Religionen paa Retterstedet

 3.12.1882

Naar der er hengaaet forholdsvis saa lang Tid, inden jeg har meddelt enkelte personlige Indtryk, modtagne ved Henrettelsen paa Solbjerghøi, er det sket med velberaad Hu. I Øieblikket selv frembragte den sørgelige Exekution sikkert tilstrækkelig Forvirring og Skræk; da at øge Ophidselsen var unødvendigt, maaske farligt. Nu, hvor Publikum er begyndt at glemme, er det langt mere nødvendigt at gjenkalde i dets Erindring alle de Begivenheder, som ikke tør gaa i Forglemmelse, og som det, indtil det væsenligste i disse Forhold er ændret, er en uafviselig Pligt atter og atter at minde om – Pligt for alle dem, som vare til Stede hin Dag, da Dødsstraffen udførtes paa en Maade, der gjorde en Samfundets Retfærdighedshandling til en offenlig Slagtning.

Fremdeles har selve den særlige Side af Sagen, jeg ønskede at behandle, holdt mig tilbage og gjort mig tøvende. Jeg har ventet og ønsket, at andre, Mænd med større Autoritet, helst ogsaa Mænd fra Statskirken selv, skulde tage Ordet og vække Diskussionen om Religionen paa Retterstedet. Men da det endnu ikke er sket, og selv en Sag som denne saare let kan blive for gammel for et Publikum, som glemmer altfor hurtigt, synes det paa Tide ikke at bie længer.

Det hele Spørgsmaal om den religiøse Side af denne Sag blev næsten uden Undtagelse holdt stærkt i Skygge i alle de meddelte Referater. Dette synes mig heldigt, thi om i nogen Sag er det sikkert i alle Spørgsmaal, der paa en eller anden Maade vedrøre Religionen, nødvendigt at tale roligt, besindigt og hensynsfuldt: intet Steds kan et stærkt Ord lettere saare og saare de dybeste Overbevisninger. Men hvor meget man end dæmpede, hvor samvittighedsfuldt man end veiede enhver Sætning, var det næsten umuligt for dem, der lige havde overværet Handlingen ved Nakskov, at undertrykke et og andet Udtryk af Harme og Ophidselse. Derfor mener jeg, at man bør være de Mænd af modsat Livsanskuelse og Overbevisning Tak skyldig, som ikke greb Leiligheden til straks at angribe den religiøse Side samtidig med alt det øvrige.

Hvad mig angaar, da skal jeg i dette Æmne afholde mig strængt fra enhver Bemærkning, der kunde indeslutte saadanne stærkt lydende Fraser, som jeg mer end nogen formener, man bør sky i saa alvorlige Sager.

Til en Begyndelse vil jeg straks gjøre opmærksom paa, at Pastor Nielsen under hele Handlingen bevarede en rolig Alvor, der stak stærkt af mod hele Arrangementets Formløshed. Skal man rette nogen Bebreidelse mod Pastoren, er det kun den, at han talte altfor længe, og at han efterat have sluttet sin lange Tale endnu forlængede Dødskampen ved at fremsige »Fadervor«, mens Anders Nielsen ventede foran Blokken.

Men selv denne Bebreidelse tøver jeg med at rette imod Præsten. Thi hvad der kan forekomme os som en utrolig Forlængelse af Dødskvalen, er for ham en ihærdig Opfyldelse af en Pligt. Han maa efter sin Overbevisning til det sidste søge at vende Forbryderens Tanker mod det, der synes ham den eneste Frelse for Synderen.

Dette er forstaaeligt. Men alligevel kunde man vistnok henstille saavel til Pastor Nielsen som til alle hans Kaldsfæller, om ikke selve Formen i Præstens Spørgsmaal paa Retterstedet peger hen paa den Vildfarelse, Præsten her begik.

Pastor Nielsen havde – og atter her mødes Humaniteten og Kristendommens umiddelbare Anskuelser som Fjender, uden at det er let at dømme dem imellem, saa snart Præsten ledes af redelig Overbevisning – fordret tre Uger til den Dømtes Forberedelse til Døden. Under den nuværende Ordning vil Staten ikke kunne nægte sine egne Kirketjenere denne Frist, naar de fordre den, og Pastor Nielsen fik tilstaaet disse tre Uger.

