Fra Lighuset

Det var et Par Dage efter, at jeg havde skrevet om »Almindeligt Hospital« i Amaliegade. En derude fra komplimenterede mig lidt og sagde, jeg havde set godt – og malet sympathetisk.

Det glæder mig. Jeg havde malet, som jeg kunde. Jeg syntes, det hele var saa ordenligt derude.

»Men saa De det nu ogsaa alt?« spurgte Embedsmanden.

»Det tror jeg. Jeg saa, hvad man viste mig.«

»Og viste man Dem ogsaa – Lighuset?«

»Nei, Lighuset saa jeg ikke.«

Spørgeren smilede, og mens han slog Asken af sin Cigar, tilføiede han: »Jeg tænkte det – det ligger jo ogsaa lidt afsides.«

Han gik hen til Vinduet, vendte, maalte Gulvplankerne hen til Døren, vendte igjen. Og mens han tog Hatten fra den stumme Tjener, brød han Spørgsmaalet over Tvært ved at sige kort: »Ja, saa se vi det idag.«

Jeg saa lidt paa ham, noget usikkert. Hans Øine laa fast paa mig.
»Ja«, sagde jeg saa, men Lyden kom lidt spædt og famlende.
Vi gik ned ad Gange, ned ad Trapper, over Gaarde, gjennem Smøger. Lighuset laa virkelig afsides: de Døde faa ikke Lov til at forstyrre de Levende.

–––––––

Det er saa naturligt, at man lægger det afsides: i Hospitalerne skyr man Døden. Hvor Angst og Overtro lader alle dø, har Skinnet bortskaffet Døden.

Er man velhavende nok til at have Eneværelse, kan man selv dø – Ens Nabo dør aldrig. Man har hørt ham jamre Dag og Nat, og hans Jamren har forjaget Søvnen, man har hørt hans Stønnen, naar man blundede, hans Kasten sig har vækket En af Feberdøsen.

Saa bliver der stille. Og efterhaanden som man lytter til den nye Taushed, vokser den nye Skræk. Man frygter Stilheden, man giver den et ængsteligt Navn, man aner, hvad den dækker. Men naar man spørger ligegyldig for ikke at forraade sin Skræk, fortæller Vaagekonen, mens hun letter ved Puderne, at »Patienten« har faaet Mor- fin.

Og hun finder paa Paaskud for Portørernes Skridt langs Gangen, for Klorlugten og for Flytningen af Sengen. Undertiden staar imidlertid Gangdøren aaben: man trænger til frisk Luft paa de varme Dage, og det kan ogsaa adsprede at holde Revue over Rekonvalescenterne, der tage deres Motion paa Gangen. De støie lige som Børn, le op over Ingenting, og deres Munterhed, der er saa kaad, lige som rækker Næse ad den Død, de ere und- slupne.

Men paa en Gang bliver der taust. Det er, som om noget gled frem foran Por- tørernes Skridt og stansede Latteren i Korridoren. Disse taktfaste, tunge Skridt, som kun lyde saaledes under en Byrde. Nu komme de forbi Døren. Den Syge i Sengen reiser sig, løfter Hovedet, strækker det frem.

Paa Baaren ligger der noget tungt i et Lagen.

Den bagerste Portør ser hverken til Høire eller til Venstre. Han ser ud som en Mand, der vil holde Tungen lige i Munden.

Inde i Sengen bliver den Syge bleg. Men længer hen paa Dagen, naar han, mens Fingrene lege med Sengetæppet, som noget han fremfører af Kedsomhed i Sygeværel- sets Ørken-Tomhed paa Interesse, siger: »Hvem var det, de bar … i det Lagen?« kan Stuekonen ikke erindre det; og tilføier han: »Jo, ham, Portørerne bar«, siger hun:

»Ak – ham – han skulde i Bad.«

Og Frygten, Skyheden binder Indvendingerne paa vor Tunge.
Døden existerer ikke paa Hospitalerne: den kunde skræmme den Syge. Han ved jo, den er der, hans Frygt lader den true i hver Krog, gjemmes bag hvert Forhæng. Som under en Koleraepidemi kan Frygten langs disse Rum stivne og blive til Panik. Derfor udvisker man Døden, og Tilintetgjørelsen, der altid er taus, er her endnu tausere, end den pleier. Thi selv det Slør af Hvisken, man ellers lægger om den, er her borte. Vi kjende det. Feberen er stegen. Lægen taler ikke, men efter at have undersøgt den Syge siger han, han vil komme igjen iaften. Det kunde være, det blev værre henad Natten. Inde hos den Syge sidder kun Vaagekonen, hun har taget Plads ved Sengekanten, hun er bleven helt vaagen. Der er noget af Kjenderens Glubskhed ved hendes Blik, som hun sidder stirrende paa den Døende.

