Besynderlige Byer i »De Gales Stad«

5.9.1880

»De vil til Gheel?« – Ja … »Gheel – la ville des fous … vous savez?« – Jo, jeg vidste det.

Man spurgte ikke mere – der er Ting, man aldrig taler længe om, og blandt disse Ting er Gheel – men man saa lidt betænkelig paa mig – det var en saa besynderlig Ide! – »Desuden er der meget langt dertil« … Aa, ja … to Timers Kjørsel fra Bryssel – »Ikke mere? – aa, vi havde troet, der var meget længere … men, frygtelig afsides er det …«

Ja, afsides er det.

Midt i Belgiens tættest byggede Egne, paa Grænsen af Waes Land, hvor selv Sandhederne ere dyrkede som Haver, hvor smilende Kanaler ere de frugtbare Sletters Landeveje, og Jernbanerne omflætte Landet som et Net; hvor Distriktet er bebygget som en eneste By, hvor Slotte, gjemte bag Haver, Kirker med gothiske Taarne, Fabriker, Landsbyer og Stæder ile os skiftende forbi i det brusende Iltog; hvor alt smiler, Engene, de rislende Flodløb, de hvide Slotte, de skinnende Villaer – midt i denne Egn ligger Gheel ensomt.

Afsides.

Menneskenes Sky for Elendighed har draget en Kreds om Byen. Massens blegt rystende Frygt, Skarernes Overtro og de Oplystes Væmmelse har slettet »de Gales By« ud af det smilende Landskab.

Der hænder undertiden rundt i vore Familier besynderlige, tause Ulykker. Hvert Medlem af Slægten kjender den, men man taler ikke, man ruger over Ulykken og tier. Saaledes tier man om Gheel. Og selv de, som have Slægt og gode Venner i »de Gales By«, tie gjerne om Stedet: for dem er jo som oftest Sindssygen det lukkende Segl for en sørgelig Forvildelse eller et Liv, som blev forspildt … Derfor ere alle enige om at tie om Gheel, og midt i Belgiens tættest bebyggede Egne, paa Grænsen af Waes Land, hvor selv Sandhederne dyrkes som Haver, ligger »de Gales By« afsides og ensom.

Man kommer derhen paa to Timer, men man skifter i disse to Timer tre Gange Tog. Det er saadan en lille Bane, den, som fører herhen – en Linie, bygget ud fra en Sidebane, med daarlige Vogne og ringe Færsel. Man skulde undres paa, at den Strækning kunde betale sig, men Stationsforvalteren fortæller, at man saa ofte tager en hel Kupé, skjønt man kun er to, den Syge og Opsynsmanden. Det bringer saa Balancen i Regnskabet – og det er jo heldigt, da man ikke kan forlange, at et Aktieselskab skal bygge Jernbaner af Medlidenhed med nogle Ulykkelige, som have tabt Forstanden.

Byen ser ud som alle Smaabyer med Gader, der gaa ud og ind, Gyder, som bugte sig mellem Plankeværker, Haver foran de hvide Huse. Stille er der. Stille i Gaderne og stille paa det sandede Torv med de vantrevne Popler og Stenbrønden med Marmorkummen. Kirkegaardens Kampestensmur sætter Grænse for Pladsen, en gammel Mur, hvor Græsset vokser i Totter. En taknemlig Helbredet har reist et Krucifix paa Muren – nu er det længe siden, Kristusfiguren har i Tidens Løb mistet det ene Ben, og Korset staar ganske skævt. Pladsen er stor: nu om Sommeren bages dens Sandjord af Solen, men om Efteraaret kan Stormen tage godt fat og ruske i Korset. Saa er Skaden kommen, alt mens Tiden gik.