Men naar Præsten saa i omtrent tyve Dage har havt Fangen Ansigt til Ansigt, naar han og Fangen i disse lange Dage have kunnet tilbringe Time efter Time i Selskab saa at sige med de store Magter, Religionen og Døden, burde da ikke disse ti Minuter paa selve Retterstedet kunne undgaas?

Det er paa dette Spørgsmaal, Formen i Præstens Spørgsmaal peger. Thi alt, hvorom Pastor Nielsen paa Retterstedet talte, var indrammet i den stereotypt tilbagevendende Sætning: Sig mig, om det er sandt, hvad Du har sagt mig, at Du o.s.v. Fangen havde altsaa erkjendt sine Synder, havde bekjendt sin Tro, havde udtalt sin Anger … men i saa Fald synes dog denne sidste Bekræftelse, der absolut maa paavirkes af den uundgaaelige Dødsrædsel, temmelig overflødig. En Gang maa Præsten dog holde op, og han faar aldrig mere end et Ord for Angeren alligevel.

En anden Ting vilde det være, om Kirketjeneren tvivlede paa den Døendes Anger. Men hvad dette Tilfælde angaar, siges han at have næret fuld Tillid til Angerens Oprigtighed, og da kan en Repetition paa selve Retterstedet af hele den tre Ugers Forberedelse vistnok anses for forkastelig.

Præsten maa, hvis de nuværende Former skulle bibeholdes : Tildeling af Syndernes Forladelse og Sjælens Salighed med Knæbøining foran Skafottet, Fremsigelse af Troen o. s. v., være sikker paa Fangen, ellers er det hele forargeligt for alle, umuligt at forrette for ham. Men er han sikker paa ham, maa et Haandtryk, en tilhvisket Trøst være nok, og Præsten bør intet tilføie udover det, der er ligefrem foreskrevet, eller som i alt Fald – thi jeg tilstaar at være uvidende paa dette Punkt – har faaet Traditionens Hævd.

Hvorvidt det Foreskrevne eller Traditionshævdede, at Præsten er til Stede og deltager i Handlingen, er heldigt og bør bibeholdes, maa derpaa underkastes en Overveielse. Her forekommer det mig rimeligt, at Staten, der bekjender en Religion, ikke kan sende en Forbryder i Døden uden at lade en af sine Kirketjenere følge ham til det sidste, for saa at sige – man kan jo nemlig tænke sig, at Forbryderen lige indtil da kan have været utilgængelig for Religionen – at modtage hans sidste Øieblikkes Anger eller at tilhviske ham en sidste Trøst. Men paa den anden Side er det paatrængende nødvendigt, at Statens Religion ikke paa nogen Maade udsættes for at blive Vehikel for et Skuespil, der gjør selve Religionen latterlig.

Der er mange Grunde, hvorfor de religiøse Handlinger altid bør tilhøre Lønkamret; der er i dette Tilfælde særlig en, man ikke bør overse.

Anders Nielsen havde paa ingen af sine øvrige Omgivelser gjort Indtryk af Anger. Pastor Nielsen var den eneste, som troede paa denne Følelses Styrke hos Forbryderen. Jeg har i saa Henseende skaffet mig Oplysninger hos dem, der have havt rigest Leilighed til at se den Dømte i Fængslet, og skjønt jeg tilfulde indser det vanskelige ved at fremdrage denne Side af Sagen, tror jeg, det er nødvendigt at gjøre det.

Thi hvad der er det farligste ved den offenlige Gudstjeneste, der ledsager vore Exekutioner, det gjemmes her. Mange af Tilskuerne ved Nakskov troede at vide, at Anders Nielsens Anger kun var saa som saa, og for alle disse Tilstedeværende var – netop, hvis de ere troende – Handlingen uimodsigelig en Forargelse.

Den Dømtes Vogter og hans nærmeste Omgivelser havde ikke mærket Spor af Ruelse hos Forbryderen. Han var taus, aandelig tilknappet, i Udbrud lystig. Men deres bestemte Indtryk var det, at Præsten i alt Fald kun virkede paa Forbryderen, saa længe han var nærværende.

Der anførtes til mig en Række af Udsagn, som skulde bekræfte denne Opfattelse.

Jeg spurgte da, om Præsten havde faaet Underretning om alle disse Ting.

Svaret lød, at det vilde da være Synd, Pastoren troede ham saa godt.

