Thora

 22.1.1882

Tiden var altid gleden stille der i Præstegaarden.

Vinteren kom og føg Sneen sammen til Driver i den smalle Have, saa at man slet ikke kunde naa over til Kirkegaardsmuren og Laagen, og Kragerne skreg af Sult paa de røde Taarntakker; Vinteren led og gled over til Vaar med Violer under Hovedtrappen og spirende Grønt paa de runde Plæner og støiende Stærepar i alle de ophængte Kasser paa Ladehuset. Og siden blomstrede Tjørnene og Sirenerne, der hang ud over Gjærdet ved Aspargesbedet og Guldregnen udfor Lysthuset og alle Kirsebærtræerne omme bag i Frugthaven.

Saa fik Roserne deres gode Tid, og de duftede omkaps med Reseda, saa at man næsten ikke kunde aande hverken her ude eller inde, og ovre fra Kirkegaarden steg der en Duft af Buksbom og blomstrende Gyldenlak og Hyld. Stikkelsbærrene og Ribsene blev modne, og de store Frugter rødmede i Jordbærplanterne langs Havegangene.

Tilsidst blev Sommeren forbi, og Georginerne midt paa Plænen kæmpede mod Vind og Veir, og Astersen frøs, mens Uro tog i de gule Blade fra Træerne, og de gav sig til at danse langs Murene i Rusk og Taage.

Saa samledes Fuglene paa Kirketaarnene og drog bort i store Skarer, og saa var det atter blevet Kragernes Tid og Snedrivernes, der lagde sig langs Kirkegaardsmuren foran den lille Laage. Kæret frøs til, og Sneen lagde sig over de vide Marker og langs de høie Hegn, hvor Fuglene holdt Raadslagning om Dyrtiden.

Det Aar var omme. Og det nye lignede det gamle og det gamle det nye.

Saadan var Tiden gaaet her i Præstegaarden for Thora. Ensomt var det jo nok, siden Moderen døde, og hun blev alene med Faderen, som var svagelig og altid holdt sig inde i Studerekamret bag Spisestuen, hvor han rodede i gamle Bøger fra Stiftsbibliotheket og kun kom ud til Maaltiderne, tit gnaven og med vaade Klude om Panden for den slemme Hovedpine.

Men Thora følte ikke Ensomheden meget. Hun havde altid havt en egen Evne til at beskæftige sig, og hun var flittig inden Døre. Og saa elskede hun Naturen om sig med en praktisk Kjærlighed; hun forstod at drage Nytte af og at glæde sig over alt, hvad den gav.

Om Vinteren, naar Nattefrosten kom, var hendes første Gang til Kæret for at se, om Isen snart var tyk og kunde bære, og naar det kom saa vidt, gled hun den halve Vinterdag bort paa sine Skøiter. Kulden gav Rødme til hendes Kinder og Glans til hendes Øine. Men naar Vinteren var omme, tittede hun hver Dag under Havetrappen efter den første Viol og siden i Mai glædede hun sig over hver Asparges, der stak sit hvide Hoved op af det store Bed under Sirenerne.

Den første Dag, hvor Havedøren kunde staa aaben, var for Thora en Fest. Den første Rose, hun kunde sætte i sin Kjole, var hende en Begivenhed. Hver Dag saa hun efter, om hendes Yndlingsblomster trivedes, og om Kirsebærrene vare blevne rødere. Altid var der noget at se efter og glæde sig til.

Selv Efteraaret, naar de dobbelte Vinduer kom for inde i Havestuen, og de tykke Gardiner gjorde den graa Dag næsten til Nat, kom hun over. Hun lod Frugten plukke ned og gjemme hen. Hun delte Æbler ud og sendte bort. Og saa kom Slagtetiden med sit Styr og Julen med sin Travlhed.

Altid havde hun desuden Hegnene.

Egenlig var det en flad og uskjøn Egn; store, vide Marker ud i en uendelig Horisont; langt til Skov og ingen Bakker. Men der paa de kedelige Marker strakte Hegnene sig med deres Buske som lange Jordvolde vidt om. Hun elskede Hegnene.

