Theaterforhold i Provinserne

 13.8.1882

Det er, selv med Frygt for at kjede ved at fremdrage et Spørgsmaal, der hos Mængden af Læsere har saa ringe Interesse, nødvendigt atter at tale noget om vore Theaterforhold i Provinserne – et Spørgsmaal, som allerede for et Par Aar siden blev behandlet paa dette Sted, men som endnu trods sin store og unægtelige Betydning henligger ligesaa brak og uløst som den Gang. Maaske vil det af forskjellige Grunde være heldigt at gjenoptage det netop nu. Thi det er rimeligt, at den kommende Sæson vil vække megen Misstemning i Provinserne og fremkalde adskillige Klager over deres reisende Selskaber: Konkurrencen her i Kjøbenhavn er ved Oprettelsen af »Dagmartheatret« blevet saa stor, at Hovedstaden har i videste Udstrækning maattet ty til Provinserne og rekruttere derfra, og Provinsselskaberne turde for Øieblikket nærmest kun bestaa af veltjente Veteraner og Novicer – alt i alt nødvendigvis være noget ringere i deres Sammensætning end i de senere Aar.

Det er derfor rimeligt, at Sæsonen i Provinserne ikke vil gaa hen uden mismodige Betragtninger saavel hos Publikum som i den lokale Presse, og det er disse triste Overveielser og denne mulige Misfornøielse med, hvad deres Scener kunne yde, man paa Forhaand maa imødegaa ved at overbevise om, at de reisende Selskaber under de nuværende Forhold ikke paa nogen Maade kunne ventes at ville yde noget bedre, end de yde, eller blot noget saa godt. Det forstaas af sig selv, at her kun er Tale om de større Selskaber. Jeg ved ikke, hvor langt ned i de ganske smaa Trupper Provinsskuespillerne selv ønske, man skal gaa, naar man vil tale om Skuespillere, men under alle Omstændigheder er det sikkert, at det i denne Sammenhæng kun vil være nødvendigt at holde sig til de store Selskaber, der ere anlagte paa i en Hovedsæson at spille i en bestemt By. Thi kun deres Virksomhed synes at kunne eie noget virkeligt Sammenhold og Kraft.

Hovedstadens Publikum ved meget lidt Besked med Provinsscenernes Standpunkt, og hvad mig angaar tror jeg ofte, vi ere tilbøielige til at sætte deres Præstationer noget for lavt. I og for sig er det naturligt, at vi ledes dertil; thi af de mange Provinsskuespillere, som de private Theatre her i Aarenes Løb fremføre for os, førte af Nødvendigheden for at forny, reussere forbausende faa. Efter at have feiret larmende Triumfer ved vore største Provinsselskaber, falde disse Skuespillere paa vore Scener stilfærdigt men redningsløst igjennem. Dette maa naturligt lede vort Publikum til at sige, at disse Prøver paa Provinsernes Kunst, der i alt Fald høre til de bedste, og som her falde saa lidet heldigt ud, ikke synes at stille hele den provinsielle sceniske Virksomhed i det heldigste Lys. Men dette Ræsonnement lider af forskjellige Brøst, og man har Uret i at kalde disse Veteraner fra Provinserne, der dumpe som Debutanter hos os, for de grønne Træer og saa – slutte sig til Resten og de visnes Beskaffenhed.

Thi først og fremmest maa man betænke, hvor dekontenancerende de nye Omgivelser maa virke paa QuasiDebutanten. Vant til Velvillie, maaske endogsaa til Hyldest lammes han overfor et koldt Publikum, der altid overfor en »Mand fra Provinserne« er væbnet indtil Tænderne, og som i gammel akademisk Overtro paa Forhaand er mere velvillig stemt mod en hvilken som helst forløben Student, der vil forsøge sig paa Brædderne, end mod Thespiskærrens dragende Svend. Under disse Forhold kan Skuespillerens Spil altfor let blive tamt, virkningsløst og uden Interesse, og har Vedkommende ikke et særdeles heldigt Ydre vil han saare let hurtig forsvinde først fra Plakaten, siden helt fra Scenen, hvor han aldrig fik Tid til at blive hjemme. Han vender tilbage til Provinserne … og hører man saa, at han der paany feirer alle sine gamle Triumfer, smiler man og trækker paa Skuldrene, en Smule med Uret. Thi dette Menneske, som her følte sig hjemløs, er nu vendt tilbage til sit Hjem, hvor han virker med alle sine Evner og har Mod til at udfolde alt, hvad han har af Personlighed.

