Nonnernes Stad

12.9.1880

Ned over Gands Boulevard, hvor nogle belgiske Soldater drive under Restaurationernes Solseil, over Torvet, hvor svulmende Sælgekoner, svedige og røde, skraale i Middagsheden bag de halvfyldte Frugtkurve, ud af Stræder, ind af Gyder, over Broer, krogede Smøger med Huse, som have kjendt Hr. Jacques af Artevelde, hvor runde Børn vælte sig støiende i Sandet, og man tørrer sine Pjalter paa Snore over Gaden – det er Veien til Nonnebyen.

Før laa den ved Porten til Bruges, gjemt bag gamle Grave, skærmet af Volde og Mure, med en Jernport til Indgang. Den var bygget i Ufredstid, da selv de hellige Søstre ikke vare sikre paa Livet, endnu mindre, kan jeg tro, paa Ordenens verdslige Skatte og Relikviernes kostbare Skrin. Det er længe siden. Men i seks hundrede Aar trodsede den hellige Orden Tidernes Omskiftning og Slægternes Voldsomhed. Revolutioner slog deres Bølger mod Beguinernes Mure, og Murene havde Magt til at trodse dem, Lovgivere omskabte Verden, og la grande dame herskede uforstyrret, respekteret af Josef den Anden, skaanet selv af Jakobinerne, hilset med Ærefrygt af den store Napoleons Overmod. De hellige Søstre mente, at Helgene vogtede dem og vaagede.

Men hvad der staar i Ufredstider, kan falde i Fredsdage, hvad der trodsede Stormen, falder ofte i Stille. Saadan gik det med de hellige Søstres By.

Gand voksede. Nye Huse klistrede sig op ad Nonnernes gamle Mure, moderne Gader maatte stoppe foran den røde Mur; man anlagde støiende Restaurationer foran Søstrenes Jernport, tvetydige Huse lige bag deres Kirke. Belgiens Liberale vilde ryge Nonnerne ud ved Offenbach paa Orkestrion og ved andre af Civilisationens Goder. Søstrene blev, de bad til de naadige Helgene, la grande dame forordnede Messer til Sainte Bégues’ ærefulde Ihukommelse – –

Men saa opdagede man i Gands Raad, at den Jord, hvorpaa Nonnestaden stod, aldrig var betalt og heller aldrig lovformelig skænket. Jorden tilhørte Byen. Søstrene havde ingen Ret til at bo der. Forgæves bad og besvor den store Dame, forgæves raadslog Søstrenes Raad, forgæves anraabte man om Medlidenhed: Gand voksede, og Byen maatte vokse frit. Halvsyvende hundrede Aar havde Beguinerne paa dette Sted pleiet de Syge, bedet for de Ulykkelige, hjulpet de Fattige – nu var det forbi, man rev deres Mure ned, deres Huse om: Søstrene stod husvilde med deres Kors og hellige Billeder.

Saa byggede Hertugen af Arenberg de Husvilde en By, kjøbte Jord og reiste en Stad, hvor de hellige Damer igjen bo paa deres egen Grund, gjemte bag Volde, skærmede af Grave: thi der kan ofte komme Ufredsdage i Fredstid.

Den Fremmede, der vil bese Nonnebyen, kjører op forbi Kirken, forbi Kirkegaarden, en hegnet Græsmark med nogle Rosetræer, hvor man tørrer Linned og lægger Tøi til Blegning. Kirken er øde. Opad Skibet ligge de sorte Bedepuder i Rader, langs Gangen Priorindernes Pulte, øverst nedenfor Koret under en blaa Baldakin Hæderspladsen for Bispen af Gand og for Ordenens Beskytter, den unge Hertug af Arenberg. Rummet er venligt og lyst.

Byens Gader straale vifteformig ud fra Kirkepladsen. Øde og uddøde ligge de i Middagssolen. Træerne fra Nonnernes Haver vifte sagte over de røde Mure, der alle ere forsynede med grønne Døre og med Husets Helgen i en Niche, Dør ved Dør, Helgen ved Helgen i de røde Mure, saa lang Gaden er. Bag de høie Mure ligge de gothiske Huse med Karnapper og Spir, Portaler og buede Døre, Hus ved Hus bygget i vore Dage i de svundne Hundredaars Mønster. Paa Gadernes Hjørner, hvor Gadens Helgen pranger blomsterbehængt af Søstrenes fromme Hænder, ere Klostrene byggede med Taarne og Kapeller med farvede Glas i de høie buede Ruder …

Og ikke et levende Væsen ses paa Gaderne i hele den gothiske By.

