Samfundsproblemer i en Bonbonnière

16.1.1881

Det følgende er ingen Karakteristik af Alexander Kielland: til at man skulde tegne hans aandelige Fysiognomi, er Forfatteren i Literaturen ikke blot endnu for ny, men, ser man nøiere til, for ung. Thi dette Forfatterskab, der ved første Blik er saa mo- dent, saa overlegent, saa verdensklogt og saa sluttet, det spreder og opløser sig ved en nærmere Betragtning alligevel i alle Ungdoms-Produktionens Antydninger – dette Mulighedernes Taagehav, hvis svømmende Konturer kun Letsindigheden paastaar sikkert at kunne fæstne. Den Forsigtige indskrænker sig til at tage Varsler, og klogest er vel den, som tilstaar, at det at tumle med Auspicier er baade en vanskelig og en utaknemlig Kunst: Kalkas tager feil, og Kassandra blev ikke troet.

Kielland debuterede med »Paa Hjemveien«, et ægte »norsk« Dramafragment, hvor han tumlede med Bjørnson-Ibsen’sk Paavirkning, hvor han som alle Unge druknede i Tidens Ideer i Stedet for at beherske og klare dem, og hvor kun den kan gribe hans Eiendommelighed, som formaar at fange de Udraab, der undertiden undslippe ham og ledsage hans Trivialiteter; han har skrevet et Drama, »Hans Majestæts Foged«, et taaget Indlæg om Problemet »at redde sig selv«, kun eiendom- meligt ved sit Bisarreri; han har udgivet en Roman »Garman & Worse«, der frem- for alt bærer Vidne om hans skarpe Iagttagelsesevne, og som, skjønt den maaske sna- rest maa betragtes som en Studie til en social Roman, henlagt til en større Scene, ikke alene ved sit Omfang er den betydeligste Frugt af hans Talent; han er Forfatter til et Dusin Noveletter, og han har udgivet et Proverbe, hvori man paastaar, at han efterligner Musset.

Det er en lang Vei at forfølge, denne, hvor han begynder med at tale Norsk med Bjørnson for nu tilsidst at stamme paa Alfred de Mussets Maal – en lang Udvikling at gjøre Rede for! Men vor Skitse vil heller ikke forsøge det, den er beskednere og har sat sig et ringere Maal.

Alt, hvad vi ville, er tilsammen at gjennemblade et Par af disse Bøger, i Selskab at læse dem paany. Maaske ville vi lære et og andet, maaske forstaa dem bedre. Under alle Omstændigheder holde vi alle saa meget af »Noveletterne«, læse dem i en ledig Time saa ofte, at vi ligesaa godt idag som igaar kunne tage dem ud af vort Bogskab og aabne de røde Bind.

Faa Forfattere vilde vel i vor Literatur med en Bog som »Noveletterne« have vundet sig en saa fremtrædende Plads som Kielland; vort Publikum rummer for faa Gour- mander til fuldt at sætte Pris paa Likørernes Raffinement. Derfor give selv pikante Bagateller vanskelig nogen en betydeligere Plads i vor Literatur, og en Droz’ Talent vilde herhjemme aldrig skænke nogen en Gustave Droz’ Plads.

Kielland har brudt denne Regel, thi hans Noveletter ere Ny-Literaturens Nips. – Men tage vi Tid og Omstændigheder i Betragtning, vil hans enestaaende Lykke fore- komme os mindre besynderlig.

Det er og var en Stridens Tid i vor Literatur. Der, hvor saa længe alt har været stille, er man begyndt at tale høit, næsten at raabe, og hvad man raaber med, er saa tilmed noget, man behager at kalde Sandheden, noget besynderligt noget, vore Forældre ikke kjendte, eller som de i det mindste vare fri for, som skurrer i Ørene og baade bedøver og berører os ubehagelig. Lige paa en Gang overstrømmes vor rolige Literatur, hvor man paa Bogladernes Borde kunde vælge sine Julegaver i Blin- de, hvor man nynnede til en gammel Guitar og fortalte Historier for Ungdommen, af en Syndflod af Strid og Stridslarm. Man begynder at fortælle vort fredelige Publi- kum, der halvt døsede i al denne Fredsommelighed, en Mængde oprørende Histo- rier, man sætter Problemer under Debat, man proklamerer Sandheden.

