Frederik den Sjettes Datter

13.4.1881

Det stod længe – alt Skramlet – paa Lofterne i »Kongens Palæ«; det stod der hulter til bulter, som det var bragt derhen efter Branden, og ingen havde rørt det i mange Herrens Aar. Det vakte altfor pinlige Minder hos Majestæten. En smuk Dag fik man imidlertid, vist under Kristian den Ottende, Ordre til at rydde op i de gamle Sager i Kristian den Syvendes Palæ, og man gav sig ivrig til at rode paa Lofterne – saa godt som Tomter kunde man sige af det stolte Kristiansborg.

Og hvad man fandt, var mærkelige Ting: der en lukket Kurv med Brænde, her nogle Klædningsstykker; saa en lille Kasse med 800 Specier, i det Hjørne nogle værdiløse Dyner. Skrammel og Kostbarheder, latterlige Smaating og rene Værdi- løsheder vare her kastede mellem hinanden af den blinde Angst, der snart havde red- det sig ud af den brændende Kongeborg med en Kurv Brænde, snart med en tom Kasse.

Datidens Kobberstik fortælle os om denne Konfusion, og stor maa den vel have været, siden man i Skrækken kunde glemme at tænke paa Kronprinsens Datters Redning. Prinsesse Karoline, til Minde om hvis Fødsel man nylig havde præget Medailler, blev glemt i Forvirringen og slap kun med Nød og næppe uskadt fra det.

»Arveprinsessens første Ildebrand« kaldtes det af den snævrere Kreds. Og denne Kongedatter, hvem man som Barn bar ud af Enevældens flammende Herskerborg, hende bringer man først idag til Hvile i hendes Aners Gravsted.

Et langt Liv! Og et Liv tilmed levet i Fyrsternes Trængselstid, Revolutionernes, Omvæltningernes og »Frihedens« Tid. Og dog et Liv lige saa roligt som langt: thi Frederik den Sjettes Datter kunde rolig se paa de Tider, der vare komne, og som hun aldrig forstod; til hende naaede Stormene ikke, og Beretninger om Omskiftelser og Forjagelser, Fyrstemord og Fyrsteflugt kunde komme til hende som kun halvtrovær- dige Eventyr fra en Verden, hvis Færd hun ikke mere kjendte.

Tiderne kunde saa for Resten være, som de vilde, Fyrsterne kunde give Konstitutioner og Folkene gjøre Oprør: hun var fra »Papas Tid«, og i den Verden, hun havde skabt sig, i den lille Krog, hvor hun herskede, der skulde hun nok sørge for, at man ikke mærkede noget til Tiderne.

Saa trylledes da indenfor Arveprinsessens Palæ en svunden Tid tilbage, Lands- faderens Dage, de Tider, hvor man valfartede til Frederiksberg for at hylde den lyk- kelige Familie; den trylledes tilbage, den holdtes fast med Jernhaand af en ensom Kvinde – Descendenten af tretten Konger. Men denne ensomme Kvinde, der trods Tider og Omvæltninger vilde dø i den samme Luft, i den samme Atmosfære, i hvilken hun havde levet sin Ungdom, og som i sin Verden lod Tiden staa stille, var ogsaa en mærkelig Personlighed, Frederik den Sjettes Yndlingsbarn.

Aanden var patriarkalsk i denne Rest af Frederik den Sjettes Danmark. Lands- faderens Datter var i sin Verden bleven en ægte Husmoder, og Lakaier og Lakaiers Børn hørte alle til den samme Familie. Man maa vel smile, naar man hører om dette Hofhold, om Audienstiden, hvor der blev aflagt Beretning om alt, om Meldingerne fra Lakaierne om deres Familieforhold, om Børns Fødsel, om Familiebegivenheder, naar man hører om den gamle Kongedatters Iver for alle de tusind Smaating, der daglig forefalde i et Hus som hendes – men naar man samtidig hører om hendes ubegribelige Hukommelse, der selv til hendes sidste Tid lod hende mindes med sjælden Klarhed alt, hvad hun havde hørt eller set, saa at hun f.Ex. var en levende Kalender for selv de ubetydeligste Tildragelser i sit lille Rige; naar man hører om hendes altid utrættede Arbeidskraft, der maatte søge en Mark, og som dels fandt den i en vidt udstrakt Korrespondance, dels i den samvittighedsfulde Bestyrelse af Vallø Stifts Sager; om hendes noget hastige Nidkjærhed – da gjenkjender man i alle disse Træk de bedste Egenskaber hos den Kongeslægt, hun tilhørte, og Smilet viger for en Følelse af Respekt.