Slægtningerne sidde udenfor bag Portièren, de krybe sammen, de lige som gjem- me sig for hinanden, og Uroen, der snart jager som tusind hamrende Pulsslag, snart samler sig som i et gispende Sting, lader Hjerterne snart slaa hurtig, snart staa stille. Og mens de lytte, mens de skræmmende Øren lade Tausheden tale i Feber som de hamrende Pulse, er det, som om Døden lagde sig dræbende overalt.

Saa farer den Døende op i Krampe. Man slaar med Dørene, man kalder sammen, Tausheden bliver til Graad, man kalder til Hjælp, Raadløsheden larmer gjennem Huset. Inde fra jamrer den Døende. Eller det gaar taust ind i Døden, mens de, der sidde omkring, speide efter en Bevægelse, lytte til den svindende Aande, ville fange den med et Speil. Som om deres Uro kunde fængsle Døden.

Og saa glider Livet ud i et Suk.

Som om Lyden dræbtes, saa stille bliver der om Døden allevegne. Tale bliver Hvisken, Skridtene dæmpes, man forskrækkes og farer sammen, naar en Dør falder i. Som om man var ængstelig for at vække den Sovende, som ikke kan vaagne. Her dæmpes alt omkring Døden, men paa de store Anstalter, hvor man kun helbreder, der udviskes den, og det Ord, alle vente, udtales af ingen.

Derfor lægger man ogsaa Lighusene afsides, og vi – min Fører og jeg – gik ned ad Gange og ned ad Trapper, over Gaarde og gjennem Smøger, inden vi naaede »Almindeligt Hospital«s Lighus.

–––––––

»De ved, det er vort la morgue«, sagde min Fører.

Jeg vidste det.

»Ja, ser De, vi have jo ingen Glasskabe og Marmorborde, hvor Ligene holdes friske ved Overrisling, men Døden er vist den samme.« Ja, det er den vel. Og i det samme saa jeg for mig et forfærdeligt Billede, jeg en Gang har set i et engelsk Blad: en Kvinde, der styrter om for et af la morgue’s Glasskabe; Liget halvt fortæret, det rislende Vand, Klædningsstykkerne. Og foran Liget Kvinden baglængs over, hvid, som slaaet lynsnart af Middagssolens Stik. Al Selvmor- dets Væmmelse rummedes i dette Billede.

Han stansede foran et graat Hus, halvt et Værksted, halvt et Skur. Der stod en Dør aaben, og man saa ind i en Gang, hvor der var stablet gamle Lægter sammen bunkevis, ogsaa nogle Gulvplanker, der laa Side om Side med Dynger af Høvl- spaaner, og nogle afbrudte Stoleben.

»Men her er jo Værksted«, sagde jeg og saa paa Væggene, der var graa, og hvor Murstenene grinede snavsede frem bag Kalken.

»Ja ovenpaa«, svarede Føreren. Han aabnede Døren ved Siden af, og vi gik ind. Det var Kapellet. Der saa ud til at være fugtigt med Skjolder paa Væggene. Paa Mid- tervæggen hang et stort Kors, i Hjørnet stod Sandkassen og Spaden. Der var noget professionelt over det Hele.

Og midt paa Gulvet Kisten, uden Kranse, næsten uden Sirater: disse flade, sorte Kister, der ere bare som Fattigdommen og nøgne. Man kan møde dem paa Gaden paa en Ligvogn, bar som Kisten. Ingen Krans, ingen Blomster, intet uden den sorte Flade, grædefærdig tom. Man faar altid en saa brændende Lyst til at lægge en stakkels Blomst paa en saadan ubekjendt Kiste.

