En moder

 20.6.1880

De fleste af Stedets Gjæster vare egenlig slet ikke morsomme. Man skulde næsten undres over, at de virkelig kunde være interessante nok til dog her at have deres Historie i Badestedets Sladder. Men ved Badesteder gro Historier lige saa hurtig som Venskaber, og begge vokse de frodig som Paddehatte.

Man bor saa nær op ad hinanden, man kan konversere fra Altan til Altan, og man kan ikke undgaa at høre, hvad der bliver sagt i Leiligheden ved Siden af: Væggene ere altid tynde i saadanne Sommerhoteller, og Dørene slutte kun daarlig. Desuden fantaserer man meget, naar man tilbringer en hel Formiddag med under Altanseilet at gabe over en engelsk Roman eller med ørkesløst at slingre i en Hængekøie. Ens Fantasi bliver livlig og arbeider med lidt: naar saa, som sagt, Væggene ere tynde og Dørene slutte daarlig, ja, saa har man en hel Del at fortælle om Eftermiddagen ved Kaffen. Historierne hjælpe paa Fordøielsen og løfte Stemningen – skade ingen Moders Sjæl. Det er de uskyldigste Historier af Verden, man maler ikke sort, man sætter kun en lille Plet eller, gaar det høiest, et Par smaa Pletter. Selv Bagtalelsen bliver godmodig om Sommeren: det kommer af Varmen og den tærende Luft.

Der er jo virkelig ikke noget ondt i at sige, om Fru H., at hun er kommen hertil for at faa et Par Døtre gifte; naar man har fem Døtre fra seksten til tyve Aar, er Fruens Bestræbelse tværtimod overmaade priselig; eller om Baronesse J., at hun forleden gav sin Kammerpige en Ørefigen, mens samme tjenende Væsen krusede hendes Forhaar: man lader dog sandelig ikke sit Forhaar kruse for ved samme Leilighed at blive prydet med et Ar i Panden af et gloende Krøllejern; eller om Frøken S., at hun koketterer lidt med alle og enhver: naar man er fem og tyve Aar og Datter af en Oberst, som lever af sin Gjæld, bliver lidt Koketteri næsten en uafviselig Pligt; eller om Hr. B., at han spiller meget godt Billard og altid vinder, hvilket er meget rimeligt, naar man ikke har bestilt andet end at spille Billard, hvad der dog i og for sig ikke er mere brødløst end saa mangen anden Tidsfordriv, der er langt mindre uskyldig; eller om Kammerherreinde N., at hun sminker sig; eller om Hr. v. C., at han gaar paa Jagt efter en Mesalliance, som kan opforgylde Hanen i hans Vaabenskjold; eller om Fru M. – naa, mange Ting, thi om Fru M. har man travlt.

Fru M. er Enke og en fornuftig Enke, som har indset, at Enkestand enten er den beklageligste eller den behageligste Stand i Samfundet. Beklagelig, naar man vil, og behagelig, naar man vil. Da nu Fruen i hele sit Liv har været fornuftig nok til at foretrække det behagelige, danser hun ved Soiréerne, tager imod Invitationer til Kjøreture, brillerer ved Parisertoiletter og gaar med Fodlænker. Alt dette er høist tilladeligt, og at den unge W. vistnok en Aften kyssede hende bag ved et Gardin i en Vinduesfordybning, det forudsætter dog næppe nødvendigvis det mindste utilladelige. Og andet ved man ikke med Sikkerhed; thi Historien med Duellen og den svenske Friherre har man egenlig aldrig fæstet Lid til; den er nu ogsaa meget eventyrlig.

Man ser, at det altsammen er uskyldige Historier, som ikke kunne skade nogen, og som dog kunne krydre Maden ved et Table d’hôte i den grønne Sal.

Egenlig morsomme ere Historierne jo ikke, og jeg tilstaar gjerne, at jeg de første Dage fandt dem en Smule barnagtige, men efter en Uges Forløb blev jeg Part i Sagen, og Badestedets Krønike var vor Krønike. Det gaar desuden med Badesteder som med Fæstninger og Atlanterhavsdampskibe: man lever udenfor Verden, her af Nødvendighed, der af Lune. Naar man ligger ved Bad, ligger man ved Bad, og saa vil man ikke forstyrres af Omverdenen. Verden bestaar af vort Hotel, vore Badehuse og vort Vand. Saaledes levede vi Badestedets Hverdagsmennesker et behageligt Hverdagsliv.