Skulde man med et enkelt Ord betegne den Følelse, den gamle Prinsesse indgjød den travle Nutid de enkelte Øieblikke, den skænkede hende en Tanke, blev det just Ordet Respekt, man vilde bruge. Hun var jo blottet for personlig Skjønhed, hvad Naturen havde skænket hende af Ynde, havde Ilden tidlig røvet, og hun blev ikke smukkere med Aarene; hendes Ydre var ikke bestikkende, hendes Liv blev desuden i de sidste tyve Aar levet saa stilfærdig, at man kun sjælden saa hende, men vel en og anden Gang var nær ved at glemme hende. Men nævnedes hun, knyttede der sig altid til hendes Navn dels Erindringer om den Fader, hvis Yndlingsdatter hun var, dels Minder om et Par enkelte Handlinger i hendes egen Tilværelse, hvis udmærkede Bravhed maatte fremtvinge Beundring.

Disse enkelte Handlinger ville vel ogsaa blive Prinsesse Karolines Eftermæle, men idag, hvor man har bragt hende til Ro i hendes Forfædres Kirke, tør man allige- vel forsøge med et Par Linier at tegne et fyldigere Billede af Enevældens sidste Datter.

Om hun blot havde været en Mand! Det er en af Prinsessens Nærmeste, der karakteriserede hende i dette Ønske, og for den, der kjendte hende nøiere, gjemmes et helt Billede i de faa Ord: »Om hun blot havde været en Mand.«

Der siges i denne Sætning mer, end at Arveprinsessens Væsen prægedes af en vis Mandhaftighed, som forhøiedes af hendes Stemmeklang og hendes noget haarde, næsten militære Maade at tale paa. Hun talte altid kort, i den sidste Tid, hvor Døv- heden blev saa stærk, overmaade høit. Saa kom der let i de abrupte Sætninger, der ofte kunde fremføres med en buldrende Gammelmandshidsighed, der kunde blive næsten karlemæssig, noget hartad brutalt. Men der ligger som sagt i den nævnte Sætning mer end dette.

Frederik den Sjettes Datter var ikke blot mandhaftig, der var over hende Tilbøieligheder, i hendes Karakter noget mærkelig mandigt, og det stod i Samklang med alt dette, naar Arveprinsessen, hvis Person ellers var saa kantet og saa forladt af Ynde, vel egenlig aldrig formaaede at frembringe noget Skjønhedsindtryk uden til Hest ved Prins Ferdinands Manøvrer.

Til Hest synes det kantede, denne Arv fra Faderen at forsvinde, Mangelen af Kvindeligheden over Fremtoningen forsvandt. Øienvidner forsikre, at ved sin Mands Manøvrer var Arveprinsessen smuk.

Det var vel ogsaa Glæden, som forskjønnede. Prinsesse Karoline elskede militære Skuespil, hun havde en sand Mani for Soldater. I sin Ungdom delte hun her sin Faders – Kongens – Smag, siden var Soldaterne hende saa noget nær Tegnet paa »det, som blev« i de mærkelig skiftende Tider. Her i det mindste fandt hun den gamle Disciplin, noget af den Aand, hun forstod, Luften »fra Papas Tid«.

