Nyhedsanalysen

Patriotisme i Det Hvide Hus

FILE PHOTO: White House Communications Director Anthony Scaramucci talks to the media outside the White House in Washington, U.S., July 25, 2017. REUTERS/Yuri Gripas/File Photo

Tilgiv os, hvis vi på denne plads i denne uge ender med at opholde os lidt vel rigeligt i Washington. Mandag beskrev vi en række farceagtige omstændigheder i kølvandet på ansættelsen af Trumps nye kommunikationschef, Anthony Scaramucci. Man kan anføre, at personfnidder på en statslig arbejdsplads er en naturlig ting og hører til i de kulørte blades afdeling, og det er heller ikke, fordi der ikke sker vigtigere ting i amerikansk politik (Donald Trumps bebudede forbud mod transpersoner i hæren; undersøgelsen af Trump-kampagnens forbindelse til Rusland; republikanernes mislykkede forsøg på afmontering af Obamacare; Senatets vedtagelse af nye sanktioner mod Rusland osv.). Men Scaramucci, der blev ansat for at få styr på kommunikationen, har knap haft jobbet i en uge, før han begynder at ligne en tønde krudt med en ret kort lunte, som nogen har kastet ind i Det Hvide Hus, hvor der ellers hersker kaos nok i forvejen.

Det er en af vores amerikanske yndlingsreportere, Ryan Lizza fra The New Yorker, der har historien, og titlen på den er lige ud ad landevejen: ‘Anthony Scaramucci ringede til mig for at plapre løs om Reince Priebus‘. Han indleder artiklen sådan her: ”Onsdag aften modtog jeg et opkald fra Anthony Scaramucci, den nye kommunikationschef i Det Hvide Hus. Han var ikke glad.” Scaramuccis problem var, at Ryan Lizza tidligere på dagen havde sendt et tweet ud om, at Trump, hans førstedame, Scaramucci, den højreorienterede tv-vært Sean Hannity og Fox News’ forhenværende direktør Bill Shine, som tidligere i år blevet skubbet ud af organisationen efter vedholdende beskyldninger om sexchikane mod kolleger, spiste middag med hinanden. Lizzas kilde var en ”senior White House official”, og Scaramucci ringede for at vide, hvem denne person kunne være: ”’Hvem lækkede det til dig?’ spurgte han. Jeg sagde, at jeg ikke kunne give ham den oplysning. Han svarede ved at true med at fyre hele kommunikationsafdelingen. ‘Det, jeg gør, er, at jeg vil eliminere hele kommunikationsholdet, og så starter vi helt forfra,’ sagde han. Jeg grinede uden rigtig at vide, om han virkelig troede, at sådan en trussel ville kunne overtale en journalist til at afsløre sin kilde. Han fortsatte med at presse mig og brokkede sig over den afdeling, han havde overtaget. ‘Jeg beder de fyre om ikke at lække noget, men de kan bare ikke styre sig,’ sagde han. ‘Du er en amerikansk statsborger, det her er en kæmpekatastrofe for USA. Så jeg beder dig som amerikansk patriot om at give mig en fornemmelse af, hvem der lækkede det.’”

Hvis Scaramucci havde haft en smule omtanke, havde han endt samtalen dér. Men han bliver ved, og det bliver værre og værre. Han kalder Trumps stabschef, Reince Priebus, for en ”fucking paranoid skizofren”. Han siger, at han ikke selv er som den højreorienterede toprådgiver og strateg Stephen Bannon, som vi også har har taget under grundig behandling her i Føljeton: ”I am not trying to suck my own cock [som Bannon]”. Og han bliver ved med at tale om fyringer: ”Jeg fyrer dem alle sammen. Jeg fyrede en forleden. Jeg fyrer tre eller fire i morgen. Jeg skal nok få ram på den person, der har lækket det til dig. Reince Priebus – hvis du vil lække noget – han vil meget snart blive bedt om at sige op.”

Det er tydeligt, at Scaramucci havde regnet med, at Ryan Lizza ville behandle telefonopkaldet fortroligt. Men intet tyder på, at de har lavet sådan en aftale forinden, og det ville ligne Lizza meget dårligt at forbryde sig mod nogle af journalistikkens grundlæggende principper. Samtidig er det velkendt, at Donald Trump er den type leder, der sætter pris på, at hans nærmeste medarbejdere konstant er i en form for infight med hinanden, fordi det – angiveligt – holder dem skarpe. Som New York Times er inde på i en kommentar, er Scaramuccis angreb på stabschefen et case-studie i, hvordan Det Hvide Hus fungerer under præsident Trump: en konflikt, som er helt afkoblet fra fakta i et miljø uden nogen organisationsstruktur og ”drevet af ”ambition, frygt, fjendskab og misundelse”.

Ansættelsen af Anthony Scaramucci så fin nok ud på papiret, men ligner endnu et søm i Trumps ligkiste. Og hvad siger Scaramucci til det hele? Hans svar kom i nat dansk tid på Twitter: ”Jeg begik en fejl ved at stole på en journalist. Det vil ikke ske igen.”

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12