Hun havde arvet den Kjærlighed efter sin Moder. Præstens Kone havde gaaet der saa længe, hun havde været her paa Egnen, og tit havde Bønderne været skræmte, naar de Vinteraftener i Maaneskin saa den lange vandrende Skygge, der gled hen over de vide Marker. Da Thora blev lidt ældre, kom hun med, og disse Timer paa Hegnet blev for Moder og Datter Dagens bedste Tid. I mildt Veir, naar de kunde gaa rolig ved Siden af hinanden, fortalte Moderen Historier. Det var stolte Eventyr om de gyldne Skyer i Vest, der byggede mægtige Slotte; om Himlens svømmende Hav; om Mælkeveiens Stjerner, som blev til funklende Stene i Feens underskjønne Bælte; om Kæmper, der sloges med de graa Skymasser som med Boldte. Men Eventyret var sjældent lykkeligt. Inde i det mægtige Slot sad Prinsessen fangen og ventede, men Kongesønnen, som skulde komme ved Nattetid med Fakler og tusinde Blus over den dunkelblaa Sø og slaa Portene op og løfte Prinsessen i Baaden – han lod Prinsessen vente.

»Hvorfor kommer han ikke?« spurgte saa Thora.

»Han holder Bryllup med en anden, Barn.«

»Hvorfor?«

»Fordi – ja – det ved jeg ikke. Nu er Historien jo forbi.«

»Ja, Moder, for hun dør nok af Sorg, Prinsesse Aftensky, kan Du tro.« »Maaske.« Præstens Kone var sart og spinkel. Man kunde tro, hun var kommen fra et andet Land, saa mørk og fremmedartet var hun, og saa daarlig taalte hun Klimaet. Hun sygnede hen, og snart kunde hun ikke mere følge Thora paa Hegnene. Men saa maatte Thora, naar hun kom hjem, fortælle hende om Skyerne og Aftenrøden og Træernes skiftende Skygger, og inde i Dagligstuen fortalte de saa Prinsessens Eventyr igjen.

Men siden, da Moderen døde, da blev Thora ved med at gaa her paa Hegnene langs Markerne, baade Sommer og Vinter, baade i Solskin og i alskens Veir.

Det var just det, som gav den evige Forandring. Det var altid noget nyt. Noget nyt i Storm, naar hun stred sig frem med et Tørklæde om Hovedet, fordi Vinden vilde have taget hendes Hat. Saa drev Skyerne sammen i susende Fart over Himlen og lignede Kæmper, der fly, og Bjerge, der styrtede sammen. Og Thora saa alle Berserkers og Asgaardsreiens hærjende Tog storme frem over Himlen. Hun gik paa Hegnet, naar Sneen faldt tungt i tykke Fnog, og hun saa ud som en Snemand, naar hun kom hjem til Pastoren, der skændte; hun gik der, naar Regnen piskede hendes Ansigt, saa det sved i den fine Hud.

Men hun mærkede det ikke, thi hun talte med sine Drømme, dem hun ligesom sparede op den lange Dag indtil disse Timer, hvor hun var alene paa de øde Marker.

Faderen og hun talte jo ikke meget sammen, andet Selskab søgte hun ikke. Her havde hun sine Drømme.

Længe var det Moderens Historier, som gik igjen: Historien om Prinsessen ude i Vest, i det gyldne Slot, hvis Tinder laa i rødmende Solskær. Men Thora forandrede Eventyret. Hun syntes, Slutningen var altfor sørgelig. Hun kunde ligesaa godt gjøre dem lykkelige. Saa holdt de Bryllup i det skjønne Slot, og alle Ruder skinnede, og Dansen gik i Riddersalen, og naar der var slukket paa Borgen, og Thora gik hjemad, seilede den skjønne Kongesøn med sin unge Brud i blomstersmykket Baad frem over Himlens Hav mod Morgenrødens Lykke.

Men til andre Tider syntes hun ogsaa, at denne Lykke kun var kedelig. Det skulde være mere storartet. Saa lod hun Kongesønnen dø ude i Kampen mod de vilde Berserker. Seir bragte hun sin Brud, men dyrekjøbt var den, for det var hans Lig, de bragte frem over den mørkblaa Himmel, mod det oplyste Slot, hvor hun ventede ham i sin Høitidsdragt.