Jeg var kommen lidt sent til Table d’hôte, og man var allerede gaaet til Bords. Jeg hilste flygtig paa de sædvanlige Gjæster, som i den første Iver sad dybt bøiede over deres Suppetallerkener, og lod Blikket tankeløst søgende glide hen ad den modsatte Række. Jeg modtog et straalende Smil af Fru M., besvarede en Hilsen af den unge W., da mit Blik pludselig stansede ved en Fremmed … Hun saa op, og jeg hilste lidt forvirret.

»Kjender De Mrs. Bradstown?« spurgte Fru J., der havde set min Hilsen.

Jeg svarede ikke, men blev ved at se paa den nye Gjæst. Jeg havde straks ved første Blik faaet Indtryk af noget rankt og kraftigt; noget vist sikkert, behersket. En kraftig Buste og et Par stærke Skuldre. Ansigtet laa helt i Skygge, men selv i Lyset maatte det være meget mørkt i Farven; Øinene vare mørke; naar hun slog dem op, undredes man over en vis tilsløret Glans i hendes Blik.

Jeg sad uafbrudt og ønskede, hun vilde reise sig op og gaa, for at jeg kunde se hendes Skikkelse.

»Hun har været meget smuk«, sagde Fru J.

Jeg nikkede, jeg ved ikke, hvorfor, men jeg kunde ikke faa mig til at sige, at det var første Gang, jeg saa Mrs. Bradstown.

»Hun er naturligvis kommen for at se til Barnets Grav«, sagde Fruen. Jeg besvarede denne Gisning med et Nik, og Fru J. forlod Themaet Mrs. Bradstown.

Hvis nogen vilde spørge mig, hvad vi den Dag fik til Middag paa Badehotellet, vilde jeg ikke have kunnet besvare det Spørgsmaal. Jeg var hele Tiden sysselsat med at spørge mig selv, hvad det vel kunde være for et Barn, hvis Grav den Fremmede skulde besøge her … Mine Fantasier blev til en Roman …

Man møder undertiden – men desværre kun sjældent – blandt de Hundreder, som hverken beskæftige Fantasi eller Hjerte, en enkelt, hvem vi straks gjøre til Heltinde i en Roman, som vor Tanke kredser om, uden at vi kunne gjøre os Regnskab hvorfor, og hvis Billede behersker og forfølger os undertiden i Dage, undertiden i Uger.

Inden vi reiste os fra Bordet, var Mrs. Bradstowns sortklædte Skikkelse vævet ind i en kunstfærdig Roman i min Tanke.

Jeg stod endnu og saa efter hende. Hun havde reist sig langsomt, der var noget dvælende over alle hendes Bevægelser; noget vist trættet, som hun bestandig halvveis lammedes af en Byrde, hun vilde bære og bære uset. Saa havde hun vendt sig mod Lyset. Profilen var skarp, Næsen lige, Mundvigerne trukne nedad, Hagen rund; Skyggen ind over Kinden var dyb, Kindbenet stod lidt frem. En Gang imellem sitrede Læberne nervøst, saa trykkede hun dem tættere sammen; Overlæben var stærkt kruset. Det blanke, ravnmørke Haar laa som en Sørgekrone over Trækkene.

Hun gik rank. Man undredes over Skikkelsens Kraft, navnlig Skuldrene. Jeg syntes, det var, som om den tause Sorg symboliseret skred frem i hendes rankførte Legeme.

Hun hilste paa Fru M. med et venligt Smil og gik videre gjennem Salen. Man kunde ikke sige, at hun tvang sig til at smile; men de noget stivnede Træk vægrede sig ved længe at give Plads for et Smil, og Smilet døde i Mundvigerne. Døren aabnedes, hendes lange, perlebesatte Slæb faldt som en fyldig, mat sort Strøm over Dørtærskelen – saa lukkedes Døren efter hende.

Jeg satte mig ved Siden af Fru M. Hun saa helt bedrøvet ud – den smukke Enke. »Stakkels Mrs. Bradstown«, sagde hun. »Nu er det snart et Aar, siden Barnet døde.« »Hvilket?« spurgte jeg.

