Thyregod kan også noget unikt

Der bor 1346 mennesker i Thyregod. Byen har svømmehal, en idrætshal, en kirke og en skole, mens Dagli’ Brugsen er den største butik i byen. Førhen var der også en bodega, men den er lukket, fortæller en lokal, Føljeton møder på vej mod asylcenteret. Det ligger i gåafstand fra Brugsen, der må siges at udgøre byens centrum. Centeret består af gamle lave barakker omgivet af marker og med et rødt og hvidt Røde Kors-flag hejst i midten af den grusede gårdsplads, der omkranses af bygningerne. Barakkerne blev bygget tilbage i 1993, hvor der første gang åbnede asylcenter i byen. Dengang blev de sat op som en midlertidig installation, men flygtningene blev ved med at komme, og Center Thyregod står der altså endnu. Så selvom det er nyt for beboerne fra Kongelunden at være i Thyregod, er det ikke nyt for Thyregod at dele by med asylansøgere.

Og dog. For selvom asyldriften i byen går mange år tilbage, har de tidligere Kongelund-beboere skabt en helt ny situation i Thyregod. For Center Thyregod, der tidligere primært har fungeret som modtagecenter for hyppigt skiftende grupper, er nu omdannet til omsorgscenter, hvor Danmarks mest sårbare asylansøgere skal bo permanent.

”Når man ser tilbage i tiden, så har der været mange skift i forhold til beboere på centeret. Først var der mange bosniere, så iranere og irakere og senest syrere. I en overgang var der familier, så var der irakiske tolke, bagefter voksne mænd og senest var det et børnecenter for uledsagede unge. Men nu flytter der en helt ny gruppe ind, der dels kender Danmark efter lang tid – for nogle mange år – i Center Kongelund og dels skal bo her i en længere periode. Omsorgscenteret bliver på den måde en mere permanent del af byen, og det giver en masse muligheder, fortæller Conny Kessler.

Hun er nyansat funktionsleder på Center Thyregod og i færd med at brygge kaffe til mødet med Føljeton.

”Ja, vi drikker altså af sådan nogle her, indtil vi får købt ordentlige kopper,” siger hun, da hun åbner skabslågen og tager tre tomme syltetøjsglas ned fra hylden.

Mere når hun ikke at sige, før en ung mørkhåret dreng kommer ud i køkkenet. Han spørger drillende, om hun har husket at komme salt i kaffen. Han hedder Farshid, er 16 år og kommer fra Iran. Han flyttede fra Kongelunden til Thyregod i midten af juni.

”Jeg har ingen planer i dag,” siger han så og nikker derefter lidt genert, da Conny Kessler spørger, om han keder sig.

En anden ansat, Line Poulsen, støder til.

”Det forstår jeg godt, Farshid. Der er heller ikke meget for dig at lave her i sommerferien,” siger hun.

Conny nikker bekræftende og forslår ham, at han kan begynde til svømning efter sommerferien.

Kaffen er færdig, og vi bevæger os af de hvide gange mod Connys kontor. Hvis vi var kommet om et par måneder, kunne vi have siddet i et rigtigt mødelokale, men håndværkerne mangler stadig en del, fortæller hun.

Conny inviterer Line med ind, mens Farshid Mostafapour blive stående i døråbningen og følger os med øjnene.

”Det tager ikke så lang tid, Farshid, og jeg er sikker på, du kan komme til at snakke med pigerne senere, hvis du har lyst,” siger Conny og nikker mod journalisten og fotografen.

Farshid smiler genert, bøjer hovedet en smule og forsvinder ned ad gangen.

Imens får vi placeret os rundt om bordet i Connys kontor og kan tage fat på det, vi er kommet for.

Frivilliggruppen erstattes af landsbysamfundet

Hvordan er det gået med at få installeret Kongelundens beboere i Thyregod?

”Det er meget spændende. En helt ny verden af positive oplevelser, et stærkt fællesskab og god kontakt med dem fra Kongelunden, der har været med til overleveringen,” siger Conny Kessler og tilføjer:

”Men det er også hårdt arbejde. I Kongelunden var der jo en kæmpe frivilliggruppe, mange faste aktiviteter og et netværk af danske venner, fodboldklubber, skoler og så selvfølgelig storbyen lige rundt om hjørnet,” siger Conny.

Jeg talte med frivilligkoordinatoren fra Kongelunden tilbage i maj. Han sagde, at nogle af de ansatte måske ville flytte med til Thyregod…

”Der er ikke nogen, der er flyttet med. Men vi har været i tæt kontakt med dem og prøver at få overleveret så meget af deres erfaring som muligt,” siger Conny Kessler.

Og netop en grundig overlevering var i højsædet, da Føljeton snakkede med de ansatte på Kongelunden, kort efter Udlændingestyrelsen havde besluttet at lukke centeret helt. Stig Tønnesen, der var ansat som frivilligkoordinater af Røde Kors, fortalte dengang, at hans største bekymring var, om det ville lykkes at få frivilligånden med til Thyregod:

”For det første er der den viden, vi har opbygget gennem så mange år på Kongelunden. Det kommer af års erfaring og kan ikke nødvendigvis bare videreformidles. Men der er helt sikkert også gode frivilligkræfter det nye sted. Røde Kors’ region Midtjylland, der driver Center Thyregod, har drevet asylcentre i mange år, så det vil være arrogant at tro, de ikke har tjek på det, for de ved virkelig godt, hvad de laver. Men demografien er anderledes der. For det første er der generelt meget færre mennesker i Thyregod end i København, og for det andet har vi mange unge studerende her, som nok ikke findes i samme omfang i Thyregod,” sagde han dengang til Føljeton.