Saaledes skiftede Eventyret.

Men efterhaanden som Aarene gik, var det, som om Eventyret gled fra hende. Hendes Drømme havde ikke mere saadanne Billeder. De blev kun som et Hav, hvori hun druknede under en sær Skjælven. Og naar hun følte Taarerne rulle ned ad sine Kinder, vidste hun ikke, hvorfor hun havde grædt, og undertiden, naar hun greb sig i at synge, spurgte hun sig selv, hvorfra vel Sangen kom, for hun syntes ikke engang, hun kjendte Melodien.

Hun drømte ikke mere noget bestemt.

Men undertiden kunde Sommeraftenens Tyngsel med sin Duft fra den søde Kløver, der bølgende slog hen over Markerne, og med sin Luft, der var mættet af Støv fra de hvide Landeveie, pludselig falde over hende, saa hun blev saa besynderlig træt og uroligtung.

Da satte hun sig paa Hegnet, og Time efter Time sad hun her med sine store Øine fæstede paa Himlen, og hun førte drømmende Tale med de seilende Skyer og med Markernes Blomster og Hegnenes vuggende Pile. Og de svarede hende, og tusinde Ting havde det alt at hviske og tusinde Ting at betro. Men naar hun vaagnede af Drømmen, vidste Thora intet af, hvad de havde talt. Hun saa kun, at Solen længst var nede og Duggen falden. Skyernes Brand var slukket.

Saa gik hun stille hjem.

Men ofte hændte det, at hun havde Lyst til at spørge Faderen om et og andet. Dog selve Spørgsmaalet gled ud og blev borte, hun vidste jo ikke engang, hvad hun vilde vide.

Men hun følte sig urolig, og hendes Bryst var fuldt. Hun begyndte da at læse mange Digte. Men alle hendes Stemninger drev kun som kæntrede Baade paa hendes Længslers svømmende Hav.

Da var Thora bleven atten Aar, og i denne Tid kunde det undertiden hænde, at hendes Yndlingsblomster savnede Vand, og at hun drev den lange Sommereftermiddag bort med Hænderne i Skødet under Jasminerne ved Muren. Havde hun saa siddet der længe, foer hun op, og det var hende, som trængte hun til Luft. Der blev altfor trykkende i den smalle Have ved Kirkegaardsmuren.

Hun gik da tit urolig rundt i alle Gange, og havde hun den ene Dag glemt noget af sin Pligt, kastede hun sig hæftig og med Bebreidelser over sit Arbeide den næste – for iovermorgen atter at sidde urolig, beklemt med ørkesløse Hænder under de duftende Jasminer.

Og Thora var jo næsten altid ene. Der var ikke mange Familier der paa Egnen, og Faderen var for svagelig til at omgaas med nogen …

Det var en Juniaften. Dagen havde været varm, nu havde Damp og Taage gjort den store Slette til en svømmende Sø, hvis Bølger sank og steg. Og over Taagen hang Himlen sløret. Det var, som Natten aandede fugtig ned mod Jorden. Men frem af Taagehavets tusind Slør steg Hegnets Pile som Spøgelser i Tusmørket.

Thora havde sat sig under nogle Buske. Med Hovedet paa Haanden sad hun stirrende taus, men en Gang imellem aabnede hun Læberne og inddrak Luftens Fugtighed, eller hun lagde et afrevet Blad paa Munden og lod det sagte glide hen over den med sin kolde Flade.

Det var blevet sent, da hun reiste sig for at gaa.

Hun gik derfor hurtig, men da hun kom til en Dreining af Hegnet og holdt en Busk til Side for at komme forbi, foer hun sammen ved et »God Aften«, og under Busken reiste sig en ung Mand.

»Hvem er det?« sagde hun aandeløs.

