Den canadiske forfatter Douglas Coupland introducerede i 1990’erne begrebet hyper-nostalgi. Det var vist i den lille sorte bog Et liv efter Gud, og det dækkede kort fortalt over det, der sker, når vi bliver nostalgiske over noget, som i virkeligheden ikke er særlig længe siden eller for den sags skyld særlig fantastisk. Måske har du et nostalgisk forhold til Robinson Ekspeditionen, Stripperkongens piger, Berlingo eller Poul Nyrup, eller måske længes du tilbage til en tid, hvor der ikke fandtes trådløst internet i togene.
Coupland argumenterede allerede dengang for, at fænomenet opstod, fordi folk følte sig sat af tidens hastige udvikling – teknologien, kulturen, moden, politikerne, globaliseringen – altså dybest set det, vi i dag i vid udstrækning forklarer Trump (Make America Great Again), Brexit og højrepopulisterne med. Elite vs. folket etc.
Det er et sjovt fænomen, der næsten hver dag viser sig på den ene eller anden måde, og i går kunne man så se det i de amerikanske musikeres årsregnskaber, som blandt andre Billboard offentliggjorde. For selv om Beyoncé med sin visionære og kontemporære popmusik slår de næste på listen med bedst indtjenende musikere med længder, så er det alligevel iøjnefaldende, at nummer to på listen er de gamle hard-rockere fra Guns N’Roses, der ikke har udgivet nyt i næsten 10 år, og som stort set kun har tjent deres 40 millioner dollars store overskud på at turnere. Nummer tre er Bruce Springsteen, og inden vi når ud af top 20 på listen, møder vi Billy Joel, Paul McCartney, Metallica og Black Sabbath.
Hypernostalgi eller autenticitetsjagt – det er alt sammen udtryk for den samme tendens, der er gået igennem vores forbrug, vores politik og vores kultur, i hvert fald siden Coupland fandt et ord for det. Måske handler det om ægthed. Politikere vinder stemmer på at udstråle ægthed. Hip-hop-stjerner finder legitimitet i opvæksten i ghettoen. Reality-tv forsøger at give os virkeligheden en til en. Ugebladene finder læsere ved at vise billeder af kendte mennesker, der kaster op. Og så er der den internationale milliardkoncern, der lancerer sine syltetøjsprodukter, som om de var fra ’Den gamle fabrik’ fra vores barndom, i et forsøg på at kompleksitetsreducere. Autenticitet sælger.
De islamiske fundamentalister gør i ekstrem grad krav på autenticitet i måden, de fremstiller sig selv. Det spænder helt fra mere moderate grupperinger som Det Muslimske Broderskab, IS over til Al Qaeda. De bruger alle utrolig lang tid på at fortælle, hvor de kommer fra. Både rent teoretisk, men også geografisk – hvor de er født, hvordan de bor og så videre. Da vi først så billeder af Osama bin Laden, var han som regel iført camouflagetøj og havde en russisk Kalashnikov-riffel i hånden. Til trods for, at han som mangemillionær kunne have erhvervet sig et våben, der var bedre end den uduelige riffel fra 1970’erne, benytter han den autenticitet, der ligger i en Kalashnikov, som i islamistiske kredse ses som et oprørssymbol. Senere så vi ham fremstillet som en mere teologisk skikkelse i hvide klæder og med hvid turban, og på de sidste billeder, der kom ud, sidder han bag et skrivebord, hvilket skal iscenesætte bin Laden som en statsleder, der skal tages alvorligt på linie med vestlige statsledere.
I dag forklarer man i høj grad det moderne autenticitetsbehov ud fra en mangelteori. Teorien lyder: Nu, hvor alt mad er blevet industrialiseret, mangler vi ægte mad. Nu, hvor alle nationer er blevet globaliseret, mangler vi det ægte nationale. Nu, hvor alle religioner er blevet underlagt en naturvidenskabelig tænkning, søger folk det ægte religiøse. Men måske er den mangelteori selv et produkt af en ægthedsromantisk tænkning. Den bygger på den grundlæggende præmis, at der findes noget, der er mere ægte end det, vi ser foran os.