Magasin du Nord

23.5.1880

Der er en Hemmelighed bag en Feuilletonists Opgave: det maa bestandig se ud, som om han snublede over sine Emner paa Gaden, se saaledes ud, thi han gjør det ikke. En Feuilletonists Arbeide bestaar hverken i at læse, studere eller tænke meget – han maa kun bestandig se meget. Naar Albert Wolff i sine bedste Dage syntes at snuble over sine Emner, var det kun, fordi han havde set saa meget, at han kunde det. Og hvad en Feuilletonist fremfor alt maa kunne se, er det, som vi alle se, og som ingen ser, det, der ligger os saa nær, at vi hver Dag løbe Panden mod det, og som vi aldrig have gidet høre noget om, fordi vi høre om det hver Dag – kort sagt det, som ligger os nærmest, og som vi derfor ikke kjende.

Hvad man saa ser, bør man fortælle sandfærdig – der er mange Grunde til at foretrække Sandheden, naar man fortæller, blandt andre den, at den i Længden ubetinget er den interessanteste. Og naar man tror, at man har noget at fortælle, bør man ikke tie med det, f. Ex. fordi ingen før har skrevet om saadanne Ting, eller fordi man vil støde an mod en eller anden Fordom, eller fordi hvad man fortæller, vil sætte Bagtalelsen i Bevægelse. Hvad mig angaar, vil jeg aldrig misunde den Forfatter, hvem Bagtalelsen aldrig har angrebet, thi han maa have været saare ubetydelig.

Disse Artikler have i den forløbne Vinter hentet deres Emner fra de forskjelligste Omraader. Hvad jeg har ønsket, er paa dette Sted at fortælle lidt om alt, især noget dog om saadanne Ting, som ikke behandles andre Steder, enten fordi de med Rette anses for Bagateller, som ikke ere værdige Emner for en alvorlig Mand, eller fordi de, som ovenfor sagt, ligge saa nær, at vi aldrig faa Øie paa dem.

Naar jeg har skrevet om »Holger Danske« og om »Et Dukkemagasin«, om »Børre Lorenzens Modebasar«, om »Hvorledes vi begrave vore Døde« og om »Lyssky Blade«, da har jeg gjort det alt i den samme Hensigt. Jeg har villet fortælle mine Læsere, hvad de meget godt kunde se selv, men hvad de aldrig lægge Mærke til, fordi det er altfor latterlig let at faa det at se. Naar jeg har skrevet om et Dukkemagasin, har det været for at fortælle, hvad Nutidsbørn lege med; naar jeg har beskrevet en Modebasar, blev det gjort, for at alle kunde se, hvorledes Nutidsdamer klæde sig paa – har skrevet det, fordi jeg ansaa det for gavnligt, at man saa sligt paa Tryk: der er saa meget, som ser saa besynderlig skrigende ud, naar det kommer paa Tryk.

Og jeg vil vedblive med at skrive saaledes, vedblive dermed uden at bekymre mig om, at de Tankeløse, som ikke forstaa at se, og som bestandig tro, at der »stikker noget under« alt det, de ikke forstaa, falde paa at paastaa, at jeg skriver om en bestemt Forretning, fordi jeg har Interesse af at skrive om netop dette Firma. De, som tænke, ville straks begribe, at Grunden, hvorfor jeg skriver, kun er den, at jeg ønsker at oplyse om saadanne Bagateller, hvorom kun en Feuilletonist har Lov til at tale, og at det er den samme uegennyttige Bevæggrund, der lader mig tale om et Dukkemagasin som om »Holger Danske«. Eller er der maaske nogen, som kan falde paa at tro, at jeg skrev om de Hjemløses Juleaften for det Glas Punch’s Skyld, som Værten tvang mig til at drikke, og som kvalmede mig saaledes – som intet Glas Punch nogensinde har kvalmet mig? Dog vel næppe – men for Resten lader jeg gjerne Folk snakke og vedbliver blot at fortælle. Det er i Virkeligheden den eneste Maade, hvorpaa jeg kan hævne mig over disse Tankeløses Bagtalelse.