»Hendes sidste Barn.« Fruens Stemme lød helt sørgmodig. »Hun har gaaet meget igjennem«, sagde hun. Saa slog hun lidt larmende sin Vifte op, og da hun atter foldede den sammen, smilede hun paany. – –

Jeg ved ikke, hvordan det gik til, men paa min Spaseretur om Aftenen stod jeg pludselig udenfor Kirkegaarden. En næsten kvalmende Duft slog ud over den hvide Mur, jeg lukkede Porten op og gik ind.

H.’s Kirkegaard er en besynderlig Plet, tæt bevokset som en tilgroet Lund. Gangene sno sig næsten vildsomt frem gjennem de tætte Busketter, man gaar som under Tag af løvrige, kronede Linde, Birke, hvis fine Løv altid hvisker sagte, Hængepile. Langs Gangene Syrener og Jasminer, der vokse tætte som Mure. Der er altid halvmørkt i disse Gange.

Men inde bag Busketternes Mur ligge Gravene stille gjemte. Man udhuler Jasminernes Tæthed, danner en hvælvet Hytte af Syrenernes Buske, og inde under Bladenes Tag graver man saa sine Grave. Om Dagen er her køligt og tyst – Regn trænger ikke igjennem, og Sol kan her aldrig skinne. Stormens voksende Kast lyde som dæmpede Sus, der synge i Lindenes Kroner. Og saa denne svalende Dæmring under det skærmende Løv.

Naar saa Aftenen kommer, bliver Dæmringen til Nat. Køligheden fyldes med Duft, saa man næppe kan aande, Gravenes trykkende Dunst, som holdes nede under Løvet, Lindenes sødlige Lugt, Jasminernes kvalmende Vellugt, Roseduften – – – hvert Gravsted bliver da som et dunstfyldt Offertempel.

Netop som Templer ligge de tause Busketter gjemmende deres Grave. Natmørke Templer, der ruge over Dødens Hemmelighed.

Jeg gik ned ad den store Gang. Alt var ganske tyst. Hist og her hviskede man sagte inde bag Jasminernes Busketter: det var Folk, som stille syslede om deres Døde. Henne ved Kapellet gik et Par unge Piger. De talte høit og lo, men Latteren klang tonløst og holdt inde, skræmmet af Kirkegaardens Stilhed.

Jeg fandt Graven. Den laa skjult under Syrenerne, helt gjemt i Mørket. Paa Korset stod der kun: »Tom Bradstown, ti Aar gammel. Død den 16. August 1878. En fremmed Enkes sidste Barn.« Jeg satte mig paa Bænken og saa paa Korset: det var, som om dette Marmor fortalte mig en lang Historie.

Saa vaktes jeg af min Tankefuldhed ved Skridt, som nærmede sig; jeg reiste mig hurtig: Mrs. Bradstown tog Syrenerne til Side og stod ved Graven. Jeg saa hendes Skikkelse skarpt mod Indgangens Halvlys, der var som noget sammenknuget over hendes stolte Figur.

Hun skjælvede, da jeg hilsende gik forbi.

»Tilgiv«, sagde jeg.

Hun bøiede Hovedet, og jeg gik. Jeg gik nogle Skridt ned ad den nærmeste Gang og satte mig paa en Bænk, hvor jeg kunde se uden at ses. Jeg ventede længe. Endelig raslede Syrenernes Blade, og Mrs. Bradstown kom ud. Hun gik frem med bøiet Hoved og Hænderne trykkede krampagtig mod sit Bryst, langsomt og lydløst. En Statue at se til, en Skygge mørkere end Natten.

Saa svandt hun nede ved Porten. – – –

Siden kom jeg ofte paa Kirkegaarden. Mrs. Bradstown saa jeg ikke. Oppe i Kursalen havde vi undertiden vekslet et Par Ord; hun talte ellers ikke med nogen, og man bebyrdede hende ikke hverken med Deltagelse eller med Spørgsmaal. Man respekterede denne fremmede Sorg, som havde taget Bolig imellem os.

Kun en eneste Gang saa jeg Mrs. Bradstown ytre sine Følelser. Det var en Regnveirsdag om Aftenen. En Del af Badegjæsterne havde samlet sig i Kursalen, Dagen havde været lang og kedsommelig. Vi bad Frøken H. om at synge, hun havde en smuk Stemme og sang godt. Hun foredrog først et Par Operanumre, Hr. v. C. akkompagnerede – Numre af Traviata og Lucia.

