Alvoren er endnu ikke gået op for magthaverne nede i København – eller her i ”Syddanmark”, som statsminister Lars Løkke Rasmussen med en afslørende fortalelse i Folketingssalen kom til at beskrive den del af vores kongerige, som normalt bare kaldes for Danmark. I København har magthaverne tydeligvis hverken forstået, at der ikke (længere) findes et område, som meningsfuldt kan kaldes for ‘Norddanmark’, eller endnu vigtigere: At omverdenen reelt kun interesserer sig for Kongeriget Danmark på grund af Grønlands placering i Arktis.
Når danske statsministre overhovedet bliver taget alvorligt i Beijing, Washington og Moskva skyldes det først og fremmest, at Grønland i takt med den globale opvarmning og nedsmeltningen af Ishavet er blevet en dominerende del af det, som er blevet døbt ”Middelhavet i det 21. århundrede”, Ishavet omkring Nordpolen. Danske ministre får lov til at sidde med ved det store bord – nej, hverken på grund af EU, Nato, handel eller udviklingsbistand – men fordi Kongeriget Danmark er blevet en regional stormagt i en del af verden, som supermagterne har et vågent øje på.
Så meget desto mere mærkeligt er det, at de politiske kampe internt i Grønland ikke får mere opmærksomhed. Status er nemlig, at en stor og stigende del af grønlænderne ønsker at løsrive sig – og dermed opløse Rigsfællesskabet, som vi kender det i dag. Hvis selvstændighedsbevægelsen vinder frem, risikerer Danmark og danske ministre pludselig – igen – at blive reduceret til en småstat med samme internationale tyngde som f.eks. Slovakiet eller Irland.
Nedturen for det engang så stolte danske imperium er dog udsat. Lidt endnu. Formandsopgøret i det socialdemokratiske parti i Grønland, Siumut, endte i slutningen af sidste uge med en sejr til status quo: Landsstyreformand Kim Kielsen, som står for en gradvis og økonomisk bæredygtig uafhængighedsproces, vandt over den tidligere udenrigsansvarlige Vittus Qujaukitsoq, som omvendt står for en hurtig og pludselig løsrivelse.
Efter Vittus Qujaukitsoq i foråret – som daværende minister for udenrigsanliggender – indklagede Danmark for krænkelser af menneskerettighederne ved hele tre FN-organer – har han under valgkampen om formandsposten i Siumut rykket tidspunkt for en både formel og reel løsrivelse tættere og tættere på: ”Vi må og skal stå på egne ben. Derfor må vi også forholde os til, at vi kan leve uden bloktilskuddet fra Danmark. Der vil ske forringelser af levevilkårene, hvilket vi ikke skal være blege for at erkende. Men vi kommer ikke til at sulte ihjel,” sagde Vittus Qujaukitsoq.
Med stemmerne 48 mod 19 fik landsstyreformand Kim Kielsen et klart mandat til at fortsætte sin moderat nationalistiske kurs over for København, mens selvstændigheds-forkæmperen nu må besinde sig på, at det kommer til at tage mange år, før republikken Kalaallit Nunaat bliver udråbt. Men retningen er klar. Formandsvalget var således ikke en form for mini-folkeafstemning om løsrivelse, eftersom både Kim Kielsen, Vittus Qujaukitsoq – og den tidligere formand Aleqa Hammond, som i dag sidder i Folketinget som løsgænger – alle ønsker større selvstændighed. Kampen står kun om i hvilket tempo, Grønland skal vride sig fri af dominansen fra København.
Med lidt over to tredjedele af stemmerne vandt Kim Kielsen og den langsomme løsrivelse. Men politikere og diplomater kan alligevel godt begynde at forberede sig: Så snart Arktis, og dermed Grønland, for alvor bliver en global magtfaktor i løbet af de næste generationer, vil båndene til København blive kappet – og Danmark endegyldigt blive reduceret til den europæiske småstat, som måske også i virkeligheden svarer bedst til vores selvforståelse. Grønland, derimod, har flere store og skæbnesvangre kampe forude.