Naar jeg har ønsket idag, hvor jeg vil fortælle lidt om Magasin du Nord, at forudskikke disse Bemærkninger, som jeg adresserer til mange og til ingen – thi hvem vil have Ord for at være tankeløs? – er det egenlig sket, ikke fordi der netop idag var nogen synderlig Anledning dertil – Magasin du Nord er for storartet en Forretning til, at en Omtale deraf kan paadrage sig Mistanke om at være en Reklame – men fordi mit Besøg hos Vett & Wessel bliver det sidste for iaar, og jeg derfor har ønsket ved denne Leilighed at kvittere for Modtagelsen af de Insinuationer, hvormed man har mødt de herhenhørende Artikler.

»Hvor det maa være deiligt at gaa her og vide, at man har Part i alt dette«, sagde jeg til Firmaets yngste Chef, da vi paa vor Vandring gjennem Bygningen gik op ad den brede, tæppebelagte Trappe i Lokalernes store Midtersal.

Han smilede. Hvad jeg havde sagt, var et af disse Udbrud, som undslippe os uvilkaarligt, mod vor Vilie, og som netop derfor kunne indeholde en saa ædruelig Kompliment, thi de ere bestandig en af vore toldfri Tanker, som fremtræder netop, som den er tænkt, uden at være udstyret med en besmykkende eller forvanskende Staffage af Ord.

Hvad jeg havde følt paa denne Vandring var virkelig Beundring: jeg tilstaar det saa gjerne, jeg tages bestandig hjælpeløs fangen, naar jeg stilles Ansigt til Ansigt med en Villie, en Energi, som vil frem – og Villie har der hørt til for at skabe Magasin du Nord – Talent og Villie.

Eller tror man maaske ikke, der hører Energi til for i ti Aar at bygge denne Forretning op Sten for Sten? for hvert Aar at lægge nyt Terræn til dens Omfang? for under slette, al anden Forretning hæmmende Konjunkturer Dag for Dag at gaa saaledes fremad, at man nu beskæftiger et Personale saa talrigt som en lille Kjøbstads Befolkning og daglig ser Tusinder af Kjøbere i sit Etablissement?

Og dog er Forretningen med sine 20 Afdelingschefer, 20 Kontorister og 8 Kasserersker gaaet frem fra en beskeden Begyndelse.

Man begyndte i Aarhus 1867 med hvide Varer. Den Gang var det en lille Forretning, nu arbeider man ogsaa i Aarhus i sit eget, høist elegante Hus, og Firmaet Vett og Wessels Lokaler ere en af de Seværdigheder, »Royal«s Kelner indstændig opfordrer En til at tage i Øiesyn. Og man gaar derhen, nærmest tror jeg, for at blive Sagen kvit; man er lidt træt af evig at se det samme Navn, der forfølger En overalt, langs Jernbanen paa Avertissementstavlerne, i alle Provinsaviserne og i alle Kjøbstædernes Hovedgader. Man kan ikke blive fri for at lægge Mærke dertil. Men det forstaar sig, Magasin du Nord har ogsaa 15 Filialer, hvoraf 14 i de danske Kjøbstæder. Man finder Firmaet i Aalborg og i Stege, i Odense og i Grenaa, i Nakskov og i – ni andre Stæder. Alle disse afhængige Forretninger have deres eget Rum paa Kongens Nytorv, nede i Kjælderen til Venstre. Nogle mørke, høie Værelser opfyldte af den samme beherskede Travlhed som hele det øvrige Etablissement. Der sidder blandt andre seks Mennesker, som Aaret rundt Dag ud og Dag ind sortere Prøver, der skulle udsendes til Provinserne. Saa kan man tænke sig, hvor mange der beskæftiges for at ordne, sortere og indpakke de 40,000 Pakker og Pakkasser, som aarlig udgaa fra dette Sted. Og disse 40,000 Pakker er endda en forsvindende Del af det hele Antal, som udleveres. I 1879 blev der desforuden til udenbys Kunder besørget ikke mindre end 125,000 Pakker, og deraf i de tre sidste Uger før Jul, som dog i Travlhed staa tilbage for de store Udsalgsmaaneder, hvor Velunderrettede forsikkre, at den daglige Omsætning kan beløbe sig til 20,000 Kr. – cirka 15,000. Men, det forstaar sig, Magasin du Nord beskæftiger ogsaa daglig 22 Karle og Drenge med at ombære og expedere denne Uendelighed af Pakker, holder tre Omnibuser – disse velbekjendte, spraglede Vogne, som have faaet alle Brama-Livs-Elixirs-Omnibusserne til at blegne, nøiagtige Kopier forresten efter de store Magasiners Vogne i Paris – og 9 Trækvogne, aabne og lukkede. Ikke sandt – det er »parisisk«? Der kan besørges noget indpakket af saa mange Mennesker. Men den Told, Magasin du Nord betaler aarlig, beløber sig ogsaa til en større Sum end den, som dannes af alle de Toldindtægter en By som f. Ex. Veile nyder!