Men dette Publikum, der er faldet i Søvn ved en Vuggesang til Skjønheden, vaag- ner forskrækket, og konservativt som i Virkeligheden ethvert Publikum aabner det kun modvillig sine Øren for den nye Sandhedens Larm.

Der gives dem, som ville paastaa, at dette er usandt. Jeg for min Part vil spørge disse Mennesker, hvad der da vel har solgt »Anna Hardenberg« eller i sin Tid Hr. Krags rhetoriske »Mosaiker« uden netop Publikums Modvillie mod den nye Literatur.

Man vil endnu bestandig se Digterens Arbeider som Julegaver, og man er ikke mere saa frisindet, som da man uden Betænkning gav en ung Pige »Helge« i Kon- firmationsgave.

Men – man maa tilstaa det – det er ikke alene Snærperi, der bevæger vort Publi- kum, det er maaske endogsaa overveiende Træthed, man ligefrem flygter til de rolige Bøger.

Og just denne Trang til noget roligt var det, som skabte Kiellands Sukces – Kiel- land var ganske sikkert altfor blaseret til at raabe – Trangen til noget roligt, til noget smukt, Trangen blot til noget høfligt, disse Sandhedskrigere ere saa lidet høflige. Og Kielland var ikke blot høflig, men fin.

Endelig fik man da igjen en Bog, for hvis Velinblade man kunde kæle, en Bog, lige saa fortryllende næsten som en Digtsamling, en Bog, man kan tilstaa, man har læst, og man kan tale om, naar man kommer i Selskab. Thi det er en stor Lykke at turde tale om den Bog, man læser, og ikke behøve at gjemme den, naar der kommer nogen ind i Stuen. Endelig en Bog, der sætter i Stemning, endelig en interessant Bog. Nutildags gjøre Forfatterne sig saa megen Umage for at være sandfærdige, at de altfor ofte kun blive kedelige.

Denne Bog var stemningsfuld. Var ikke denne Historie om »de visne Blade« tung som et vemodigt Digt? Man kunde græde over den. Just saaledes dæmpet vil man høre Sorgen tale. Vi kalde Skrig affekteret, Hulken for Overdrivelse, Suk røre os, vi finde det smukt at tørre en enkelt Taare bort fra Kinden.

Og her var ingen Skrig, kun Vemod.

Bogen var interessant, Forfatteren sagde meget, men han var altfor virkelig fransk til ikke at hviske, hvad der skulde hviskes, og tie med et Smil, der gled ud i en Tan- kestreg, der hvor der burde ties. Just saaledes er man fransk, og Plumpheden hører ikke hjemme i Feuillets Land. Naar man fortæller saaledes, tager ingen Forargelse, og enhver Dame smiler med Velbehag ved Tanken om den smukke Alfonses krøllede Nakke, Kvindehænder elskede at kjærtegne.

Det var i det høieste en let Sommerfugleleg med det Frivole.

Desuden var Kielland interessant ogsaa paa anden Vis. Han var vittig. Og hans Vid hørte hjemme sammesteds som hans Anstrøg af Letsindighed, og den stødte ingen, fordi den var ligesaa blaseret som den.

Overhoved – Blasertheden var Grundstemningen i Bogen. Det var den, som havde skabt den diskrete Tone, den, som altid lod det vovede glide ud i et Smil; den, der gjorde, at vi gav os saa trygt hen til Kielland, just fordi vi vidste, han vilde ikke trænge sig paa; den, der behagede os, fordi den befriede os for stærke Sindsbevægel- ser; den, der siger til os i en »Middag«: »galt er det – men – eh bien, siden det ikke kan blive bedre!« Dette Ræsonnement beroligede.

Blasertheden fortæller om »de visne Blade« – ingen er mere sentimental end den Blaserede, det er Savnet, som gjør ham dertil – Blasertheden endelig havde ned- skrevet en »Balstemning«.