»Nei, dette er kedeligt«, sagde hun saa. »Sluk hellere Gassen, saa skal jeg synge for Dem i Mørke.«

Vi slukkede Gassen og aabnede Balkondøren. Lindeduften fra Haven slog bølgende ind i Salen. Ude bag Træerne, der stod som skræmmende Kæmper i Sommernattens kælende Halvlys, glimtede Sundet som i Sølvglans.

Inde i Salen var der ganske mørkt.

Frøken H. spillede dæmpet et langt Præludium – Tonerne lød hemmelighedsfuldt hviskende ud i Sommernatten. Saa begyndte hun at synge. Det var en polsk Sang med et vemodig klingende Omkvæd, mere Recitativ end egenlig rigtig Sang. Melodien var simpel. Det var, som hørte man en Flods Mumlen gjennem hver Strofe.

Hun tav. Der var ganske stille i Salen, man hørte kun Fru M.’s Vifte gaa frem og tilbage, nogle enkelte listende Trin nede i Haven.

Saa sang hun igjen. En skotsk Ballade om en Moder, som ofrer Robert Bruce og Fædrelandet alle sine haabefulde Sønner. Der var Graad og sagte Jammer i hver af Sangens Toner; Skrig næsten i den klagende Melodi … Ordene holdt inde, Akkompagnementet gled dæmpet ud i nogle døende Toner, blev atter kraftigt, fast, besluttet. Hun talte fuldstændig med skarp, noget messende Betoning Sangens sidste Ord:

»Men deres salige Sjæle ere hos Herren, deres Gud.«

Der var aandeløs Stilhed i Salen. Saa gik en høi Skikkelse ilsomt hen over Gulvet, bøiede sig ned over Frøken H., omfavnede hende og brød ud i en Strøm af takkende Ord. Det var Mrs. Bradstown.

Hun rev hurtig et Armbaand af sin Arm. »Tag det«, sagde hun. Vi saa, at hendes Skikkelse rystede under Graaden. Hendes Hulken lød som en halv bekæmpet Stønnen. Hun trykkede Armene fast mod sit Bryst lige som hin Aften paa Kirkegaarden, reiste sig rank og gik.

Da Gassen var bleven tændt, var der ikke mange i Salen – – – –

Den femtende – vi var i August – om Aftenen sent lagde jeg en Krans af Roser paa Tom Bradstowns Grav.

Den næste Dag, hans Dødsdag, gik jeg atter derud. Klokken var henimod otte, Skumringen laa allerede tæt over Kirkegaarden. Jeg troer, jeg var alene derinde, Folk fly de Døde i Mørke.

Jeg sad paa Bænken under Syrentræerne og tænkte paa den Aften, Mrs. Bradstown havde grædt i Kursalen. Hun havde ikke ladet sig se siden den Tid og havde spist alle Maaltider paa sit Værelse: til Badegjæsterne hed det sig, hun var upasselig. Men jeg havde set hende gaa herud til Graven hver Morgen.

Da jeg gik hen ad Gangen, mødte jeg Mrs. Bradstown nogle Skridt fra Graven. Jeg hilste taust og vilde gaa forbi, men hun slog sit Slør til Side og rakte mig sin behandskede Haand.

»Det er Dem, der har lagt de smukke Roser paa Graven«, sagde hun.

Jeg følte, jeg rødmede – – –

Hun tog min Taushed for et Samtykke og sagde:

»Jeg vidste det. Tak« … Vi stod et Øieblik. »Følger De med?« spurgte hun. Vi gik tause ned til Graven og satte os paa Bænken under Syrenerne.

»De havde set, det var hans Dødsdag?«

»Ja.«

Vi sad igjen nogen Tid tause. Jeg havde paa Følelsen, at Mrs. Bradstown vilde tale, men jeg vidste ikke, hvorledes jeg skulde bryde Tausheden.

»Han var mit sidste Barn«, sagde hun saa – der var lidt tilkæmpet haardt i Tonen. »Nu ere de alle døde.« Det lød som en dæmpet Klage, næsten syngende i den lydløse Stilhed.

»Hun sang deilig«, afbrød hun sig selv som med en ny Tankegang, fortsatte derpaa hurtig ligesom febrilsk: »Jeg havde ikke grædt saa længe, meget længe; ikke siden Tom døde« – Ordene bleve fremførte hurtig, stadig i Stød … »Jeg havde fem Børn, deilige Børn, en Arv at vogte, saa blev den ældste syg – – – I Begyndelsen ænsede vi det ikke – – –«

Ordene kom stødvis, dybt som en dyb Hvisken. Hun sad bøiet frem og saa ned i Jorden. Det var, som om hun talte til sig selv. – – En Gang imellem virrede hun lidt med Hovedet og knugede Hænderne stærkt sammen.