Lige overfor Kirken ligger »det hvide Lam«, graat, med to Etager og en Stentrappe. Fragtmanden fra Tornhout læsser sine Tønder af foran Trappen, mens Madame Elisa med de røde Arme i Siden spørger om Nyt og kjøbslaar. Man maa altid have noget i Kjøkkenet, der kommer hver Dag Gjæster til »det hvide Lam«, de spise til Middag, inden de tage hjem, og undertiden blive de der endogsaa om Natten. Der er meget hyggeligt i »Lammet«, Madame Elisa har ingen Pensionærer saadan som Værten i »det gyldne Horn«, hvis Baron har jaget alle hans Gjæster paa Døren. Thi de Fremmede – forstaar De – som ikke ere vante til Pensionærer.

Madame Elisa er en meget fornuftig Kone, som regjerer »det hvide Lam« med Dygtighed og forsikrer, at det store Fyrværkeri i Bryssel ikke var fem Centimer bedre end det, Borgermesteren i Gheel lader afbrænde paa den hellige Dympnas Dag, ikke fem Centimer.

I Alleen ligge de fine Huse. Smaa Hoteller, venlige og hvide, med Blomster bag Ruderne. Paa første Sal er der Gitter for Vinduerne. For Resten er Alleen noget mørk, selv nu i Middagsstunden, og Folk maa vist sove til Middag inde i de venlige Huse, thi her er meget tyst, saa tyst, at man næsten kunde længes efter lidt Støi, efter at nogen skulde tale. Nede bag sig har man det skinnende Torv, saa langt, man ser frem, den snevre Allee med sine tause Huse.

Der kommer en ung Mand ud fra Haven skraas for Hospitalet – et ungt Menneske i det traditionelle Crevékostume, lys Jakke og blaa Benklæder, han bærer sin Lorgnet i en meget bred Snor og tygger paa en Stok med Agatknap. Jeg skraar halvt over Veien for at spørge ham, hvor jeg kan træffe den Læge, til hvem jeg er anbefalet, tager Hatten af …

Den unge Mand stønner, og mens han pludselig begynder at ryste paa alle Lemmer, neier han tre Gange meget dybt … Hjertet blev koldt i mit Bryst, og jeg foer bort med et Ryk, bag mig hørte jeg den Gales fortrukne Latter.

Jeg traf Hr. X. paa Hospitalet, og efter at have læst mine Anbefalinger var han rede til at følge mig. »Men«, spurgte han, mens han skiftede Frakke. »Har De stærke Nerver?« Jeg var meget bleg, og jeg følte mine Knæ ryste, jeg saa endnu bestandig denne unge Mand, som neiede i Sankt Veitsdans. Jeg havde hele Dagen været pint af denne skrækslagne Nysgjerrighed, som driver os f. Ex. til at tage Klædet fra et Saar eller Lagenet fra et Ligs Ansigt, som lægger Gaaseskind over vor Krop og gjør Hjerteslaget langsommere.

Og nu denne Vandring gjennem den tause By, kun beboet af Pensionærerne og deres Vogtere, Middagsheden, – nej, jeg befandt mig ikke vel. Men jeg vilde se »de Gales By«.

Jeg bad om et Glas Vand, Lægen smilede. »Allerede«, sagde han. »Ja, det er den lille Baron, som har gjort Dem forskrækket.«

Rimeligvis.

»Vi ville nu besøge et halvt Dusin Huse af alle Grader, forstaar De, og for at begynde med Begyndelsen ville vi først besøge Kirken – det er dog den hellige Dympna, som er Moder til det Hele – og saa paastaar man endda, at Helgene ikke gjøre Nytte.«

Paa Vejen til Kirken fortalte han mig Prinsessens Historie: hun var gaaet over til Kristendommen og blev saa her i Gheel – for længe siden, forstaar sig, det var Aar 600 – halshugget af sin Fader. Præsterne opbevarede det afskaarne Hoved, og der begyndte snart at ske Undere ved dets Kiste. Den hellige Dympna havde Magt til at uddrive de Besattes Dæmoner. Man strømmede sammen til Gheel, Døtre bragte deres aandssvage Fædre, Mødre deres Døtre herhen, Syge og Spedalske, Dæmonbesatte og Djævlebeherskede flokkedes om Stenen, hvor den grusomme Fader havde myrdet sin fromme Datter. Ni Dage og ni Nætter knælede man bedende om Stenen, og paa den niende Dag skete undertiden Miraklet: Dæmonen flygtede. Undertiden døde derpaa den Syge – det var det jævnligste Mirakel.

