Nyhedsanalysen
Er Trump en marionet?
Mistanken er så vild – og tilmed underbygget af slibrige indicier – at den fascinerer de fleste: Tænk hvis USA’s præsident Trump er i lommen på den tidligere ærkefjende Rusland?
I årtier kæmpede USA og Sovjetunionen om at få placeret hemmelige agenter så højt oppe i fjendens system som overhovedet muligt. Det lykkedes. Delvist. Placeringerne af dobbeltagenter gav uden tvivl adgang til tophemmeligt materiale, begge veje, men trods alt ikke på allerøverste niveau.
Dengang under den kolde krig kunne ingen i deres vildeste fantasi forestille sig, hvad erfarne efterretningsfolk ville hævde her fremme i 2017, nemlig at USA’s præsident og øverstbefalende er i lommen på Kreml; at Donald Trump har ladet sig personligt afpresse til at føje det russiske regime.
Mistankerne hvirvler rundt og klumper sig sammen i tre forskellige tableauer: 1) mistanken om aftalt spil og samarbejde mellem Trumps kampagnestab og de russiske efterretningstjenester om at forhindre, at Hillary Clinton blev valgt som ny amerikanske præsident – ved bl.a. at lække hackede oplysninger, 2) mistanken om placering af Kreml-loyale og -betalte rådgivere i inderkredsen omkring Donald Trump – med sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og kampagnechef Paul Manafort som de to hovedmistænkte, og væsentligst 3) mistanken om strategisk kursændring i USA’s politik over for Rusland på grund af personlig afpresning af Trump.
De to første mistanker buldrer løs i de amerikanske medier og er formelt set også de mest problematiske for præsident Trump. Hvis det kan dokumenteres, at sønnen Donald J. Trump Jr. og andre fra Trump-kampagnen mødtes og konspirerede med den russiske efterretningstjeneste, vil det potentielt kunne udløse både en rigsretssag og flere livstidsdomme for landsforræderi.
Ret beset er hændelsesforløbet dog ikke så ekstraordinært, som det bliver fremstillet i medierne. I et hvilket som helst demokrati vil kampagnerådgivere gerne have smuds og slibrigheder om modstanderne, og selv i Danmark ville f.eks. Socialdemokratiet hellere end gerne sende nogle mellemmænd afsted, hvis de blev tilbudt afslørende oplysninger om Lars Løkke Rasmussens privatliv.
Kampagnen bag Hillary Clinton brugte millioner og atter millioner af dollars på at grave snavs frem om Trump og ville derfor med sikkerhed også have sat møder op med stik-i-rend-drenge fra fremmede efterretningstjenester, hvis de kunne have fået et fældende bevis mod Trump. Forventeligt eller ej, så er dette stærkt sandsynlige samarbejde mellem Trump-staben og Kreml ulovligt efter amerikansk lovgivning, særligt hvis det kan dokumenteres, at det aftalte spil direkte involverede viden om og brug af hacket materiale.
Ulovligt, men altså ikke uforklarligt. Sådan er det også med den anden mistanke – placeringen af de Kreml-loyale rådgivere omkring Trump. Her er der slet ingen grund til at spille hellig, for USA forsøger selv at gøre nøjagtig det samme rundt om i alverdens hovedstæder. Gennem tiden har CIA brugt ubegribelige ressourcer på at have menneskelige øjne og ører placeret i de centrale regeringskontorer, selv i venligtsindede og allierede lande. At Trump har haft Kreml-lakajer tæt inde på livet gør derfor ikke i sig selv præsidenten til en marionet for Rusland.
Den tredje mistanke er til gengæld dødsens alvorlig. Af uransagelige årsager har Donald Trump valgt at bryde den isolation, som Ruslands præsident Vladimir Putin ellers var havnet i efter annekteringen af Krim og den årelange indblanding i borgerkrigen i Ukraine. Selv om Rusland i dagens verden kun har en økonomisk slagkraft på størrelse med Spanien eller Mexico, har Donald Trump valgt at løfte Putin med op i den globale superliga, som Rusland ellers ikke har været en del af siden Sovjetunionens kollaps i 1991.
Omfavnelsen af Rusland har samtidig drevet en kile ind mellem USA og EU-landene, både militært og handelspolitisk. Præsident Putin har længe haft som erklæret mål at svække EU og NATO – og vupti, pludselig leverer USA’s præsident. Mindst lige så skæbnesvangert har Trump inviteret Rusland ind som selve kongemageren i Syrien og dermed undergravet USA’s egen position i Mellemøsten. Og hvad værre er: Hele denne ‘appeasement’-politik over for Rusland giver umiddelbart ingen mening. USA vinder absolut intet ved at bøje sig for og føje Kreml.
Irrationaliteten i Trumps knæfald over for præsident Putins stormagtsdrømme har naturligt nok fået spekulationerne til at rulle: Hvad er det, Kreml gemmer på af pinagtigheder, som de kan bruge til at blackmaile Trump? Foreløbigt er den tidligere britiske efterretningsofficer Christopher Steele kommet med det bedste bud.
