Nyhedsanalysen
En stemme på DF er en stemme for lokalsamfundet
Tilbage i maj bragte vi en serie om lukningen af Danmarks ældste asylcenter, Kongelunden på Amager. Nu er beboerne flyttet fra storbyen til en lille landsby i Midtjylland. Den huser foruden Center Thyregod også Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, og hans parti høstede næsten 50 procent af stemmerne ved sidste valg. Men det betyder ikke nødvendigvis noget for integrationen og modtagelsen af centreret i den lille by. Det fortæller antropolog Birgitte Romme Larsen. Føljeton undersøger sagen.
Googler man Thyregod, skal man ikke mange hits ned, før han dukker op. Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Han bor i byen, hvor hans parti også høstede næsten 50 procent af stemmerne ved sidste folketingsvalg. 734 ud af 1522 stemmer gik i 2015 til Thulesen Dahl og vennerne i Thyregod og omegn. Og nu er Danmarks mest sårbare asylansøgere placeret der. Midt i det gule Sydjylland og blot 900 meter fra Kristian Thulesen Dahls hus. Føljeton har undersøgt, hvordan den konstellation fungerer i en lille by med 1346 indbyggere.
Går man rundt i byen og snakker med folk, er det bemærkelsesværdige, at folk ikke lader til at vide meget om deres nye naboer. De fleste, vi møder, har hverken besøgt asylcentret eller nogensinde talt med en af beboerne – hverken de nuværende eller tidligere. Et par stykker så helst centeret lukket og beboerne sendt langt væk, mens de fleste lader til at acceptere dem, ”så længe de opfører sig ordentligt”. Og sådan lader det langt hen ad vejen også til at være – i hvert fald mødte vi på vores byvandring hverken skrækhistorier eller nogen udpræget angst for det fremmede. Foruden samtaler med de lokale og ansatte på centeret har vi talt med antropolog Birgitte Romme Larsen. Hun forsker i naboskab mellem asylcentre og lokalsamfund og mener ikke, at ”man skal lægge for meget” i den store tilslutning til Dansk Folkeparti.
”Man skal huske, at en stemme på Dansk Folkeparti ikke altid nødvendigvis er en stemme imod asylansøgere. Særligt i landdistrikternes små byer er det ofte først og fremmest en stemme for lokalsamfundet – og dets overlevelse som yderområde,” fortæller hun.
Mere om det senere.
Kolossal forskel på Thyregod og Jelling
Mette Askov er udannet sygeplejerske, læser til psykoterapeut og bor i Give, der ligger otte kilometer fra Thyregod. Hun har gennem er årrække været frivillig i Røde Kors og er kommet fast i både Center Thyregod og i asylcentret i Jelling. Og det er to verdener, fortæller hun:
”I Jelling er der intet fremmedhad. Asylansøgerne er en del af byen, og der er en helt anden stemning omkring asylcenteret. I Thyregod er det… meget anderledes,” fortæller hun og uddyber:
”Folk i byen er lukkede om sig selv. Centeret har aldrig været en del af byen, som det er i Jelling. Og på de sociale medier hersker stort fremmedhad og meget groft sprog. Det er heldigvis, efter hvad jeg har hørt, kun bag skærmen, folk ytrer sig hadsk og ikke i mødet med asylansøgerne. Men uanset hvad, tænker jeg, det taler for sig selv, hvor stor forskel der er på Jelling, som er en rød by, og Thyregod og Give, hvor Dansk Folkeparti får flest stemmer,” fortæller hun.
En stemme på DF er ikke nødvendigvis fremmedhad
Emmy Hauch er pensionist og har ligesom Mette Askov været frivillig hos Røde Kors i Center Thyregod. Vi møder hende i en Røde Kors-butik i Give, hvor hun arbejder frivilligt på faste eftermiddage. Hun medgiver, at der er forskel på Thyregod og Give, men mener ikke, at politiske tilhørsforhold har en bærende betydning:
”Folk stemmer ikke på Dansk Folkeparti. De stemmer på Kristian Thulesen Dahl, som er vellidt i byen. Personligt vellidt, altså,” siger hun og fortsætter:
”Det betyder ikke, at folk ikke kan lide flygtningene, men det er sandt, at centeret er bedre integreret i Jelling. Men der har centeret også været stabilt i mange år. I Thyregod har det skiftet meget, hvem der har boet på centret, og så bliver det svært at involvere sig. Men det skyldes ikke fremmedhad. Det tror jeg ikke, selvom der kan være lidt dårlig stemning omkring centeret. Men så snart folk får at vide, hvem der er flyttet ind, og hvad det hele handler om, bliver de venligere stemt. Det er jeg sikker på,” siger Emmy Hauch.
Hun bakkes op af landmand Niels Clemmesen, der sidder i Vejle Byråd for Venstre og har boet i Thyregod hele sit liv.