Hvis man ikke troer det, kan man læse det paa Tryk, hele Dympnas hellige Historie og et Tillæg med de vigtigste af Miraklerne – et helt Katalog over Helgenindens Undere.

Saa kom der en mørk Tid, hvor Munkene i Tornhout paastod, at de eiede Dympnas Hoved, og da de præsenterede Prinsessen i en Sølvkiste, som ogsaa kunde gjøre Mirakler, blev der Splid i de ængstede Sind. Man vidste jo dog, at den fromme Prinsesse næppe havde havt to Hoveder. Men Gheels Præster seirede, deres Hoved var Dympnas Hoved, de fik en endnu større Sølvkiste, og de byggede den Hellige en Kirke … den Kirke, som den unge Læge nu viste mig.

Efterhaanden som Tiderne gik, steg den hellige Dames Ry, man strømmede sammen med Syge til Gheel. Bag Altret ser man under Helgenindens Skrin den sorte Marmorsten, paa hvilken de Tusinder have knælet, som i seks hundrede Aar søgte Helbredelse paa dette Sted. Ni Timer slæbte den Syge eller hans Slægt sig knælende under Anraabelse rundt paa denne Sten, og som et Flodleie ser man Stenen rundt Mærket af de ydmyg Bedendes Knæ, en dyb Fure.

Men undertiden havde den Hellige ikke Magt til at hjælpe i de ni Dages 81 Timer, Dæmonen var for stærk. Saa opfordrede Præsterne dem til at lade den Syge blive i Gheel. Var det en from Ridder eller en ædel Dame, tog de selv den Spedalske i Kost i den samme Bygning ved Kirken, hvorhen endnu en og anden meget from Familie sender en Ulykkelig, som bør indespærres i Præsternes gamle Celler – for at give Gud eller Kleresiet Leilighed til at gjøre Mirakler, sagde Lægen. Var Patienten mindre fornem, kom han i Pleie hos en Borger i Gheel. Aar efter Aar steg deres Antal, som saaledes blev i den hellige By, Generation efter Generation vænnede sig til at pleie de Syge, Gheels Befolkning opdroges og levede med de Sindssyge, de fødtes som »Vogtere«, de levede sig sammen med de Gale. De tjente Gud og den hellige Dympna, mens de fortjente Livets Ophold.

Saaledes opstod rundt om den hellige Dympnas Kirke »de Gales By«.

Vi forlod Kirken. »Ser De«, sagde Lægen, mens vi gik ned gjennem Alleen, »denne Oprindelse har bestemt hele Koloniens Karakter. Den Basis, paa hvilken vi arbeide, er fremfor alt Befolkningens medfødte, i Aarhundreder nedarvede Medfølelse for de Ulykkelige, den pleier. Desuden er Sindssygepleien saa godt som Byens Ernæringsvei, og indbyrdes Skinsyge er det bedste Politi. Først og sidst er det dog den nedarvede Medfølelse, vi gjøre Regning paa. Gheel er en Verden for sig, Fremmede sky den, i hundrede Aar har ingen Sund nedsat sig i Byen; i Aarhundreder have de samme Familier pleiet de Syge, og – mellem os sagt – det er efter min Mening et Vidunder, at Gheelianerne ikke ere blevne abnorme i dette Liv. Efter vore Theorier burde gjennem Aarhundreder Sindssygen smitte – men Racen er kraftig, det maa være Sagen.«

»Lad os først besøge Prinsen«, sagde han og stansede ved Indgangen til Alleen. »En Pensionær, som betaler 6000 Francs om Aaret. En sørgelig Historie, forresten«, fortsætter han, mens han ringer paa Hotellets Port – »Prinsen holder Heste – hans Høihed blev sindssyg seks Uger efter Brylluppet, og Familien slæbte ham i fem-seks Aar rundt fra Anstalt til Anstalt i Tyskland og Frankrig. Man kunde have sparet sig Uleiligheden, Manden er uhelbredelig og leger nu med Dukker«.