Staar man oppe ved Kirken, ser man de røde Mure, Husenes skinnende Tage, Hjørneklostrenes Taarne, Helgenenes Billeder – et Stykke Middelalder skabt af Nutidens Kunst skjønnere end Middelalderen selv. Hertugen af Arenberg vilde have, at Søstrene skulde glemme deres Ulykke, sporløst skulde den ødelæggende Tid ud i nye Aarhundreder være gaaet over Beguinernes Orden. Saa byggede han den gothiske By for dens syv hundrede Beboere. I denne Ramme passer dette Liv, her kunne Nonnerne endnu, fem Minuters Gang fra det travle Gand, under den store Dames milde Scepter drømme, at »nye Tider« ere en syg Saga og en »ny Aand« kun et skræmmende Eventyr.

Den store Dame boer lige overfor Kirken i et stort Hus med mægtige buede Vinduer, tre Karnapper og et Taarn. Fra sin Yndlingsplads i Karnappen kan den høie Dame overse alle Gader. Søstrene gaa langsomt forbi, med Bønnebogen i Haanden hilsende Priorinden med ærbødig Bøining. Damen gjengjælder Hilsenen, hun hæver de hvide Fingre, og Søstrene modtage Velsignelsen med bøiet Hoved.

Jeg lod mig melde hos den store Dame. Et Slag paa den mægtige Dørhammer, og jeg førtes ind i den høie Talestue af en tjenende Søster. Loftet er hvælvet, baaret af Piller som en Kirkes Skib; i Stuen findes nogle høie Stole, et Bord med tunge Ben, et Skab af Egetræ med gyldne Bønnebøger langs de plumpe Hylder. Foran Bordet staar en Stol med Silkehynde, brede Arme og en Skammel; det er den store Dames Sæde. Her præsiderer hun i Raadet. Og mens hun sidder her i sin gothiske Hal med de tause Søstre i Rader og bag de tavlede Ruder ser Nonnestadens Mure og Spir, kan hun glemme Kommunen i Gand og sine husvilde Dage.

Den tjenende Søster bad mig vente. Hun skulde hente Priorinden i Kapellet. Et Øieblik efter gik Sidedøren op, og jeg reiste mig hurtig for at hilse paa Beguinernes Storpriorinde.

Hun er ikke smuk, Storpriorinden, en knoklet Pande under den hvide Knipling, en spids Næse, Fortænder, som stræbe udad bag de hængende Læber. Naar hun taler, borer hun Hagen ind i sit Bryst og skyder de tynde Læber tryneagtig frem for at dække om Tænderne. Hun gik langsomt, meget stift, nogle Skridt hen mod mig, og efter at have fremført mit Navn bad hun mig ved en Haandbevægelse tage Plads overfor Tronstolen. Hun ledede Samtalen let, holdt Hænderne i Skødet, med Fingrene spilede imod hinanden, og naar hun talte, borede hun Hagen bestandig hæftigere ned i de Kjolefolder, hvor Naturhistorien vilde placere det kvindelige Bryst.

Hun talte ikke om Beguinerne. Fra en flygtig Omtale af det belgiske Kongehus gaar hun over til at rose Prinsessen af Wales, hvem hun har set i Paris; hun beklager Exkeiserinden og fortæller en Episode fra Krigen 1870. Les béguines gjorde den Gang Tjeneste ved Ambulancen. Da jeg ytrede, at jeg havde hørt derom og om de Opopfrelser, Søstrene viste under denne Tjeneste, bøiede hun Hovedet, greb Rosenkransen og lod den langsomt, tankeløst glide gjennem sine Fingre. »Vi ville bestandig forsøge at hjælpe de Ulykkelige«, siger hun. Efter en Pause løfter hun atter Hovedet. Hun har hørt Tale om Diakonisserne, en Institution, som ligner denne Orden, ikke sandt?

»Jo – men Diakonissen er ikke bunden ved noget Løfte … hun er fri og kan vende tilbage til Verden, naar hun vil«.

