Kvinders værd

Hvis vi ikke ligefrem er så heldige selv at være kvinder her på Føljeton, så holder vi i hvert fald meget af dem. I aftes vandt det danske kvindelandshold i fodbold 1-0 over Norge ved EM i Holland, og dermed bragte holdet sig videre til kvartfinalerne. Vi så hele kampen (plus ti minutters tillægstid!), bed negle undervejs og siger nu: Giv dem lige så meget i løn som mandlige fodboldspillere.

The Telegraph bragte i sidste uge en artikel med 11 gode grunde til, at kvindefodbold er bedre end herrefodbold. En af dem er, at herrefodbold er ”fanget i den mørke middelalder, når det handler om tolerance: smadret af homofobiske sange, racisme både på banen og lægterne samt en skammelig mangel på sorte trænere. Hos kvinderne har man accepteret homoseksuelle spillere uden at blinke (…) Kunne man forestille sig kaptajnen på vores herrelandshold være åben bøsse? Drøm videre.”

I går bragte vi en nyhed om, at der stadig er lang vej til ligeløn i det danske samfund generelt. DR har lavet en gennemgang af tal fra Danmarks Statistik, som viser, at kvinder i gennemsnit tjener 86,7 kroner, hver gang en mand tjener 100. Selv mandlige sygeplejersker tjener i gennemsnit 18 kroner mere end deres kvindelige kolleger. I OECD’s opgørelse over ligeløn ligger Danmark på en 19. plads – og endda tilsyneladende efter Rwanda. Det er absurd. Hvordan skal man komme dette uvæsen til livs? Ifølge tre fagforeninger, som DR har talt med, er det bedste, man kan gøre, at tale åbent med sine kolleger om, hvad man får. Og så skal man i øvrigt kende sit værd til jobsamtalerne. FOA’s forhandlingschef, Jakob Bang, mener dog, at det overordnede ansvar for at få udlignet lønforskellen ”klart [ligger] hos arbejdsgiverne og de faglige organisationer. Den enkelte sidder jo ikke med overblikket”.

I New York Times’ søndagssektion forleden forsøgte en stor artikel at forklare, hvorfor så få kvinder i det hele taget kommer helt til tops i erhvervslivet. Mekanismerne kan være nogle af de samme, men det er virkelig interessant at høre, hvordan de kvinder, som selv har været helt tæt på toppen, udlægger det. Deres historier fortæller, at kvinder, der stræber efter magt, stadig møder langt mere modstand, både direkte og i det skjulte, end de havde forventet ville være tilfældet i dag. Jane Fields startede som almindelig ansat på en McDonald’s i 1978, men steg hurtigt i graderne og sluttede som nummer 2 i virksomhedens ledelseshierarki, inden hun blev fyret i 2012.

”Man er den eneste kvinde,” fortæller hun. ”Det er meget ensomt. På et tidspunkt spillede jeg golf med tre mænd, som befandt sig højt oppe i ledelsen. En sagde: ‘Jeg vidste ikke, at du kunne spille’. Jeg svarede, ‘du har aldrig spurgt mig’. Jeg drak aldrig med dem. Jeg forsøgte aldrig at være en af gutterne. Jeg brugte mere energi på performance.”

Ifølge hende selv lykkedes det efterhånden at vinde mange af mændene over på sin side. ”Mændene, jeg mødte på min vej, var ekstremt jaloux og kompetitive,” fortæller hun. ”Det blev ikke ved så længe, for de så, hvad jeg fik lavet, og når de begyndte at arbejde for mig, gik det op for dem, at ‘hun er ikke så slem’.”

Det fascinerende, men måske ikke overraskende, er, at det kørte bedst og hurtigst for Jane Fields’ karriere, når hendes indsats kunne måles i indtjening til virksomheden. ”Det handler i virkeligheden om pengene,” siger hun. ”Jeg var altid nødt til at gøre det bedre end alle andre for at blive betragtet som ligeværdig. Jeg styrede fantastiske restauranter, tjente store penge til virksomheden og havde de mest succesrige folk til at arbejde for mig.”

Vi krydser fingre for det danske kvindelandshold. Og uden at ane, hvad det rwandiske fodboldforbund FERWAFA betaler deres kvindelige spillere, så mener vi, at Dansk Boldspil-Union kun kan gøre én ting, hvis der er et løngab mellem det tamme herrelandshold og de vilde danske kvinder: gå foran – udlign det! Det hold kan gå hen og blive en rigtig cashcow.