Som det ser ud nu – knap tre måneder senere – tyder noget på, at Stig Tønnesen havde ret:

”Vi har frivillige her, men på en helt anden måde,” fortæller Conny Kessler og uddyber:

”Der er eksempelvis en del frivillige i Jelling, der også kommer til at have aktiviteter med vores beboere hen over sommeren, men det er ikke i det omfang, de havde på Kongelunden. Det var jo helt unikt, og jeg har meget stor respekt for deres arbejde, fortæller hun.

Men selvom det måske kan lyde lidt nedslående, er der muligheder i Thyregod, som København aldrig ville kunne tilbyde:

”Der er flere ting. For det første ligger centeret i gåafstand til alt i Thyregod. På Amager lå Kongelunden uden for byen, og man skulle med offentlig transport, uanset hvad man skulle. I Thyregod er alting meget lokalt, og folk i byen er meget dedikerede omkring det lokale. Her er eksempelvis, trods det lave indbyggertal, et meget aktivt foreningsliv. Og det er jo en ideel situation for os. Så selvom der ikke bliver Kongelundens frivilliggruppe og samme landsbyfølelse inde i selve centeret, er der her et aktivt lokalmiljø, vi vil arbejde meget målrettet efter at blive en del af.”

Centeret vil byen

Hvad er dit indtryk af byen. Er den klar til det?

”Det tror jeg helt bestemt,” siger Conny Kessler og uddyber:

”Det vigtigste lige nu er at få formidlet ud til borgerne, hvem vi er, og at vi gerne vil dem. De skal vide, at vi nu er et permanent center, de kan investere tid og kræfter i.”

Men der har jo ligget asylcenter her i over 25 år. Hvorfor er det ikke allerede en integreret del af byen?

”Jeg tror, primært det skyldes, at gruppen af beboere tidligere har skiftet så meget. Den ene måned var der børnefamilier, den næste voksne mænd. På den måde har det nok været svært for borgerne at vide, hvordan de skulle gribe det an. Men nu bliver det stabilt, og så bliver det nemmere at planlægge aktiviteter og gennemskue, hvad man kan hjælpe med – eller hvad man kan bruge centerets hjælp til for den sags skyld.”

Hvordan vil I få etableret det?

”Først og fremmest skal vi have kommunikeret ud til lokalbefolkningen, så de ved de her ting. Vi har inviteret til borgermøde 28. august, hvor både ansatte og beboere fra centeret vil være til stede og fortælle, og så er det bare om at få skabt så mange kontakter som muligt. Det bliver super spændende.”

Samtalen afbrydes af råb og tumult ude på gangen, og Conny forsvinder ud af døren.

Savn er et sundhedstegn

Det giver anledning til at tale lidt med Line Poulsen, der er uddannet pædagog, kontaktperson for ti asylansøgere og daglig har tæt kontakt med beboerne.

Hvad er din opfattelse af, hvordan flytningen fra Kongelunden er gået?

”Det har helt klart været hårdt for dem. Der er ingen tvivl om, at de er rigtig kede af at skulle flytte, og det forstår vi jo godt. Men de er samtidig meget åbne både over for os og over for nye ting. Mange af børnene efterspørger at komme på besøg på skolen og glæder sig til, at ferien er forbi, så de kan komme i gang med deres nye liv,” fortæller hun.

Conny Kessler har fået løst postyret på gangen og kommer tilbage til kontoret, mens Line Poulsen fortsætter:

”Men de savner deres venner og omtaler eksempelvis deres gamle fodboldhold som ‘os på Amager’ og den slags.”

Conny Kessler bryder ind:

”Det er selvfølgelig på den måde en super ærgerlig situation for dem, men jeg ser det også som et sundhedstegn. De har haft det godt, de har knyttet bånd, de har været velintegrerede. Det er et godt udgangspunkt for at starte på noget nyt.”

I lyder så positivt stemt. Er det hele bare gået glidende?

De to kvinder kigger på hinanden og griner lidt, før de igen bliver alvorlige, og Conny Kessler tager ordet:

”Det er ikke nemt. Vi har afsindigt travlt. Der er stadig flyttekasser overalt, og håndværkerne er ikke færdige, og det er jo, fordi der er så meget arbejde med at få folk til at føle sig godt tilpas. Der skal opbygges relationer, skabes tillid og læres nye måder at gøre tingene. Men jeg synes, vi har fået en super kompetent medarbejdergruppe, der har både det menneskelige og fagligheden i orden. Selvom man selvfølgelig skal holde faglig distance, er det på steder som her også en del af arbejdet at skabe relationer og komme tæt på beboerne. Og det kommer altså ind under huden. Det er både det fedeste og hårdeste ved at arbejde med mennesker i denne her ulykkelige situation, som det jo er at være på flugt,” siger hun.

Line nikker og supplerer:

”Ja, det sværeste for mig er helt klart også, når beboerne har det svært. Hvis der eksempelvis er dårligt nyt i deres sag. Det er jo den, de hele tiden venter på at få afgjort, og det er den ventetid, vi skal gøre så god og stabil som muligt for dem. Og det bliver nemmere, når sommerferien slutter, og vi kan komme i gang med aktiviteterne i byen,” siger hun.

Conny Kessler bekræfter med et nik, før hun overtager:

”Ja, det bliver super godt at få ferien overstået. De har godt af at komme i gang. I hørte jo selv Farshid (den unge iraner, red.) før. Han skal i gang med at svømme hurtigst muligt. Han er så social og nysgerrig, men han keder sig for tiden, og det er han ikke den eneste, der gør,” siger hun.

Foruden et samarbejde med den lokale svømmehal og inddragelse i foreningsliver forventer Conny Kessler også, at asylcenteret fremadrettet vil være en del af større arrangementer som byfester og loppemarkeder, ligesom planen er at få en fast frivilliggruppe engageret efter ferien.