Priorinden smiler: »Lige som vi«, siger hun. »Beguinerne binde ingen, vi tage Sløret uden Løfte. Man kommer for at trøstes og trøste, man gaar, naar man ønsker at gaa. – Men er man en Gang« – og den store Dames Stemme bliver lige som inderligere, medens hun fatter om Rosenkransens Kors – »kommen i Nærheden af Gud, forlader man ham ikke. I halvtredsindstyve Aar have kun to Søstre forladt os – de blev ikke lykkelige.«

Jeg saa op, og slaaet af Klangen i Priorindens Stemme mødte jeg hendes Blik. Mellem et Net af fine Rynker, dybt inde laa de graa Øine, der var kommet som et Glimt i dem, en kort Flamme. Men saa slog hun Øielaagene ned.

Efter en Pause bragte jeg Striden med Kommunen i Gand paa Tale.

»De vidste ikke, hvad de gjorde«, sagde hun uden at se op, mens hun løftede

Haanden for at pege paa et Maleri over sin Stol, tilføiede hun:

»Saa sendte Herren os ham.«

Det var Hertugen af Arenbergs Billede. Man har hængt en Krans af Immorteller om Rammen. Under Billedet paa en Guldplade læser man: Ordenens Velgjører, Søstrenes ædle Beskytter, Ernest, Hertug af Arenberg.

»Han byggede os denne By – og døde. Gud lønne ham.« Om Hertugen hviler her i Kirken?

»Nei – det er en Slægtning. Desuden maa der ingen begraves her paa Kirkegaarden. Kongen har forbudt det. Det vilde skade Sundhedstilstanden blandt Nonnerne. Og«, tilføier Priorinden bittert, »det er saa sjældent, Raadet bærer Omsorg for vore Søstres Liv, at dette Hensyn kun har kunnet glæde vor Orden. Man begraver hele Bryssel i Laeken – os har man ikke tilladt at hvile i vor egen Jord.«

Hendes Stemme ryster, hun fatter med de magre Hænder lidt krampagtig om Stolearmen, slaar saa pludselig over: »Men Gud vil finde sine Døde overalt«, siger hun mildt, mens hun løfter Haanden og slaar Kors for sig.

Hun reiste sig, og efter at have givet mig et Kort, som gav Adgang til alle Huse og Klostre, betydede hun mig, at Audiensen var forbi.

Da jeg gik over Kirkepladsen forbi Karnappens Vinduer, saa jeg op. Bag Ruden sad Priorinden med sænket Hoved og Blikket fæstet i sin Bog.

Jeg gik nedad den hellige Antonius’ Gade, langs med Muren og stansede ved den anden Dør under Sankta Cecilias Billede. En Søster lukkede op, og jeg traadte ind i en Have med høie Buksbomhækker og stive Blomsterbede. En gruslagt Gang snoede sig rundt om de fire Bede. I Murens Nicher stod Søstrenes Helgene, foran Billederne havde de stillet Blomster i Glas og lagt Kroner af Glasperler.

Det var Bedetimen. Søstrene bad i Fællesskab i Gaarden, men hvis jeg vilde besøge Huset, var det til Tjeneste.

Der boer fire Søstre i et saadant Hus. Seks Aar maa la Beguine tilbringe i Klostret – efter den Tid kan hun fordre et Hjem i et af de smaa Huse, hvor hun har sin egen Leilighed og sin egen Husholdning.

Alt er som blæst i disse Stuer. Træbordet er bedækket med en skinnende hvid Dug, Kommoden med et klart Stykke, kantet med en Knipling. Træstolene og Gulvet, Karme og Vinduer – alt skinner af Renlighed.

Værelserne have ingen Prydelser, kun et Krucifix og nogle Helgenbilleder. Paa Væggen hænger bestandig det samme Billede: Hertugen af Arenberg, kranset af Immorteller, undertiden et udvisket Lithografi af en from Søster, som døde for Aarhundreder siden, der reddede Storpriorinden under en Ildebrand, og om hvem man fortæller en smuk Legende. Om Aarhundreder ville disse to samme Billeder hænge paa disse hvide Vægge i de lyse, fredlyste Stuer, og man vil fortælle fra Generation til Generation en Legende – om dem begge.

»Her leve vi, som vi ville«, siger Søsteren, mens hun ser rundt i Stuen, hvor Kniplepuden er stillet hen paa en Stol. »Vi have kun en Forpligtelse – hver Dag bede vi syv Timer.«

Hun sagde dette helt ligefrem, som noget, der faldt af sig selv … »Syv Timer … hver Dag. Det var noget længe, det.«

»Aa nei«, svarede hun smilende, »vor Dag har seksten Timer. Og hvad skulde vi vel bestille?«

Nei, hvad skulde de vel bestille? – hun har maaske Ret.

