​»Syerskernes« Fest

18.2.1883

Der lever for Øieblikket omtrent 10,000 Syersker i Kjøbenhavn. Tallet er saa forbausende stort, at det turde være værd at dvæle nogle Øieblikke ved, hvorledes alle disse Kvinder leve, saa meget mere som der netop i disse Dage gives en Anledning ikke blot til at beskæftige sig med, men ogsaa til at hjælpe og opmuntre denne talrige Skare af Kvinder.

En af de paa dette Omraade mest sagkyndige Damer har givet mig alle de meddelte Oplysninger. Hun er saa meget dybere inde i alle disse Forhold, som hun har tilbragt sit Liv mellem Syersker og har ofret alt, baade Tid og Arbeide, paa at forbedre deres Stilling. Men det er her ikke let for en enkelt, ikke engang let for en Forening at udrette noget virkeligt. Thi vi staa i denne Sag midt i Spørgsmaalet om det kvindelige Arbeides slette Vilkaar, som den bestandig stigende Konkurrence yderligere trykker. Derfor synes en radikal Ændring og Forbedring foreløbig en from Tanke – Lindring maa det være alles Pligt at bringe.

Jeg henholder mig altsaa til de modtagne Oplysninger og lader foreløbig Tallene alene tale.

Af de titusind Syersker, som efter de sidst opgivne Meddelelser ernære sig i Kjøbenhavn, ere de, som »sy ude« : de, som gaa omkring i Husene og sy for Familier, heldigst stillede. De have paa Stedet, hvor de sy, Kost, Varme og en Krone om Dagen – Lønnen kan for de bedst renomerede stige til fire Mark i gamle Penge. For denne Betaling skulle de sy og skære fra ni til otte med knap tilstaaet Fritid under Maaltiderne. Dette er den bedste Stilling, en almindelig Syerske kan naa, og for at kunne paatage sig det krævede Arbeide maa hun saa have Forstand paa Tilskæring. Hun vil i Længden ikke kunne faa Arbeide paa denne Maade, hvis hun ikke er en endog meget dygtig Tilskærerske, og den Uddannelse, der hører til at sy i Familier, er saaledes ikke ganske ringe og langtfra opnaaet af alle.

Den næste Klasse af Syersker »sy paa Stuerne«, : de ere beskæftigede i de store Magasiner eller paa store private Systuer i Byen. Disse Kvinder kunne tjene fra seks til otte Kroner om Ugen. Ni Kroner er et Maximum, der næsten aldrig naas. Men saa have de den Fordel at sidde i et frit opvarmet Rum og oftest under lyse og venlige Omgivelser. I de private Systuer falder der vel ogsaa en Kop Kaffe af om Formiddagen – en lille Hjertestyrkning til at formindske de daglige Udgifter for Syersken.

I alt Fald er denne Syerske »paa Stue« uendelig heldigere stillet end den tredie Klasse: de Kvinder, som faa Sytøiet hjem. Lønnen er ogsaa for dem seksotte, allerhøist ni Kroner om Ugen, og for denne Ugeløn skulle de bestride alle Udgifter.

Undersøgerne i »den gjensidige Hjælpeforening« vide, hvorledes disse Stakler leve, og hvor langt syv Kroner – den almindeligste Løn – kan række med vore nuværende Priser paa alle Fornødenheder.

Her er en almindelig Overtro at bortrydde. De fleste tro, at Flertallet af disse Syersker »tage Sytøi« hjem som en Slags Bifortjeneste; de unge Piger leve hos deres Forældre og skulle selv tjene til deres Paaklædning og Fornøielser. Resten have de frit. Dette er en lykkelig Fantasi, og Virkeligheden er meget anderledes. De store Magasiner, som beskæftige disse Syersker, vilde slet ikke have Brug for saadanne Hjælpersker, hvis Arbeide vilde blive uregelmæssigt og ubestemt, og deres Tal er meget ringe. Unge Damer, der ere stillede paa denne Maade, søge oftest Erhverv ad andre Veie – i en af de hundrede Smaaindustrier, hvis Existens man ikke aner – og sky af mange Grunde den almindelige Syerskes strænge Arbeide. De allerfleste »Sypigers« Stilling er en ganske anden: en Del staar helt alene i Verden, har enten mistet deres Familie eller er af en eller anden Grund kommen paa Kant med den; en endnu større Del har med denne Ugeløn Slægtninge at ernære.

Det er let at tænke sig, hvorledes disse Kvinder maa leve, af hvilken Føde de maa ernære sig, i hvilket Rum de maa opholde sig, mens de tilbringe deres Liv, bøiede over Sytøiet.

Sygelighed, Hoste, Blodløshed er de trofaste Ledsagere af disse triste Existenser, hvis Arbeide er det samme Dag efter Dag, hvis usle Ugeløn er den samme Uge efter Uge.