Grevinden kjører til Selskab. Rundt om Vognen flokkes Parises Bærme og stirrer nysgjerrig paa Stadsen. Grevinden er født i denne Flok, og for første Gang, siden hun forlod den, stillet Ansigt til Ansigt med denne Pøbel, ræddes hun, fordi hun kjender den, og skjuler sig i sin Vogn.

»Hun vidste, at de hadede alt, lige fra de velnærede Heste og de høitidelige Kuske til de blanke, skinnende Kareter, men mest dem, som sad inden i – disse umættelige Vampyrer og disse Damer, hvis Smykker og Perler kostede mere Guld, end et helt Liv af Arbeide indbragte en af dem. – –

»Hun vidste, at den Mur, der stod paa hver Side af hende, var vildere og rovgjer- rigere end Havets Bølger, hun vidste, at der kun udfordredes en Røst, en Moses, for at sætte dette Menneskehav i Bevægelse, saa at det knusende væltede sig frem, over- skyllende alt med sin blodrøde Bølge.« – –

Grevinden ved alt dette, thi hun husker. Men da hun naaer ind i Palæet, gaar hun med den vante Anstand op ad Trappens Marmortrin, og hendes Øine faar under Dansen kun endnu stærkere Glans, fordi hun ved, at Dansen gaar over en Vulkan. Hendes Kavaler bliver ogsaa lidt svimmel ved Tanken om, at denne Bærme i Grun- den er uhyggelige Omgivelser for et Palæ – men Svimmelheden dunster bort under en Polka.

Det er Kiellands Balstemning.

Kun Blasertheden fortæller os en saadan Historie, denne Historie hos os kun Kiel- land, der er kommen til os med Cigaret i Munden og europæisk Tilsnit. Slige Vul- kanantydninger ere et Raffinement, Blasertheden nyder. Den Blaserte peger smilen- de paa en Sprække, der viser, at han sidder paa en løs Lem, men han gjør intet for at flytte sin Gyngestol. Saa vilde han jo slet ikke være blaseret, og den eneste Forfæn- gelighed, Blasertheden tillader ham at have tilbage, er at glæde sig over sin Blasert- hed og blive siddende.

En saadan Stemning minder just om et Digt ligesom hele Samlingen. Og det er netop Grunden til, at den behager os saa meget, til at vi kun indaande det umoralske som en Duft, der paa Vers er langt fra at være os ubehagelig, til at vi bære over med Letsindigheden – Letsindighed paa Jamber smitter ikke den store Hob – og til, at vi ikke forskrækkes over at møde et Problem, der fremtræder saa smukt formummet.

Thi der er Problemer i denne Bog. Men Kielland larmer ikke med dem, han ræk- ker os dem rolig med et fint Smil. Han pakker Papiret ind som et Stykke fransk Bon- bon og rækker os Samfundsspørgsmaalene i en Atlaskes Bonbonnière. Han mo- dellerer dem som Nipsfigurer og stiller dem paa vore Etagèrer.

Ligesaa i hans »Nye Noveletter«. Han indklæder Fattigdommens Elendighed i et Musiknumer, indledet med en Chopin, han rækker os i en »Folkefest«, Nødens Hi- storie i en Nøddeskal.

Men hvor fint, hvor virtuosmæssigt. Hvor det ligner Digte! Og den, som føler noget som »Gyngen« gjennem disse Fortællinger, han nyder Likøren med endnu større Velbehag, fordi han guterer det pikante. Intet er pikantere end at le ad En, der spøger, mens vi begge staa ved Randen af en Afgrund.

Men vi staa der ikke – thi stod vi der virkelig, spøger man jo ikke saaledes.

Vi have alle en vis Tilbøielighed til at tage de store Spørgsmaal, som Adelen tog dem før den store Revolution, og Kiellands Maade at tage Sagerne paa retfærdiggjør vor Tilbøielighed: han rækker os Problemerne med et Smil i udhulede Perler.

