Sommerferien er lang i Thyregod

Farshid

Farshid er 16 år. Han kom til Danmark fra Iran sammen med sin storebror for halvandet år siden. De boede i Kongelunden i et år, før centeret lukkede. Første gang Føljeton møder ham, er han lige vågnet. Klokken er 11 om formiddagen en juli-tirsdag i Center Thyregod. Line Poulsen, der er ansat på centeret, er ved at vise os rundt på stedet. Under rundvisningen banker hun på Farshids dør. Det rumsterer inde fra værelset, før en teenagedrengs søvndrukne hoved kommer til syne i en lille sprække i døren.

”Godmorgen, Farshid. Jeg er ved at vise en journalist rundt, og hun vil gerne se dit værelse. Må vi komme ind?”

Farshid nikker og lukker straks døren i.

Inde fra værelset kan man høre hurtige skridt henover gulvet og lyden af et skab, der lukkes hårdt i, før han igen åbner døren. Denne gang på vid gab.

”Skulle du lige rydde op?” spørger Line.

Han smiler forlegent og laver en gestus med hånden, der byder os indenfor.

Værelset er lille, måske fem kvadratmeter. En del mindre end værelserne på Kongelunden, forlyder det. Men indretningen er ellers den samme: Hvide vægge. En seng op ad den ene væg, et lille træbord under vinduet og et skab til tøj på den anden væg.

Der hænger endnu ikke ting på væggene, og kun det farvede sengetøj vidner om, at værelset er beboet.

Farshid bliver stående i døråbningen, hvor han vipper frem og tilbage på fødderne og svinger med armene, mens værelset studeres.

Du har sovet længe i dag?

”Hver dag. Jeg sover længe hver dag,” svarer han og slår opgivende ud med armene.

Sommerferien er lang

Sommerferien var allerede i fuld gang, da de sidste beboere blev flyttet fra Kongelunden til Thyregod. Det havde den fordel, at dem, der gik i dansk folkeskole, kunne afslutte skoleåret, før de skulle flytte, men har samtidig den konsekvens, at der er en del ventetid, før de kan komme i gang med en egentlig hverdag i Thyregod.

”Der sker ikke meget i byen i de her uger. Skolen er lukket, sportsforeningerne holder sommerferie og mange af byens borgere er ude at rejse. Derfor kan det lige nu godt være nogle lange dage for beboerne, der jo slet ikke kender byen endnu,” fortæller funktionsleder på Center Thyregod, Conny Kessler.

På Kongelunden var der tilknyttet mere end 300 frivillige, der hver dag havde planlagte aktiviteter med centerets beboere. Den tradition bliver nok svær at videreføre – ikke mindst, fordi det ville kræve, at mere end en tredjedel af Thyregods borgere meldte sig under fanerne. Til gengæld kan byen noget, som Kongelunden ikke kunne:

”For det første ligger centeret i gåafstand til alt i Thyregod. På Amager lå Kongelunden uden for byen, og man skulle med offentlig transport, uanset hvad man skulle. I Thyregod er alting meget lokalt, og folk i byen er meget dedikerede omkring det lokale. Her er eksempelvis, trods det lave indbyggertal, et meget aktivt foreningsliv. Og det er jo en ideel situation for os. Så selvom der ikke bliver Kongelundens frivilliggruppe og samme landsbyfølelse inde i selve centeret, er der her et aktivt lokalmiljø, vi vil arbejde meget målrettet efter at blive en del af,” fortæller Conny

Slapper alt for meget af

Et par timer senere møder vi igen Farshid, den unge fyr fra før. Han dalrer rundt på centeret og har fulgt os fra afstand hele dagen. Nu er der tid til at snakke rigtig med ham. Vi sidder ved et bord i et af de fælleskøkkener, der er i hver barak. Rummet dufter af mad. Folk går frem og tilbage mellem værelserne og køkkenet. Farzhid sidder med øjnene rettet mod sine hænder, der hviler på bordpladen. Ved siden af ham sidder en af medarbejderne, han har bedt om at have med til samtalen som tolk.