Men i Krogene hviskedes der derom, og mange kjendte ligesaa meget eller ligesaa lidt til Anders Nielsens Anger som jeg.

Nu er det ganske vist, at ingen kan være Dommer i denne Sag, som det heller ikke tilkommer nogen at dømme. Anders Nielsen kan jo have angret. Men selve denne Tvivl hos den omgivende Mængde bør for enhver Pris undgaas; de Troende bringes let til Forargelse, anderledes Menende føres hurtig til at se noget latterligt deri.

Derfor synes det offenlige Skuespil at maatte afskaffes, og kan Staten, der har en Religion, ikke fuldbyrde en Dødsdom uden at lade en af sine Tjenere veilede den Dømte til den eneste Frelse, Staten øiner for ham: den lutherske Kristendom, som er Statens Religion – da skylder Staten paa den anden Side baade sig selv og sin Kirke ikke at bringe dem i en falsk Stilling og sætte dem i et latterligt Lys.

Dette kan kun undgaas, naar alt, hvad der vedrører den religiøse Side af Sagen, foregaar i Fængslet. Selv det Foreskrevne eller Traditionshævdede er for meget, selv det kan give Forargelse, betragtet endog fra Troens Standpunkt, der maaske let bærer over med enkelte smaa Ting – som f. Ex. netop »Fadervor«s Oplæsning ved Blokken af et Menneske, der beder om at faa givet sit daglige Brød paa den Dag, hvis Lys han ikke ret skal se – men som sikkert ikke tillader at lukke Øinene for det i visse Tilfælde kompromitterende i denne religiøse Akt paa Retterstedet.

Det er min Overbevisning, at alle ville kunne enes i dette Punkt, og at Kirken selv vil ønske sig fritaget for et Hverv, der er saa vanskeligt som dette. Opbyggelse giver

Handlingen næppe nogen; det rædselsfulde maa selv hos de Troende dræbe det opbyggelige. Exekutionens Alvor hæves ikke derved, Døden rummer ene Alvor nok, og Præstens Tilstedeværelse maa være tilstrækkelig, uden at han behøver at træde aktivt op.

Dette Resultat, at hele den religiøse Akt er afsluttet, før man ankommer til Retterstedet, maa vi naa – mange vil der endda være, som ville kalde det ringe og altfor ringe. Men alle de øvrige Spørgsmaal, om Staten nogensinde skal tilstede offenlig Henrettelse oftere, og alt, hvad dermed hænger sammen, vil jeg ikke berøre. Selv paa dette ene Punkt, jeg har behandlet, vil jeg tvinge mig til at fordre det lidet. Thi udstrakte og vidtsvævende Fordringer, indhyllede i Deklamationer, tjene altfor ofte kun til Forhaling og Udsættelse af alle Afgjørelser; smaa Fordringer unddrager man sig mindre let.

Det er da mit bestemte Indtryk, at ved Nakskov ingen opbyggedes ved den religiøse Handling; hvis man søger Opbyggelse for Tilskuerne, naaer man ikke sit Maal. Man opnaar kun at exponere og stille skævt, hvad Staten, siden den har en Kirke, først og fremmest burde værne om.

Om hvorledes hele Sagen stiller sig fra et humant Standpunkt, vil jeg ikke tale. Det maa staa ganske klart for alle. For anderledes Menende er den religiøse Akt en Forhaling af Døden, og det er dem fuldstændig ubegribeligt, at man vil forsøge paa at tiltale med religiøse Formler en skrækslagen Mand, hvem Rædslen har gjort dum paa Villien og alle Sanser. Men jeg ønsker ikke at dvæle herved. Selv Mennesker med en anden Overbevisning ville kunne forstaa – og det forekommer mig billigt at fremhæve det – at Spørgsmaalet om religiøs Forberedelse og Ledsagelse til Døden for de alvorlige Kristne af mange Grunde er vanskeligt at løse. Saalænge Staten har sin Kirke, vil det tillige være vanskeligt for Staten.

Men Spørgsmaalet vil, om ikke løses, saa i det mindste tildækkes og ikke ægge til Modsigelse, naar det forsvinder fra Offenligheden. Derfor er det mig utvivlsomt, at alle ville staa sig derved, og at selv om man endnu ikke er bleven overbevist om den offenlige Henrettelses Farlighed, vil man i alt Fald for Fremtiden berøve Exekutionerne deres ordrige religiøse Element.