Breve om Strandingen ved Klitmøller (I)

26.11.1880

Hindret af Snestormen naaede jeg først igaar morges ud til Klitmøller og Strandings- stedet. Men skjønt det saaledes uden min Skyld var blevet Fjerdedagen efter Stran- dingen, var alt paa Stranden dog endnu præget af Fredagens Ødelæggelse. Befolk- ningen paa Stedet var i den stadige Ophidselse endnu saa aabenmundet, at jeg lettere, end vistnok ellers muligt, kunde erfare dens sagkyndige Mening om det dobbelte Sæt af Grunde, der utvivlsomt har hidført dette sørgelige Mennesketab.

Mens jeg derfor ikke tør paastaa, at jeg er kommen for sent til at kunne meddele Dem alle Enkelthederne ved Ulykken, maa jeg desværre tilstaa, at jeg efter mit Besøg i Klitmøller endnu stærkere end før beklager, at Bladet har sendt mig og ikke en sag- kyndig Medarbeider til Strandingsstedet, thi det var sikkert langt mere til en sagkyndig Behandling og dygtig Undersøgelse end til en feuilletonistisk Skildring, den- ne Sag trængte og trænger. Imidlertid er det nu en Gang blevet mig, og jeg skal forsøge at gjøre min Pligt efter bedste Evne.

Uden at skjule min Mangel paa Sagkundskab skal jeg i min Beretning i det mind- ste søge at bøde paa den ved saa nøie som muligt at holde mig til de her erhvervede Oplysninger fra Sagkyndige. Ligesom man uvilkaarlig taler dæmpet i en Stue, hvor der er Lig til Huse, skyer man overfor en Alvor som denne uvilkaarlig alle unødig stærke Farver og taler kun i respektfuld Nøgternhed om Tingene.

Skjønt det ganske sikkert vil være umuligt at undgaa adskillige Gjentagelser, bli- ver det dog nødvendigt til en Begyndelse endnu en Gang baade at minde om »Sleipner«s hele Fortid og i korte Træk at gjenfortælle, hvad Skibsjournalen har meddelt om dets sidste Reise, Øienvidnerne paa Stranden om dets Forlis – thi ogsaa dette har vel, naar dette Brev naaer Dem, Hr. Redaktør, allerede ad anden Vei fundet Plads i de kjøbenhavnske Blade. Men selve det, at de hidtil noget spredte Meddelelser sam- les, vil lette Overblikket og forhaabenlig kaste rigere Lys end før over en Side af Sa- gen, som i Kjøbenhavn er bleven mindre behandlet, men her – og med største Ret – spiller den største Rolle og vækker den stærkeste Omtale. I Kjøbenhavn har man, saa- vidt mig bekjendt, i Hovedsagen beskæftiget sig med »Sleipner«s skandaløse Mangel paa Sødygtighed, her paa Stedet er det de slette Forhold ved Redningsvæsenet i Klitmøl- ler, som have sat Sindene hæftigst i Bevægelse. Og begge disse Sider af Sagen haaber jeg ved en samlet Fremstilling bedst at kunne belyse.

Barkskibet »Sleipner« eiedes indtil for nogle Aar siden fortrinsvis af Parthavere her i Thisted, som imidlertid allerede omtrent 1872 alvorlig talte om at ophugge Skibet, da det næppe længer var sødygtigt. En foretagen Undersøgelse konstaterede dets daarlige Forfatning og erklærede det, hvis det skulde blive forsvarligt vedblivende at fare med Skibet, for nødvendigt, at man anvendte ca. 10,000 Kroner til en ny Bund i Fartøiet. Aktionærerne i Thisted spillede saa Kort om de værdiløse »Parter« i »Sleipner«, og efter paalideligt Sigende forærede Hovedaktionæren sin Part bort, hvorpaa Skibet gik over til at være Firmaet Brown jun. & Ko.’s Eiendom. Her fik saa Barken nyt Dæk og blev oppudset – om ny Bund var der ikke Tale. Men trods Dæk og Oppudsning har man dog i flere Aar ikke kunnet opnaa at faa Barkskibet assu- reret. Dette Skib anvendtes til Nordsøfart.