Hun hedder Pouneh Samavatian og oversætter for os: Farshid er 16, snart 17 år. Han flygtede med sin storebror fra Kermanshah – en storby i Iran – til Danmark. Det er halvandet år siden nu. De blev flyttet fra Kongelunden til Thyregod midt i juni. Den største omvæltning har været at flytte på landet. Det har Farshid aldrig prøvet før.

Han taler i korte sætninger og kigger kun op i flygtige glimt.

Er der noget her, der er bedre end på Kongelunden?

Før Pouneh Samavatian når at tolke, svarer Farshid på dansk:

”Nej, ikke endnu.”

Hvorfor ikke?

”Jeg var tæt på personalet på Kongelunden. Der er kun gået en måned, og jeg savner dem meget. Især de frivillige,” siger han.

Pouneh Samavatian, der er holdt helt op med at tolke, lægger hånden på hans arm og giver den et lille klem, mens hun lytter til ham.

Du var tæt på de frivillige?

”Om mandagen spillede vi eller var på tur, om tirsdagen havde vi klub, om onsdagen var vi tit ude at sejle.”

Farshid lader til helt at have glemt, at han ikke kan tale dansk og fortæller ivrigt og tæller på fingrene, mens han remser programmet på Kongelunden op. Han stopper et øjeblik talestrømmen og tænker lidt, før han fortsætter:

”Her slapper jeg bare af – jeg slapper alt for meget af. Det er, fordi det er sommerferie, men efter ferien kan jeg starte til svømning og begynde at gå i skole, så jeg ikke bare skal vente hele dagen.”

Hvad venter du på?

”Min sag. Vi har fået afslag på asyl, men venter på flygtningenævnets afgørelse. Det er svært at vente, når man ikke har noget at lave,” siger han.

Har du talt med nogle af dem, der bor i byen? Der bor jo kun 1500, så måske det er nemmere at komme i kontakt med dem end travle københavnere…

”1500? Der er ingen mennesker her! Du må have talt forkert, der er maks. 15 mennesker på gaden i Thyregod!”

Han griner lidt, inden han fortsætter:

”Jeg er mest på værelset og ser en masse film. Måske kan jeg også tage til Vejle en gang imellem. På Amager tog jeg altid i Fields, men Vejle er måske også okay. Det ved jeg ikke.”

Mehdi Yosei

Mehdi Yosei er 28 år og kommer ligesom Farshid fra Iran. Han er spinkel af bygning, har sort hår, blå skjorte og grå jeans. Selvom skjorten er knappet, titter en tatovering frem ved håndryggen. Da han senere viser den frem, kan man, hvis man går tæt på, se små ujævnheder i den sorte farve. Det er ar fra de brændemærker, politiet påførte ham som straf for at være tatoveret – det er nemlig haram og ulovligt i Iran. Han tog flugten fra Iran til Danmark for to år siden og flyttede ind på Kongelunden i oktober sidste år. Han fik plads på omsorgscenteret, fordi han lider af både hepatitis og epilepsi og derfor har brug for ekstra støtte. Mehdi Yosei forstår det meste dansk, men har svært ved at tale det, så også han har Pouneh Samavatian som tolk med til samtalen. Han har været i Thyregod siden 1. maj og var blandt de allerførste, der blev flyttet.

Hvad har den største omvæltning været?

”I København havde jeg mine venner og en praktikplads, hvor jeg arbejdede i et møbelfirma 31 timer om ugen,” fortæller han.

Og det savner du?

”Meget. Jeg savner København, men jeg er tættere på personalet her. Conny (funktionslederen, red.) har nærmest været som en mor for mig allerede. Hun trøster mig, når det bliver for hårdt med sygdommen. Og personalet her ved også, at jeg savner mit arbejde, så de giver mig lov til at hjælpe til på kontoret. Det er jeg meget taknemmelig over,” fortæller han.