»Han var ti Aar den Gang – stor og sund. Det var Struben, Lægerne vidste intet Raad, saa døde den – – – – den ældste.«

Hun holdt inde og drog Aanden dybt.

»Men jeg havde endnu de fire tilbage, mine deilige Børn, og Gud – Gud, jeg vidste ikke, hvad der ventede. – – – Men da den næste saa kom til den samme Alder, blev han syg lige som John – den samme Sygdom. Struben – –. Min Angst forfærdede Londons berømteste Læger, de lod, som de stolede paa Ægyptens Sol, og sendte mig bort med Barnet. – – – Jeg begravede ham i Kairo under Palmetræer. –

– – Forstaar De, hvad jeg maatte lide? – Det var Vanvid, Afsind, Fortvivlelse, jeg vogtede Dag og Nat, saa Døden mærke deres Pande – –.« Hun søgte om Lyd i sin sammensnørede Strube.

»Det var de forfærdeligste Aar. De vare sunde og kraftige og kloge, og jeg haabede, man maa haabe – – – – men naar de naaede det tiende Aar, var deres Dage talte. Det var en pinende Dødskamp gjennem de lange Tider. –«

»Jeg drog fra Land til Land og spurgte Raad og Hjælp, men Raad var ikke til at faa og Hjælpen ikke at finde; i Nizza døde den tredie; jeg led, og jeg haabede – men ingen Læge vidste Raad for deres Onde – – – Hvordan jeg var til Sinds? som den Fader, der forfulgt af Ulve kaster sine skrigende Børn et efter et for de hungrige Dyr

– – det følte jeg … Aa, jeg har lidt meget – –.«

Hun tog mig stærkt om Armen.

»Forstaar De saa?« spurgte hun skarpt, »forstaar De saa, jeg kunde græde? Jeg havde kun ham tilbage, den yngste, den sidste, og Døden havde mærket ham, jeg vidste det saa godt, aa, min Gud, han var den skjønneste af dem alle – mine fem deilige Børn. Saa havde man raadet mig at reise hertil. – – – Her blev han begravet – – – –.«

»Mit sidste Barn.« – – Det var som en Regnskyl af Taarer.

Hun bekæmpede sig og blev atter roligere.

»Jeg havde ikke grædt siden. Hendes Sang fik mig til at græde – sig dem det, saa vil man undskylde. Jeg skammer mig over min Svaghed i det Øieblik.«

Jeg gjorde Indvendinger.

»Sorgen bør være kysk«, sagde hun. Vi reiste os fra Bænken og gik hen ad Gangen. »Nu drager jeg bestandig fra Grav til Grav for at sysle om mine Børn – – –

Imorgen gaar jeg til Nizza – –.«

Vi vare komne til Porten.

»Farvel«, sagde hun, »og hils.«

Jeg bøiede mig ned og kyssede hende paa Haanden.

»Tak for Deres Roser«, sagde hun. Hun gik hen ad Alleen, rank, langsomt. Det lange Slør bølgede om hende.

Og medens hun forsvandt i Alleens Mørke, lød hendes dæmpede Ord som smeltende Toner i mit Øre:

»Sorgen bør være kysk«.

 

/Herman Bang

Sommer-Feuilleton

Danmarks første og største føljetonist hed Herman Bang. Fra 1879-84 skrev han fast 210 søndagskronikker, såkaldte feuilletoner – eller føljetoner, som Herman Bang selv foretrak at kalde genren. Henover sommeren 2017 genopliver Føljeton disse gamle føljetoner, som i 2007 blev genoptrykt af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab under titlen Vekslende Themaer.

DSL, som har medvirket til udvælgelsen af sommerens føljetoner, skrev dengang, at teksterne ”betegner et højdepunkt inden for dansk journalistik og er en broget blanding af reportager, stemningsbilleder, essays, portrætter og anmeldelser, der giver læseren et enestående indblik i Københavnerlivet i 1880’ernes første halvdel”. Føljetonerne lever bestemt også her i 2010’ernes sidste halvdel.