er »Ægtemænd« heller ikke Berners Ægteskabshistorie: en Digter viser, hvad han vil, gjennem sine Figurer; Secher – og dette synes mig, kjære Ven, at være den centrale Feil ved Bogen – docerer udenfor Handlingen, i Diskussioner, som ikke vedkomme den, og som ofte aldeles ikke behøves for at belyse de Talendes Karakter. Men de lange, ofte dygtige, diskuterende Samtaler, som løbe parallelt med Handlingen, ere blevne det vigtigste i Bogen, fordi Forfatteren selv har følt Bristen paa den digterske Evne i sig. Enhver Kvindes Historie – fortalt af en Digter – fortæller os eller kan fortælle os noget om Kvindespørgsmaalet, og Betty Cornings og hendes Moders kunde sikkert have fortalt os meget – hvis vi havde hørt den. Men Secher har ikke fortalt os den. Thi den eneste Maade, hvorpaa en Digter fortæller, er ved at fremføre Skikkelser. Men Fru Corning er usand, og Betty er slet ikke tegnet.

Mary Heller er en Abstraktion, hendes Skelet er et System, og Musklerne i hendes Legeme er Fantasier over den fri Kvinde. Men jeg er overbevist om, at Forfatteren selv gjerne vil indrømme dette. Han vil sige med et beklagende Smil, at man naturligvis maa hjælpe sig med en tænkt Figur, da der desværre ingen virkelig findes; og han kan maaske have Ret, thi Mary er kun et Ideal, og Idealer existere ikke.

Men ser Du, kjære Ven, Tingen er vel ogsaa den, at dette Ord »Samfundsroman« er det uheldigste ved hele Bogen: i en Roman skulle vi se Personerne leve, i »Ægtemænd« høre vi dem kun tale, diskutere, docere og afhandle. Hele Værket er en Række Samfundsdiskussioner, det er Sagen, og Berners Liv er kun en Vehikel for at vise os en Generalforsamling, en Socialistforsamling og Tilværelsen rent ydre set i en rig Grosserers Hus.

Jeg har fundet adskilligt tankerigtigt i Sechers Bog, men Digteren har jeg som Du forgæves søgt. Alt er tænkt i »Ægtemænd«, intet er følt, oplevet, Smerten er ikke gjennemlevet, Angsten ikke gjennemjaget, Selvmordsfortvivlelsen ikke uddybet. Selv hans Personer synes mig som paaklædte Enkelttanker, han har tænkt og saa givet Klæder og Navne. Ikke dermed sagt, at ikke Enkelthederne ofte kunne være iagttagne, men Iagttagelser ere hæftede udenpaa noget tænkt, sidde som Lapper paa en given Klædning. Tingen er, at den digterske Gjætteevne har svigtet. Men Gjætteevnen er Fantasiens Barn, Knud.

Desuden synes Secher mig at være for tør en Natur til at være Digter. Digteren bliver Digter i Kraft af sin Evne til at gjennemleve, Secher har gjennemtænkt en Del. Men det er en Forskjel. Jeg har fundet megen Læsning, en ikke rig, men solid Fremstillingsevne, en betydelig Kundskabsmasse, kort sagt gode Materialier – men Gnisten har jeg ikke fundet, Gjennemlevelsen har jeg forgæves søgt.

Oprigtig talt sætter jeg ikke synderlig Pris paa Poulsens hele Talent, der er for mig over alt det glødende noget kunstig ophedet, over alt det glimrende noget udvendigt, som frastøder mig. Poulsen minder mig om disse udvendige Skuespillere, som spille med en tom Hjerne paa et smukt Ydre. Thi en ung Digters Fantasier – og »Margherita« er mere en Fantasi end en psykologisk Roman – kunne være overdrevne, altfor følte, drevne ud i Usandsynligheden – men de tør ikke være uægte. Poulsen har ikke som Andersen i »Improvisatoren« taget Italien op i sin Sjæl og saa givet os det tilbage, saaledes som hans Sjæl havde set det: noget af al den Neapels hidsende Varme, hvormed han omgløder vor Fantasi, er ikke strømmet gjennem hans egen Sjæl til vor – – men kun saaledes formaar en Digter at betage os, som følge ham. Og dog finder man hist og her en enkelt Stemning, i Udviklingen et Skrig, i Karaktertegningen et enkelt Træk, som er givet af en Digter. Man føler et Hjerte slaa i denne Digtnings Bryst.

Ler Du i Skægget, Knud, og kalder det romantisk? Saa vil jeg sige, at man føler Hjerterne slaa i disse digtede Skikkelsers Bryst – men det gaar rigtignok med alle disse smaa Hjerter ligesom med de elektriske Uhre, de slaa alle i Takt med Digterens store Hjerte.