Ellers skiftede jo alt udenfor hende, og hvad Personerne angik, næsten om hende. Der var saa faa tilbage af de Gamle, og de Nye forstod hun ikke, vilde ikke forstaa dem. Saa følte hun sig maaske lidt ene, selv om hun ikke lod sig mærke dermed. Den sidste Gang en af de faa Tilbageblevne af Faderens Pagekorps besøgte hende, vendte hun sig, da han gik, om mod Døren og raabte: »Kom snart igjen, »Go’e« – – der er saa faa tilbage fra Papas Tid!«

Thi for hende var der kun to Slags Mennesker: dem, hun forstod, dem, der havde set Livet i Papas Tid – dem holdt hun af, dem skænkede hun denne altbetænkende Omhu, denne hjælpsomme Omtanke, der gjemte sig som skamfuld over sig selv, fordi den ikke vilde synes Føleri, og saa de andre, de Nye, de Folk, der ikke vare til- fredse med hendes Faders Stænder.

Dem saa hun paa, men de vedkom hende ikke.

Men selv overfor Veteranerne svøbte hendes Omsorg sig i Haardhed. Selv mod dem var hendes Tiltale mildest talt ublid, og hendes Aabenhjertighed søgte ikke læn- ge om Ord, naar noget mishagede hende. Hun tog Ordene, hvor hun fandt dem, og hendes Lexikon udelukkede ikke Drøiheder. Ogsaa det gav hendes Person noget mandhaftigt.

Kun paa Kongen pleiede hun som oftest at høre, overfor ham tav hun. Hun, de tretten Kongers Ætling, viste altid sin Ærbødighed for Majestæten: hun mente, hun ærede sig selv ved at hædre den, som bar hendes Fædres Krone. Maaske var Slægt- stoltheden hos denne Kvinde, der under saa haardt et Ydre skjulte saa mægtige Følel- ser, den mest overveiende Lidenskab. Disse tretten Konger, der i Aarhundreder hav- de hersket over Danmark, var vel bestandig under alle Skuffelser, alle Lidelser – thi ogsaa hun havde vel begravet meget paa Illusionernes store Kirkegaard – saa at sige hendes Livs Rygstød, og hendes dybe Pligtfølelse, der lod hende bringe de største Ofre – Ofre, der berørte hende selv paa den føleligste Maade – var vel et Udtryk af den Respekt, hun viste sig selv og sin høie Stilling. Adel vilde altid være en god Ting, hvis alle dens Medlemmer huskede den stolte Devise: noblesse oblige. Blandt hendes Galleri af Aner dvælede hun helst ved Kristian den Fjerde.

Hun foragtede Følsomhed, men hendes Foragt viste sig da ogsaa som sjælden personlig Kraft, en Opbyden af legemlig Styrke, som maatte forbause. Der skjultes vel ogsaa under dette en egen Følelse af, at dette skyldte hun sig selv, at Svaghed ikke sømmede sig for hende. Hun vilde vise Styrke, hvor andre vare svage. Men i selve denne Følelse, som saa ofte kom til Orde hos Prinsessen, møder man dette mandige, som var hendes Mærke.

For nogle Aar siden styrtede hun ned ad en Trappe i sit Palæ, og Prinsessen, der var høit i Syvtierne, brækkede Armen. Hun reiste sig, gik videre og dinerede med sine Damer uden at tale om Tildragelsen. Først efter Taflet lod hun Livlægen komme, og mens han satte Armen i Led, hørte man ikke en Klage. I Smerten bed Prinsesse Karoline kun Læben til Blods.

Og hendes næsten hensynsløse Styrke kunde give sig et endnu stærkere Vidnesbyrd. I det Øieblik, da Arveprinsen døde – han stod just i Vagtstuen og afgav Parolen til den Jourhavende – spaserede Prinsessen i Haven. Man hentede hende hurtig, og hun bogstavelig foer op i Palæet. Prinsen laa imidlertid blodig paa Gulvet, og man vilde løfte ham op paa Sofaen, for at Prinsessen ikke skulde se ham saa forfærdelig skæmmet.

En af de Tilstedeværende gik derfor udenfor og holdt paa Døren, men med et haardt: »Af Veien!« rev Prinsessen ham til Side og gik ind.

Ingen saa hende græde, og hendes Sorg skjultes bag en vis Omsorg.