Disse to fine Bind, for hvis Velin man kan kæle som for en Digtsamlings tykke Blade, have vundet vort Publikum, fordi de beroligede, de blive læste atter og atter, fordi de pirre. Hvis det Hele var saa forfærdeligt, som de andre sige, vilde denne overlegne Mand vel ikke saaledes spille Fjerboldt med Spørgsmaalene. Derfor bero- liges vi. Men vi pirres, fordi det dog kunde være, at disse Boldte, der kastes saa be- hændig, alligevel vare fyldte med Dynamit.

– – –

Ikke sandt – saaledes have vi alle læst dem, Kiellands smukke Bøger, hvis aristo- kratiske, rene Typer fortælle saa fint og smagfuldt med et Stænk af den Følsomhed, som Velnære skænker, om Elendighed, Nød og Hunger? Vi have læst dem saaledes, og vi bør læse dem saaledes.

Ogsaa jeg havde læst Kiellands Noveletter saaledes lige til – forleden. Forleden var en af de triste Dage, vi alle maa opleve, hvor vi hverken kjende os selv eller andre igjen, hvor Luften synes os tung, Lyset graat, hvor der lægger sig som Masker, der vrænge ad os, selv over Ansigter, vi elske; hvor intet er det gamle, og alt er ube- hageligt. Paa en saadan Dag var det, jeg efter Middag fik fat paa de to Bind, jeg vilde nyde mod min Misstemning, ligesom Anatole sit ominøse Middel mod Trøflerne, og begyndte at læse fra første Side i det første Bind.

Men Læsningen gav mig ingen Ro, og den spredte ikke min Spleen. Tværtimod da jeg lukkede det sidste Bind, svedte jeg som efter et Mareridt, og jeg syntes, jeg havde Feber. Jeg maatte staa længe i et aabent Vindue, inden mit Blod blev roligt, og jeg bandede min Ide at læse Noveletterne, naar min aandelige Fordøielse var i Uorden. Det var, ligesom om man vilde give sig til at spise sig mæt i kandiserede Frugter, naar man havde Kolik. Og saa var der tilmed saadan en underlig Smag inde ved Kærnehuset i disse Frugter.

Det gode ved Indtryk fra saadanne Dage er det, at de ere flygtige, de overleve sjæl- den Natten og dunste bort i Drømme, man ikke kan huske om Morgenen.

Saaledes gaar det i Reglen.

Desto beklageligere er det, at det ikke er gaaet mig paa samme Maade med Kiel- lands Fortællinger: hin Dags Indtryk har holdt sig. Atter og atter kan jeg begynde paa Læsningen – hvor overflødigt at læse forresten, hvad man Linie for Linie kan udenad og paa Ramse – atter og atter drives jeg til at tage de fine Bind i Hænder, og bestandig, naaer jeg til det samme Resultat: mens mine Øine staver, hvad Kielland har skrevet, husker min Hjerne, hvad jeg forleden læste – noget, som slet ikke var beroligende.

Vi huske alle de Changementsbilleder, man gav os som Børn: en smuk Ridder eller Hyrdinde; saa lige med et trak Barnepigen i en Snor, og den smukke Ridder fik et fælt Ansigt med et Horn i Panden.

Saadan just er det gaaet mig med Novelletterne. De er ikke mere Digte for mig.

Derfor er den fine Form, Fornemheden, der dækkede, falden af »En god Samvit- tighed«, saa at jeg finder denne halve Spøg blasfemisk; saa at jeg næsten oprøres ved »Folkefestens« Symbolik, saa at jeg finder Effektjageriet utilladeligt i »En Siesta«, hvor man »spiller Fattigdommen«.

Derfor formaar jeg ikke mere at gutere »En Balstemning«, hvor Kielland saa vir- tuoslet leger med Revolutionsspøgelset for at indjage den polkerende Attaché en Ængstelse, som dunster bort under en Inklinationsdans; ikke den fine Spot i »En Middag«, hvor han saa overlegent fortæller os, at Verden er slet, men den bliver ikke bedre; ikke den diskrete Taushed, der taler med et Blik, hvor Ord vilde saare et høvisk Øre; ikke mere det vemodige, hvor den unge Kvinde betragter Bladene, der visne, eller Smerten, dæmpet, stilnet af med en behandsket Haand, hvor Præstedatterens Rustning er saaret af en øvet Fægter ved et vulgært Kunstgreb. – –

Intet af det kan jeg gutere mere.