Men det er Hjertet, jeg savner i »Ægtemænd«. Secher har studeret Fattigvæsenet i Statistiken – i alt Fald ser det saadan ud. Hans Hjerte er stumt; ikke at han intet Hjerte skulde have, men han formaar ikke at lade det tale, at reproducere sit Hjerte. Han er Videnskabsmand, ikke Digter, thi en Videnskabsmand reproducerer, hvad han tænker, en Digter fremfor alt, hvad han føler.

Derfor er det vel muligt, at »Ægtemænd« giver mere, men den lover mindre end Poulsens Bog.

Og saa komme vi da tilsidst til en Bog, der baade giver og lover, giver saa meget, at dens Forfatter alene ved dette Arbeide er bleven af de betydelige i vor Literatur og lover saa meget, at vi have Ret til at haabe, han maa blive af de Store iblandt os.

Husker Du, da vi læste »Novelletterne?« Du var varm, begeistret, optagen; Du laa og sprællede i Sofaen og læste høit og slog Dig for Panden og kaldte det glimrende, storartet, flot – alt, hvad Du siger, naar Du spræller ledeløs rundt i en Sofa med en Bog, som interesserer Dig. Du talte om »dæmpede Melodier«, om Gjenfødelse, om nye Baner – og jeg lo! lo! Ser Du, kjære Ven, jeg havde den Gang selv mine Studier i min Skuffe, og jeg arbeidede derfor stadig med visse Sammenligninger. Jeg jagede efter Manglerne, og et enkelt Fortrin hos mig blev til Mangel paa Evne hos ham, kastede Selvglædens lange Skygger hen over hans Billeder. Og nu kommer »Garman & Worse«, og det første, jeg gjør efter Læsningen, er at give Dig Ret: »Novelletterne« maa have været en frugtbar Spire; ellers kunde »Garman« ikke være bleven dens første Skud.

Det eneste, som helt tiltalte mig i »Novelletterne«, var, at Kielland stod udenfor Partierne, han skrev ikke særlig godt, men han skrev i det mindste ikke efter Recept. Nu synes jeg, ligesom Du den Gang, ikke blot han staar udenfor, men over Partierne: han skriver, som han skriver; for at kunne værdsætte ham maa vi til at lave en ny Æsthetik, hvis ikke Kielland selv laver den.

Thi, kjære Knud, »Garman« omstøder jo alle vore Theorier. Vi have fordret Malerier, malede Billeder, Duft, næsten Toner. Vi have villet høre Vognene rulle, mærke Luften, og vi have fordret, at Digteren for at naa dette Maal skulde tage alle Midler i sin Tjeneste. Og saa kommer Kielland, som maler saa besynderlig, som bryder sig Pokker om Luften, som lader sig nøie med et Adjektiv om en Spisesal! – som kaster hulter til bulter en Masse smaa Træk, næsten paa Maa og Faa, som ikke bekymrer sig hverken om psykologiske Analyser eller om Videnskabelighed. Læs dette om Fru Fannys Møde med Delphin! Hvorledes vilde en moderne Digter vel have forberedt dette Møde? Han vilde have malet Høstaftenen lun, krydret, rigt farvet. Blændende Maanelys ned over brogede Træer, som staa bævende i Efteraarets Pragt. Stilhed, lange Skygger ligesom fangende Arme, der gribe de forbryderisk Elskende. Kielland fortæller os her om en Dam og nogle Libeller. Han vover at tale symbolsk – Symboler i vore Dage! Men hvordan fortæller han saa ikke? Hans Libellemaleri forbauser, men det betager tillige, og efter at have fortalt os om Vandkaraffen, som Madeleine kaster ud af Vinduet, og som falder ned med et Plask – gaar han videre paa sin Vei uden at se sig tilbage.

Midt i en Literatur, der vil male og synge og tiltale alle Sanser – selv Typografien tager man til Hjælp ved hyppig Anvendelse f. Ex. af samme Bogstaver – indskrænker Kielland sig til at fortælle. Det er hans første Forsyndelse.