Håber du at kunne få et arbejde i Thyregod?

”Jeg tror, det bliver svært i Thyregod, fordi det er sådan en lille by. Men når sommerferien er slut, kan jeg starte i sprogskole, og så skal jeg også begynde at bruge kirken. Det glæder jeg mig til.”

Du er kristen?

Ja.

Er det derfor, du er flygtet?

Mehdi Yosei kigger spørgende på Pouneh Samavatian, som straks henvender sig til journalisten:

”Behøver han at svare på det? Der er ting, der kan være følsomme for hans sag.”

Vi giver ham fred for spørgsmål og bevæger os i stedet ind på hans værelse. Foruden de obligatoriske hvide møbler er det primære indhold i hans værelse en umage blanding af bamser og cigaretskodder. På en hylde sidder en særligt nusset bamse – en bjørn i politiuniform.

Har du haft den med fra Iran?

”Nej, den fik jeg på min flugt,” begynder han og fortæller så, at han i Tyskland fik et epileptisk anfald, og at et par venlige politimænd kørte ham til hospitalet. En af dem havde haft bjørnen i en kæde i sit bælte.

”Jeg spurgte, om jeg måtte få den som et minde. Først sagde han nej, men da han gik, efterlod han den sammen med sin mailadresse, og nu står den her,” fortæller han.

Han kigger på sin telefon, og Pouneh Samavatian spørger ham om noget, vi ikke forstår. De snakker frem og tilbage et stykke tid og ser meget alvorlige ud. Efter en lille pause forklarer hun:

”Han har fået nogle trusler på nettet fra nogle i Iran. Og siden har han ikke hørt fra sine forældre i Iran. Det er to uger siden nu.”

Mehdi Yosei nikker, mens Pouneh Samavatian fortæller og siger så:

”Det er også derfor, jeg godt vil arbejde. Jeg vil bare lave noget, så jeg kan distrahere mig fra skræktankerne og få et rigtigt liv her,” siger han.

Anderledes for personalet

Selvom beboerne savner aktiviteter i hverdagen og glæder sig til, sommerferien er forbi, er personalets hverdag noget mere hektisk. Det fortæller Pouneh Samavatian, da hun er færdig med at tolke og følges med os rundt på centeret.

”Hvad der sker på en måned på almindelige opholdscentre, sker på én dag her. På den måde kan man virkelig godt mærke, at det er et omsorgscenter, hvor folk har særlige behov,” fortæller hun.

Selvom Line Poulsen ikke tidligere har arbejdet på asylcenter, bakker hun op:

”Det er især tydeligt, hvor sårbare de er, når der kommer nyt i deres sag. Humøret kan svinge enormt meget. Det er naturligt forstået på den måde, at deres liv jo på mange måder afhænger af den sag, og den er hele grunden til, de er her, men jeg tror, ventetiden kan være endnu hårdere for vores gruppe end for mange andre,” siger hun.

Funktionsleder Conny Kessler beretter ligeledes om en travl hverdag.

”Se jer omkring,” siger hun og nikker mod en bunke flyttekasser i hjørnet.

”Vi mangler meget. Tror ikke, jeg er nået i bund med dagens arbejde en eneste gang. For uanset, hvor godt man planlægger det, sker der altid noget, der er vigtigere. Og sådan skal det også være – vi er jo stadig ved at starte op og få styr på det hele. Se bare i dag, der skulle vi være kommet i bund med nogle af bunkerne, men så kom der pludselig journalister på besøg.”

Hun griner lidt, inden hun fortsætter:

”Der er mange ting, rigtig mange ting. Men sådan skal det jo også være. Hvis man pludselig ikke synes, det kan gøres bedre, gør man det ikke godt nok.”