I et kontroversielt dossier har han forsøgt at påvise, at de russiske efterretningstjenester ligger inde med lyd- og video-optagelser af seksuelle udskejelser, bl.a. et optrin, hvor Donald Trump ifølge rygterne skulle have hyret prostituerede til at udføre urinsex-show i netop den seng i præsidentsuiten på Ritz-Carlton i Moskva, hvor daværende præsident Barack Obama og Michelle Obama havde overnattet forinden.
Ifølge rapporten er episoden ikke enestående, idet den russiske sikkerhedstjeneste FSB holdt kort snor i Trump og både arrangerede og overvågede hans ”perverterede seksuelle handlinger i Moskva”.
Ulykkeligt nok er sagen den, at frygten for at blive afsløret i mulige urinsex-shows er den hidtil bedste forklaring på Trumps ellers uforklarlige ‘appeasement’-politik over for Rusland. At USA’s præsident optræder som en marionet, en hånddukke for Kreml, er mærkeligt nok den mest betryggende forklaring. Alternativet kan nemlig meget vel være, at verdens mægtigste mand fører storpolitik uden nogen som helst retningssans eller strategisk logik. Så er seksuel skyldfølelse da næsten at foretrække. Næsten.
Trump som sexist
Her følger et uddrag fra min politiske portrætbog Den Store Joker, som udkom i 2016 på Gyldendal. Passagen handler om en gennemgående anklage mod Donald J. Trump: At han er kvindehader. Sexist og mandschauvinist.
I den bredere offentlighed markerede Trump sig for alvor i en stribe interviews i begyndelsen af 1990’erne. Først i magasinet Esquire, hvor Trump bramfrit afviste, at den begyndende kritik gjorde indryk på ham: »Ved du hvad, det betyder ikke så meget, hvad medierne skriver, så længe man bare har ét styks ung, lækker røv«.
Nogle år forinden havde han købt sig ind i den internationale skønhedskonkurrence, Miss Universe, og han trådte frem som en bralrende playboy, der primært værdsætter kvinder på deres udseende og krop. Og ofte ringeagter dem. Trump har gjort det til et adelsmærke at nedværdige kvinder på en så grovkornet måde, at det fremstår både værtshussjovt og dehumaniserende. Trump omtaler ofte kvinder med en sprogbrug, der ellers kun anvendes om dyr.
I et berømt og berygtet levemands-interview’, som vennen Philip Johnson lavede, i magasinet ‘New York’ i 1992, og til hvilket de sammen turede rundt på Manhattan, citeres Trump for karrierens mest skændende udtalelser om kvinder: »Hans afsky for smukke kvinder, der har ladet sig misbruge, er bundløs, og han kan mange historier om supermodeller – kvinder, som han vil give karakteren 12 – der har kastet sig om benene på rockstjerner, som sparker dem væk. ‘Man er nødt til at behandle dem som lort’. Han har selv været utro,« skriver Philip Johnson, og konstaterer senere i interviewet:
»Du ville blive en god mafioso«, hvortil Trump stolt svarer: »Én af de bedste«.
Det er selvfølgelig formuleringen om, at »man er nødt til at behandle dem som lort«, der har skabt ramaskrig, og som også er blevet trukket hyppigt frem under valgkampen. Aggressionen mod kvinder stoppede nemlig langt fra i 1990’erne.
Den næste skelsættende begivenhed opstod i 2006, da Trump som dommer i ’The Apprentice’ – hvor han i øvrigt pralede med, at alle de kvindelige deltagere flirtede med ham – nægtede at fyre den daværende Miss USA Tara Conner, som netop var blevet afsløret i stofmisbrug: »Jeg har altid være tilhænger af at give folk en ekstra chance. Tara er en god person. Hun har kæmpet hårdt«.
Medværten på tv-programmet ‘The View’, komikeren Rosie O’Donnell, angreb straks Donald Trump for at være uden moral og for at være økonomisk bankerot – han mindede hende om en »slangeolie-sælger fra ‘Det Lille Hus på Prærien’«. Hun fortsatte: »Han forlod sin kone for en affære, fik børn begge gange og har et moralsk kompas som en 20-årig«. Rosie O’Donnell fremturede således selv med en både lummer og umiddelbart snerpet bornerthed.
Trump slog øjeblikkeligt tilbage og udtalte til et ugeblad: »Rosie er en taber. En rigtig taber. Jeg ser frem til at tage rigtig mange penge fra min lille, fede Rosie«. Og siden da har Trump udnyttet enhver tænkelig lejlighed til at fornærme den nu 54-årige Rosie O’Donnell. Hun er hans yndlingshadeobjekt, og han gik tilmed på tv samme aften som ugeblads-interviewet og sagde:
»Rosie O’Donnell er ulækker – både indeni og uden på. Kig på hende, hun er frastødende. Hvordan har hun overhovedet fået lov til at komme på tv? Hvis jeg styrede ‘The View’, ville jeg fyre Rosie. Jeg ville kigge hende lige ind i hendes fede, grimme ansigt og sige: ‘Du er fyret’. Vi er mange, som er lidt buttede, men Rosie er den værste. Men det er ikke kun hendes overvægt, hun er en uattraktiv person. Det er meget heldigt for Rosie, at hun har en pigekæreste. Og hun må hellere være forsigtig, for ellers sender jeg en af mine venner over og samler hendes kæreste op. Hvorfor ville nogen bo hos Rosie, hvis de havde et valg?«.
