Nyhedsanalysen
Lider Trump af demens?
Svigtende ordforråd og en stadig mere forvirret fremtoning har fået læger og kommentatorer til at kaste en ny diagnose efter præsident Trump: Nu menes han at lide af Alzheimers, nøjagtig som forgængeren Ronald Reagan. Men giver det mening at diagnosticere en præsident på afstand? Tidligere blev Trump kaldt for narcissist.
Spørgsmålet er kontroversielt. Så kontroversielt, at svaret formelt set er forbudt. Ikke desto mindre rejses spørgsmålet næsten dagligt: Er USA’s præsident Donald J. Trump skør – eller bare mentalt svækket?
Ja, lige så upassende spørgsmålet kan virke, lige så brændende er spørgsmålet om en egentlig patologisk karakterafvigelse, når man skal forsøge at forklare Trumps besynderlige fremfærd. For den konventionelle visdom kan ikke længere bruges.
Sort snak, forsimplede talemønstre og stadig mere diffuse udmeldinger får Trump til at afvige fra alle andre folkevalgte politikere i den moderne historie. Nøgternt set opfører Donald Trump sig således bizart og uigennemtænkt – og skriver sig i stigende grad ind i den tvivlsomme kongerække af både tossede og enfoldige monarker, som op gennem Europas historie regerede med en blanding af skørlevned og ignorance.
Afvigelserne (og interessante ligheder) med tidligere præsidenter har fået lægefaglige kommentatorer til at diskutere, om Donald Trump eventuelt kunne lide af fremskridende Alzheimers. Symptomerne spænder her fra bl.a. glemsomhed i den mildeste ende til tung demens i den sværeste ende.
Som USA’s ældste præsident nogensinde er det ikke i sig selv usandsynligt, at Trumps kognitive evner er hæmmet af en aldersbetinget lidelse. Men alderen er på ingen måde heller et bevis, endsige et indicium. I praksis kan ingen præcist svare på om Donald Trump skulle bære præg af nogle af de dusinvis af indikatorer, som speciallæger bruger til at diagnosticere Alzheimers og demens. Dét kræver nemlig kliniske og personlige undersøgelser.
Måske har hans private læger undersøgt ham grundigt? Men ingen ved det. Ret beset er det derfor en endnu ubegrundet påstand, når kommentatorer forsøger at forklare Trumps adfærd med diagnoser, herunder Alzheimers.
Fortiden spøger imidlertid. I 1994 blev Ronald Reagan diagnosticeret med Alzheimers, efter han som den dengang ældste præsident var trådt tilbage fra Det Hvide Hus fire år tidligere. Da Alzheimers er en gradvist fremadskridende sygdom, som det tager tid at fastslå, kunne eksperterne allerede dengang fastslå, at Ronald Reagan med al sandsynlighed havde været ramt af demens-lignende træk i de sidste år af hans præsidentskab. Man har med andre ord et rimeligt sammenligningsgrundlag.
I Journal of Alzheimer’s Disease har et forskerhold anført af doktor Visar Berisha skrevet en videnskabelig artikel, hvor de forsøger at anskueliggøre effekten af Alzheimers ved at analysere udviklingen i ordforråd – med specifik fokus på præsident Ronald Reagans markant faldende evne til at formulere sig varieret og præcist. Alzheimers er nemlig bl.a. karakteriseret ved en semantisk reduktion (forsimplet ordforråd), en akustisk reduktion (langsommere tale) og en syntaktisk reduktion (forsimplet grammatik).
I deres undersøgelse, hvor ’The Great Communicator’s ordforråd sammenlignes direkte med efterfølgeren (og den raske) George W. H. Bush’s ordforråd, afdækker Berisha & co. en række mønstre, som også kan få en klokke til at ringe, når det gælder Trump.
I løbet af præsidentperioden fik Reagan stadig vanskeligere ved at bruge præcise og sjældne ord, og Reagan øgede sin brug af ikke-specifikke navneord såsom ‘ting’, ‘alting’ og ‘noget’. Forfaldet hos Reagan er imidlertid intet at regne imod den endnu mere opsigtsvækkende udvikling i Donald Trumps sproglige formåen.