Paa sin sidste Reise havde »Sleipner« allerede været lækt paa Reisen til England, en Skade, som der dog lappedes i Grimsby. Men efter at man der i Havnen havde faaet Ladningen ind, begyndte Skibet, efter Skibsjournalens Ord, atter »at lække mere«, og Skibsmandskabet erklærer, ikke at kunne udholde at pumpe paa Reisen hjem. »De bad om og fik Tilladelse til at gaa til Konsulen og tale om Sagen.« Kap- tainen reiser selv til Hull for at tale med Afladeren.

Hvorvidt Mandskabet har benyttet den givne Tilladelse til at gaa til Konsulen, oplyser Journalen ikke, men Regjeringen har vel allerede straks efter den til Inden- rigsministeriet af Herredsfogden afgivne Beretnings Modtagelse henvendt sig til vedkommende Konsul, som, hvis han har havt mindste Nys om Sagen, maa siges at staa med et stort og skæbnesvangert Ansvar.

Om Afladerens Optræden giver Skibsjournalen derimod direkte Oplysninger, idet Kaptainen nedskriver, at denne Lørdag den 6. kom ned fra Hull og om Bord. Han talte med Mandskabet, og det blev bestemt, at det vilde fortsætte Reisen, hvis der antoges tre Mand til for at hjælpe ved Pumperne. Hvorledes disse tre Nyforhyrede betragtes, faar man gjennem et i en ilanddreven Skibskiste fundet Bevis et eien- dommeligt Indtryk af. Naar der paa et Skib antages Hjælp for at udføre Mand- skabets Arbeide, fordeles Udgifterne til denne Hjælp i Reglen altid paa det øvrige Mandskab saaledes, at Summen fradrages den fastsatte Hyre forholdsvis for hver enkelt. Dette ses imidlertid ikke at have været Tilfældet paa »Sleipner«, idet det fundne Bevis lyder saaledes: »Jeg underskrevne Emil Müller, Fører af Barkskibet »Sleipner«, erklærer herved at ville medtage 3 extra Mand til at seile »Sleipner« fra Grimsby til Kjøbenhavn. Endskjønt de 3 extra Mand komme om Bord, skal hele Be- sætningen have deres hele fortjente Hyre udbetalt i Kjøbenhavn uden den mindste Afkortning.
Ikke sandt, et talende Aktstykke – dette Bevis? Talende Ord disse fire: uden den mindste Afkortning.

Hvorledes man har kunnet hyre disse tre Extra-Mand, vil vel kun de kunne for- staa, som vide, hvorledes Forhyringen foregaar i de store engelske Logishuse. Tirsdagen den 9. komme de tre Mand om Bord, Onsdag er Skibet ved Lænspump- ning næsten blevet tæt, Torsdag den 12. seiler man under stadig Pumpning.

Den følgende Torsdag møder man for første Gang Skibet her ved Vestkysten, idet det iagttages fra Hansted Fyr staaende Nord efter. Journalen meddeler, at man fra Skibet har observeret Fyret ved Marstrand, hvilket dog sikkert maa bero paa en Mis- forstaaelse, der maaske er forklarlig derved, at alle Iagttagelser i tre Dage havde lidt af stor Ukorrekthed. Det antages her almindeligt, at de iagttagne Fyr have været Lin- desnæs og senere Hirtshals. Fredag Formiddag observeres Skibet atter fra Hansted Fyr seilende for Nordøst Kuling under Nødflag. Man signaliserede fra Fyret til »Sleipner«, at det skulde landsætte sønden for Fyret, hvor der var smult og dybt Vand tæt til Land, men muligvis er Signalet ikke blevet forstaaet, muligvis har ogsaa Kaptainen, der jo af Kortet vidste, at Hansted Redningsstation laa norden for Fyret, foretrukket at landsætte lige ud for Klitmøller og Redningsstationen der. Ligeledes forgæves var fra Fyrets Side en Signalisering til »Thingvalla«, der observeredes gaaen- de ude i Havet, men som efter de paalideligste Forklaringer slet ikke bemærkede Fyrets Signaler og naturligvis heller ikke Barkens Nødsignal.