Vendettaen mod Rosie O’Donnell er blevet et grundskud for Trump. Hun står som symbolet på hans kamp mod frie kvinder, der er lige så rappe i kæften som ham selv. Spørgsmålet er dog, om de mange vulgære angreb på kendte kvinder er værre eller blot forskellige fra hans über-seksuelt ladede angreb på prominente mænd: Hader Trump kvinder? Eller er han simpelthen ubehøvlet og nedgørende over for alle, der stiller sig i vejen for ham?
Da han mødte sin nuværende kone, Melania Knauss, havde han sin kæreste, norske Celina Midelfart, med på Kit Kat Club i New York City, men fik alligevel vristet et telefonnummer ud. Men kurtiseringen stopper brat ved vuggen. Da Melania var gravid med hans femte barn, bliver Trump spurgt om han nogensinde skifter ble: »Nej, det gør jeg ikke. Der er mange kvinder, der kræver, at deres mænd skal opføre sig som husmødre – og der er mange mænd, der finder sig i det. Men jeg har en anden type kone. Og ville nok ikke have flere børn, hvis jeg, du ved, det er bare ikke min ting. Jeg skal nok betale, men hun skal tage sig af børnene. Det er ikke mig, der tager børnene med på en gåtur ned i Central Park«.
Donald Trumps yndlingsfilm er Orson Welles’ mesterværk ’Citizen Kane’. Han har imidlertid en noget finurlig tolkning af filmen, som siger ganske meget om hans forhold til kvinder: »Han havde rigdom, men han var ikke lykkelig. Spisebordet mellem ham og konen bliver længere og længere, i takt med at de flytter sig fra hinanden mentalt, da han bliver rigere og rigere. Og det kan jeg måske godt forstå,« siger Trump og konkluderer så, at Citizen Kane burde »få sig en anden kvinde«.
Èn af de skarpeste, amerikanske skribenter i den yngre generation, forfatterjournalisten Franklin Foer – som er tidligere redaktør for The New Republic, forfatter til den anbefalelsesværdigt begavede bog ’How Soccer Explains the World: An Unlikely Theory of Globalization’ og bror til bestsellerforfatteren Jonathan Safran Foer – er ikke i tvivl. Han kalder Trump for misogynist:
»Donald Trump har én kerneoverbevisning. Det er ikke minimalstaten. Han var for et offentligt sundhedsvæsen, før han var imod det. Det er heller ikke økonomisk populisme. Trods mange års snak om nødvendigheden af topbeskatning af de rigeste, vil han nu skære deres satser ned til småbidder. Trump har hævdet, at hans ikke-lineære tilgang til politik er en dyd. At kunne lukke handelen er dét, der i sidste ende betyder noget, har han sagt, ikke renskuret troskab over for en overbevisning. Men der findes én ideologi, han holder fast i med oprigtighed og i praksis med urokkelig inderlighed: kvindehad«.
Franklin Foer fortsætter – og rammer her endnu mere præcist: »Trump vil have os til at vide alt om sit sexliv. Han betragter ikke sex som et privat anliggende. Det er noget, han udbasunerer for at vise sin dominans over både mænd og kvinder. I hans verden er det at behandle kvinder som kød en nødvendighed for at kunne vinde – og at vinde er det altafgørende«.
Misogyni er et gammelt begreb, næsten lige så oprindeligt i civilisationens vugge som luder-madonna-komplekset. Ordet kommer fra græsk ‘μίσος’ (misos) = had, og ’γυνη’ (gunê) = kvinde, og i oldtidens Grækenland var hierarkiet bestemt heller ikke til diskussion.
Aristoteles kaldte kvinder for deforme og ufuldstændige undermennesker, der manglede tænder, havde koldere blod i årene og i det hele taget måtte holdes i kort snor – af mændene. Dette patriarkalske kvindesyn har siden hen domineret samfundsordenen og gør det stadig i størstedelen af verden. Men at have en opfattelse af et naturbestemt hierarki mellem mænd og kvinder er imidlertid ikke det samme – nødvendigvis – som at være kvindehader.
Man kan med fordel skelne mellem kvindehad, sexisme og patriarkalisme, i hvert fald hvis man vil forstå impulsen hos en Casanova-wannabe som Donald Trump. Selv siger han: »Jeg er ikke en korsfarer for feminisme, og jeg er heller ikke imod. Jeg er ligeglad med personers køn, når det kommer til at ansætte folk og uddelegere arbejdsopgaver,« udtaler Trump i bogen ’Surviving at the Top’ og sætter trumf på:
»For mig er kombinationen af skønhed og hjerne helt uimodståelig. Jeg var nok lidt naiv og troede – måske påvirket af Hollywood som så mange andre mænd – at en kvinde ikke kunne have begge«.