Og efter et Øiebliks Taushed tilføier hun naivt: »Ligesaa gjerne bede – som snakke.«

Fra Glasset i Døren kan man se ud i Gaarden. Under Halvtaget sidde de tre Søstre med rokkende Hoveder, bøiede paa Stolene, bedende med mimrende Munde og lukkede Øine. De bede halvhøit, i Munden paa hinanden, hurtig. Naar den ene stanser for at drage Aande og puste, tage de andre overlydt paa, til den tredie begynder med et Ryk. Saa glider Bønnens Strøm atter snøvlende jævnt, som om de rokkende Fromme vilde mumle sig selv i Søvn ved deres hviskende Bøn.

Den ene Søster er bleven meget varm under Bønnen, Sveden perler paa Panden under det hvide Bind, og Tid efter anden tørrer hun de dampende Kinder med Bagen af sin fede Haand. En Gang imellem falder Hovedet paa Skraa ned til Siden, medens hun bliver ved at mimre. Hun blunder. Saa støder Naboersken skarpt til hende med Albuen …

Hvis det ikke var mig om at gjøre at fortælle Sandheden, vilde jeg let kunne befolke disse Klostre med unge, ulykkelige Kvinder, male Maria-Ansigter eller Magdalener under de sorte Slør, sorgfulde Pander under de hvide Bind; det var let at befolke Nonnernes By med Skibbrudne og læse Fortidsdramer i sørgmodige Blikke. Men da jeg ønsker at fortælle Sandheden, kan jeg ikke tjene Læserne med sligt.

Der var faa unge Ansigter i Klostrenes Bedestole, og hvad jeg læste i Søstrenes Træk – store, fede Ansigter, med stærkt røde Kinder bag Sløret – var som oftest godmodig Sløvhed. De sad i Bedetimen i lange Rader i den store Sal, mumlende uophørlig, med halvt lukkede Øine, sagte Rokken frem og tilbage og med Hænderne om Rosenkransen. De fleste vare gamle og tandløse. De sad med halv aabne Munde og betragtede den Besøgende med sløv Forundring, medens de blev ved at bede og mimre med de tandløse Gummer. Hist og her fandtes en enkelt Novice. Som oftest saaes da et grovt Ansigt under den hvide Kappe, en stærk, plump Figur. Dragten er ikke klædelig. Den hellige Dragt udsletter Ungdommen.

Men de fleste vare gamle. Forlængst havde de syv Timers Bønner bragt disse Sinds Uro til Hvile, omtaaget Lidelserne, sløvet Atraaen, lagt som en Dug af Sløvhed om Begjæringer og Tanker. Atraa og Liv vare i de lange Timers Bønner mumlet ind i et Net af Dorskhed.

Men før – den Gang, de kom her, den Gang, de søgte Hvile her bag Bygningens Mure, skærmet af hellige Grave – den Gang?

Den Gang er længe siden. Den Gang, da alle disse Kvinder tilhørte Livet, den Gang de følte, elskede, drømte, levede – hin Tid, før disse evige Bønner, den evige Tilbedelse, den sløve Mumlen vævede dem ind i et taaget Net af Følelsesløshed, idiotiserede deres Tanke ved bestandig at lede dem i den samme Ring – hin Tid, da disse Hjerners Tanker endnu slog mod denne Tilværelses Vægge som fangne, blinde Fugle, der slaa mod Burets Tremmer med de stækkede Vinger. Den Gang er længe siden.

Og de have jo desuden deres Frihed: de kunne gaa, naar de ville, Beguinerne holde aldrig paa dem, som søge den.

»Men i halvtredsindstyve Aar have kun to Søstre forladt os – de bleve ikke lykkelige.«

Der, hvor Løftet ikke holder, binder Skammen. Sønderrive Sløret i de samlede Søstres Nærværelse foran den store Dames Fødder; gaa med saa mange vrede Blikke paa sig, med Ordenens tause Mishag, med Sankte Bègues’ Vrede … Nei, saa hellere mumle videre, de gamle Bønner, de samme Ord, mumle, mimre; hver Bøn lægger jo Bomuld over Atraaens Livsnerver.

