Arbeidsstuerne paa Nørrebro

 15.5.1881

Det er mere end en Gang faldet i min Lod at rette Opraab til Velgjørenheden og henlede Læsernes Opmærksomhed snart paa denne, snart paa hin velgjørende Virksomhed, som just i det givne Øieblik syntes at trænge til Støtte. Og Velgjørenheden, der kan glemme – den har altid saa meget at huske – er bleven vækket og har ikke svigtet Opraabet – den største Glæde, man kunde gjøre den, som har rettet det. Derfor bør jeg heller ikke ængstes for at vende tilbage til samme Æmne, skjønt det er uundgaaeligt, at Skildringen i meget vil blive en Gjentagelse: Elendigheden er bestandig den samme; men det dreier sig her ikke om mine Farver til at male, om min Opfindsomhed i at variere, det gjælder kun om at henvise til Lægemidlet mod Elendigheden og opnaa, at det støttes. Saa maa man udsætte sig for en enkelt Gjentagelse, som ei kan undgaaes der, hvor Fjenden er den samme, kun Hjælpen forskjellig.

Desuden er det just nu paa denne Tid, »Arbeidsstuerne paa Nørrebro« bør støttes og trænge til Hjælp. Thi saalænge Vinteren og Kulden vare, maa Forældrene jo – desværre – som oftest blive hjemme, saa kunne Børnene i det mindste dele Arbeidsløsheden med dem, og de kunne alle være samlede. Men naar Foraaret kommer, og der langt om længe falder Arbeide af til de fleste, blive Børnene alene i Hjemmet.

I de bedste Hjem sætter man om Morgenen Krogene forsvarlig for Vinduerne, lidt Mad frem og gaar og lukker efter sig. Maaske er Nabokonen hjemme, saa beder man hende »se lidt efter«; maaske er det ældste Barn en tolvtretten Aar, saa er det hende, der skal passe dem. I alt Fald kunne de da ikke komme nogen Skade til, og om Aftenen sidde de hver i sin Krog og sove. Himlen ved, hvad de have bestilt om Dagen.

Men der er andre ringere Hjem, hvor der hverken laases eller lukkes, hvor man om Morgenen slipper Børnene ud til Leg paa Gaden eller til Tiggeri, hvor man føder dem op til Landstrygere, der jages tidlig ud og komme sent hjem, til et Hjem uden Kjærlighed. De Børn faa deres Opdragelse paa Veie og i Stræder, de faa til Veiledere deres Instinkter, til Læremestre Knægte, der komme fra samme Hjem og ere ældre end de, til Exempel altfor tidlig Fordærvelse, til Tumleplads Rendestenen, til Erhverv Tiggeri – –

Kjender De disse forfærdelige, smaa Røverstater? Studer dem paa Nørrebros Gader, i Kristianshavns Stræder. Spørg Friskolernes Lærere! De ville kunne fortælle Dem derom – thi det er ikke Fattigdom, hvorom de som oftest fortælle, det er om Løgn, om Tiggeri, om Forstillelse, om tidlig sædelig Fordærvelse, om udviskede Begreber, ikke om Kaadhed, men Grusomhed, om Undertrykkelseslyst, om Forstokkelse, om Trods, om Tyvagtighed. … Hvor ere vel Lovene for disse Børn, hvor Skrankerne, hvor Grænserne? Det er Knubs til den svagere, Forstillelse overfor den stærkere, smaa Ran, smaa Nederdrægtigheder, smaa Grusomheder – Spirer til de store Grusomheder, de store Nederdrægtigheder, de store Tyvegjerninger.

Drager der ikke frem for enhver Billeder af de støiende Kohorter, der som Padehatte vokse op paa vore Gader om en væltet Vogn, en falden Hest? der slaa ned som Græshoppesværme om enhver Hændelse paa vore Pladser? Det er ikke Nøden, det er ikke Sult, der præger disse Børn, det er Elendighedens Frækhed, der ler os i Møde i deres Skarer. Og vi ville endda ikke igjen idag dvæle ved de sørgeligste Hjem, de Hjem, hvor Drukkenskaben raver om mellem nøgne Vægge, og hvorom de fortælle, som deres Liv igjennem ofre sig for at bringe Ulykken Hjælp. Kun et eneste Træk. En af Undersøgerne i Understøttelsesforeningen besøgte et Hjem langt ude paa Nørrebro, der langt ude, hvor der er Trang paa alt og Elendighed nok, kun Rigdom paa Laanekontorer og Børn: der traf han Dør om Dør i samme Hus to Mødre paa forskjelligt Stadium af Drukkenskab. »Den ene«, sagde han, »sad død og ydmyg i sin Krog, lallende til Svar, med rindende Øine, noget nær som en livløs Klump – – –