En Dame lukkede op. Vi ønskede at se Huset.

Meget gjerne, men Prinsessen var netop kommen imorges, og … Vi skulde ikke forstyrre Hendes Høihed, men denne Herre var kommen langveis fra for at se Gheel …

Hotellet var monteret som et rigt Hus i Bryssel, Marmortrapper, Saloner, en stor Spisesal under et pragtfuldt Loft. Paa første Sal Pensionærernes private Værelser: en Salon og et Soveværelse til hver. Alt var meget elegant; Fyrstens Leilighed navnlig udstyret med raffineret Luxus, blaa Silkegardiner om Sengen og for Dørene, et Marmortoilettebord med en Uendelighed af Krystalæsker med Fyrstekrone og Poniatowskiernes Vaaben – den Syge er en Poniatowski – en Chaiselongue, bedækket af et Tigerskind, lave Stole og et Smyrnatæppe, i hvis Blødhed Fødderne forsvinde …

Englænderens Salon var monteret med Egetræ; stivt, noget koldt, som en Forretningsmands Kontor, over Skriverbordet hang et Maleri af Stewens, en ung Dame i Hvidt med store tungsindige Øine og et melankolsk Træk ved Munden …

»Hans Søster«, sagde Lægen og pegede paa Billedet. »Sygdommen ligger vist i Familien.«

Prinsen kom ind. En middelhøi Mand, elegant, nogle og tredive Aar. Han var paaklædt til Middag, Haaret skilt i Panden, hele Personen duftende af fine Sæbers svage Parfume. Han maatte en Gang have været smuk – endnu var han kjøn, naar han tav, og de aristokratiske Træk vare i Ro. Talte han, kom der over Ansigtet noget fortrukket, i Blikket det besynderlig glansfulde, som forraader den Syge.

Lægen præsenterede mig, og Prinsen bukkede. Mens han gned sine diamantbesatte Fingre, hørte han staaende paa Lægens Fortælling. Men saa pludselig slog Hans Høihed ud med Armene og gav sig til at synge, Sang, som lignede snart langtrukne Klager, snart afskaarne Skrig. Og inde fra Spisesalen stemte de to andre Pensionærer i med – høit skrigende, en frygtelig Koncert.

Min Fører saa paa mig. »Giv Herren et Glas Vand«, sagde han. Saa gik vi.

Alle de Syge i Gheel have den samme Frihed, de kunne spasere, besøge Stedets Kasino, spille paa Billardstuerne, drikke deres Vin i »Lammet«. Og denne Frihed er fælles for i det mindste de tolvhundrede af de henved 20,000 Syge i Byen.

»Det er ganske simpelt«, sagde Lægen, »hele Byen er en Daarekiste, vi kjende kun to Kategorier af Mennesker, Syge og Vogtere. Gaar den lille Baron op i »Lammet« for at drikke Champagne, vil Madam Elisa, som skænker ham Vinen, vide, hvor meget Vand hun skal komme i; naar Mr. Bretton gaar hen i »Hornet« for at spille Billard, ved Værten, om Mr. Bretton bedst taaler at tabe eller at vinde. Ved vore Koncerter er det de Syge, som spille, ved vore Theaterforestillinger er det dem, som agere – og alt kan det ske, fordi man er i »de Gales By« …«

Her en Bemærkning: overalt i Belgien taler man om la ville des fous – i Gheel selv er Ordet fou udslettet af Sproget. – Aliéné er Ordet om den Syge.

