Regnvejrsdigte

Regn i poesi forbinder vi først og fremmest med en sjælstilstand, definitivt udtrykt af Paul Verlaine (1844-1896) i digtet ”Il pleure dans mon cœur” fra Romances sans parole (1874), hvor de to første linjer lyder: ”Il pleure dans mon cœur / Comme il pleut sur la ville”. Johannes Jørgensen oversatte dem – lidt utilstrækkeligt – til ”Det regner i alle Gader / og i mit Hjerte med”.

Regnvejrsstemningen kender vi fra symbolismen, i dansk poesi også kaldet ’halvfemsernes digtning’, altså 1890’erne, med ovennævnte Johannes Jørgensen som en vigtig skikkelse og redaktør af tidsskriftet Taarnet, der udkom månedligt fra oktober 1893 til september 1894. Tidsskriftet introducerede den franske symbolisme og gav plads til den unge danske generation af digtere. Johannes Jørgensen kunne noget med regn.

I digtet ”Høstdrøm” fra Bekendelse (1894) lyder første strofe: ”Jeg drømte i Nat om øde / Skove i høstlig Regn. / Langs Stien stod vaade og røde / de visne Risbøges Hegn.” Og sidste strofe tager både regnen og risbøgene op igen (risbøg betyder egl. en ung bøg): ”Som var mit Liv kun en Vandren / ad Veje i dryppende Regn – / som stænged mig evigt inde / de røde Risbøges Hegn.”

En anden medarbejder ved Taarnet, Viggo Stuckenberg, skrev digtet ”Foraarsregn” (Sne, 1901), som nøje beskriver regnen, der rammer planterne i naturen. Der tegnes et præcist billede af en idyl, hvor alting får liv gennem regnen, en ”Livsens Dug” kaldes den. Sidste strofe får også indrammet en syngende fugl (poesien selv): ”Det regner over Mosen, / saa stille gaar den Dag sin Gang, / en enlig Smaafugl pipper / og løfter kvidrende sin Sang, / imedens Regnen rinder.”

Der findes hundredvis af regnvejrsdigte, men jeg vil fremdrage to fra nyere tid. Først Klaus Rifbjergs ”Der er mange slags regn” fra Tvelys (1987). Her er fortidens symbolisme, den musik, der rummer sjælsforhold og en dybere metafysik, borte, ja, erstattet af et tonefald, som er – næsten – hele digtet. Man hører Klaus Rifbjergs stemme for sig, når man læser digtet, der nøgternt begynder og bevidst gentager sig (som var ordene selv faldende regn):

”Det regner det regner fint / som det også kan gøre / det regner uden surhed / og forbehold / men netop fordi / netop fordi / det regner lige og alting er skævt / fladt kantet skråt / snævert uberegneligt / er der mange slags regn”. Det elegante er nu, at Klaus Rifbjerg indfører et ’hun’, en kvinde, som bliver digtets hemmelighed, regnen er blot en ramme om kvinden. Lige så stille kommer hun ind i digtet: ”også den man kommer ud i / den man kommer ud i / den hvor hun står / et øjeblik lyttende som / ville hun høre på en gang / det rislende klukkende / skrå og skarpt faldende / i alle kløfter bristende / lige ned fra himlen / styrtende vand”.

Kvinden får liv, vækkes til live i sproget, via regnen, ja, gennem hendes vilje til at opfatte regnen og alle dens lyde og fald. I næste strofe bevæger hun sig omstændeligt ud i regnen, først efter en længere række af fokuseringer på, hvad hun lige om lidt gør, når hun går ud i regnen. Meget rifbjergsk: ”Før hun sætter foden frem / før hun sætter foden frem / før hun bevæger sit legeme igen / før hun ligesom vågner / før hun et øjeblik husker sit køn / før hun slår paraplyen op / og går ud i regnen.”

Bemærk, at hun husker sit køn. Distraktionen er vigtig, fordi kvinden dermed kvindeliggøres, legemliggøres, med bevidsthed om kønnets tilstedeværelse. Hun er nu trådt ud i regnen. ”Som falder fint / og uden forbehold / brudt uforudsigeligt af de / mange vinkler / men formet rundt og harmonisk / over paraplyen / under hvilken hun går / til hun forsvinder // Det regner fint”. Digtet slutter, som det begyndte, men undervejs skete der noget.

Kvinden kom til syne, og hvor alt i begyndelsen var ”skævt / fladt kantet skråt / snævert uberegneligt”, bliver det nu ”formet rundt og harmonisk / over paraplyen / under hvilken hun går”. Kvinden bliver til i digtet via regnen, men hun gør også noget ved regnen, eller snarere ved ”alting”, som først var ”kantet”, og nu er ”rundt”. Det er storslået. Det regner fint i digtet!

Til sidst et digt af Per Højholt fra den skelsættende digtsamling Min hånd 66 (1966). Det hedder simpelt hen ”En regn”. Det bringes her, som det kan læses i den kvadratiske bog (der i øvrigt har indlagt en grammofonplade, hvor digteren læser nogle af digtene, bl.a. dette). Læg mærke til titlen, allerede her er noget på færde, ”en regn”, man ville vel sige ”et regnvejr” eller ”et regnskyl” eller lignende, men ”en regn” er ejendommeligt, javel, det er digtet også.

Hvor der hos Verlaine og symbolisterne var en korrespondance imellem vejrlig og sjæleliv, imellem ordenes musik og en højere verden, er der hos Per Højholt ingenting – andet end den materielle oplevelse af regnen som taktil sprogværen eller sprogtilblivelse. Digtet er en ikon for regnen i ord. Indbygget er tiden og logikken og sansningen, og ikke mindst evnen til at se før og efter digtet, forstået som: når linjen ”jorden dækkes af regnmøl” er skrevet, ja så er det naturligvis sandt, at ”(regnmøl dækker jorden)”. Ligeledes er der indbygget en lodret akse, langs med hvilken vi som læsere falder. Vi når ned og ser regnen nedefra, før dråberne rammer jorden. Undervejs er vi placeret (lyttende, målende) imellem regndråberne.

Hver strofe, hvert linjepar (eller enkeltlinje) sin historie, sit syn på regnen og dens mulige betydning for os mennesker (med et citat fra et andet digt af Per Højholt, ”Frostnat” fra samme bog). Vi ser i regnvejrsdigtene en bevægelse fra symbol og metafysik til fortælling (personen, der bliver til) og tilblivelse i sprog. Hemmeligheden er – en anden. /Asger Schnack