”Jeg tror ikke, folk har noget personligt imod borgerne på asylcenteret. Selvfølgelig er der nogle, der er forblændet af Dansk Folkeparti og lytter for meget til de ting, de læser i medierne, men de fleste stemmer på dem, fordi de synes, Kristian Thulesen Dahl er en god nabo, der vil lokalsamfundet,” siger han.
Skepsis skyldes ikke DF
Vi fanger på telefon Birgitte Romme Larsen, der er antropolog og gennem en årrække har forsket i det hverdagslige naboskab mellem asylcentre og mindre lokalsamfund i danske yderområder. Hun er hun netop hjemvendt fra feltarbejde i Thyregod, hvor hun i forbindelse med et 3-årigt forskningsprojekt har besøgt byen for at undersøge forholdet mellem lokalsamfund og asylcenter. På trods af lokale vandrehistorier om cykeltyverier og en generelt manglende interaktion med asylcentret er meldingen fra Birgitte Romme Larsen klar: Hvis man vil undersøge asylcentrets rolle i byen, og omvendt, må man ikke stirre sig blind på tilslutningen til Dansk Folkeparti, for det blokerer meget hurtigt for andre og mere dybdegående forståelser.
”Man skal huske, at en stemme på Dansk Folkeparti ikke nødvendigvis er en stemme imod asylansøgere. Det er lige så ofte – særligt i små byer – en stemme for lokalsamfundets overlevelse. Og i Thyregod er der mange, der har stemt personligt på Kristian Thulesen Dahl, fordi han er vellidt lokalt som indbygger og borger,” siger hun.
Kigger man på resultatet fra sidste valg, kan der være noget om snakken. Ud af de 734 stemmer, der blev givet til Dansk Folkeparti, udgjorde 672 personlige stemmer på Kristian Thulesen Dahl.
”Men det betyder ikke, at folk generelt i Thyregod er hverken racistiske eller grundlæggende imod asylansøgerne,” fortæller hun.
Birgitte Romme Larsen genkender alligevel Mette Askovs fortælling om den store forskel på Thyregod og Jelling:
”Der har været asylcenter i Jelling i lige så mange år som i Thyregod – siden 1993. Men i Jelling er centeret med tiden blevet en inkluderet del af byen på lige fod med fodboldklubben eller friskolen. Sådan er det ikke i Thyregod. Men den generelle mangel på kontakt i hverdagen mellem centret og byen er hverken politisk funderet eller rettet imod de enkelte flygtninge. For mig at se skyldes det to ting: De mange skift i centertype, og at borgerne ikke løbende har følt sig talt og kommunikeret til fra centerets side. Når kategorien af beboere hele tiden skifter, for eksempel fra familier til enlige, bliver det meget svært for byen og dens institutioner at opbygge relationer til centret og skabe en fast rolle til det i byen. Og hvis folk samtidig oplever, at asylcentret ikke altid har de fornødne ressourcer til også at få inddraget og informeret byen, når der sker noget nyt, så oplever de lokale sommetider asylcentret som ”arrogant”. Så det gode naboskab asylcentre og lokalsamfund imellem ser i høj grad ud til at handle dels om stabilitet over tid, dels om vedvarende og gensidig kommunikation. Og begge dele er der i Thyregod i den grad mulighed for nu, hvis det gribes rigtigt an,” fortæller hun.
Borgermøde
Det er man opmærksom på på Center Thyregod, hvor ledelsen arbejder målrettet for at få centeret til at blive en integreret del af byen og lokalsamfundet. Det fortæller funktionsleder Conny Kessler:
Hvad er dit indtryk af byen. Er den klar til det?
”Det tror jeg helt bestemt,” siger Conny og uddyber:
”Det vigtigste lige nu er at få formidlet ud til borgerne, hvem vi er, og at vi gerne vil dem. De skal vide, at vi nu er et permanent center, de kan investere tid og kræfter i.”
Men der har jo ligget asylcenter her i næsten 25 år. Hvorfor er det ikke allerede en integreret del af byen?
”Jeg tror primært, det skyldes, at gruppen af beboere tidligere har skiftet så meget. Den ene måned var der børnefamilier, den næste voksne mænd. På den måde har det nok været svært for borgerne at vide, hvordan de skulle gribe det an. Men nu bliver det stabilt, og så bliver det nemmere at planlægge aktiviteter og gennemskue, hvad man kan hjælpe med – eller hvad man kan bruge centerets hjælp til for den sags skyld.”
Hvordan vil I få etableret det?
”Først og fremmest, skal vi have kommunikeret ud til lokalbefolkningen, så de ved de her ting. Vi har inviteret til borgermøde 28. august, hvor både ansatte og beboere fra centeret vil være til stede og fortælle, og så er det bare om at få skabt så mange kontakter som muligt. Det bliver super spændende.”