naar Børnene trak i hende, faldt Hovedet tungt ned mod Skødet, og hun lallede høiere, medens hun kraftløst kjærtegnede et blondt Hoved, der græd trykket op til hende. Der var om Morgenen Klokken ni, Værelset var bart, der fandtes slet intet uden Halm, Vinteren havde ranet det alt.

»Og dog var det Legeværk mod det andet. Der var den Drukne støiende, hun ravede halvt opreist rundt i en Seng fyldt med Pjalter og kommanderede med Skrigen trefire Børn: »Nei« – »dans« – »dans« – »Nei« – – At se disse blaafrosne Børn danse til Spanskrørets Takt og Moderens Ansigt opsvulmet med filtret Haar – – det var, som skulde jeg kvæles.« – – –

Vi have allerede sagt, at slige Skildringer maa blive Gjentagelser. Det er uundgaaeligt, men Elendigheden har som Janus to Ansigter: det ene er Trangens, det andet er Lastens. Det er de Laster, som spire og vokse i denne Tilværelse, der indjage den største Skræk, Paavirkningerne, Indtrykkene fra denne Elendighed, som virke stærkest.

Børn lære saa let. Af tusind fine Indtryk, knap mærkelige Paavirkninger, Stemninger, der fødes hurtig for at gaa, flygtig som de kom, dannes Barnets Sind. Det er lige let modtageligt for Had og Kjærlighed, for godt som for ondt, dets Hjerte kan strømme over, og det kan forstenes, Overgangene ere hurtige, knap til at fatte, Sorgen svinder ind, før Taaren tørres, Glæden kan være kortvarigere end Smilet. Saaledes er Barnet, men alle disse Indtryk, alt dette vekslende er Stoffet, hvoraf Barnets Liv dannes, og naar Barnet bliver Mand, sætte Spirene Frugt.

Derfor er det, at man aldrig kan have nok af Asyler, nok af Børnehjem, nok af Tilflugtssteder for de fattige Børn, og derfor bør man ikke blive træt af bestandig at henvise Velgjørenheden til at virke her, hver i sit Distrikt. »Arbeidsstuerne paa Nørrebro« opfylde deres Gjerning.

Arbeidsstuer for Børn ere vel oprindelig en engelsk Ide. Meningen er, at der i Fattigkvartererne skal findes Steder, hvor Børnene udenfor Skoletiden skulle have Beskæftigelse, skulle lære at beskæftige sig og desuden skulle paavirkes under og af Arbeidet. Thi Tingen er just, at selve Arbeidet i og for sig paavirker, og at det Barn, som har lært at arbeide, allerede er halvt vundet for Samfundet. Men at lære et Barn, der er opfødt i Lediggang og Tiggeri, at arbeide, er maaske ogsaa det vanskeligste af alt: Tiggeriet er jo Friluftslivet, Sigøinerliv uden Tvang, uden Møie, idag en Brødskorpe hjemme, imorgen Slik for tiltiggede Skillinger … Det er »Friliv« en miniature, Arbeidet er Orden, Tvang, Opsyn – Fængsel.

Selve Arbeidet bringer altsaa Børnene bort fra de usunde Paavirkninger, Samtaler med Lærerne, Sang, i Mellemrummene munter Leg paavirke dem ligesaa stærkt. Og at yde denne dobbelte Paavirkning er »Stuernes« Opgave.

I Modsætning til Børnehjemmene, der helt bemægtige sig Børnene, og hvor de yderliggaaende endog paastaa, at Hjemmene kun kunne udrette noget virkeligt, naar de Smaa holdes rent borte fra Forældrene, ville Stuerne kun beskæftige Børnene, mens Forældrene ere fraværende, og man sender de Smaa hjem om Aftenen. Det er ikke her Stedet at afgjøre, hvad der er det heldigste; kun er et sikkert: Arbeidsstuer ere langt billigere og kunne, godt ordnede og ledede, virke til megen Velsignelse.

