Fra Charlottenborg

 1.5.1881

Ude i de yderste Sale er der livligt med frisk Luft og Vaarkulde i Klæderne. Men inde i de indre Rum bliver der alt mere støvet, varmt og trangt. Og i den støvfulde Varme trækker Mængden pakket og søvnig fra Sal til Sal som Folk, der gaa i trægt Arbeide.

Langs Væggene Farver og Spil over Rammer – – –

I Antiksalen blunder man radvis.

Der er Middagsstemning over Udstillingen.

Publikum er blandet; det er Foraarsmaanedernes Invasion fra Provinserne, som i fjorten Dage sluger alle Kjøbenhavns og den svindende Vinters Fornøielser for at drage hjem til deres Landsbyer med svage Hjerner og ødelagt Fordøielse; Gadernes Verden, der halv sovende flanerer foran Malerierne for at kokettere med sig selv og med Beskuerne og gjøre sig interessant snart ved en Kunstsans, der ser gjennem den lukkede Haand og har ondt ved at finde »det bedste Lys«, snart ved en Blaserthed, der sloier hen over Billederne med et sløvt Blik og tilkjendegiver sin Mening ved en Gaben; Middelstandsfolk, som komme her hvert Aar en Gang for at kunne tale om Aarets »Begivenheder«; de ere her meget længe, og Damerne haabe paa en »Ide« til deres Foraarskjole, de studere Kataloget omhyggeligere end Malerierne, og de ville fremfor alt huske Navnene. Men komme de ind i de indre Sale, falde de Ældre af rundt om paa Stolene –; der er unge Kunstnere, der gaa omkring og hæve sig over »de Fremmede« og tale meget høit foran Malerierne, hvor de tegne Billeder op med underlige Haandbevægelser og udstyre deres Sætninger med tekniske Forsiringer. De holde af at le høit foran de ældre Professorer ved Akademiet –; der er Studenter med Kjærester og Søstre, ugifte Damer, der opsøge den grundtvigske Skole og stirre taareblændede paa Sørgefloret om Rumps Malerier, gamle Herrer med sort Rand for Arveprinsessen, unge Fyre – – –

Publikum er blandet.

Og gjennem alle Sale gaar under Støvet og Heden en Summen som Strømmen af en dorsk Flod. Det er den offenlige Mening.

Der er Stimmel i Antiksalen. Midt i Flokken har Kandidat Hellesen fundet Hjort:

»Er De her paa denne Tid?«

»For at se paa Folk. Og De?«

»Ligesaa. Har De hilst paa Fru Borch. Hun er heroppe med Kamilla.«

»Saa hende foran Kristus. Den Blodsdraabe er brillant. Hvad? og Spyttet!« … Hjort tager Kandidaten under Armen, der er knap Plads. »Billedet var jo bestemt for Kongen«, han taler stadig om Kristus, mens han ufravendt stirrer paa Tuxens Portræt.

»Men Hoffet fandt Soldaten for realistisk« …

Hjort har taget Lorgnet paa, og efter nøie at have betragtet Frøkenen i Taushed siger han slæbende:

»Jeg holdt mere af Susanne i Badet.«

Hellesen tysser paa ham og skubber sig lidt frem foran Nik. Hansen. Det er næsten umuligt at faa Plads.

Diskussionen er livlig: en blond Student, der ængstelig værner om sin Kjæreste i Trængslen, finder Billedet »flot«; Svigermoder, en Dame med Kapothat og Katalog, siger temmelig høit, at det dog virkelig er for brutalt, og at det dog er ubegribeligt, man vil male saadant noget. Et Par Indviede udpege Portræter, baade den og den, men en ung Kunstner med stort Haar forsikrer, at den rødklædte Dame kun bestaar af et Ben og lidt Vattons.

Svigermoderen vil væk, men den lille Kjæreste er blændet af Damens gule Kjole og den brede Ramme.

»De har s’gu spist godt«, siger Hellesen og slentrer videre med Hjort, der tilføier:

»og drukket«, mens han falder i Forbauselse foran Baches Parforcejagt.

»Det er jo en Ramme om en Græsplæne«, siger han og peger paa Hunden, Hesten og Slottet.

»Midtpartiet er en ren Servering à la jardinière«, det er den lille Kunstner med det store Haar … »Græs«, siger han. Han har selv »en Solnedgang« paa Udstillingen – en gul Himmel i en sort Ramme.

»Har du set hans Kone?« spørger Hjort, »Fru Bache.«

»Hende ved Klaveret«, Hellesen ser et Øieblik paa den lille Fiskerdreng med den store Torsk – »joo.« Og Fru Ancher – Skade, at den Kone ikke selv har malet sig. Og saa har han givet hende Tøfler paa. « – – –

»Symbolsk naturligvis. For Resten har den Mand en slet Smag.« – »Hvad mener Du?« – »At male sin Kone i Bomuldskjole« – –

De stanse foran Lochers »Efter Storm«. »Det er fra Hornbæk«, siger Hellesen uden at se paa det.