Patientens Frihed er det ene Hovedprincip for Behandlingen af den Syge, Bestræbelsen for at stille ham i hans Sygdom under de samme Forhold, hvorunder han levede som rask, er det andet bestemmende Princip i denne besynderlige Stad bygget for Gale. Baade de Syge og de Sunde trænge til en Skomager, til en Snedker, til en Skræder – og den syge Skomager, Snedker og Skræder finder Ophold hos sin sunde Kollega, bliver Medlem af hans Familie, deltager i hans Arbeide, vedbliver kort sagt at være Skomager og at leve i Skomagerluft. I Gheel vedblive de Syge at lege det Liv, de Ulykkelige ikke mere kunne leve.

Vi besøgte en Række af forskjellige Huse. Vi saa borgerlige Hjem, uhyggelige Dagligstuer, store Haver, lyse venlige Rum, hvor den Syge færdedes overalt. Her havde han valgt sig til Opholdssted et Lysthus, hvor han timevis sad ved det grønne Bord og tegnede – Kartoner, besynderlige vilde Ansigter med store Øine og stridt Haar, forvredne Munde og tykke Læber. Der var Talent paa disse Blade, den unge Mand – en bleg, mørkøiet, af Sygdommen bøiet Skikkelse – havde været Maler, man havde havt store Forhaabninger til ham. Et stort Talent, der kæmpede med mægtige Kræfter. »Nogle Gran af Selvbeherskelse«, sagde Lægen, »og dette Menneske vilde maaske have indskrevet sit Navn ved Siden af Rubens – han stod paa Grænsen til at være et Geni. Nu maler han Daarekisten.«

Den Syge fortalte om sine Billeder, vilde besynderlige Historier, fødte i en kogende Hjerne, Fostre af en Fantasi, der fødte Uhyrer med Michel Angelo’ske Lemmer …

Gheels Journaler kunne fortælle meget – men Papiret er taust. Det modtager enhver Fortrolighed uden at rødme, og det forstaar at tie.

»Hvorfor er den og den bleven syg?« spurgte jeg paa vor Vandring Lægen.

»Ved det ikke«, svarede han. »Somme paastaa, Gud har villet det. Og angst og bange er man endnu for Staklerne.«

»Besynderligt, at denne Sky aldrig kan overvindes«, sagde jeg, mens jeg gik ud af den syge Malers Lysthus. Jeg kastede endnu et sidste Blik paa disse gruopvækkende Billeder, som bugnede af en syg Fantasis Rædsler, et sidste Blik paa den Ulykkelige, som skabte dem.

»Besynderligt og dog forklarligt«, svarede Lægen. »De ved jo lige saa godt som jeg, at Sindssygen ofte dækker en Plet, en Forsyndelse, en Forvildelse øvet gjennem Slægtled … det er Grunden til, at den Syges Slægt er sky – og saalænge den ikke taler aabent om sine Syge som om enhver anden Sygdom – saalænge bliver det ikke anderledes …«

»Maaske.«

»Dem, jeg har ondt af, det er de fødte Syge. Paa dette Sted er Arvelighed bleven en Rædsel. De andre, som han f. Ex« – han pegede hen imod Maleren – »have næsten alle beruset deres Fantasi i Religionen eller i Nydelsen, de fødte Syges Liv er afbrændt af Forfædrenes Udskeielser.«

Jeg saa tilbage. Bøiet, med rokkende Hoved, stirrende frem for sig med tomme Øine, hvis Ild var udbrændt, sad den unge Maler paa Lysthusets Trin.

Og medens jeg lukkede Havedøren bag mig, var det mig et Øieblik, som om jeg skulde kvæles og synke sammen under denne fremmede Elendighed … »Kan han leve længe?« spurgte jeg.

»Længe«, sagde Lægen. »Han vil faa Tid til at male hele Daarekistens Historie.« »Længe«, sagde jeg mekanisk.

