Nyhedsanalysen

Sådan ser Danmarks yderste højre ud

RB PLUS Angreb mod asylcenter får sindene i kog. For tredje gang på under et halvt år blev asylcenter Lyngbygård - der hører under Røde Kors' asylafdeling - natten til torsdag udsat for hærværk. Der er i nattens løb blevet begået groft hærværk mod Røde Kors asylcentret Lyngbygaard i Trustrup på Djursland. Ukendte gerningsmænd har tegnet nazisymboler på centret.De har også skrevet på asylcentret, at det er første advarsel. Der er ligeledes blevet sat ild til en bil på centret.

I Tyskland har der i den senest tid været mere end 300 brande ved og på asylcentre. I Sverige omkring 30. Dele af Østeuropas højrefløj rører på sig, og den generelle holdning til muslimsk indvandring i Østeuropa er meget skarp. I Polen har op mod 70.000 mennesker demonstreret mod muslimsk indvandring, og i Tjekkiets hovedstad Prag har en stor gruppe protesteret mod islam i Europa. Her var både den tidligere leder af English Defence League Tommy Robinson og lederen af tyske Pegida til stede. Og endnu mere interessant: Den tjekkiske præsident var mødt op og talte om, at man ikke skulle kalde disse anti-islamistiske bevægelser for ekstreme.

I Danmark har der ikke været angreb mod asylcentre. Hvorfor? Hvad sker der lige nu blandt de nationale og islamkritiske kræfter i Danmark?

Danske nazister faldt sammen

Den yderste højrefløj i Danmark har aldrig været ligeså stor som i Sverige. Men der har altid været forskellige grupper.

Tidligere var en del organiseret omkring Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse DNSB med hovedkvarter i en villa bag et højt rækværk i Greve – ledet af Jonni Hansen. Han er i dag ikke længere politisk aktiv, og partiet er faldet totalt sammen. Ikke engang en hjemmeside har man længere. Under ledelse af Jonni Hansen var DNSB et gadeaktivistisk parti, der blandt andet holdt mindemarcher for den afdøde nazist Rudolf Hess.

På den mest ekstreme højrefløj har vi i Danmark også haft tilstedeværelse af Blood and Honour – en militant nazistisk bevægelse med rødder i Storbritannien. Der har ligeledes været diverse andre grupper og partier. En af de toneangivende grupper var tidligere Den Danske Forening, der afholdt debatmøder og på mange måder var et sted, man mødtes for at diskutere. Af prominente medlemmer herfra kan nævnes Jesper Langballe og Søren Krarup, der senere begge blev folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti, og juraprofessor Ole Hasselbalch. Foreningen findes stadig, men er ikke så aktiv som tidligere.

I en årrække var der også Dansk Front, men den gruppe er lukket ned.

Volden

En del forskellige grupper har haft udspring i Aarhus. Blandt andet Vederfølner, der nu er lukket. Mest kendt er nok gruppen White Pride, der både er en hooligangruppe og en politisk gadegruppe. Den har stået bag en del vold i det aarhusianske natteliv – hvor man har angrebet folk med tilknytning til venstrefløjen. Gruppen findes stadig, men kører på meget lavt blus for tiden.

Generelt har der ikke  været så meget vold på de yderste politiske fløje i Danmark som i Sverige. Der har været lidt sammenstød ved demonstrationer og nogle overfald i ny og næ, men intet tåler sammenligning med Sverige, hvor der jævnligt har været angreb mod privatadresser på den ene og den anden yderfløj.

I Danmark var der dog noget vold – i form af sammenstød omkring DNSB’s Hess-marcher for en del år siden. Men en ting stikker ud. Angrebet på Internationale Socialisters kontor i 1992, hvor en aktivist blev dræbt af en brevbombe. Det er aldrig blevet opklaret, men i 2013 sagde en svensk nynazist til Ekstra Bladet, at en afdød nazist havde stået bag drabet.

Højrefløjen i dag

En af de unge kræfter i DNSB var Daniel Carlsen, ind til han forlod partiet. Han dannede senere Danskernes Parti med inspiration fra det nu lukkede Svenskernes Parti. Danskernes Parti kalder sig nationaldemokrater. Man understreger, at man er demokrater, men at man er ikke liberale demokrater. Partiet ønsker at hjemsende omkring 14.000 indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund om året. Partiet fik samlet lige under 7.000 stemmer ved seneste kommunalvalg og arbejder på at blive opstillet til næste folketingsvalg.

På den nationale fløj findes også Dansk Samling, et nationalkonservativt parti som deltog i modstandskampen under Anden Verdenskrig. Partiet vil ikke have noget at gøre med Danskernes Parti på grund af det nazigods, partiet har i bagagen. Morten Uhrskov Jensen er formand for Dansk Samling, som kan blive et af de partier, der overhaler Dansk Folkeparti højre om. I januar skrev Jyllands-Posten om en undersøgelse, der viste, at næsten 13 procent af danskerne mener, at der er plads til et parti til højre for Dansk Folkeparti.