Men lad os holde os til de udenbys Afdelinger. Den ene af Firmaets Chefer staar som Leder i Spidsen for samtlige disse Filialer og bereiser stadig de respektive Byer. »Man maa fordele Arbeidet«, sagde min Veiviser til mig. »En af os har overtaget Provinserne, vi ere to her, og den fjerde af os er bestandig i Frankrig med Station i Paris. Det er nødvendigt at være paa Stedet, det gjælder for os om Hurtighed og Billighed – vi maa have alt saa hurtig som muligt og saa billig som muligt, derfor maa vi have en stadig Repræsentant i Nærheden af de store toneangivende Magasiner.«

Medens vi vandrede gjennem Etablissementet, blev det mig klart, hvor nødvendigt dette Pariserophold er. Det er en nødvendig Følge af de Principer, som have skabt denne Forretnings Ry. Kun ved bestandig at kjøbe personlig, ved selv at være tilstede, kan man i et heldigt Øieblik tilkjøbe sig disse pragtfulde Gobeliner, hvis vidunderlige Chatteringer minde om det skjønneste Akvarelmaleri, og som nu kunne sælges forholdsvis saa billig; kun da kan man tiltuske sig de besynderlige indiske Tæpper, som Raritetshandlere lade sig betale for som Sjældenheder, og hvoraf Magasin du Nord for Øieblikket raader over nogle Dusin til c. 10 Kroner Stykket. Firmaets Chef i Paris holder vaagent Øie med alt, kjøber alt, hvad der passer for Forholdene herhjemme, og hans Ophold gavner baade det store Publikum, som vil kjøbe billig, og den hvidskæggede, skaanske Herre, som, medens jeg er her, beslutter sig til at kjøbe et Brysselertæppe til 3000 Kroner.

Apropos om Skaane! Her som overalt er det Sverig, der kjøber de dyre Ting. Med Undtagelse af tre-fire Familier, er der ingen Mennesker i Danmark, som forstaa sig paa Luxus, de nøies med at have det hyggeligt. Men for at »have det rart«, behøver man ikke det grønne, tungt-faldende Atlask med de indvævede Guldtraads Buketter. Danmark foretrækker Repps Portierer og mørke Gulvtæpper. Den svenske Adel derimod forstaar at benytte sine Formuer – selv om dens Formue er stor, er dens Gjæld som oftest endnu større. Saadanne Folk ere behagelige Kunder i en Forretning, hvor man kan faa et enkelt Stolesæde til Herrens Skrivebordsstol til 100 Kroner, en Hat til Husets Frue, gul, besat med gule Fjer og pensée Fløil – Magen til en, man har forskrevet fra Paris til en af vore egne høitstaaende Damer – til 120 Kroner, lyse Sommerkostumer til de smaa bébés og Henry-deux-Toiletter til den attenaars Frøken. Thi alt dette kan man virkelig kjøbe i Magasin du Nord – alt det og meget, meget andet.