Jeg saa paa alle disse slappede, fede Ansigter med de søvnige, udslukte Blik; de bøiede Skikkelser, de slappe Stillinger … Og hvor jeg kom frem, mødte der mig i denne Bedelinie det samme – altid det samme Syn …

Jeg drog Veiret dybt og forlod Klostret. Jeg gik over Pladsen ind i Priorindens Kapel. Paa den store Væg var der et gammelt Billede: en Søster paa sin Dødsseng. Maleriet er af en flamsk Mester, Trækkene er tunge, Smilet veltilfreds. Mellem Hænderne, foldede over Brystet, holdt hun en Bønnebog, over Panden havde hun en Brudekrone. Saaledes ender en Kristi Brud i Beguinernes hellige Samfund. Jeg saa paa Billedet, og tilsidst var det, som om Læberne bevægede sig, og som den Døde endnu mimrede de snøvlende Bønner, der havde sløvet saa mange Kræfter, lullet saa mange Existenser i Blund.

Gjennem Aarhundreder, gjennem Aarhundreder! Hvor mange Kræfter har man ikke begravet, hvor mange Liv har man ikke berøvet Samfundet. Og Tanken søger ud over denne graa Existens med sin Dag paa seksten Timer, med sin Morgenandagt, sine Bønner, sine smaa Intriger, sin indeklemte Sladder, nye Bønner, ny Andagt og ny Sladder …

En Kvinde kommer herind, kraftig, sund, maaske for at glemme, maaske for at bøde. Og langsomt opsluges hendes Forestillinger, en efter en i dette Livs graa Taage, langsomt sløves hendes Tanke, umærkelig dør hendes Intelligents. Uden Sol, under en graa Himmel visner hendes Liv, thi hvilke Forestillinger kunne vel her blive tilbage, hvilke Tanker i en Existens som denne? Man beder syv Timer, gaar i Kirke de to – af Dagens seksten er der syv tilbage. Man knipler, syer, snakker. Men snakker om hvad?

For en Psykolog maatte saadan en gammel Nonnes Hjerne være et lykkeligt Mysterium …

Ved Kapellets Alter laa en Søster knælende. Der var noget særegent i den Knælendes Stilling, noget vist fast, stærkt. Denne Skikkelse, som jeg saa fra Ryggen, bad ivrig, inderlig. Jeg blev staaende og ventede. Den Knælende bad længe, saa reiste hun sig og gik forbi med bøiet Hoved. Og for første Gang saa jeg et ungt Ansigt, blegt, sørgmodigt under Beguinens Slør. Jeg fulgte Skikkelsen med Øinene. »Hun tog Sløret igaar«, sagde den tjenende Søster.

Igaar.

Og om ti Aar vil Blikket i disse sørgmodige Øine være sløvt som de andres, Trækkene slappe, Nerverne afstumpede, en Existens udbrændt.

Den unge Nonne dreiede om ad den nærmeste Gade, langsomt. »Hun er nitten Aar«, sagde Søsteren.

Jeg gik. Det var, som noget drev mig ud, som om Luften blev for kvalm i Nonnernes stille Gader med de hellige Billeder over Dørenes Nicher.

Om Aftenen gik jeg igen derud. I Skarer ilede Nonnerne til Kirke, de traadte ind, slog Kors med den hellige Buksbom og lagde sig tavse paa Flisernes Puder. Der er Skumring i Nonnernes Kirke. Med sænkede Hoveder knælede Hundreder af Kvinder i tause Rader over hele Gulvet. De sorte Slør bølgede paa Kirkegulvets Marmor. Højt over Skaren tronede Storpriorinden med Hænderne foldede mod Pandens hvide Bind. Og over de Knælende lød Messens hemmelighedsfulde Susen …

Efter Gudstjenesten gik de hver til sit Hjem i den tause gothiske By. Idet Søstrene gik over Pladsen, knælede de en for en foran Hertugen af Arenbergs Mindesmærke – en Sten reist bag et lueforgyldt Gitter. Om han var aldrig saa stor en Synder, denne Hertug, maa hans Prøve i Skærsilden vel blive kort – saa mange Bønner som han har kjøbt for sin Sjæl …

Dørene lukkes, Dagen er endt. Og næste Dag vil være som denne, og den næste atter som hin.

Der gives dem, som kalde dette at leve.

Og maaske vil Nonnernes nye By med sine syvhundred Beboere staa urørt i Aarhundreder, styret af den store Dame og det hellige Raad, og Efterslægten vil undres over dette besynderlige Mindesmærke, reist af en Hertug i Vantroens inkonsekvente Aarhundrede.

Maaske – hvem ved?