Hvorom Alting er, drev Skibet altsaa Sønder paa forbi Fyret ind mod Klitmøller, hvor den første Iagttager bemærkede det Klokken elleve en halv. Iagttageren saa, at Skibet agtede at landsætte, og vidste, at netop det Sted, hvor han stod, vilde være særlig egnet dertil. Men da han ikke turde paatage sig Ansvaret at vinke, blev han blot staaende. – Man saa ham fra Skibet, men skjønt selve det at blive staaende og se ud efter en Baad eller et Skib, som vil landsætte, almindelig tages som et Vink om, at der, hvor Manden bliver staaende, vilde være heldigst for en Landsætning, ved- blev »Sleipner« dog at holde Syd paa, øiensynligt for at komme Redningsstationen saa nær som muligt.

Endelig satte Skibet ind omtrent ud for Redningsstationen, og Klokken tolv grundstødte det paa Nordsiden af Ørehagen ved Klitmøller. Mandskabet stod sam- let i en Klynge i Forstavnen og ventede roligt, mens de søgte at holde Varmen ved at svinge med Armene. Det var Magsveir, Mersseilskuling. Vinden Nordøst. Der gjordes fra Skibet intet Forsøg paa at gaa i Land i egen Baad, hvilket vilde have været muligt umiddelbart efter Grundstødningen, ialfald hvis Baaden havde været brugelig.

Paa Stranden blev der uden Ophold sendt Rapport til Thisted, og man samlede skyndsomst Mandskabet og Transporthestene til Redningsbaaden. Allerede Kl. 121/2 vare Raketapparaterne til Stede paa Stranden, og man affyrede to Raketter, hvoraf den første naaede 40, den sidste 60 Favne ud; begge udsendtes altsaa resultatløst mod Vraget, som jo laa omtrent 1000 Alen fra Kysten. Embedsmændene fra Thisted, hvem Telegrafen fra Hansted allerede havde kaldt ud, mødte paa Veien det ud- sendte Bud og spurgte, om der kunde være Fare for de Skibbrudne, hvortil Buddet svarede, at derom kunde der vel ikke være Tale ved høilys Dag og i Magsveir.

Imidlertid var Redningsbaaden ankommen til Strandingsstedet, og Klokken et roede Mandskabet ud med Baaden, som sattes ud lige ud for Vraget. Men trods det forholdsvise Magsveir kunde man ikke naa over Revlen men drev med Søen og Strømmen mod Syd langt i Læ af Skibet. Baaden med Mandskab bliver derpaa ved Hjælp af en Trosse halet Nord efter langs Landet og bringes paa denne Maade op tre Kabellængder Nord for Skibet, hvor der gjøres et nyt Forsøg paa at ro ud til »Sleipner«, hvilket ligeledes mislykkes. Redningsbaaden kunde ikke styres hverken for Aarer eller Ror og lod sig stadig kaste tværs paa Søen, saa at den straks drev Syd efter igjen og maatte landsættes, da der under den voksende Storm – der blæste efter- haanden en klosrebet Mersseilskuling – ikke kunde være mindste Haab om at opnaa noget bedre Resultat ved at vove et tredie Forsøg.

Man afsendte da – Klokken var imidlertid bleven to – ridende Bud til Hansted for om muligt med Redningsbaaden derfra at naa ud til Skibet. Man havde fra Hansted Fyr iagttaget Uheldene ved Redningsforsøgene, men man havde, da det aldrig er hændet før, at en Redningsbaad forsøger Bjergning udenfor sin egen Station, ikke tænkt paa at sende Redningsbaaden ud. Da man modtog det ridende Bud** var det allerede for sent, idet Skibet ved Buddets Ankomst allerede var gaaet helt i Stykker, hvilket kunde iagttages fra Fyret.