Just Personlighed er det nemlig, som fattedes ham under hans Spil i Hovedstaden. Naar jeg gjenkalder mig i Erindringen Rækken af de Skuespillere fra Provinserne, jeg i de sidste fem Aar har set optræde paa Hovedstadens Scener – Størsteparten kun for at forsvinde igjen – møder mig overalt en haabløs Fladhed; ingen fremtrædende Eiendommelighed, heller ikke større Feil, end at de vilde kunne afslibes – hvis det syntes Umagen værd, men netop dette var ikke Tilfældet, fordi der ingen Personlighed fandtes at redde bag disse Feil. Adjektivet, der maatte anvendes om Spillet, var interesseløst – og interesseløs bliver en Kunstner, naar han er uden Individualitet. Middelmaadigheden bliver Middelmaadighed i Kraft af svigtende Personlighed.

Men, som sagt, den Person, over hvilken Debutanten raader, er ogsaa skrumpet ind overfor et nyt Publikum, og han har ikke Mod til at være sig selv. Det har han derude i Provinserne – der tør han give alt, hvad han har, sig selv, og derfor bliver ogsaa Indtrykket der undertiden et andet.

Tilfældet har i de senere Aar gjentagne Gange givet mig Leilighed til at overvære Forestillinger ved vore større Provinsselskaber, og min Dom over deres Ydelser er skaansom. Maaske er det ogsaa Barndomsminder om mange glade Timer, tilbragte i disse Theatersale, om mange Indtryk, modtagne i disse Rum, som endnu, naar jeg vender tilbage til dem og i Ny og Næ overværer en Forestilling, gjør mig mere sympatisk og velvillig. Vist er det, at Hovedindtrykket ved de bedst sammenarbeidede Selskaber næsten altid er det overfor berørte Indtryk af Fladhed: Man faar saa sjældent Personligheder i Tale, og det Hele bærer Præget af det middelmaadige. Men paa den anden Side er de opnaaede Resultater i Stykker, som ikke ligge altfor langt udenfor Selskabernes Evne og fremfor alt for deres sociale Formaaen og Forstaaelse, ofte respektable. Medens »Den Fremmede« med sine Hertuger unægtelig forekom temmelig umulig i denne Gengivelse, har enkelte af Folketheatrets tyske Husflidsprodukter, hvis Verden oftest er den, disse Skuespillere kjende, paa Provinsscener faaet en Udførelse, der langt fra er uden Fortjeneste. Man tør ikke undre sig over, at Marquiser og Vikomter blive Adelsmænd fra Leiebibliothekerne, man maa paaskjønne, naar Borgere blive Mennesker fra Livet. Og det blive de undertiden.

Ved et og andet mindre vel disciplineret større Selskab, hvor Indstuderingen affiler mindre af Kanterne, træffer man paa Provinstheatrene uforfalsket den besynderlige og for uvante Øine saa barokke Blanding af forceret Maniererthed og usleben Naturlighed, der er disse Sceners nødvendige Kjendemærke. Deres Veteraner, der ikke skoles af nogen Kritik, som jager gjennem et uensartet broget Repertoire, og som bestandig føres til at understrege stærkt for at behage et Publikum, der er vant til at tiltales med fulde Lunger – maa nødvendigvis henfalde til Manierertheden : det overdrevne Udtryk, Former uden Sjæl og Gjennemlevelse. Intet Menneske i Verden vil kunne vedblive at være naturlig, naar man i 25 Aar har spillet Ingenuer. Man tvinges til at være hul, til at søge Virkninger ved stor Stil – og man ender med at finde en ny Effekt ved at spille Ørkenens Søn med lakerede Støvler. Den Grad af Maniererthed, hvortil en gammel Provinselsker kan forfalde, er i Sandhed næsten utrolig.

Og Side om Side med Manieretheden træffer man den kompletteste Naivitet. Provinsselskaberne maa rekruteres alle Vegne fra – ofte med Vanskelighed. Thi de fremadstræbende Direktører ville ikke let finde brugbare Æmner mellem den Skare, som melder sig til Thespiskærrens besværlige Tjeneste. Direktøren maa i Reglen være glad, naar han blot møder Spor af lidt naturligt Talent, og om Skole, om Udvikling og Dannelse kan der i Almindelighed slet ikke være Tale. Saa komme disse unge Mennesker uden Forkundskaber op paa Scenen, og midt i et Væv af Ubehjælpsomhed, af falske Betoninger, af ubegribelige Misforstaaelser, kan man af deres Mund pludselig høre en enkelt Replik, sagt af dem selv : med en slaaende Naturlighed, en udmærket Varme. Dette ene er noget de have forstaaet og oplevet, og instinktmæssig give de det et sandt Udtryk.