Hun havde et stærkt Legeme, og selv i sin høie Alderdom havde hun udslettet Ordet træt af Sproget. Ved en landlig Udflugt for nogle Aar tilbage besteg den kongelige Familie en Høi. Arveprinsessen gik med en af Kavalererne under Armen, og da hun aandede meget besværlig, spurgte han, om hendes kongelige Høihed ikke ønskede at hvile sig – »Hvorfor?« – Hendes kongelige Høihed var mulig træt …

»Paa ingen Maade.«

Og hendes kongelige Høihed gik Resten af Veien alene.
Hun kjendte ikke til at skaane sig selv, hun bar Ceremoniernes Byrde som en Fest, og hun vidste ikke, hvad Strabadser var. Hun kunde paa enkelte Dage kjøre fra Byen til Bernstorf, fra Bernstorf til Sorgenfri, atter til Bernstorf for saa om Aftenen at vende tilbage til Byen.

Hun vilde altid bo i Kjøbenhavn. I Palæets Have findes en Pavillon, den var hen- des Landsted; nogle Nøddegange, det var hendes Promenade.

Hun gik saa og saa længe, og saa havde hun spadseret Frederiksberg Allee igjennem.

I Kjøbenhavn vilde hun blive: sandt nok ogsaa den var forandret, men her havde hun dog tilbragt sin Ungdom, her var dog noget tilbage af hendes Tid, af Papas Tid. Og hun elskede alt det saa høit.

Thi hos denne eiendommelige Karakter, hvor Slægtsstoltheden blev et med Pligt- følelsen, var denne Slægtsstolthed atter forenet med den dybeste Kjærlighed til det Land, disse kongelige Forfædre havde behersket. Prinsessen var ogsaa her sin Faders Datter, og hun var ikke blot Barn af Enevælden, men ogsaa af den nationale Vækkelse. Hun elskede det Danske, fordi det var dansk, men af Danmark elskede hun igjen høist Kjøbenhavn, fordi hun her var nærmest sine Minder, hendes Livs Tærepenge gjennem mange Aar.

Hun blev her i gode og onde Dage. Her havde hun henlevet sin Ungdom i den Faders Selskab, hun forgudede; her havde hun i kort Tid været en Tærning, der stod for Tur at kastes ud af en almægtig Haand i Europas Brætspil, her havde hun levet med den Husbond, hun elskede med blind og fremfor alt resignerende Kjærlighed. Her vilde hun blive.

Derfor forstod hun ikke at flygte under Koleraepidemien, derfor blev hun selv om Sommeren i sit Lysthus i Bredgade.

»Jeg bliver hjemme«, sagde hun.

Desuden holdt hun ikke af Jernbanerne. De vare ikke »fra Papas Tid«, og hendes Omgivelser vidste ikke, om Prinsessen ikke i sit Hjerte ansaa Jernbanen for et i Grunden meget plebejisk Befordringsmiddel.

Denne Kjærlighed til Hjemmet, der viser sig overalt i Prinsessens Liv, var en af de milde Følelser i hendes Liv, men den var ikke den eneste. Bag den haarde Skal skjul- te sig et Hjerte, som følte rigt, dybt og fremfor alt bestandigt. Thi taus og ordknap Trofasthed var hendes Væsens Kjendemærke. Hun tilbad til sin sidste Dag sin Faders Minde, og Arveprinsen havde hun skænket hele sin mærkelige Sjæls Kjærlighed.

Efter hans Død forlod hun sine egne Pragtværelser for kun at bo i hans, og i den hele Snes Aar siden da satte hun ikke sin Fod i sine gamle Værelser. Hun ønskede ikke at se disse Rum igjen.

Foran hendes Yndlingsplads stod hans Brystbillede i Legemsstørrelse, Sommer og Vinter pyntede hun det med Blomster

– – – – –

Men hun talte ikke om sine Følelser.

Idag har man bragt hende til Ro, den sidste af en Tid og af en Slægt. Maaske finde vi begge forældede, maaske er den unge Tid ogsaa Fremskridtets Dage. Men dybt maa vi bøie os for de bortdragende Slægter, naar de staa saa uplettede for os som Frederik den Sjettes Datter.

Thi hæderligt, rent og eiendommeligt var dette Liv, der strakte sig gjennem saa mange Dage; og rigt var dette Hjerte, der havde grædt ved Norges som ved Slesvigs Tab.