Jeg spiller ikke macho. Jeg græder foran folk

Podcasten ‘Bucket List’ fra Heartbeats med Nagieb Khaja:

”Jeg tager tit til steder, hvor jeg risikerer at dø eller blive lemlæstet, og hvor jeg har mødt folk, som er døde, efter jeg er rejst derfra… Det sætter selvfølgelig gang i en masse tanker i mit hoved. Lige før jeg tager flyet fra Kastrup Lufthavn, har jeg altid en klump i halsen, og jeg håber, at det ikke bliver min sidste rejse. Døden er meget aktuel for mig hele tiden.”

Nagieb Khaja er en international anerkendt og prisvindende journalist og dokumentarinstruktør, hvis film og reportager er blevet vist på BBC, Al Jazeera English, Vice International og Guardian. Nagieb Khaja er også forfatter og har skrevet Historien, der ikke bliver fortalt om krigen i Afghanistan. Den blev udgivet på Gyldendal i 2011 og genudgivet i år.

Når han på trods af farerne tager afsted, er det på grund af en indignation over uretfærdighed og ud fra et håb om at være med til at gøre verden til et bedre sted.

Men turene koster. Adrenalinen, stressen, som i faresituationer er med til at holde ham på mærkerne, sidder stadig i kroppen et stykke tid efter, han er kommet hjem.

”Jeg er meget indadvendt i de første dage. Det er lidt ubehageligt at være min kone. Jeg sidder bare for mig selv og kigger ud i luften og har ikke rigtig vristet mig fri af de oplevelser, jeg har haft. Det tager lidt tid at komme ud af den boble. Det er selvfølgelig en udfordring for min kone, men hun er fantastisk, fordi hun har tålmodighed og lader mig være i denne dvale… Mange gange tænker jeg, at jeg ikke holder op med at have det dårligt, men min krop er bevidst om, at jeg bliver mig selv igen.”

En tid på året holder dog aldrig op med at lede tankerne hen på død og ødelæggelse.

”Nytårsaften kan være virkelig ubehagelig. Det ligger i min krop, at lyden af brag er noget ødelæggende. For andre er det fejring og fest og ballade for mig er det død og ødelæggelse. Det ligger hele tiden latent i mig, denne afsky for de her lyde.”

I 2014 dækkede Nagieb Khaja den israelske invasion af Gaza og så mange børn, der døde. Det gjorde et voldsomt indtryk på ham. Også fordi han selv har børn.

”Der var jeg så rystet over, hvad jeg havde set, at jeg fik sådan nogle små sammenbrud og begyndte at græde helt vildt.  Jeg så børnelig komme ind på hospitalet. Jeg render ikke rundt og spiller macho. Jeg græder foran folk. De der hospitalsmedhjælpere gloede på mig, for jeg sad med mit kamera og havde smidt det på gulvet og sad bare der og græd.”