Nyhedsanalysen

Pussy Riot på de skrå brædder

Pussy Riot med medlemmerne Nadesjda Tolokonnikova og Sasha Klokova (på billedet) på Folkemødet 2016 fotograferet i Allinge på Bornholm fredag den 17. juni 2016..

Det var svært at være andet end fuld af beundring. Et af de lande, hvor man ikke ønsker sig at komme i karambolage med retssystemet, er Putins Rusland, og her sad tre unge kvinder på bænken i et retslokale i Moskva under anklage for hooliganisme motiveret af religiøst had. Retssagen, som fandt sted på denne tid for fem år siden, var bizar – den vakte minder om en gammeldags skueproces, og der var aldrig rigtig nogen tvivl om, at der ventede en fængselsstraf. Men de tre anklagede, Nadesjda Tolokonnikova, Marija Alojkhina og Jekatarina Samutsevitj, virkede helt cool, ja, frygtløse.

Hvad var deres brøde? Som medlemmer af den aktivistiske feministiske russiske punkgruppe Pussy Riot havde kvinderne nogle måneder forinden været med til at afbryde en gudstjeneste i Moskvas største kirke, Frelseren Kristus-Katedralen. På guerillamanér bemægtigede de sig adgang til alteret, hvor de sang og dansede og bad en punkbøn til jomfru Maria om at befri Rusland for præsident Putin. Aktionen, der nåede at vare mindre end to minutter, før kirkens sikkerhedsfolk fik elefanthueklædte kvinder passiviseret, var en kritik af den russisk-ortodokse kirkes støtte til Putin. Og med god grund: den russiske kirkes berømte patriark, Kirill, støttede i 2012 offentligt Putins genvalg som præsident og kaldte ham et ”mirakel fra Gud”. Pussy Riot sagde efter aktionen, at kirken blev brugt som et våben i en ”beskidt valgkampagne”.

I august 2012 blev Nadesjda Tolokonnikova, Marija Alojkhina og Jekatarina Samutsevitj hver idømt to års fængsel. Samutsevitjs dom blev kort efter gjort betinget, men de to andre endte med at ruske tremmer i 21 måneder, inden de blev benådet af dumaen, det ene kammer i det russiske parlament. De løsladte kvinder var ikke sene til at kalde amnestien for et pr-stunt.

Og hvorfor nu rippe op i sagen? Jo, den nu 27-årige Nadesjda Tolokonnikova lancerede forleden en Kickstarterkampagne. Hun vil genopføre sin fængsling som teaterstykke og ønsker, at det bliver sat op i London til november. Inside Pussy Riot, hedder projektet. Til nyhedsbureauet AFP siger hun, at med de ”autoritære og højreorienterede kvindehadske tendenser”, som man ser rundt omkring i verden, er det ”virkelig vigtigt at kommunikere til folk, at det, der skete for os, kan ske for hvem som helst”. Det burde ikke være sådan, men hun har ret. Det går den forkerte vej. Og nu vil Donald Trump også forbyde transpersoner i den amerikanske hær.

Stykket, som sættes op af teaterkompagniet Les Enfant Terribles kommer til at handle om hele turen, og publikum vil deltage. Fra punkbønnen i kirken til retslokalet og cellen i fængslet langt fra Moskva. ”Forhåbentlig er det en rejse, du kun skal tage på én gang i dit liv,” skriver Tolokonnikova på Kickstarter.

Målet for Kickstarter-kampagnen er 60.000 britiske pund. Alle kan være med. Hvis du donerer fem pund, kan du kalde dig selv ‘honorary bitch’. For 75 pund kvitterer Tolokonnikova med en signeret bog fuld af russiske fængselstatoveringer. Målet skal være nået senest 18. august, så det er bare om at komme til lommerne. Hvem vil ikke gerne være en æres-bitch?

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12