Alt i alt ligner Kapellet en forladt Storstue i en Bondegaard. De Storstuer lukkes kun sjælden op, og før Bryllupet tager man Gravkorset ned, før Begravelsen Navne- trækkene af Myrter. Og saa er Luften tung og fugtig og forgjemt som her.

Det er ikke længe siden, denne Stue blev indrettet. Før maatte man kaste Jord paa indeni Lighuset, hvor Kiste stod ved Kiste, der, hvor de nu »klæde« Ligene, det vil sige dem, som blive klædte: thi der er jo venneløse og frændeløse herinde, de have ingen Slægt, Menneskene have glemt dem. Saa blive de lagte ned i Hospitalets Lagener, og man kaster Jord paa dem derinde, hvor de andre »klædes«. Et Fader vor, et Farvel fra et Liv, der maaske var en kummerlig Dag med en Aften i Ensomhed.

De, som have Venner, staa her i Kapellet. Og deres Slægtninge have Lov til at være ene med deres Sorg og med deres Taarer, mens de tre Spader falde, der er den sidste Dødsdom.

Min Fører gaar over Kapellet, han aabner den næste Dør, og vi staa i et mørkere Rum; som Forstuen til et Værksted ser det ud, Gulvet gaar noget op og ned. Fugten sætter Pletter paa Væggene. Et kummerligt Tilflugtssted for Livet, hvor Døden maa fryse.

Den Kiste, som staar her, er aaben, og med den sky Nysgjerrighed, hvormed vi al- tid maale en Døds Former under Lagenet, stirrer jeg hen: Folden fra Foden ned, Knæet, Linien over Brystet, Sveddugen, der topper sig om Næsen. Ud af de udtun- gede Ærmer stikker et Par Hænder, saa magre og blaagule, med Huden i sorte Ryn- ker om nogle krogede Fingre.

Hvor dette Legeme maa være forfærdende magert.

Føreren løfter Sveddugen. Ligets Øine ere gaaede op, dækkede med mat Skum stirre de imod En. Læberne falde ind om Gummerne, Kinderne ere hule, blaa-gule. Og det gamle Billede er paa samme Tid et Billede paa Fred og Tilintetgjørelse.

»Nu kommer Ligstuen«, siger min Ledsager, han lægger atter Sveddugen over.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet, men jeg tilstaar, jeg frygtede, jeg vilde vende om. Det var et andet Billede, der gjorde mig angst, et Minde fra Klitmøller Strand. Man havde spurgt mig, om jeg vilde se Ligene. De laa derinde i det Hus. Men jeg havde ikke turdet. De saa naturligvis noget fæle ud, havde Strandfogden sagt.

Saa da vi skulde kjøre, faldt mit Øie paa en besynderlig Udstilling paa et Bord i Gaarden: Støvler med oprevne Skafter, Strømper, Uldklæder. »Hvad er det?« spurgte jeg.

»Det er – de Klæder, de havde paa«, sagde Strandfogden og pegede over mod Lighuset.

»Ja saa –  og jeg saa igjen paa de opsprættede Støvler, paa de frosne Klæder.« »De forstaar, vi have maattet sprætte det af dem«, sagde Strandfogden.
Bunden af dette Billede stansede jeg foran Ligstuedøren, indtil min Fører halvt skubbede mig ind i et Rum, hvor det var mer end halvveis Tusmørke. Naar man havde vænnet sig til Mørket, saa man paa hver sin Side et snavset, graat, fugtigt La- gen, ophængt paa en Jerntraad. Bag de Forhæng laa Ligene.

»Her er vist mange idag«, sagde min Ledsager og tog om Lagenet.

Der var tre Rækker Bakker, sorte med en Hulning i Midten: tre Rækker lige over hinanden lige som i Bagerierne eller i Herregaards-Meierier. Paa de Bakker lægger man Ligene lige som Oste i Ostekamret. Der var ingen Lig i den øverste Række, og min Fører bøiede sig for at se.

»Her ligger adskillige«, sagde han. Jeg bøiede mig som ham. Ligene laa Side om Side paa Bakkerne indsvøbte i Lagener. Paa hvert Lig var der klæbet en Seddel. Det gjorde ikke noget overdrevent Indtryk af Renlighed.