I 1870 – tilgiv, at jeg idag endnu mere end sædvanlig bevæger mig i Læsernes taalmodighed-seigpinende Spring, men man kan kun omtale dette Etablissement, ved saa at sige at omspænde det med Anekdoter – overflyttedes Forretningen til Kjøbenhavn, og Moderen i Aarhus blev kun en Filial. Det var nede i Stuen til Venstre, man begyndte, først kun en gros med hvide Varer, senere solgte man en detail. Saa gik man fra Lagener og Haandklæder over til at udstyre hele Senge, hele den Forretning, som nu har sit Sæde i Stuen til Venstre, og hvor man faar en uvilkaarlig rystende Skræk for Overbefolkning ved at færdes mellem det opstillede Utal af Vugger, som her venter paa deres haabrige Beboere. »Her begyndte vi«, siger min Ledsager. Og jeg ser mig om i det forholdsvis ubetydelige Rum – tilgiv Ordspillet – Magasin du Nord’s Vugge.

Men dette Rum blev hurtig for lille. Saa maatte Leier efter Leier fortrække; Gulvtæpperne skulde have Plads, Møbelstofferne, Lingeriartiklerne, man tog hele Stuen ind, man fordoblede Udvalget i de Brancher, Forretningen forhandlede, Lagrene maatte udvides, Lokalerne gjøres større. Der hører ikke saa smaa Rum til en Gulvtæppeafdeling, hvor der aarlig sælges 200.000 Kv.-Alen Tæppetøi. Forstaar man, hvad dette Tal betyder? Magasin du Nord’s Salg af Gulvtæpper er saa betydeligt – lærer dette Tal, hvis jeg omtrent har regnet rigtigt – at man hvert Aar kan belægge omtrent en Fjerdedel af Nørrefælled med det solgte Tæppetøi. Nørrefælled er 67 Tønder Land, og en Tønde Land maaler 14,000 Kv.-Alen – saa kan man regne selv. Eller vil man bedre forstaa mig, naar jeg belyser Salget ved at sige, at man aarlig sælger 32 danske Mil Gulvtæppetøi i Hôtel du Nord ?

Og de hvide Varer skulde ogsaa have Plads. Man behøver Rum til de 25,000 Fag Gardiner, som omsættes her om Aaret, og til de 200,000 Lommetørklæder, som herfra spredes ud over Landet.

Som sagt, Rummet blev for lille, og en smuk Dag maatte ogsaa første Sal rømmes. Det var 1878, Magasin du Nord fik denne Skikkelse. Man inddrog nye Felter, Tapetsererværkstedet, som nu beskæftiger 25 Svende, blev oprettet; man indrettede en Afdeling for Herrelingeri, en meget storartet for Damelingeri, en voksende Forretning med Børnehabitter, med Damekostumer, med franske Hatte, med Blomster, med Syartikler, med Parfumer – med – ja, se det selv. Man kan ikke faa Støvler i Hôtel du Nord – ellers tror jeg, man kan faa det nødvendigste!

Som Forretningen nu er, staar den jævnsides de store Parisermagasiner. Principet er det samme: alt samlet paa en Haand og derfor ringe Avance ved Hjælp af en meget stor Omsætning. Her griber det ene ind i det andet, Bekvemmelighed og Billighed gaa Haand i Haand for Kjøberen. Men Hemmeligheden ved denne store Mekanisme, der ser ud som et Kaos af muligt og umuligt, er den, at de tyve Afdelinger arbeide selvstændig: her er der ikke en Hylde med Strømper, men en selvstændig Forretning, hvor der aarlig sælges en Bagatel af 10,000 Dusin, 120,000 Par Strømper, og Strømpeafdelingen er uafhængig af det øvrige. Strømpeafdelingschefen er Specialist i Strømper, lige som Chefen for Gulvtæpperne har studeret i de franske Fabriker!

Vi gaa ind i Damekonfektionsafdelingen. Hvilke besynderlige Hatte! Der staar en Satin-Hat, lilla, med lyslilla Fjer og en Uendelighed af Syrener, der en Capot Hat, rigt besat med sorte Perler og blegrøde Roser, Randen garneret med en bred Knipling af Guldtraad, forresten er det Stifmoderblomster, som anvendes overalt. Der staar en stor Klædekurv i et Hjørne: den er fuld til Randen af kunstige Græsser, som ligge der i store, tykke Bundter – det er lidt af Foraarssæsonen.