»Det berører Dem stærkt – hvil Dem lidt!«

Vi hvilede. Lægen underholdt sig med den anden Syge, en Jøde fra Hamborg. Han var fyrretyve Aar, rask, soigneret og smilende, han havde været her i dette Hus i femten Aar. Han talte meget, om Gladstone, om Frihandel, om Kaulbach … Han sprang hastig fra det ene Emne til det andet, saa at sige sløifede det ene, mens han begyndte paa det næste. Ellers mærkede man intet usædvanligt.

Han kunde godt være gaaet for en lidt veltalende Excentriker. Men saa nævnede Lægen hen i Veiret Navnet Rothschild. Det var som en tændende Funke, »det røde Klæde«. »Jeg er hans Søn«, foer den Syge hen imod mig, »De ved vel, at jeg er hans Søn, uægte, forskudt« … Han fulgte os ned ad Gaden, gestikulerende, ivrig, ustanselig talende.

Lægen saa, det generede mig. »Gaa saa hjem«, sagde han kort, noget haardt i Tonefaldet.

Med en slavisk Knurren vendte den Syge sig og gik.

I et andet Hus traf vi den lille Baron. Hans Salon saa ud som en Dames Boudoir, opfyldt af en kvalmende Duft, halvt i Skumring, med rødt Lys fra de fortrukne Gardiner.

»Han bliver aldrig rask«, sagde Lægen, »saa han har det, som han vil.«

Der var en overdreven, kvindagtig Blødhed over det hele Rum, de rundt omkring spredte Møbler, de lave Skamler, Blomsterne, det store Spejl … Foran Spejlet sad den lille Baron med Ryggen til os, omgivet af Etuier og Sminkekrukker. Han malede sine Øine og prøvede Pudderkvasten paa sine Hænder.

Han speilede sig længe, reiste sig saa og trak Handsker paa, speilede sig igjen. I dette Lys var han smuk endnu, en lille Boulevardløve i Bur …

»Vil De tale med ham?«

»Aa nei, aa nei« … jeg huskede Neiningen i Alleen, St. Veitsdansen … »Aa nei.« Over Sengen i den lille Barons Sovekammer hang Leda med Svanen. Nedenunder havde en Kvindehaand skrevet: Mou-Mou fra Zi-Zi … Ordene omslyngedes af en
Rosenkrans. Stakkels Mou-Mou!

Vi gik fra Hus til Hus. I hvert Hjem bestandig to Pensionærer – kun i Prinsens Hotel findes tre – enten to Mænd eller to Kvinder.

Der hører mange Rum til for at huse 1600, og medens vi hurtig gik fra Hus til Hus, betoges jeg – hvorfor ikke tilstaa? – af en klam, en høi Rædsel. Det var ikke min Fantasi, som ophidsedes, den var træt og sløvet. Det var min Medlidenhed, som vingeskudt vaandede sig i denne graa Elendighed.

Vi saa Kvinder og Mænd, unge og gamle, rige og fattige. Og alle levede de det samme Skinliv i denne besynderlige By.

Her boede en Pianistinde. Hun havde været paa Veie til at skabe sig et Navn, hun var ung, hun var smuk … Nu lærer hun Børn at spille her i Byen, de Sundes Børn i de Gales By. Lægen bad hende spille for os, og hun satte sig hen til Klaveret.

Sent eller aldrig skal jeg glemme denne forunderlige Musik, et Væld af urolige Toner, en bølgende Strøm af larmende Lyd, hvor det var, som om den Spillende selv hvileløs jog rundt for at finde sin egen Tanke. Det var melodisk, egenlig smukt – men bag Tonerne var der tomt, noget var bristet …

Hun var meget smuk, rene, noget barnlige Træk, en Mund med et lyst Smil. Men Øinene var tilslørede. Som en Regnsky, der gjennembrydes af Sole, var Blikket i hendes Øine.