»Nei – det er fra Skagen.« Hjort har Katalog og sætter Mærker med Blyant. Han kommer meget ud, og Eftersæsonen er livlig iaar paa Grund af Stansningen ved Hofsorgen. Han er økonomisk og samler Konversationsstof.

»Naa – er det fra Skagen? Ja, Storm er Storm, og han boer i Hornbæk.«

En lang, tynd Kunstner med pjusket Skæg og en stor blød Hat slaar ud foran Godfred Christensens »Himmelbjerget set fra Lavens Bugt.« Han taler høit, og Folk trænge sig sammen for at høre, mens de stirre paa Billedet med aaben Mund og sætte Hænderne som Kikkerter.

Malerens ivrige Hænder, der fare frem og tilbage over Billedet, synes at male det hele op og særlig at kjærtegne Ørnen med nogle kælne Rundinger af den høire Haand – –

»Det gjør Epoke«, siger han, »det gjør Epoke.« Og han fortsætter under en Strøm af Superlativer med at kjærtegne Ørnen, Vandet og den grønlige Speiling. »Han er bleven Medlem af Akademiet«, siger en Herre, der kniber Øinene sammen for at akcentuere sin Kunstforstand.

Hjort sætter et Kors i sit Katalog.

»Jeg holder mere af Camera obscura paa Langelinie«; det er Hellesen, der ikke kan lide Landskaber. Og mens de drive ind for at opdage Henningsen, udvikler han bredt, at han s’gu ikke forstaar, hvorfor de Godtfolk ville male, hvad alle kunne se ligesaa godt. »Ja – om Sommeren«, siger Hjort.

»Hvad vil det sige?« Hjort rykker i Kandidaten, »Spærret«.

»Det er af Dalsgaard.«

»Jo – men hvad betyder det?«

»Kjære«, Hellesen trækker videre, »der er aldrig nogen, der spørger, hvad Dalsgaards Malerier betyde – det er en Dame, der ligger paa en Vei« – – –

»Kjære – hun staar.«

»Skulde hun? Maaske« … De have fundet »I Adressekontorets Gaard«. Midt i Stimmelen foran Billedet træffe de Hoff, Kunstanmelder og Flanør.

»Et Stykke Socialisme«, siger han og tager til Hatten, »malet af en Genremaler. Skade – Elendigheden er ikke noget Genrebillede.«

Den lille Kunstner, som har sat sin grelle Solnedgang i sort Ramme, finder Bagerdrengens Arm træet og foretrækker Tornøes Beværtningsbillede – –

»Naa, det med Barnehovedet paa Byldten«, siger Hoff og ler. »Ja, Tornøe slaar sig op. De Folk ere lidt i Familie med Alexander Kjelland, de hænge den sociale Elendighed smagfuldt op som Kabinetsstykker« …

»Tornøes Hoveder ere for intelligente til Kroppen«, siger Solnedgangen.

»Og hans Damer »efter Middagen« ere daarlig klædte« – det er Hjort – »at sætte en Barhalset ind paa sit Billede i det Herrens Aar 80. Det er ogsaa en Ide nu, hvor man kun er udringet.«

Hoff har vendt sig til Sonnes »Kavalleriangreb.« »Der er mange Uniformer«, siger Hellesen.

»Og mange Hoveder«, tilføier Hoff leende. »Der hører megen Patriotisme til for at male dette Billede.«

»Og megen til for at kjøbe det« …

»Mere.« … Hoff dreier sig paa Hælen. »For Resten er Henningsens moderne – og Frants’ Dameportræt brillant. Og de begynde jo i det hele taget at »pille ved Livet« heroppe« – –

Hellesen og Hjort blive forestillede for Solnedgangen, og de gaa alle fire videre.

Hjort bliver lidt tilbage for at se paa et Billede af Raadsig.

»Hvad skal De i »Skammekrogen«, Hjort?« siger Hoff. »Der er ogsaa Akademikere andre Steder.«

Solnedgangen nynner »Fjernt over Havet lyder Havfrusang«, og Hoff ler. Hellesen stanser foran en hvid Fugl, der svømmer paa noget blaat Vand.

»Det er af Rasmussen«, siger Hoff.