Sammenligner man den blot lidt yngre Trump og den aktuelle Trump, viser det sig, at præsidentens sprog er hastigt nedadgående. Eksempelvis fylder ’The Donald’ ikke-specifikke navneord (bl.a. ‘ting’, ‘alting’ og ‘noget’) ind i sine sætninger i et så uoverskueligt stort omfang, at det bliver næsten umuligt at forstå, hvad ordene overhovedet refererer til. Han snakker sort, simpelthen.
Samme mønster har magasinet Stat påvist i en større afdækning af Trumps mentale tilstand. Psykolog John Montgomery fra New York University udtaler: ”Det er svært at vurdere uden grundige undersøgelser, men jeg mener, at det er forsvarligt at sige, at Trump har haft en betydelig kognitiv reduktion henover årene.”
Men er dét nok til at kunne give diagnosen Alzheimers? Nej, slet ikke. Sammenlignet med andre 71-årige amerikanske mænd, der er vokset op i Bronx, New York, er Donald J. Trump ikke nødvendigvis dårligere kørende. Tværtimod. Selv om hans kognitive evner tydeligvis ikke er på højde med f.eks. præsident Barack Obama, behøver Trump langt fra at lide af en sygdom.
Almindelig aldring er nok en mere oplagt årsag til hans mentale mavelanding og neuro-lingivistiske begrænsninger – og da Trumps alder jo ikke ligefrem var en hemmelighed op til valget, må det jo stå vælgerne frit for at vælge en gammel præsident med alle dertil hørende skavanker og træghed.
Trump-lejren skyder da også hårdt igen mod beskyldningerne om Alzheimers. Den tidligere Trump-rådgiver Roger Jones kalder slet og ret beskyldningerne for nonsens: ”Jeg har talt med præsidenten for ganske nylig, og han er frisk som en havørn. Det er absolut ingen beviser på nogen som helst reduktion i hans tankekraft. Men hans modstandere vil forsøge at påstå, at Donald har Alzheimers, at sygdommen er fremskreden og at den er forklaringen på hans ’sindssyge’. Men det er komplet nonsens,” lyder det fra Roger Stone.
Trump som narcissist
Her følger et uddrag fra min politiske portrætbog Den Store Joker, som udkom i 2016 på Gyldendal. Passagen handler om en endnu mere udbredt diagnose, som Donald J. Trump har fået påklistret: Den narcissistiske personlighedsforstyrrelse.
På netpsykiater.dk findes en beskrivelse, som lyder påfaldende som en karakteristik af en vis herre: »Hvis man har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, føler man, at man er noget helt specielt. Og at man derfor har krav på at blive behandlet bedre end andre. Man er meget optaget af rigdom og berømmelse, og man bliver vred, hvis nogen kritiserer en eller står i vejen for ens planer. Man betragter sig selv, som en der naturligt skal være i centrum, og man har svært ved at sætte sig ind i andres situation. Man lægger stor vægt på det ydre, og det er meget vigtigt, hvilken titel man har, hvordan man bor, og hvilken bil man kører i. Man opfører sig grandiost, dvs. at man føler, at man er fantastisk«.
Narcissus fascineres af, hvad han ser spejle sig i søen, men fornemmer samtidig, at han er adskilt fra spejlbilledet. Det er uopnåeligt og derfor pinefuldt. Selvforelskelsen og forfængeligheden kæmper således med selvhadet. Han vil se sig selv på afstand – og i dagens medieverden synes skovsøen at være forvandlet til en fjernsynsfladskærm. Som 12-årig kom Donald Trumps søn, Donald Trump Jr., med den mest hjerteskærende diagnose: »Hvordan kan du sige, du elsker os? Du elsker os ikke. Du elsker ikke engang dig selv, kun dine penge«.