Men den anden er endnu værre. Har ikke Zola sagt, og vi andre mer end halvveis troet det, at vi maatte være lykkelige, naar Digteren i en Roman kunde tegne ikke et Liv – thi det var umuligt – men et kort Afsnit af dette Liv. Saa have vi svælget i psykologiske Undersøgelser, ensformige og uendelige som Wagners uendelige Melodi, og troet, at det var det ene saliggjørende. Alexander Kielland maler ikke et Liv i dette ene Bind, han maler en hel Familie – eller rettere to Familier, som leve og aande og ere sunde og raske begge to. Han er gammeldags, han sætter Figuren hen – men rigtignok saaledes, at vi ikke glemme den – og bryder sig hverken om Analyse eller Videnskab. Vi vide, at disse Folk have Legemer, thi de ere Mennesker, men vi mærke ikke meget til deres Ben, Arme eller Muskler. Jeg tror min sandten ikke, Kielland har beskrevet os en eneste Nakke eller Hals i hele den Garman’ske Familie.

Se, det er nu den anden Forsyndelse mod vor æsthetiske Klogskabs Recepter.

Og selv min Yndlingsmaxime om, at den moderne Digters Storhed bestaar i at kunne forsvinde bag sit Billede, krænker Kielland paa det blodigste. Ikke at han trænger sig frem, men det er dog stadig ham, Kielland, som fortæller det hele. Men saa maa man jo nok indrømme, at han lader Livet selv tale, at det ikke er Diskussioner, men Skildringer af Livet, som belære os, Skildringer af Livet, nøgne, bare, overlegne, uden Udraabstegn, uden Pathos, uden Brede. Alt, hvad man mærker, er undertiden en lidt forberedt – og lidt skæmmende Sortie.

Undertiden se vi pludselig Digteren smile bag sit Billede, saaledes – mindes Du – der hvor han taler om Pastor Rasmussens »lidet Kunstværk« af en Paryk. Eller dette lune Smil, denne oplysende Humor i disse to Ord om Visitten hos Provsten: »Barbara skænker.«

En og anden Gang kan det vel ogsaa være, at Kiellands Indignation vækkes, men han forbliver alligevel rolig. Hans Indignation afføder hverken Udraabstegn eller Tankestreger. Man faar kun en Følelse, som om han under sin Fortælling et eneste maalende Nu saa Samfundet lige ind i Ansigtet – med et Blik, som man maa være. Samfundet for at staa for. Saa glider han videre, og hans næste Ord er maaske en overlegen Spøg.

Men at man saaledes stadig ser Digteren selv – det er en tredie Forsyndelse, og, kjære Knud, der hører alt Kiellands Talent, al hans Overlegenhed, al hans Humor til for at gjøre alle disse Forsyndelser til Fortjenester.

Hvor besynderligt dog, at der midt under Striden mellem gammelt og nyt dumper som ned fra Skyerne en Digter, som hverken er »gammel eller ny« – som kun er sig selv, og som er den nyeste af alle, netop fordi han er det.

Hvor jeg gjerne vilde kjende Alexander Kielland – ham med »Vaarluft«, ved Du, nødig – jeg vilde trykke hans Haand, takke ham og tilføie to Ord, som han lader Rachel skrive til Worse. »Bonheur oblige«, skriver hun.

Dette Brev er blevet mer end seksten Sider. Hvis jeg skulde kritisere »Garman«, vilde det blive over det dobbelte. Nu vil jeg derfor kun sige Dig, at Du havde Ret, og at den Mand, som skrev »Novelletter«, som nu alle bør læse som Ouverture til Digterens store Bog, var et overlegent og et stort Talent. Hvis nogen i vor Literatur skal kunne veie op mod dette, maa enten Jakobsen blive rask og skrive den Roman, hvortil »Et Skud i Taagen« var en Studie, eller Forfatteren til »Jason« lægge hele sit Talent, hele sin Fremstillingskunst og fremfor alt al den Varme, han kan opdrive, i Vægtskaalen imod Kielland.

Gid de vilde! Saa vilde Du og jeg, der, haaber jeg, i det mindste begge forstaa at modtage, stille glædes ved en ædel Fest.

Mange Hilsener fra Din

/Herman Bang

Sommer-Feuilleton

Danmarks første og største føljetonist hed Herman Bang. Fra 1879-84 skrev han fast 210 søndagskronikker, såkaldte feuilletoner – eller føljetoner, som Herman Bang selv foretrak at kalde genren. Henover sommeren 2017 genopliver Føljeton disse gamle føljetoner, som i 2007 blev genoptrykt af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab under titlen Vekslende Themaer.

DSL, som har medvirket til udvælgelsen af sommerens føljetoner, skrev dengang, at teksterne ”betegner et højdepunkt inden for dansk journalistik og er en broget blanding af reportager, stemningsbilleder, essays, portrætter og anmeldelser, der giver læseren et enestående indblik i Københavnerlivet i 1880’ernes første halvdel”. Føljetonerne lever bestemt også her i 2010’ernes sidste halvdel.