Arbeidsstuerne paa Nørrebrogade ere som saa meget hovedsagelig en enkelt Kvindes Værk: her som saa ofte er Velgjørenhedsværkets Historie en enkelt Kvindes Historie, der ensom i Livet har villet tage sin Gjerning, og som har røgtet den stille og i Kjærlighed. For seks Aar siden lagde Forstanderinden paa Gaden Mærke til to Børn, som hun mødte, hvor hun gik og stod, tidlig og silde. Tilsidst gav hun sig i Snak med de Smaa, spurgte dem ud, og hvad de fortalte, var Drukkenskabens og Tiggeriets sørgelige Historie.

Disse to Børn bleve de første i Nørrebros Arbeidsstuer, hvor der nu findes alt i alt 120 Børn – altfor mange for Rummet, altfor faa for Trangen. Altfor mange, thi der er saa stort Hjerterum: disse ensomme eller barnløse Kvinder have Rum for saa mange i deres Kjærlighed, deres Modertrang omfatter saa mange.

Det er langt ude i Rabarberlandet, Stuerne ligge midt i Arbeiderkvarteret. Et net Hus med en stor Have, hvor Børnene kunne tumle sig om Sommeren. Jeg besøgte »Stuerne« tidlig. Kun i Asylstuen og i Vuggestuen var der livligt, paa selve Arbeidsstuen var der kun faa Børn, de gaa jo i Skole om Formiddagen.

Egenlig ere Asylstuen og Vuggestuen en Tilsætning til Ideen med Arbeidsstuer. I Sveits bruger man ikke at samle de tre Ting, Vuggestuen ligger der for sig, Asylet for sig, Arbeidsstuerne endelig for sig. Det er Forstanderindens Ide at have samlet dem: saa bringer en Familie om Morgenen hele sin Flok herhen, siger hun til mig.

Ude paa Gangen staar der nogle smaa Knægte med Træskoene i Haanden og store Tørklæder om Halsen helt op om de blonde Hoveder: fattige Børn ere altid begravne i uldne Tørklæder. De hilse os »God Morgen«, naar man gaar forbi. »God Morgen.«

Vi komme først ind i Vuggestuen. Der er Vugge ved Vugge i det altfor lille Rum. De Smaa sove. De ligge med Hovederne paa Siden, krammende med de smaa Fingre i Søvne. »Hvor det Ansigt er blegt« … »Ja – Stakkel – det har den engelske Syge.« –

– – Alt i alt se de dog sunde ud, de Sovende i Vuggerne. Paa Gulvet krybe nogle omkring, lidt snavsede ere de. Det er saa svært at holde dem rene, naar de rode rundt paa et Gulv.

En lille Pige har taget sin Tilflugt til en Krog. Hun sidder og gjemmer Hovedet med de røde Basunkinder og ser sky paa de andre – en lille, tyk Trunte er hun, men kommer man hende for nær, bider hun, det kan man se.

»Hun er fra Landet«, siger Forstanderinden, »og er her første Gang idag.« »Ja saa – hun ser ogsaa saa sky ud«.

»Og saa sund«, tilføier Frøkenen med et Suk.

Der er allerede kvalmt i Vuggestuen med dens tyve Børn, og Klokken er dog kun ni. Om et Par Timer vil her være lummert.

»Luften er tung herinde«, siger jeg.

»Desværre – men naar vi nu faa en Tilbygning her ude i Haven, saa hjælper det.« »Skal De bygge i Sommer?« – »Hvis vi faa Penge.« – »Gid De saa maatte faa, for her trænger til Luft.«

»Saa ere de her endda aldrig allesammen«, siger Forstanderinden, »somme Tider have Forældrene intet Arbeide, og nogle blive hjemme. Kom de alle, vilde her slet ikke være Plads.«

Vi gaa ind i Arbeidsstuen. Der sidder et Par Drenge og flætter Sivsko. En flætter Straahatte: »det er endnu i sin Vorden«, siger Lærerinden, mens hun aabner Skabene for at vise mig Arbeiderne, »men det skal nok blive en hel Industri.« Flætning er en af Hovedbeskæftigelserne: de flinkeste Børn kunne efter et Par Maaneders Øvelse flætte 23 Alen Straaflætning om Timen; seks Par Straasaaler om Ugen, naar de kun arbeide i deres Fritid om Eftermiddagen.

Desuden laver man Papirsposer, strikker, syer, hækler. Et Barn kan forfærdige 3400 Papirsposer paa en Eftermiddag.