Dette, Manglen af Personligheder og den evige Gniden sig op ad hinanden af Maniererthed og Naivitet er det mest karakteristiske ved Provinsscenernes Spil. Udstyr og Iscenesættelse er maaske ofte Anerkjendelse værd med de forhaandenværende Midler – men Midlerne ere smaa og Evnerne ringe. Hvis det imidlertid er saa, er Skylden ikke alene Skuespilselskabernes, men tillige Byernes, og skulde det i den kommende Sæson vise sig, at selv vore største Provinsbyer maa hjælpe sig med tarvelig Komedie – da maa disse Byer tilskrive sig selv Skyld derfor: under de nuværende Forhold er det fuldstændig umuligt for nogen Provinsdirektør at udholde den fjerneste Konkurrence med Hovedstaden.

Meget faa udenfor de indviedes snævreste Kreds vide, med hvor indskrænkede Midler en Provinsdirektør har at virke eller bedre at kæmpe. Enkelte larmende Sukces’er, hvis Ry naar til Hovedstaden, ere kun egnede til at mislede os: naar man hører, at det eller det Stykke i X. har opnaaet 10 Opførelser for udsolgt Hus – en meget stor og sjælden Lykke – bør vi for at bedømme dette Faktum huske, at XTheater, naar det er udsolgt giver høit regnet 600 Kroner i Indtægt; og vil man forstaa, hvad en heldig Sæson for et af de store Selskaber vil sige, bør man fremdrage den Kjendsgjerning, at en Gjennemsnitsindtægt af 300 Kr. i Hovedsæsonen anses for særdeles respektabel og betydelig.

Og dette Resultat er saa kun naaet ved Indstuderingen af en Uendelighed af Stykker – der maa altid indøves saa meget mere, som Smagen i den ene By er vidtforskjellig fra den anden, R. sværmer for det sentimentale, H. for Spektakel og Gøgl, A. for det franske og B. kun for Farcer: og alle skulle de besøges – saa at naturligvis en større Del fremkommer og maa fremkomme i en forhastet og afjasket Skikkelse baade paa den ene og den anden Maade.

En Provinsdirektør arbeider med disse Indtægter altid med Kniven paa Struben, og falder f. Ex. et antaget Kassestykke, gaar det næsten altid paa Livet løs. Henvist til Ressourcer som de ovenfor antydede, har han meget faa Kilder at øse af, og de, han har, udtørres hurtigt. Saa følger Misère for ham og tomme Lommer for hele Personalet.

Direktøren er udelukkende henvist til sig selv. Begrebet »Stadttheater« med Understøttelse eksisterer ikke hos os uden den svage Antydning deraf, som vi træffe i Odense. Udenfor dette intet, ingen Understøttelse fra Staten og intet Tilskud fra Kommunen. Overladt til sig selv maa Direktøren fægte sig frem i en evig Kamp for at have fra Haanden i Munden. Man kan under en saadan Tilværelse umuligt fordre, at han altid skal holde Ideens Fane høit – navnlig da ikke, naar han sjældent har Rum til at løfte den: der er meget lavt til Loftet i vore Provinsbyers Skuespilhuse.

Der er selv større Byer, hvor Theatrene ere noget nær skandaløse. Flere Direktører have sagt, at egenlig kun Odense Scene var mulig som Theater. Personlig har jeg undersøgt en Række af Lokaler og maa give Direktørerne Medhold. Det er næsten umuligt at tænke sig Kunst i saadanne Rammer. Baade Scene og Tilskuerrum ere altfor skæbnesvangert smaa.

Tilskuerrummene ere det, fordi Indtægten holdes nede paa et Minimum, dels fordi der virkelig ikke er mere end den meget indskrænkede Plads at byde, og dels fordi den budte Plads er af den Natur, at det gode Publikum ikke bliver at bevæge til ret ofte at udsætte sig for den Tortur at opholde sig i saa ubekvemme og slet ventilerede Lokaler. Scenerne, fordi selv de bedste Bestræbelser hos Direktør og Skuespillere kæmpe imod det umulige, naar den velvoksne første Elsker maa tale oppe fra Sofitterne som Tordenguden fra sine Skyer og selv Ingenuen vanskelig kan komme ud af Dørene i en fyrstelig Salon. Enhver Illusion bliver umulig, Indtrykket trods alle Anstrængelser kun latterligt – og Publikum, i al Fald det bedre, holder sig borte fra Theatret.