I det underste Værelse staar en ung Dame bøiet over en mat Silkekjole, besat med Puffer og Volanter af Atlask, garneret paa det to Alen lange Slæb med imiterede Brysselerkniplinger. Det er hendes Brudedragt. »Magasin du Nord« har besørget hele hendes Udstyr, dets Tapetserere have monteret hendes Leilighed. Brødrene Jensens Snedkerværksteder, som findes i et Sidehus, have besørget hendes Møbler.

Forresten er denne Afdeling den nyeste. Man solgte først kun de uldne Kjoletøier i Alenvis, man vilde ikke indlade sig paa at sy dem. Man havde virkelig nok at gjøre med det færdige Linned, alene ved Tilklipningen og Udleveringen var der beskæftiget 25 Damer, som opholdt sig i det hemmelighedsfulde Allerhelligste, hvor de to hundrede Syersker daglig afhente det tilskaarne Linned, og hvor »Kommisserne forbydes Adgang«. Kun Afdelingscheferne have Ret til at aabne disse fast tillukkede Døre.

Men saa tvang Forholdene til at tage de færdige Kostumer med. Nu ere de tæppebelagte Rum, hvor de 32 Damer, som denne Afdeling beskæftiger, travle færdes, en af de betydeligste Brancher af Forretningen – og ude i Byen sidde daglig 4–500 Syersker i Virksomhed for at tilfredsstille Begjæret fra alle de Damer, som ønske at være moderne til en billig Pris. Thi her som overalt er den ringe Avance paa hver enkelt Ting det absolute Løsen.

Det er vel ogsaa dette Løsen, som har skabt det storartede Foretagende, som den Dag idag giver 1400 Mennesker Arbeide foruden de 100 Arbeidere, som have Beskæftigelse i Firmaets Fabriker paa Nørrebro, betydelige Damask og Lærreds-Væverier, som staa i Forbindelse med et Blegningsetablissement, der skænker Brødet til en femti Mennesker.

Vi have vandret fra Rum til Rum. Overalt har Massen slaaet mig, de store Mængder af alt muligt. Alt dette er et Modbevis mod den evig gjentagne Sætning om vore smaa Forhold, thi dette er stort. Der er Uendeligheder af hvide Gardintøier lige saa vel som af Bændler, Blomster i Dyngevis, Kæmpestabler af Gulvtæpper, Bjerge af Damask, Hav af Sengefjer, en Mængde Senge, Modelkjoler i Dusinvis, Pragthatte i store Kasser – man har en Fornemmelse af, at i denne Detail-Forretning tælles alt i Skokkevis og sælges en gros. Det er saa velgjørende at mærke det og saa dog, naar man gaar til Vinduet, se, at Hesten staar endnu – om end skrøbelig – at man dog er i Kjøbenhavn.

Tilsidst ser jeg Restaurationen. Foreløbig spiser man kun Frokost herinde, men den fast engagerede Restauratør skal i Forening med Firmaet omgaaes med den Plan at lade Forpleiningen omfatte alle Maaltider.

»Nu er der ikke mere«, siger min Ledsager. Og jeg var lige ved at takke ham derfor – thi det er meget trættende at se Magasin du Nord.

Overfor et Foretagende som dette har Feuilletonisten desuden en vanskelig Opgave. Stoffet overvælder ham, man kan ikke novellistisk faa fat paa disse store Rum, man tumler med Tal, som et almindeligt Menneske – og jeg tillader mig at regne mig selv til de almindelige Mennesker – vanskelig kan udfylde, man kan ikke gaa i Detail, man vil antyde alt og faar derfor intet fuldt med, man drukner i Mængden, ved ikke, hvor man skal begynde for at kunne omfatte det Hele. Saa bliver, hvad man skriver, snarest kun Anekdoter, det skildrende bliver borte, man lader det bero ved Indfald.

Thi det er for meget forlangt, at man skulde kunne male noget af dette.

Jeg har ikke forsøgt det. Jeg har kun fortalt Dem lidt Løst og Fast, saaledes, som det kunde træffe sig, medens jeg skrev. Og mit Maal vil være naaet, hvis De, naar De har læst disse Linier, har faaet det samme Indtryk som jeg selv – en virkelig Agtelse for den Energi, som har skabt Magasin du Nord, denne store Republik med dens 1400 Indbyggere.