De Skibbrudne, som stadig holdt sig i Forstavnen, syntes at have ventet paa endnu et Forsøg. Søen voksede stadig fra Nordøst, og Vraget søndersloges mer og mer. I sin Raadløshed affyrede man atter nogle Raketter – tre – fra Stranden, hvor- af den sidste vel gik den for en Raket sædvanlige Længde af 4-500 Alen, men naturligvis alligevel ikke nyttede, da Skibet jo laa sine 1000 Alen fra Land.

Klokken tre faldt Fokkemasten. Hidtil havde Mandskabet om Bord forholdt sig rolig. Nu, da Masten faldt, hørte Folk, som sad i Klitterne og saa til, et langt Skrig fra Skibet.

Efter at Masten var falden, var Livet paa Vraget kun en Dødskamp, som man fra Stranden raadløs var Vidne til uden at kunne bringe mindste Hjælp. En efter En skylledes Mandskabet over Bord, og Mændene paa Stranden gik efter at have opgivet alt Haab om at kunne bringe virkelig Hjælp ud paa Pynten af Ørehagen, hvorhen Strøm og Sø førte Stumperne af Vraget. Muligvis kunde i det mindste en enkelt holde sig oppe ved en Planke og, naar den kom drivende, reddes i en Fiskerbaad i Læ af Pynten. Noget efter opdagede man ogsaa en Mand drivende paa et Vragstykke, han laa høit i Vandet og førtes henimod Ørehages Pynt. Man satte Fiskerbaaden i Vandet og søgte i Læ af Pynten at naa den Druknende, men inden man naaede ham, gik han under omtrent hundrede Favne fra Baaden.

Det var den eneste Mand, man bemærkede flyde i Havet.

Der var nu ikke flere af Besætningen at se paa Vraget, og efter fire Timers Døds- kamp var »Sleipner« et herreløst Vrag. Klokken fire afsendte man Kontrabud til Hansted, og efter lige før Mørkets Frembrud at have fundet Skibsjournalen opskyl- let paa Stranden maatte man forlade Kysten.

Kort efter ankom Embedsmændene fra Thisted og tog, »da de der vilde træffe Mandskabet«, straks ind til Strandfogden. Den ene af Herrerne spurgte Fogdens Kone: »De ere vel derinde?«

Saa erfarede man, at de alle vare druknede.

Jeg haaber i denne Fremstilling at have medtaget det væsenligste, og vi have alt- saa tilbage i Belysning af dette givne, hvori jeg har støttet mig til de paalideligste Oplysninger af Folk paa Stranden, at undersøge først, hvad der vil ske kortere, da denne Side af Sagen allerede er saa stærkt debatteret og lige saa godt kan afgjøres af Folk, der ikke have besøgt Stedet, de forskjellige Vedkommendes Stilling til det usødygtige Skib for derigjennem at faa klaret, hvem det skæbnesvangre Ansvar nærmest paa- hviler; dernæst, hvad der synes mig væsenligst for dem, som her personlig have undersøgt Forholdene, Redningsvæsenets Forhold ved Strandingen.

Om Rhederiets Færd er vel Dommen allerede fastslaaet, og de Oplysninger, her- værende tidligere Parthavere have givet mig om Skibet, synes kun yderligere at kunne bestyrke den almindelige Mening. Foruden Rhederiet kan der, hvad den sid- ste Reise angaar, vel være Tale om at paalægge tre forskjellige et afgjørende Ansvar: Konsulen, Afladeren – og Rhederens Agent paa Pladsen – samt Kaptainen.

Imidlertid maa man af disse tre, som ovenfor bemærket, vel foreløbig undtage Konsulen, da det af Journalens Taushed ikke kan ses, hvorvidt man virkelig har hen- vendt sig til ham eller har slaaet sig tiltaals med de tre Mænd, som Afladeren lovede at ville indrømme til Hjælp ved Pumpningen. Mig forekommer det, at Afladeren maa siges at bære det største Ansvar. Kaptainen, af hvis Journal man ikke faar noget stærkt Indtryk af Lyst til at gaa til Søs med Skibet, har næppe for denne Herre lagt Skjul paa »Sleipner«s daarlige Forfatning, og Indrømmelsen af, at Mandskabet trods de tre Extra-Forhyredes Ankomst vedblivende skulde tjene for samme Hyre, synes klart at vise, at han har havt den fulde Bevidsthed om det vovelige i Farten og det berettigede i Mandskabets Forlangende om at beholde den fulde Hyre.