Som aktivistisk gruppe findes Danmarks Nationale Front, der har rødder i Dansk Front og Danish Defence League, men den har levet en lidt omtumlet tilværelse. En anden gruppe er Stop Islamiseringen af Danmark, som er ledet af Anders Gravers. Gruppen afholder oftest demonstrationer mod islamisering i Jylland – og er en del af det internationale netværk Stop Islamisation of Nations.

En stor del af aktiviteten på den nationale fløj findes i dag på nettet – på blogs som eksempelvis Uriasposten, Reaktionære Reflektioner, Sappho.dk og Dispatch International.

Krigen på Facebook

En del aktivisme og holdninger kommer til udtryk på nettet. Berlingske afslørede i slutningen af oktober, at der blev skrevet en del heftige ting i Den Danske Forenings Facebookforum:

fb_radikalt

Ugennemskuelig debat

Disse screendumps er angiveligt fra den nationalistiske gruppe Danish Defence Leagues lukkede Facebookgruppe.

fb-debat2

Danish Defence League bekræfter, det kommer fra deres forum og skriver i et svar til Føljeton: »Vi tager naturligvis afstand fra den slags kommentarer. Vi hverken kan eller skal stå til ansvar for, hvad andre skriver på vores offentlige side. Det må være op til den enkelte at stå til ansvar for det. Når det er sagt, skal vi oplyse, at vi har indtryk af, at politiske modstandere opretter falske Facebookprofiler og skriver meget ekstreme ting på vores væg alene for at kunne kæde os sammen med holdninger og meninger, vi ikke har. Derfor mener vi ikke, man kan bruge disse kommentarer til ret meget, da man ofte er i tvivl, om profilerne er ægte. Generelt mener vi, at det er en myndighedsopgave og ikke befolkningen, der skal tage sig af de stigende problemer med islamisering og terror i Europa«.

Danmark er mere åben

Terrorforsker og leder af Försvarshögskolan i Sverige mener, at flere ting adskiller Sverige og Danmark.

»Jeg tror, at flygtningeproblematikken betyder noget. Danmark har primært været et transitland. Men det kan også blive polariseret i Danmark, hvis der sker en forandring, så man skal være varsom omkring de kræfter, der findes på højrefløjen,« siger Magnus Ranstorp og henviser til forskellen i debatkulturen i Sverige og Danmark.

»Debatten er jo mere åben i Danmark end i Sverige. Og i og med, at debatten er ret lukket i Sverige, så bidrager det også til, at personer søger mod de her mere yderligtgående grupper,« siger Magnus Ranstorp.

Chris Holmsted Larsen fra RUC mener, at åbenheden og det frie spillerum for alle politisk aktive i Danmark giver mindre risiko for politisk vold.

»Jeg vil jo vove at påstå, at de her grupper har betydeligt større legalt politisk råderum i Danmark, end de har i Sverige og Tyskland. Så vil nogen sige, at det er et problem, fordi det giver dem parlamentariske muligheder. Men fra mit perspektiv giver det mindre grobund for politisk vold og terror hvis de har samme demokratiske rettigheder som alle andre,« siger Holmsted Larsen.

»Danmark er jo ikke på samme måde blevet presset af den enorme flygtningestrøm, fordi der fra myndighedernes side har været en anden tilgang til det. Og derfor har det heller ikke skabt et tilnærmelsesvis tilsvarende raseri fra den ekstreme højrefløj, som vi har set i Sverige og Tyskland. Det er jo svært at se, hvornår balancen tipper, og man begynder at sætte handling bag ordene, men vi kan konstatere, at det har de ikke gjort i Danmark endnu. Dermed ikke sagt, at det ikke kan ændre sig«.

Mulige konfrontationer

Daniel Carlsen er partileder i Danskernes Parti, der blandt andet består af tidligere nazister og i dag kalder sig nationaldemokrater. Han frygter, at der kommer til at ske konfrontationer i Danmark i fremtiden, hvis ikke politikken ændres.

»Jeg håber inderligt, at der kan findes en politisk løsning på det ragnarok, som indvandringen fører med sig. Hvis ikke, så frygter jeg, at volden fra indvandrerne vil tiltage, ligesom modsvar hertil vil gøre det. Det vil blive kaotisk, og i sidste ende vil ansvaret tilfalde de politikere, som har siddet befolkningens bekymringer overhørigt i årtier, og som på alle mulige måder har svigtet så fælt,« siger han.

Tror ikke på terrorceller

Kim Møller er nationalkonservativ blogger og driver www.uriasposten.net – umiddelbart den vigtigste nationalsindede blog i Danmark. Han tror ikke på organisering fra centralt hold.