Vi saa en ældre Kvinde, som legede med Dukker, hun svøbte dem, lullede dem paa sine Knæ, gav dem Die ved et udtæret Bryst …

»Hun havde en Gang et Barn«, sagde Lægen, »hun kvalte det en Nat i sin Dyne.« Vi saa de Fattiges Huse, Pensionærerne bo her for 200 Francs om Aaret. De leve, som de ere vante til at leve, paa samme Vis, af samme Næring, under de samme Forhold. Om Dagen arbeide de, hjælpe til i Familien, om Aftenen samles de paa Torvet for at tale sammen, sladre ved Brønden og bagtale. Hver har sit lille Værelse,

et Rum med en Seng, en Stol og et Bord, alt renligt, ordenligt, godt … De have det jo godt, de Ulykkelige.

Og dog, hvilken Elendighed i dette Vrængebillede af Livet – hvilken Elendighed. Dante saa ikke større Rædsler paa sin Vandring gjennem Helvede, end Medlidenheden møder paa sin Vandring i Gheel.

Dog jeg vil tvinge min Pen. Jeg har lovet mig selv at lade Sandheden tale nøgen, uden Pathos. Men hvad man har havt Mod til at se, har man ikke altid Mod til at skrive.

Vel er det længe siden, man i Gheel drev de Syge om i Flokke med lænkede Ben; vel er det længe siden, man lod de to Kjøn leve sammen i et frygteligt Samliv; længe siden, man paa Torvet mødte Vanvittige, som skreg med sammenbundne Hænder; længe siden, man spærrede de Rasende ind i Bure her i de Gales By. Men endnu existerer yderst ude længst borte fra den lille Allee »de Rasendes Kvarter«. Man hører ikke deres Skrig, thi Byens Omkreds er en Mil, men jeg har set dem; man tier om dem selv her i de Gales By, men jeg ved, at de er der. De skrige, larme, græde, de jamre i deres Spændetrøier af Læder. Og længer borte pleier man de epileptiske Syge, de vanvittige, helt ude paa Distriktets Grænse leve Idioterne …

Frygtelige, hjertesønderrivende Zoner om de Gales By: les pensionaires externes. Hospitalet benyttes nærmest som Straffeanstalt. Naar den Syge opfører sig usømmelig, forsøger at løbe bort, bliver ustyrlig, sender man ham hen paa Hospitalet.

Han længes efter Familielivet og bedrer sig. Saa vender han tilbage til Pensionen.

»Blive mange helbredede her?« spurgte jeg.

»Af Fattige en Del«, sagde Lægen, »af Rige faa. De, som vi modtage her, ere næsten altid dødsdømte af deres egne Landes Anstalter og sendes saa herhen for at glemmes og være af Veien. Det er det triste ved det.«

Jeg var træt, jeg kunde ikke gaa videre …

»Og vi har kun set en halv Sektion«, sagde Lægen. »De har svage Nerver.«

Ja, vist saa, jeg maatte skænke ham de 3 1/2 Sektion. Gheel er delt i fire Distrikter, hver med sin Læge og sin garde de section – noget lidt, synes mig for dette umaadelige Antal af Syge, spredte over saa stort et Rum – 11,000 Hektarer – og efter hvad man sagde mig, skal da ogsaa det utilstrækkelige Lægetilsyn være en af Skyggesiderne ved Etablissementet i Gheel.

Men hver Ting har sine Pletter, og denne Mangel, som Regjeringen forresten skal være betænkt paa at afhjælpe, kan dog næppe ophæve Fortrinene ved denne Sindssygeby, hvor man dog i det mindste lader, som de Ulykkelige havde Livet endnu.