Afladeren har af Hensyn til Bekostningen ved at oplægge Ladningen indrømmet denne langt mindre Udgifts Berettigelse og har ved Udbetalingen af Hyren til de Extra-Forhyrede bevæget Mandskabet til at blive om Bord. Lige overfor denne Opførsel fra Afladerens Side synes Kaptainen i det mindste lettere at undskylde. Man forlader nødig sit Skib – og det er ikke alene, fordi det er at opgive en Existens – og Hr. Müller satte sit eget Liv paa Spil samtidig med Mandskabets. Han gik ud med, Afladeren sendte dem alle ud.

De ilanddrevne Lig have paa sig baaret Beviser, som underrettede om, at den for Resten af alle Nationer bestaaende Besætning forholdsvis længe har havt Hyre paa »Sleipner«, og det ligger nær at antage, at Kaptainen, naar Mandskabet virkelig Reise efter Reise forblev paa et Skib, hvis Synkefærdighed ikke var dem ubekjendt, maa have været saa dygtig, at hans Person bandt dem til et Fartøi, til hvilket de ellers ikke kunde have mindste Tillid. Journalens faa Optegnelser tyde da ogsaa hen paa det samme.

Men have nu af disse Vedkommende Hovedansvaret, hvem der vil – jeg tør ikke udtale nogen afgjørende Dom – saa det vil forhaabenlig vise sig at have været et lyk- keligt Tilfælde, Hr. Redaktør, at Deres ærede Blad paa samme Dag i sin »Søfarts- tidende« bragte en Artikel om Loven om usødygtige Skibe og det første Telegram om Strandingen af »Sleipner«, hvis opskyllede Vragstumper vel langtfra alle – Dækket var jo nyt – havde vist sig pilraadne, saaledes som den første Meddelelse lød, men hvis opskyllede »Knæ«, Støtter og Indtømmer have været saaledes fortærede, at hver op- drevet Stump har været som et Samvittighedsløshedens Udraabstegn for dem, som have set det – en Samvittighedsløshed, som, hvor end Hovedansvaret bør lægges, haardt bør hjemsøge de Skyldige.

Til Belysning af denne ene Side af Sagen bør man hovedsagelig søge Materiale dels i Rhederiets hele Forhold, dels i Begivenhederne før Skibets Afgang fra Grimsby; til Belysning af Sagens andet Hovedmoment, den under Magsveir mis- lykkede Redning, maa man undersøge Omstændighederne fra det Øieblik, da »Sleipner« passerede Hansted Fyr uden at forstaa eller uden at tage Notits af Signalerne, som opfordrede Skibet til at landsætte i Læ af Holmen Sønden for Fyret.

Kaptainen vilde landsætte, han kjendte sit Kort og søgte derfor trods Signalerne saa nær til Redningsstationen som muligt. Uheldigvis grundstødte han nu allerede 1000 Alen fra Land, et sørgeligt Uheld, som ikke kan regnes ham til Last, da han ikke i den Grad kan kjende Kysten, men som blev ulykkebringende for alles Liv. 100 Alen længer Sønder paa vilde han være kommen Stranden 500 Alen nærmere. Men selv under dette Uheld ventede Mandskabet rolig: man havde grundstødt, i Magsveir, ved høilys Dag, 1000 Alen ud for Redningsstationen.

Man maa ogsaa tilstaa, at disse Mennesker ikke havde nogen Grund til at frygte, og at de, da de druknede, virkelig led Skibbrud i Havnen.