»Venstrefløjens aktivistforskere har advaret om højrefløjs-terror så længe jeg kan huske, og en dag skal der da nok ske noget – men intet er sket endnu, og væsentligt – når det sker, kommer det formentligt fra en forvirret enkeltperson og ikke et skummelt ‘netværk’,« siger Kim Møller.

Morten Uhrskov Jensen er landsformand for det nationalkonservative parti Dansk Samling, der er til højre for Dansk Folkeparti. Dansk Samling er et af de partier, der kan komme ind folketinget og presse Dansk Folkeparti på indvandringspolitikken. En undersøgelse i Jyllands-Posten tidligere på året viste, at næsten 13 procent af danskerne mener, der er plads til et parti til højre for Dansk Folkeparti. Han frygter, at der kan komme brandattentater i Danmark.

»Man kan kun frygte det. Gerningsmændene til brandattentater bør straffes særdeles hårdt, hvilket straffeloven også giver mulighed for i form af op til og med livstid i Danmark. Men på trods af dette må man være særdeles bekymret for, hvordan tingene udvikler sig hvis også Danmark fremover får virkelig høje asylsøgertal, som vil belaste lokalområder både økonomisk og kulturelt«.

Uhrskov Jensen tror ikke på deciderede terrorceller i Danmark.

»Alt er i princippet muligt, men jeg tror personligt, at vi ikke kommer derud, hvor terrorceller begår systematiske overgreb enten på indvandrere eller politikere, som man mener har svigtet. Når vi ikke, og tak for det, når derud, vil det skyldes, at vi vil besinde os i tide og standse den hovedløse politik, der gør det muligt for hundredetusinder at komme hertil inden for kort tid,« siger Morten Uhrskov Jensen.

Ingen terrornetværk

Hverken terrorforsker Magnus Ranstorp eller ekstremismeforsker Chris Holmsted Larsen mener, at der gemmer sig et højreradikalt, voldsparat terrornetværk under overfladen i Danmark: »Der findes visse kredse, men de er meget uorganiserede,« siger Magnus Ranstorp.

Holmsted Larsen er enig: »Hvis vi taler om dem, der ytrer villigheden til at anvende politisk vold, så er den ikke voldsomt velorganiseret i Danmark. Trusselsniveauet som det er nu er enkeltpersoner, der kan finde på at gå ud handle i affekt. Mig bekendt så er det fortsat sådan, at størstedelen af det, der foregår på den ekstreme højrefløj foregår online i debatfora, blogs osv. Men fra efterretningstjenestens side tror jeg mest man er opmærksom på enkeltpersoner. Den meget retorik om at opbygge modstandsgrupper, som vi har set, er jo ikke noget, der mig bekendt er blevet realiseret endnu«.

DF som ventil

Både radikaliseringsekspert Chris Holmsted Larsen og den nationalkonservative blogger Kim Møller er enige om, at det faktum, at Dansk Folkeparti har spillet så stor en parlamentarisk rolle, som partiet har, er medvirkende årsag til, at vi ikke har set flere radikale tiltag på højrefløjen i Danmark.

»Ja, når det er legitimt at kritisere indvandringen, så vil militante subkulturer have sværere ved at få fodfæste. Dansk Folkeparti har kvalificeret indvandringsmodstanden, og været med til at moderere elementer som kunne udvikle sig i radikal retning. Jeg ser ikke modstanden mod masseindvandring som værende udpræget højreorienteret, den er faktisk folkelig når man kommer lidt væk fra storby-eliten. De mest uforsonlige holdninger jeg støder på kommer sjældent fra afklarede højreorienterede, men mere fra uartikulerede danskere, der meget vel kan stemme på Socialdemokraterne, fordi DF’s socialpolitik ikke er rød nok,» siger Kim Møller.

 

Ingen angreb i Danmark

Indtil videre lader det altså til, at vi i Danmark ikke nu og her behøver frygte højreradikale terrorgrupper, der går ud og laver angreb i Danmark. Fagkundskaben er enige om, at den førte politik, der har ført til færre indvandrere og flygtninge end i nabolandende spiller en stor rolle.

Også debatkulturen, hvor vi i Danmark har meget vide rammer for, hvad vi kan sige, spiller ind. I Sverige er man i mange kredse persona non grata, hvis man siger, man stemmer på Sverigedemokraterne, og i Tyskland er situationen den samme – her skal man passe på med at lufte indvandringskritiske holdninger. Samtidig har DF jo været et helt legitimt politisk parti – der oven i købet har været regeringsstøttende i en årrække.

Desuden har vi ikke så stor en tradition som politisk vold i Danmark, som vi har i nabolandende, hvor Sverige har været vant til angreb mod privathjem og flere politiske mord, mens man i Tyskland i gamle dage havde venstreekstreme Rote Armee Fraktion og de senere år har har oplevet den nazistiske terrororganisation NSU (Nationalsocialistisk Undergrund) stå bag 10 drab, bombeanslag og en række bankrøverier.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12