Den polske PiS-situation

Polen er et stort og mærkeligt land. Det manøvrerede så fint og elegant i tiden omkring østblokkommunismens sammenbrud for 26 år siden. Allerede i august 1989 fik landet sin første ikke-kommunistiske statsminister, og i december samme år vedtog parlamentet en række love, der gjorde det til et ægte parlamentarisk demokrati. Året efter blev den gamle elektriker, nobelprismodtager og superaktivist i fagforbundet Solidaritet Lech Wałęsa valgt som præsident. Gik det hele for hurtigt? I hvert fald stod den nu 73-årige Wałęsa for blot et par dage siden i den situation, at han atter måtte bestige et podium i Gdansk for at holde en tale for demokrati og imod regeringen.

Den har været gal i Polen i nogen tid. Da den daværende præsident for Polens højesteret professor Andrzej Rzepliński i december sidste år trådte tilbage, efter at hans seksårige periode var udløbet, advarede han på det kraftigste om, at landet var ”på vej mod autokrati”. Året forinden havde det socialkonservativt-katolske parti med det irriterende selvretfærdige navn Lov og Retfærdig (forkortet PiS) vundet både parlamentsvalget og præsidentvalget, og PiS havde indsat den tamme og ligegyldige politiker Andrzej Duda på præsidentposten.

Allerede i tiden omkring Rzeplińskis afgang var der folkelige demonstrationer i Polen. PiS var ganske rigtigt i gang med at afmontere demokratiet, blandt andet ved at blokere for frie mediers adgang til parlamentet. Samtidig forsøgte partiet at stække det juridiske system ved ikke at anerkende en række domme.

De folkelige protester mod PiS er fortsat; i den seneste tid har titusindvis af polakker været på gaden i store demonstrationer. Og EU, der ellers har rigeligt at slås med i forvejen, har været på stikkerne over for Polen. EU-Kommissionen har truet med at indlede en sag mod Polen for at forbryde sig mod EU’s grundlæggende værdier. Et værktøj her kunne være at iværksætte den aldrig brugte artikel 7 i EU-traktaten, som i sidste ende kan betyde, at Polen mister stemmeretten i EU’s ministerråd.

Noget af det må have gjort indtryk på præsident Duda, for mandag nedlagde han veto mod to af tre voldsomt kritiserede tiltag, som udgjorde en retsreform, der i realiteten ville give landets politiske ledelse kontrol over højesteret, idet højesterets nuværende dommere ville kunne fyres og erstattes af nye udnævnt af en parlamentskomité. I dag udnævnes polske dommere af Domstolenes Nationalråd, som overvejende består af dommere, hvorefter de godkendes af præsidenten. Tiltagene, som Duda afviste at underskrive, var godkendt i begge parlamentets kamre (ikke overraskende, når PiS har absolut flertal i parlamentet) og manglede blot hans signatur for at være lov.

Ingen ved deres fulde fem tror dog, at præsident Duda pludselig har set lyset og er blevet demokrat. Han var selv valgt til EU-parlamentet for Lov og Retfærdig, inden partiets formand og medstifter, Jarosław Kaczyński, gjorde ham til præsident. Og tirsdag underskrev Duda det tredje tiltag i retsreformen, hvilket betyder, at Justitsministeriet har kontrol over landets mindre domstole. Meget tyder på, at Duda blot ønsker at vinde en lille smule tid. Lov og Retfærdighed har nu i to år tilbagerullet den ene demokratiske institution efter den anden uden at blinke. Når alt kommer til alt, er det desværre nok snarere EU-Kommissionens sabelraslen end folkelige protester, der har gjort størst indtryk på den polske præsident. De fleste polakker ville stadig stemme på Lov og Retfærdighed, hvis der var valg i morgen. Hvorfor skulle man så tage bestik af, hvad en håndfuld demonstranter mener?