»Sleipner«s Kaptain og Mandskab have, da de satte Fartøiet paa Land ved Klit- møller, troet, at de handlede sikrest. Dette giver alt os Anledning til at antage: baade Undladelsen af Landsætningen lige Syd for Fyret, fordi det var fjernere fra Rednings- stationen, og fremfor alt den ellers aldeles uforklarlige Besynderlighed, at man, som ovenfor kortelig berørt, slet ikke gjorde noget som helst Forsøg paa at gaa i Land i egen Baad, en Besynderlighed, som ganske sikkert kun tildels kan forklares derved, at Mandskabet udmattet af Pumpningen ikke har formaaet eller ikke har vovet at be- gynde det anstrængende Arbeide ved en Roning og Landsætning gjennem Brændin- gen, og hvis Hovedgrund maa have været Overbevisningen om, at Redningsbaaden jo med største Lethed vilde kunne gaa ud for at hente dem. Dette er paa samme Tid den eneste mulige Forklaring og den centrale i hele Sagen.

Men hvorledes kunde ogsaa denne Overbevisning glippe? Hvorledes kunde det gaa til, hvorledes kunde det være muligt, at fjorten Mennesker ved Dagen, under en jævn Mersseilskuling, kunde sætte deres Fartøi paa Grund, tusind Alen fra Land, lige ud for en kongelig dansk Redningsstation, holde sig paa Vraget i halvfjerde Time og saa – drukne?

Det er dette Spørgsmaal, som her stærkest beskæftiger Befolkningen, og det turde vel være Umagen værd at undersøge, hvor Skylden ligger for dette skæbnesvangre: »hvorledes var det muligt?« – – maaske vil Undersøgelsen klare et og andet.

Efter alle samstemmende Udtalelser bør man ikke søge den mindste Skygge af Uret hos Mandskabet fra Stranden, Redningsmandskabet fra Klitmøller. Tværtimod skulle Beboerne af netop disse Sogne høre til de mest uforfærdede langs hele Kysten, og man beklager almindelig, at denne »Skamplet«, som Formanden for Mandskabet kaldte Ulykken, skal være kommen netop over Klitmøllerfiskernes Hoved. Og mens alle frikjende Mandskabet, lægge de alle enstemmig Skylden paa Baadens Beskaffen- hed.

Og man maa tilstaa, at denne Baads Historie er saa mærkelig, at det er værd at have hørt den saaledes, som Fiskernes Aabenmundethed, der er skabt momentant af deres Forbitrelse, har meddelt den.

Redningsbaaden i Klitmøller er bygget til Skagen, men efter at være benyttet en Gang uden Resultat, kasseredes den ved Skagen, da den ikke kunde bryde de høie Søer. Det var omtrent 1862. Fra Skagen sendtes Baaden til Fanø, men da den ogsaa der viste sig ubrugelig, kasseredes den paany.

Efter disse Skæbnens Omskiftelser anbragte man endelig Baaden i Klitmøller, hvor den nu har havt Station i ti Aar – uden nogensinde at redde et Menneskeliv, og uden at være benyttet til andet end til Manøverture, der vel at mærke altid foretages i Magsveir.

Selv efter disse Ture havde imidlertid Mandskabet indset – og som det viser sig fuldstændig med Rette, thi ogsaa Forliset foregik jo i forholdsvis godt Veir – at Baa- den var ubrugelig, og en Del af Mændene androg om at maatte faa en brugelig Baad. Hvor langt dette Andragende er naaet, hos hvem det er strandet, ved jeg ikke, men det maa vel haabes, at »Sleipner«s Forlis nu maa give Andragendet Vægt.

Mandskabet erklærer, at det er umuligt at føre Baaden, fordi den ligger et Kvarter for høit paa Vandet, saa at man undertiden slet ikke kan saa meget som en Gang fange Vandene med Aarerne og Baaden driver villieløs for Vind og Strøm. At Besæt- ningen efter denne Prøve paa Baadens Dygtighed har mistet ethvert Spor af Tillid til Fartøiet, maa være klart for enhver, men hvad der synes mindre forklarligt, er, at Redningsvæsenets Bestyrelse, saa længe som sket er, har kunnet bevare sin Tillid til en Baad, som to Steder er erklæret for ubrugelig, endelig et tredie Sted paa Manøv- rerne erklæres for uheldig, selv om ogsaa det stedlige Opsyn – der iøvrigt ikke er eller nogensinde har været Sømand – holder den smukt malede Baad i en saadan Stand i dens dannebrogssmykkede Skur, at den Inspicerende ved Eftersynet finder alt i den smukkeste Orden – saalænge Baaden, bygget efter en anerkjendt Konstruktion, staar rolig paa sine Ruller. Og man vilde maaske ikke bruge for stærke Ord, hvis man til- lod sig at kalde denne Tillid for noget nær baade blind og dumdristig.