Menagerieierne indeslutte deres Dyr i Bure, de zoologiske Haver give dem i det mindste store Huse og indhegnede Plæner. Gheel er i denne sørgelige Sammenligning den zoologiske Have. Og Opholdet er billigt. 80 Centimer om Dagen – alt i alt, deraf 200 Francs til Vogteren, – er den laveste Betaling, og fra denne Begyndelse kan man saa gjennem mangfoldige Trin stige til 6000 Francs om Aaret. For 600 Francs boer man hos Borgermesteren.

Om Søndagen gaar man i Kirke, man knæler paa Flisernes Bedepuder i lange Rader, man beder til den hellige Dympna. En Gang imellem hænder det vel, at en og anden Patient bliver »agité« under Bønnen, saa føres han hurtig ud, og de andre forstyrres ikke. Som oftest mumle de Syge rolig deres Bønner.

Jeg har aldrig set flere Helgenbilleder end i Gheel, man fandt dem overalt, Kors over Dørene, Helgenbilleder i Haverne, hellige Billeder i Værelserne. Det var som et eneste Kapel, et saadant Hus.

»De trænge til at have Gud omkring sig«, sagde Lægen. »Desuden aver det mange Syge.«

Vi gik til Jernbanen. Lægen fremhævede en sidste Gang denne besynderlige Bys Fortrin, den Frihed, Patienterne kunne nyde paa et Sted, hvor alt tilhører dem, er til for dem; omgivne af Vogtere, som i Slægtled have vogtet Syge, hvis Liv, hvis Velfærd disse Syge er. Thi i Gheel lærer man først Børnene at omgaas les aliénés, siden lære de et Haandværk.

Og saaledes har det været i Aarhundreder.

Jeg gav ham Ret. Med Hjertet fuldt af alt, hvad jeg havde set, al den Elendighed, der var ophobet paa dette Sted, maatte jeg dele hans Beundring.

»Men jeg kunde ikke leve her«, sagde jeg. Lægen stansede udenfor et Havegitter. Indenfor laa en tilvokset Have, de hvide Marmorfigurer tittede frem mellem Løvet, Plænerne gik i et med de grønne Gange. Helt inde laa Slottet gjemt, en hvid Villa med lukkede Skodder.

Og alt var trist som den sørgelige Forladthed selv.

»En belgisk Rigmand byggede dette Slot til sin unge Søn, der, som saa mange, kom fra et Livets Felttog i Paris ødelagt her til Gheel – her hører baade Mark og Jagtdistrikt til Huset. Vikomten var eneste Barn. Nu er det to Aar siden, han døde, og man kan leie det Hele for 500 Francs – men jeg tænker, de faar rive Slottet ned – Liebhavere kommer der næppe. Hvem skulde vel ogsaa ville have det – med mindre en Rothschild blev gal.«

»En, som vilde glemmes«, sagde jeg.

»De har Ret – man vilde være godt gjemt« …

Vi naaede Stationen i Taushed, vi tog Afsked med hinanden, og Lægen bad mig være god mod Gheel. »Disse Stakler har det godt … de andre har det værre. Idet jeg besøgte Anstalten i Gand, græd jeg, Læge, som jeg er. Her har de det godt.«

Langt borte saa jeg fra Togets Vindue den hellige Dympnas Taarn og Slottets Tag. Saa svandt ogsaa det, og mens jeg lænede mig tilbage i Vognen, drog jeg et langt Suk …

Jeg har forsøgt at opfylde den Fordring, jeg har stillet til mig selv: kun at fortælle, hvad jeg har set; jeg har oversprunget de Dramaer, jeg kunde have givet fra de Gales By, jeg har ikke malet dens Rædsler, jeg har fortalt saa godt, jeg formaaede, og hvad jeg har sagt, har i det mindste et Fortrin: at være sandt.

Midt i Belgiens tættest bebyggede Egne ligger afsides paa den alfare Vei Gheel, de Gales besynderlige By.

Menneskernes Sky, Overtro og Frygt har udslettet den af Belgiernes Kort, slaaet en Mur om Staden, hvis eneste Indvaanere ere de Sindssyge og deres Vogtere.