Den Fremmede lo lidt. »Frøkenen blev forskrækket«, sagde han. »Det er ogsaa blevet meget mørkt.«

Thora drog Veiret igjen, gav sig selv til at le og sagde: »Ja, det er blevet meget mørkt.« Hun vilde saa med en Hilsen gaa forbi, men den unge Mand spærrede hende Veien og sagde: »Frøkenen bør kjende mit Navn. Det er Theodor Strøm, med Tilladelse. Og saa er det ikke værd, De forskrækkes mere iaften. Jeg maa hellere følge Dem hjem til Præstegaarden.«

Thora svarede ikke. Men han gik ved Siden af hende hjemad.

Han fortalte ogsaa, at han var kommen herhen paa en omflakkende Tur og havde slaaet sig ned i Sognefogdens Storstue; og han talte om Egnens Skjønhed og om Sommernatten, der laa leiret over de svømmende Marker. Han havde ikke troet, at denne Egn var saa smuk.

Thora svarede ikke. Hun hvilede i hans Stemmes Lyd, en Gang imellem lagde hun Hænderne flygtig for Øinene og stansede. Det var endnu Skrækken, sagde hun.

Saa naaede de hjem, og de skiltes.

Den næste Dag fik Thora at vide, at den Fremmede var Kandidat og boede hos Sognefogden. Men om Aftenen gik hun ikke paa Hegnet. Det var den første Gang i lange Tider.

Præsten traf hende i Haven. Hun sad paa Bænken ved Veien. »Du er ikke paa Hegnene«, sagde han.

»Nei, jeg havde travlt«, sagde hun. Men hun blev siddende der under Syrentræet, længe efter, at det var blevet mørkt. Veien laa lige udenfor Stengærdet. En enkelt Sogneboer gik forbi, saa Skyggen paa Bænken under Syrenerne og lettede paa Kasketten med et: »God Aften.« Thora svarede med en Hovedbøining.

Efterhaanden blev det ganske stille. Man slog Portene i nede i Landsbyen. Henne paa Kroen rullede den sidste Vogn ud af Reisestalden. En Ugle fløi kredsende ud fra Kirketaarnet frem over Veien, skræmmende ved sin lydløse Flugt. Oppe bagved i Haven lukkede Faderen Vinduerne og satte Skodderne for.

Thora sad endnu under Syrenen. Men pludselig foer hun op, og mens hun gjemte sig tættere bag Busken, saa hun mod Veien.

Theodor Strøm gik forbi. Han havde taget Hatten af og gik med blottet Hoved. Men udenfor Haven stansede han, saa længe ind mellem de mørke Træer og gik saa videre.

Thora havde lænet sig til Busken. Hun ønskede nu, at han havde set hende, at hun ikke havde skjult sig. Men saa var Strøm allerede langt borte, hun syntes, han var kommen saa hurtig forbi.

Faderen var vred, fordi hun kom saa sent ind, men endda aabnede hun Vinduet i sit Værelse og laa, til det blev Morgen, i den aabne Karm.

Og mange Aftener siden gik hun med Strøm paa Hegnene.

De første Dage havde hun næsten intet sagt. Men han havde talt, og alt, hvad han sagde, syntes hun, hun selv havde tænkt, men hun havde kun ikke havt Ord; og hun syntes, han gættede hendes Tanker og forstod alt, hvad hun aldrig selv ret havde mægtet at forstaa.

Og det vidste hun, at det var dette, hun havde drømt. Han havde Nøglen til dette Drømmenes Land, og hun syntes, at nu blev alle Tvivl løste, og alle Længsler gik til Ro. Der kom Sol og Dag over alle Længsler.

Hun ønskede intet. Hun hvilede i dette. Der at gaa i Sommernattens Stille lyttende til sine egne Tanker i en andens Mund. Han tog hendes Arm. Saa gik hun bøiet ind imod ham, og undertiden hvilede hun sit Hoved paa hans Skulder og gned langsomt sit bløde Haar mod hans Kind.

Hun trængte til at være ham saa nær. Men laa hun saaledes ind imod ham, kunde der pludselig gaa som en Skjælven helt igjennem hende.

Da glattede han hendes Haar.

»Det bliver køligt«, sagde han, »og jeg trætter Dem.«

Men hun svarede ikke, thi hendes Øine vare fulde af Taarer, og hendes Svar vilde kun være blevet Graad.