Og Tingen er, at min Misstemning viste mig en Djævels Ansigt i de smukke Billeder. Nu sidder dette Ansigt stadig og griner til mig mellem Linierne. Fattigdommens sande Ansigt i »En Siesta«, dette broncegule, magre, udhulede, sløve Ansigt med det udslukkede Blik, den sociale Elendighed med slappe Træk – og jeg synes, det er formasteligt at spille for Kokotter, der fordøie deres Trøfler, denne Elendigheds Historie.

Revolutionernes blodige Ansigt, besprøitet af »de blodrøde Bølger«, omgivet af sammenfiltret Haar. Med vidtaaben Mund skriger det sin Mordsang – og jeg finder, at en »Balstemning« er bespottende. – –

Fortvivlelsens graagræmte Aasyn med tunge Øine og Søvnløshedens Rynker – og jeg finder »En Folkefest« usand.

Og alle disse Masker forfølge mig, og jeg kan ikke blive dem kvit. Og Proble- merne vokse og blive til Titaner, mens Kielland bliver mindre og forsvinder. Thi disse Problemer kunne ikke rummes i de udhulede Perler, hvori han rækker os dem, de kunne ikke rummes deri.

Det hele bliver for forfængelig en Leg, dette Blaserthedens Koketteri med Sam- fundets Livsspørgsmaal, og man ser, at der i den fine Bog med de aristokratisk-rolige Typer er meget Sprængstof, for liden Alvor. Saa bliver man træt af Bogen.

Thi man kan jo ikke engang længer læse den med Gourmandens Velbehag: Smagen er ikke mere skarp, den er bleven bedsk.

Man har indpakket disse Bonbons i farvet Papir, man har lagt dem i en parfu- meret Æske foret med Atlask. Men Bonbon’erne kunne ikke skifte Karakter, de ved- blive med at være »Problemerne«, selv om de puttes i Bomuld. Det Hele er Kay- enne-Bonbons, rakt os paa et Sølvfad.

Nipsting! Men vor Tid, der er bisar i saa besynderlig meget, er ogsaa oftest bisar med sine Nips. De smaa Statuetter, man finder i Kunsthandlernes Udsalg, bære Vidne derom: det er næsten bestandig gamle Mænd, fattige Koner, »en Blind«, »en Krøbling«, »en Vanvittig«. Forvrængede Ansigter, fortrykte Skikkelser. Man stiller dem op paa sit Bord ved Siden af saksisk Porcelæn, forgyldte Lysestager og Musling- skaller med ægte Perler.

Man gjør det af en kriblende Kjærlighed til Modsætningen.

Men en smuk Dag, naar man sidder alene i Mørkningen, falder ens Blik paa Eta- gèren: Lyset fra Gaden leger med dens Nips, forvilder sig mellem Lysestagerne og de saksiske Vaser, leger med de gyldne Rande paa det florentiske Mosaik, koketterer med Muslingskallen, brydes med Perlen – – men stærkest lægger det sig over Statu- etten. Og mens det er Lyset, som flakker og lever, synes det en, som det er Statu- ettens Træk, der fik et vrængende Liv. Man stirrer, bliver ved at stirre, ser som trold- bunden paa Ansigtet, der vrænger. – –

Hvorfor man flytter Statuetten? Man siger til sig selv, den er i Grunden ikke kjøn, at man ikke synes om den mere. Man bryder sig ikke om at have Fattigdommen som Statuette staaende paa sin Etagère.

Men paa samme Maade gaar det just med disse Ny-Literaturens Nips. Der kan gives Leg, der kun er Blasfemi.

Alt, hvad vi vilde, var at læse disse smukke Bøger sammen. Nu have vi læst dem. Spørger De, hvad vi have opnaaet andet end at trække i Snoren, som viser Djæve- lens Ansigt? Maaske dog noget, det at »Garman«s Forfatter ser, at en og anden fin- der hans Talent mere værd end hans Blaserthed. Mens hans Talent bør løfte Byrder, hvor hans Blaserthed kaster med Konfekt.