Under alle Omstændigheder har denne Stranding blottet visse Mangler ved vort Redningsvæsen, som det var paa Tiden at komme dybere til Bunds i end hidtil, hvor man her paa Egnen har indskrænket sig til en ren anekdotemæssig Glæde over visse besynderlige Smaauheld, som alt længe har givet de Indviede en betydelig Mistanke til Indenrigsministeriets Sagkundskab.

Naar Kaptain Müller ikke vilde landsætte lige Syd for Hansted, fordi Rednings- stationen laa til Luvart og længer borte end Klitmøllers Station, landede han – lad os gjentage dette – som han burde, da han jo ikke vidste, at Redningsbaaden i Hansted var brugeligere end Baaden i Klitmøller, hvad man derimod godt vidste paa Fyret, skjønt man der vel erindrede det Uheld, som mødte Hansted-Baaden for et Par Aar siden, og som heller ikke stiller denne Baad i det fordelagtigste Lys.

Paa et Øvelsestogt kæntrede nemlig Hansted-Baaden – man erindre bestandig, at Togterne foretages i godt Veir – og den Passager, som netop i Betragtning af det gode Veir var kommen med paa Manøvren som Fornøielsestur, druknede, mens Mand- skabet reddedes.

Man indskrænkede sig imidlertid i Hovedsagen til at gjøre sig lystig over denne tragikomiske Episode for en kongelig Redningsbaads Øvelser, og det kan undskyl- des, at man gjorde det. Ved »Sleipner«s Forlis er det noget vanskeligere at faa Øie paa det komiske, og denne Ulykke bør ikke behandles som Anekdote.

Forholdene med Baaden maa undersøges, og man bør ikke ti Aar endnu lade den- ne pyntede Umulighed af en Baad gjemmes bag sin dannebrogbemalede Port.

Hvad Raketudkastningen angaar, da var den fra første Færd overflødig, da ingen Raket naaer tusind Alen frem. At de dobbelte Raketter efter Mandskabets Sigende aldrig naa halvt saa langt som de enkelte, synes en Besynderlighed, der, hvis gjentag- ne Forsøg skulde bekræfte Erfaringerne fra Klitmøller, maatte gjøre den større Ud- gift til dobbelte Raketter temmelig overflødig paa alle Landets Stationer.

Muligt man i saa Fald for de ved Raketterne sparede Penge kunde erhverve en brugelig Redningsbaad til Klitmøller Station.

For idag vil jeg stanse. Maaske skal jeg imorgen i et andet Brev fortælle Dem lidt om Strandingens Episoder, om disse Dramer i Dramaet, der gjøre saadanne Ulykker saa sønderrivende. Jeg har med Villie ikke villet gjøre det idag. Alt, hvad jeg har for- maaet, er omhyggelig at samle det spredte for igjennem en mere sluttet Fremstilling at kunne bedre belyse Sagens to Sider, thi her er ikke blot Tale om Skibes Mangel paa Sødygtighed, »Sleipners« Forlis har ikke alene blottet et Rederi. Denne Stran- ding ud for en Redningsstation, dette Menneskeforlis, hvorved fjorten Mand gik til Grunde paa forholdsvis roligt Hav, anklager ogsaa vort Redningsvæsen. Og navnlig dette har jeg søgt at paavise. Er det lykkedes mig paa dette Punkt at fremdrage et og andet hidtil mindre paaagtet, beder jeg Dem, Hr. Redaktør, rette Deres eneste Tak til alle dem her i Thisted og Klitmøller, ved hvis Bistand det fornemlig er sket.