I sin Trump-biografi skriver Michael D’Antonio om forsøgene på at diagnosticere ham: »Donald Trumps psykiatriske status er et gennemgående spørgsmål, som forfattere, filminstruktører og psykologer længe har forsøgt at besvare. Journalister har fremhævet Trump som en eksemplarisk narcissist siden i hvert fald 1988, og Trump trækkes frem i en række fagbøger om emnet, heriblandt ‘Abnormal Behavior in the 21st Century’ og ‘Personality Disorders and Older Adults: Diagnosis, Assessment, and Treatment’. Trump omtales også som en case-story i populærvidenskabelige bøger som ‘The Narcissism Epidemic: Living in the Age of Entitlement’ og ‘Help! I’m in Love with a Narcissist; and When You Love a Man Who Loves Himself’«. På syret vis er Trump altså blevet en celebrity selv inden for den psykiatriske litteratur, i øvrigt sammen med blandt andre oberst Gaddafi, Napoleon Bonaparte og Saddam Hussein.
Normalt er det en uskik at psykoanalysere offentlige personer og udlægge diagnoserne i medierne. Men intet vedrørende Donald Trump er normalt. Trods officielle regelsæt udstedt af ’The American Psychiatric Association’ har flere psykologer udtalt sig om Trump og hans grænsesøgende personlighed. Om hans mangel på empati; hans forventning om, at andre kan se, hvor overlegen han er; fuld af overskud og med en viden større end andres, og hans grandiositet; hans eksceptionalisme. Reglen om ikke at diagnosticere kendisser opstod, da magasinet ’Fact’ i 1964 fik en række psykiatere til at vurdere senator Barry Goldwaters egnethed som præsident. Han sagsøgte magasinet, og sagen endte i Højesteret, som gav Goldwater medhold, men dog ikke imødekom hans erstatningskrav på to millioner dollar. Han fik blot 1 dollar for tort og svie, men lagde dog grunden til en regel, den såkaldte Goldwater-regel, som formelt forhindrer offentlig psykoanalyse. Men glem formalia – nogle psykiatere virker næsten lige så opmærksomhedssøgende som Trump selv.
Neurologen Bobby Azarian går så vidt som til at sammenligne Trump med et af de mest frastødende fabeldyr, besat af vanvid: »Donald Trump minder om Gollum fra Ringenes Herre, og præsidentembedet er hans ring til at herske over dem alle«. Lidt mere moderat udtaler psykologiprofessor Howard Gardner fra Harvard Graduate School of Education, at Trump er »bemærkelsesværdig narcissistisk«. Klinisk psykolog Georg Simon kalder Trump for »en drøm, der er blevet til virkelighed«, og han bruger nu videoklip af Trump i sin undervisning om manipulerende adfærd. Gardner kan ikke finde bedre eksempler.
Mediepsykologerne kæmper blandt andet i magasinet Atlantic Monthly om at overgå hinanden: Trump er blevet et »ikon på narcissistisk personlighedsforstyrrelse«, vurderer klinisk psykolog Ben Michaelis. Psykoterapeuten Charlotte Prozan skærer igennem. Hun mener, at Trump er den letteste ’patient’ at diagnosticere: »I de første debatter afbrød han folk og optrådte dominerende. Han vil gøre alt for at nedgøre andre, for eksempel at sige til modkandidaten Carly Fiorina, at han ikke bryder sig om hendes udseende. ‘Du er fyret’, er bestemt heller ikke empatisk. Og han vil deportere immigranter, selv om to af hans koner har været immigranter«.
Twitter har været Trumps foretrukne platform til at fremhæve sine egne fortræffeligheder: »Tak – mange siger, at jeg er den bedste 140-karakters forfatter i verden. Det er nemt, når det er sjovt«. Prisen for det mest ekstremt selvglade tweet går dog til dette: »Undskyld tabere og hadere, men min IQ er én af de højeste – og det ved I alle. Så lad være med at føle jer dumme eller usikre, det er ikke jeres skyld«.