»Hvad er det for en Fugl! Den er urimelig langhalset.«

»Den har i Længden, hvad Kristus manglede i Forfjor« – Kunstneren ler – »Det er en Svane« …

»Døende og symbolsk!« sekunderer Hoff, »han er gaaet ind i Dyrebeskyttelsen. Har De set hans Cigarkasse. Det er en ren Plimsoller.«

Hellesen kommer til at støde til en ung Dame, der er falden i Tanker foran Thomsens »strikkende Pige.«

»Hvis den Mand blot kunde male«, det er Hoff, »han fortæller saa fortræffeligt« … »Men hans Fordanskning af le printemps er forskrækkelig«, siger Hellesen. »Ja, Du milde Gud, at klæde Foraaret paa i en himmelblaa Kjole« …

»Himlen være lovet dog«, riposterer Solnedgangen, hvis borgerlige Navn for Resten er Knudsen, paa Malerier Eduard K., »at hun er paaklædt – hans nøgne Figur er vist frygtelig.«

Hoff begriber ikke, hvad det er for et Taagehorn, Schiøtts Ægypterinde haandterer.

Varmen er næsten ulidelig, man sluger Støv ved hvert Aandedrag, og Hoff taler om at drikke Citronsaft og Sodavand hos à Porta, men Kunstneren vil blive lidt og se Zahrtmanns »Julie med Ammen.«

Det hænger ubemærket i en Krog.

»Det er jo Aspasia«, siger Hjort og ser paa Kjødbjerget med de sorte Perler.

»Ja ifjor. Men nu er hun Amme – hvad hun ogsaa passer bedst til.«

»Og Frugtsælgerske«, siger Kunstneren, »for De har da set Blomsterne fra Florents?«

»Jo – den Kone befolker alle Tider og alle Zoner.«

»Det er en underlig Passion for gammelt Kjød«, siger Hellesen.

Men det var vist en Dumhed, for Hoff og Solnedgangen lo.

»Alligevel – sikke Farver i de Kamelier og den hvide Blomst i Kurven« – det er Blomstersælgersken, de betragte – »Skade, han er saa grotesk, Knudsen.«

»Hør, Hoff, ved De, Middelboe har studeret hos Bonnat. Det er der, han har lært at male Portræter.«

»Nei, Kjære, desværre, han er blot bleven Portrætmaler.«

Hjort har umaadelig travlt i Kataloget. Han vil finde Fru Jerichau.

»Er det hendes »Dolce farniente«?« spørger Knudsen. »Kjender De Historien?«

»Hvilken Historie?«

»Om Pigebarnet – paa Udkig?«

»Nei« – – –

»Jo – jeg skal sige Dem – det var umoralsk, saalænge det var paa Udkig – og saa blev det til Dolce farniente!«

»Ja« – Hoff letter paa Hatten for Varmen – »hvad gjør man ikke for Moralen?

Storch klæder Sirenerne paa« – – –

»Nei – det er for at dække deres Magerhed.«

»Hør, Groth har vist taget fast Bopæl paa Hindsgavl og taget Lillebælt til Speciale. Det er lige det, at man nu aner Frederits paa hans Billeder – og udenfor Frederits existerer der ikke noget.«

Hellesen har truffet en Ven, som er bleven træt i Øinene af Sollyset paa Raadsigs Malerier – hvor Hoff paastaar, Luften ser ud som Cigarrøg oplyst af en Tranlampe – og som finder Monies’ »Dagsavisen« morsom. Hoff og Knudsen fjerne sig med et Nik …

»At man skal male for saadanne Folk«, siger Solnedgangen og ser efter Raadsigeren.

»Mal for os, kjære Knudsen, og sælg til dem.«

»Det er svært at gjøre to Ting.«

»Men det er en Ting: de har tilsidst altid samme Mening som vi. De Studenter er Pokkers dygtig gjorte – det er jo en ung Mand?«

»Ganske ung.«

»Godt Fortællertalent. Der er ingen af Digterne i den nye Skole, der har taget Generationen saadan paa Kornet. Se Russen og »den fine« – hans Sko er næsten det bedste, og saa ham i Skyttefrakken. Personlig holder jeg mest af de Studenter og saa »Frokosten« …

»Og i Avisen?«

»I Avisen? Ja, De, det ved jeg ikke endnu – maaske mest af Krøyers Arbeidere – der er saa meget Talent« – –

»Udmærkede Ben« …

»Ja vist saa. Skulde vi saa tage den Sodavand med Citronsaft?« »Lad gaa. Naar skal Deres Blad anmelde?«

»Aa – kjære – de Udstillinger ere noget vanskeligt noget. Jeg tænker en Gang, naar den offenlige Mening har aflagret sig.«

»Det var ellers rask.«

»Bedste Ven, den offenlige Mening er altid min kritiske Samvittighed.«

Da Hjort kom hjem, havde han sit Katalog fuldt af Krydser. Det var hans Udbytte.