Bag det andet Gardin laa et Par nyfødte Børnelig. »De sendes os fra Fødsels- stiftelsen. Her have vi Begyndelsen og Slutningen af Livet.«

Bakke ved Bakke. Numer paa Lagenerne. Under de hvide Klæder ligge Legemer- ne krummede, det Ligs Knæ har ikke kunnet rettes, og Benene ere helt kroget sam- men; det andet ligger om paa Siden: Gigtsvaghed og Alderdomskrogheder kunne end ikke rettes i Døden.

Og mens man stirrer paa disse Legemer, som en Gang havde Navne, faar man et ubeskriveligt Indtryk af det udslettende i Døden. Hvem kjender disse Mennesker? For hvem have de levet? For hvad? Faa kunne fortælle det, og af alle disse Livsløb, alle Storme, alle Brydninger, alle Kampe, alle Nydelser er der kun et Legeme tilbage, hvis kolde Nøgenhed man har bedækket med et grovt Lagen.

Man tænker ikke paa denne Døds Fattigdom, man tænker ikke paa Slægtninge, der maa stave Lagnernes Numre for at gjenkjende deres Lig, man tænker ikke paa Taarerne, dette Rum har brudt Vei for. Man bliver, stillet Ansigt til Ansigt med disse sorte Bakker, besynderlig uimodtagelig og følesløs, og egenlig ser man intet andet end selve Dødheden.

Vi paavirkes kun af Afsjæletheden ved disse Legemer, som hverken skræmme eller indjage Frygt, de ere for døde dertil.

Det høitidelige er borte, det ærefrygtindgydende er flygtet med det skræmmende. Hvor er vel Dødens Høitidsfuldhed, hvor dens Ensomhed her, hvor Legeme ligger pakket til Legeme, Krop ved Krop. Det synes altfor længe, siden Sjælen flygtede fra disse Legemer.

Og dog, hvilke Dramer have ikke disse Vægge rummet! Her, hvor alle de ube- kjendte Forulykkede, de ubekjendte Druknede, de ubekjendte Selvmordere lægges ind. Kunde der tales, vilde vi vel finde, at vi stod paa den sidste Station, hvor de mødes, der have lidt meget. Men selve Lidelsen er død paa dette Sted, man tænker ikke paa den, den glider fra En.

Her er dødt. Hverken uhyggeligt eller høitideligt eller skrækkeligt, kun dødt. Disse sammenhobede Lig ere kun døde Legemer.

Hvor fjernt fra de Dødssenge, vi berede vore Døde. Vi lægge dem til Hvile i deres egen Stue, vi lægge dem til Ro, som om de sov. Vi frede om dem de sidste Timer, og Liget bliver ved at være den, vi en Gang elskede. Det fattige Lig er et livløst Legeme.

Bag Ligstuen komme vi ind i Sektions-Salen. Det Rum er for Lægmand næsten oprørende brutalt, og det just, fordi det ser saa overmaade lidt videnskabeligt ud. Et stort, mørkt Bord, et Par gamle Spande, et Par almindelige Vægte og nogle Kar – vidste man ikke bedre, skulde man tro, det var et gammelt Slagteri.

»Dette er ikke hyggeligt«, siger min Fører og lukker Døren. Saa gaa vi atter over Gaarde og gjennem Smøger tilbage til Hospitalet.

–––––––

Min Fører aabner Kirkedøren. Det er en lille Sal, baaren af hvide Søiler, paa Altret Thorvaldsens Kristus. Ellers synes der stille i Kirker, her er mindre taust end i Lighuset. Han aabner Orgelet og sætter sig til at spille.

Man kunde trænge til denne Musik, man var noget nær som stivnet derovre i Lighuset. Nu bryder det op med Tonerne, som skyde varmende hen over de mod- tagne Indtryk – en Strøm, der væder dem, saa de vaagne i vort Sind.

Men et Indtryk bevares.

Man kalder Døden med saa mange Navne: bleg og rædselsfuld og kold og gusten; den Onde og tung; mild og den Svære og taus; vanskelig og den Seirrige og stærk. Og alt kan det være sandt. Men dog maler intet Tillægsord Døden, naar den er nøgen som her: fredelig er ikke nok, stille giver intet, rolig altfor lidt. Død er Døden – og man giver den kun ved sit eget Navn.

Om dette sang Tonerne i Kirken. Men paa Altret stod Tømmermandssønnen, der vakte Lazarus af Graven.