Nyhedsanalysen
'Vinduesseng på Riget'
Du har læst alt, og det regner. ”Samfundet” har du lykkeligt fortrængt i din liggestol på Rhodos, men nu er du hjemme igen. Og mere end nogensinde er der brug for, at du sætter dig ind i ”politik”. Du kan jo begynde her i Føljetons ferieserie ‘Fiktiv sommerlæsning’. I dag: En samtalebog af Torben Steno, som på en måde også viser sig at være en slags kritik af det, man kunne kalde vores alle sammens ”sundhedsvæsen”.
Forside: Sille Kirketerp Berthelsen
Genre: Samtalebog
Beskrivelse: Den auberginefarvede jazztype Torben Steno har ladet sig indlægge på Rigshospitalet sammen med Danmarks mest erfarne patient, den 75-årige Ruben Therkelsen. Ingen kender Riget bedre en Ruben. Bortset fra børneafdelingen har han nemlig været indlagt alle steder med sine 27 kroniske sygdomme.
Bogen er baseret på 267 timers ”samtale” mellem Ruben og Steno – indimellem blander Rubens kone sig også. Det har været et helvede for den 15-årige erhvervspraktikant på 24syv, som har skullet skrive alle båndene ud. De taler meget i munden på hinanden.
Steno har i øvrigt selv stået for bogens grafiske opsætning.
Uddrag:
”Ja, du, så kommer jeg ind, og så har jeg sgu fået vinduesseng. Nå nå, men den er fin. Man kan jo fandme se så langt, du. Det er jo oppe på ellevte, ikke. Den gamle hun har taget nogle krydsord med. Nå nå, men det må hun selv om. Så får jeg noget af det tynde sprøjt der. Saftevand kalder de det. Ham overfor, han er sgu fin. Vi var inde og springe samtidig, ikke at jeg kender ham. Der var jo mange det år.
Jeg kigger på Ruben. Jeg er ikke i tvivl. Jeg kommer i tanke om en samtale, jeg har haft med Thomas Winding.
Nå, men så kører de mig ned til den kikkertundersøgelse, og da jeg skal tilbage, kører de mig ind på stuen ved siden af. Hvad fanden, siger jeg! Mit tøj og mine ting, det ligger derinde, hele lortet. Så er det så, fordi soldaten derinde, han er sgu røget i karantæne, du ved.
Som jeg ser på det, bliver situationen fint illustreret af en vittighedstegning i Politiken.
Diarré. Nå nå. Så jeg får jo mine ting ind. Men så kommer der fandme sådan en ung madame og vil køre mig ind ved siden af igen. Jeg ligger der i sengen, og hun kører bare med mig. Det kan hun sgu godt holde op med. Han er i karantæne for pokker, siger jeg. Av av. Den var ikke god. Der kan du fandme tro, hun fik travlt med at få mig ind ved siden af igen.
Kvindelige læger er sadister, det har jeg altid ment, indvender Rubens kone.
Jeg bemærker, at Ruben kigger på sine kone med et blik, som vækker mindelser til…
Nu må du fandme holde op, eller så tager jeg mine klamme naller og ligger rundt om kværken på dig. Hun var sgu da ikke læge.
Rubens kone rejser sig og går efter saft.”