Men der er finere Arbeider end disse. Frøkenen viser mig en meget smuk Portière af Yute med røde Perler. Hvorledes jeg tror, den er lavet? Af røde Strimler Tøi, som man modtager fra en Grosserer, saa ere Strimlerne syede sammen – en efter en til Borten, og det hele er skjult med Broderi saa omhyggelig, saa smagfuldt.

Eller se paa disse Vidundere af Puder, broderede eller strikkede af opplukket Garn. De ligne pragtfuldt Mosaik. Eller se Mellemværket paa dette Dameskjørt. Det er syet sammen af lutter smaa bitte Prøver, smaa Strimler af Mellemværk og Knipling.

»Vi maa jo hjælpe os, som vi kunne uden Penge«, siger Lærerinden, »en enkelt Grosserer sender os sine Prøver. Saa maa jeg tage min Opfindsomhed til Hjælp og lave med det, som jeg kan.«

Og det er saamæn meget, som udrettes!

Men hvor langt bedre, om der kunde indkjøbes Stoffer, og det hele kunde ordnes mere systematisk. Der vilde ogsaa kunne betales Børnene mere for deres Arbeide, nu faa de kun en halv til en hel Krone om Ugen. Før bragte Børnene Pengene hjem om Lørdagen, men saa forsvandt de, og ingen fik Nytte af dem. Nu blive Pengene satte i Sparekassen til Konfirmationen, saa faar hvert Barn, der forlader »Stuerne«, en Klædning i Gave.

Havde man Penge, kunde man ogsaa gjøre det lidt hyggeligere herinde, lidt hjemligere, her er noget nøgent, noget bart. Børnene vilde bindes til Stuen, hvis den lidt mere lignede et Hjem. Men man har ingen Penge.

Bagved Arbeidsstuen, hvor der er 80 Børn i et lille Rum: i en almindelig, ordenlig Dagligstue, ligger Asylstuen. Der ere alle samlede. De komme herind, naar de ere tre Aar, forlade Asylet og komme ind paa Arbeidsstuen, naar de ere syv.

Hvor de sidde tæt sammen paa Bænkene, alle de smaa Ansigter: de ere blonde allesammen, helt hvide næsten. De snadre og raabe i Munden paa hverandre, Timen er ikke begyndt endnu. Den Lille der, som knap kan gaa, kravler halvt op paa det lave Bord i sin Ivrighed for at se paa de Fremmede. Der er fire, fem »store« Piger. De staa og hviske i en Krog ved Vinduet.

Saa begynder Andagten. De reise sig op og folde Hænderne. Den Lille der midt paa Bænken løfter sine høit op for at vise, at han har foldet dem – nogle andre gjøre det samme, og der bliver lidt Tummel, derpaa igjen stille.

Psalmen lyder saa smukt. De Smaa staa med de foldede Hænder og stirre alle frem paa Lærerinden, mens de synge i med al Kraft og le af Glæde mellem Versene. Saa siger en af de »store« Piger Fadervor.

Man bliver blød om Hjertet herinde i Asylet, man ser paa alle de mange Ansigter, i dem alle det samme Blik. Langs Bordene de smaa Hænder foldede. Det er en Stemning, det altsammen.

Andagten er forbi.

Vi have set »Arbeidsstuerne«, vide, hvad de ville udrette. Men Rummet er ogsaa her for trangt, Kravene for store. Men maaske findes der dem, en og anden, som kan række en Haand, som nu, mindet om det, vil række den.

Maatte det blot være saaledes.

/Herman Bang

Sommer-Feuilleton

Danmarks første og største føljetonist hed Herman Bang. Fra 1879-84 skrev han fast 210 søndagskronikker, såkaldte feuilletoner – eller føljetoner, som Herman Bang selv foretrak at kalde genren. Henover sommeren 2017 genopliver Føljeton disse gamle føljetoner, som i 2007 blev genoptrykt af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab under titlen Vekslende Themaer.

DSL, som har medvirket til udvælgelsen af sommerens føljetoner, skrev dengang, at teksterne ”betegner et højdepunkt inden for dansk journalistik og er en broget blanding af reportager, stemningsbilleder, essays, portrætter og anmeldelser, der giver læseren et enestående indblik i Københavnerlivet i 1880’ernes første halvdel”. Føljetonerne lever bestemt også her i 2010’ernes sidste halvdel.