Et Par Uger gik. Strøm blev hos Sognefogden, og han havde gjort Visit i Præstegaarden. Præsten tog venlig imod ham, men lod ham ellers skøtte sig selv. Han vidste ikke, hvad man skulde stille op med en ung Mand, om hvem Rygtet sagde, at han næsten var Millionær, og som dog blev boende i Sognefogdens Storstue. Distriktslægen kom snart til den Erkjendelse, at han var melankolsk af lutter Kedsomhed, og hans Sygdom – thi han var meget bleg og næsten udaset – Slægtens sædvanlige Anæmi.

Og dermed vare de Gamle færdige med Strøm og lod ham frit sværme paa Hegnene.

Han blev der altsaa. Det var saa fredeligt i denne Egn med den vide Horisont og saa fjernt fra Byen. Og han trængte til Fred; thi han kom fra et Skibbrud, og hans Hjerte var bittert: En, han havde elsket, havde slaaet et gabende Saar i hans hele Liv. Saa var han forreven og forpint gaaet paa Reiser, havde hældt ætsende Safter og milde Olier skiftevis paa den smertende Vunde – paa denne Flakken var han nu naaet hid.

For første Gang syntes han, der kom Køling over den sviende Brand i hans Sjæl – som om han faldt i Blund efter Feber.

Alt virkede sammen. Egnens Stilhed, de tause Aftener, hvor Thora gik klynget til hans Arm, Samtalerne med hende – alt. Hun hørte paa ham med Armen fast i hans, med Blikket løftet op imod ham modtog hun alt, hvad han fortalte, og han svøbte sit Hjertes Sorg i bløde i Omskrivninger og i dulmende Ord, men han talte sit Sind til Ro.

Saa var det en Aften i August. Luften var tung, mættet af Duften af det modnende Korn, Himlen mørknedes af Skyer. Længer borte paa Engen brølede Kvæget langt, stødvis urolig og dumpt. Enkelte Vindpust kom hurtigt som Suk, bølgede Kornet langs Marken, rystede Hegnenes Pil, saa Bladene hæftig foer sammen raslende stærkt mod hinanden.

Thora sad ventende ved Leddet. Hun havde taget Hatten af: Heden trykkede hende, men ved hvert Vindpust gøs hun og trak det tynde Sjal tættere om sig.

Strøm var ophidset, da han kom. Han talte ikke, tog blot hendes Arm, som han pleiede, og gik op paa Hegnet. Men hun saa gjennem det halve Mørke, at han var meget bleg.

»Er De ikke rask?« spurgte hun.

»Som sædvanlig«, han gik rask til, »jeg har altid været en syg Mand, saa længe De har kjendt mig.« Der var noget i Tonen, som ængstede hende. Thora stansede: »En syg Mand?« sagde hun.

»Aa – hvad nytter det at tale derom! Kom, lad os bare gaa rask – gaa til« – – »Men – Strøm« …

Han havde næsten revet sig løs fra hendes Arm, nu trykkede han den hæftig: »Tilgiv mig, Frøken Thora, De har jo altid været saa god imod mig – og –« hans Stemme skjælvede stærkt, som om han kæmpede med Graaden – »Dem skylder jeg dog, at jeg havde begyndt at glemme.«

Thora stirrede paa ham. Hun vilde tale, spørge, men en ubestemt Angst snørede hendes Strube sammen. Saa sukkede hun dybt, og der blev taust.

Kvæget paa Engen brølede langt og urolig.

»Hvorfor er De syg?« spurgte hun saa.