De slette Theatre er saaledes paa dobbelt Maade den første Hindring for dygtig Provinskomedie, og skal Forholdene bedres, maa vi begynde med at bygge bedre Skuespilhuse i de større Byer. Kun saaledes kan Indtægten stige, og Ydelserne bedres paa samme Tid.

Det er mig nu fuldstændig klart, hvor vanskeligt det er at overbevise den offenlige Mening om, at hele denne Sag spiller en stor, en overordenlig Rolle, og at den Slægt, som lader alt dette ligge i sit nuværende Uføre, negligerer og lader sig glide af Hænderne et uhyre vigtigt Led i den hele Folkeopdragelse. Vi bekymre os lidt om den hele Sag, men vi have Uret. Thi Komedien, der bydes vore Provinser, er for mange Tusinder deres eneste Nydelse, og af hvad Art denne Nydelse er, tør ikke være os ligegyldigt.

Den, som blot en eneste Gang har overværet Opførelsen af et nationalt Stykke i et Provinstheater, vil være overbevist om, at vi her staa overfor noget mere betydningsfuldt. Man træffer aldrig en dybere Opmærksomhed end her, aldrig en større Deltagelse, en Iver, som næsten selv spiller med. I et saadant Theater at lade Blikket glide hen over Ansigterne, der hænge ud over Galleriet, anspændte, interesserede Ansigter, som man ikke møder i vore Skuespilhuse, hvor Blasertheden maskerer de fleste – er interessant og lærerigt, thi alt læses paa disse Fysiognomier, som ere Scenens Speil, og som naivt gjenfortælle alle Stykkets Begivenheder.

Disse Mennesker sluge Stykket og hvert Ord indprænter sig i deres Erindring. Derfor er det interessant at betragte dette Publikum, men det er ogsaa paamindende. Thi hvad disse lærvillige og videbegjærlige Mennesker, som jeg har set andagtsfuldt høre paa Dr. Remonins dog vist nok for dem temmelig dybsindige kemiske Paradokser, læse og indsuge, tør ikke være ligegyldigt hverken for Kommunen eller Staten.

Betænk fremdeles, at det er i disse Skuespilhuse, at de fleste Børn modtage deres første kunstneriske Indtryk, her dannes Kritiken eller lægges Grunden til Kritikløsheden.

Først og sidst – indser man, at Provinskomedien har en Opgave, er et Liv i Folkeopdragelsen, der maa man begynde at støtte den ved at bygge nye Huse. Der maa i alt Fald i vore fem største Byer findes ordenlige Scener. Allerede dette første Skridt vilde hjælpe. Og byggede Staten ogsaa disse Theatre og skænkede dem derpaa til vedkommende Kommuner, kunde Staten til Gjengjæld paalægge Kommunen at understøtte det Selskab, der har Hovedscenen i denne By. Saaledes vilde man blive hjulpet paa dobbelt Maade, og man kunde nære grundet Haab om Bedring.

Maaske kunde det ogsaa være omvendt, at Kommunen byggede Theatrene, og Staten gav Pengeunderstøttelse til tre til fire Selskaber, som stod under dens Kontrol til Tak for Gaven. Paa den praktiske Ordning ville andre bedre forstaa sig end et Menneske, der aldrig har havt med Administrationen at bestille.

Det synes mig desuden, at denne Opgave var saare taknemlig at tage i sin Haand for alle dem, der ønske at gjøre noget for »Folket« – det vilde ikke blot være i det gamle Rom, at den Politiker var Folket kjær, som gav »Circenses.« Ogsaa her vilde det betale sig.

Kunde man derfor snart tage fat paa dette Spørgsmaal og forsøge at løse det: skaffe paa en eller anden Maade bedre Skuespilhuse. Thi dette ene indeslutter i Grunden med den pekuniære Bedring alt det andet. Direktøren vilde faa baade bedre Plads og flere Penge. Kunsten vilde staa sig saavelsom dens Udøvere. De sidste vilde, naar de hengav sig til Udøvelsen af deres Kald, kunne gjøre tryggere Regning paa at finde et virkeligt Erhverv, og Standens Anseelse vilde vokse med Trygheden.

Maatte derfor enten Rigsdag eller Kommuner eller begge i Forening begynde at arbeide paa denne Sag!