»Aa« – det var, da han talte, som om han talte til sig selv – »De ved jo endnu ikke, hvad det er – men jeg elskede hende, elskede hende. Hver Tanke var hendes, hver Handling havde hende til Maal. Ser De, Thora, det er Kjærlighedens Væsen, den gjennemsyrer vort Liv som de fineste Nerver vort Legeme. Den bliver alle vore Nerver. Naar vi lider, er det den, som lider, nyder vi, er det i Kraft af den. Den er vor Luft, vor Næring, vore Bønners Indhold, den er Begyndelsen og Enden. Der er ingen, som har nævnet dens Lykke, Ordene dræber dens Liv, men ingen har virkelig levet, som ikke har kjendt den …«

Han talte hastig, nervøst, og den stærke, besynderlige Betoning, han lod falde paa enkelte Ord ligesom febrilske Hammerslag, farvede hans Ord med en egen Feber. Thora hørte ikke; thi det var, som om hendes Hoved pludselig var blevet et tomt Rum, hvor hun foer rundt efter sin egen Tanke.

»Jeg havde elsket hende, fra hun var meget ung. Jeg havde næsten opdraget hende. Der var en Tid, hvor vi delte alt, vi var kun et. Vor Tanke gik i samme Takt, vi gjættede, vi forstod alt hos hinanden. Ser De, Thora, dette at forstaa og forstaas, hvile i det, at man gjættes, at de gribes, selv de lønligste Tanker, at en anden gaar ind i vor Sjæl og kjender den som sit eget Hjem – det er det … Men saa lægger Klamhed sig om Strengene. Man gaar med hinanden, som vi to, saa nær, og hun hører ikke længer Ordene, og man kan pines og lide, og man kan storme mod Muren af Spindelvæv, som skiller os – men Muren er der … og man ved det, og man bliver ved at tale, og man fortvivler, og man kæmper igjen med det uovervindelige – det, at man har tabt, hvad man elskede …«

Thora havde sluppet hans Arm. Intet levede i hendes Ansigt uden Øinene, der stirrede. De vare store, døde, som om de vilde træde ud af deres Huler.

»Naar man ser det? En Dag bliver man ikke forstaaet – man slaar det hen. Det sker igjen … man klynger sig til Misforstaaelsen i Dødsangst – man kredser om den, man piller den op; man taler om den, man trevler i dens Traade. Og der er ikke Øre for vor Tvivl og kun Latter for vor Angst og saa ser man – det er forbi« …

Han tav. Vindpustene kom tungere over Markerne.

»Lad os gaa hjem«, sagde han.

Hun vendte sig. De blev ved at gaa ved Siden af hinanden, hurtig. Pludselig glimtede der et Lyn. Thora foer sammen med et dæmpet Skrig: al hendes Lidelse fik Luft i dette Skrig.

»Frøken Thora« – han saa hen paa hende, »hvor De er bleg. Er De bange for Torden? og saa har jeg gaaet her og talt til Dem om alt det.«

Hans Tone var mild, han lagde Sjalet tættere sammen om hende. »Og nu bliver De maaske gjennemblødt … Men jeg var saa ophidset just iaften. Idag har hun – giftet sig med den anden.«

Der kom endnu ingen Bevægelse over Thoras Ansigt, og hun svarede ikke. Hun vedblev kun at gaa.

Det lynede igjen. »Tag mig under Armen«, sagde Strøm.

Thora rystede paa Hovedet. »Vi gaaer hurtigere saadan«, sagde hun. »Og vi er straks hjemme.«

Der blev ikke talt mere. Da de kom til Præstegaardsporten, faldt Regnen i store Draaber. »Skynd Dem hjem«, sagde Thora, »Veiret bliver slemt.«

Hun sagde rolig Godnat og gik ind i Porten. Men da hun kom op gjennem Gaarden, rev hun Hatten af sit Hoved, saa den tunge Regn vædede hendes Haar og Pande. Og med en pludselig Gebærde løftede hun et Øieblik Armene og vred sine Hænder i taus Jammer. Saa faldt Armene slapt ned, og Thora gik hurtig ind.

Tordenen kom med Natten, ud paa Morgenen klarede det igjen.

Men da Hans Gartner om Morgenen kom ind i Haven for at rive, sad Frøken Thora ved sit Vindue paa den samme Plet, hvor hun havde siddet, da han om Aftenen satte Skodderne for Døren.

Og da han hilste, saa hun sløvt paa ham med sine store, søvnløse Øine. Saa blev Hans ræd for Frøkenen og lod Rivning være Rivning. – – Om Formiddagen reiste Strøm.