Men Konkurrencen gjør det umuligt at hæve denne Løn. Man forsikrer mig – og jeg har ingen Grund til at tvivle derom – at man paa de private Systuer, hvor man giver de dygtigste ni Kroner om Ugen, har den største Møie med at faa denne Syløn ind for det leverede Arbeide. I hvilket Forhold Lønnen til Syersken staar til den Betaling, der ydes Syeren, kan ses af et lille Exempel, som gjør Kvindens Stilling paa dette Omraade dobbelt sørgelig.

Det hænder undertiden, at en Ægtemand, der vil forære sin Kone en Slobrok, henvender sig til sin Herreekviperingshandler for at faa den syet. Herremagasinet mangler baade Stoffet og Øvelse og har da atter henvendt sig til en stor kvindelig Systue, hvor man saa har forfærdiget Slobrokken, og da man vidste, at Herremagasinet vilde fordre en høi Pris, har man forlangt en Betaling, der var ikke lidet høiere end sædvanlig. Herreekviperingshandleren erklærede, at denne forhøiede Betaling ikke var Halvdelen af, hvad han maatte give sine Skrædere – for det samme Arbeide.

Det er saare let at beskylde den, der foresætter sig at tale om Forhold som disse, for Sentimentalitet – men tror man, naar man vil tænke sig om, virkelig, at man overfor Tilstande som disse har Lov til at kalde Medlidenheden for Følsomhed? Med hvilken Farve skal man vel male disse Existenser, og er det Skildrerens Feil, naar Sandheden er for graa? Vil man maaske endogsaa ende med at kalde Tallene sentimentale? For den, der tænker, have disse Tal deres Sentimentalitet.

Eller sig, hvilken Resignation, hvilken Trøstesløshed gjemmes der ikke bag disse syv Kroners Fortjeneste? De fleste af disse Kvinder ere unge, de burde være friske. Familiens Forsørger er falden bort. Moderen er svag. Man holder ikke saa længe ud i disse Samfundsklasser, Livet tager haardt paa de fleste og tærer hurtig. Der er maaske yngre Søskende, en Broder, som endnu gaar i Skole, og som man gjerne vil bringe frem.

Hans Arbeide vil jo en Gang betales bedre, hans Lykke vil være deres, hans Fremtid hendes, der nu arbeider for ham.

I heldigste Tilfælde kan Moder og Datter slaa sig sammen, de kunne begge arbeide, erhverve og slide. Der dukker i dette Øieblik en Erindring op for mig, som er en Slags Illustration til dette lille Billede. For nogle Aar siden kom jeg hver Dag tre fire Gange igjennem en bestemt lille Gade. Saa lærer man uden at vide af det og mod sin Villie lidt efter lidt en saadan Gade udenad. Dens Skilte, Husnumre, Husenes Farve, Børnene i Portene, Vinduesgardiner, Urtepotterne bag Ruderne – alt lige til Ansigterne, som dukke frem fra Gardinerne i Stuen og paa første Sal.

Der var i en Stueetage i hin Gade to Ansigter, jeg altid saa efter: en Moders og en Datters; de sad hver i sit Vindue, altid paa samme Plads, altid bøiede over Sytøiet. Klokken otte tog de Plads og ofte, naar vi andre havde tændt Lys, sad de der ved Vinduet endnu for at stjæle den sidste Straale af Dagens Lys.

Tre Aar gik jeg gjennem Gaden, tre Aar sad de der ved Vinduet, syende, bøiede, uforanderlig. Det ene Ansigt var som et yngre Aftryk af det andet. Den samme Profil, de samme dybtliggende Øine. Trækkene lige skarpe. Den unge havde ingen Friskhed, de vare lige gulblege og saa ud til at være lige rynkede.

Og disse to Kvinder kjendte ikke til Hviledagen. Søndagen fandt dem paa den samme Plads som Hverdagen. Jeg saa ingen Forandring: om Sommeren blev blot Vinduerne aabnede, og de grønne Kranse, som hang i Vindueskarmen, vare friske … De to talte sjældent til hinanden. Jeg har aldrig set nogen af dem kaste et Blik ud paa Gaden. Siden hørte jeg, at Manden i Huset var lam og ikke kunde røre sig … Sig mig nu, om det er Følsomhed, hvis man udmalede sig denne unge Piges Liv? Hun var ung – man har alle Drømme, naar man er tyve Aar. Da drager alt med Stemmer, man ikke forstaar – Fuglene, som flyve gjennem Gaden lokke ved deres Sang, den grønne Krans i Vindueskarmen med sin Duft, Foraarets første Vindpust med sin friske Luft. Og alt kalder det, alt drager … Blodet og Hjertet har sine mange Længsler, Nætterne deres urolige Søvnløshed …

Men hun har intet andet end Synet af det graa Hus, af Tøiet, hvori hun fører den flittige Naal evindelig ud og ind …

Og – jeg har ofte tænkt derpaa – dette Arbeide, man giver hende i Hænderne, det frister netop saa tit hendes Tanker. Hendes daglige Syssel gjør hende Modsætningen bestandig saa klar. Hun sidder altid hen og pynter paa de andre – Dag efter Dag glider Silkestoffet gjennem hendes Hænder til de andres Fester – en evig Fristelse i hendes egen Fattigdom og Slid.

Man huske dette. Thi det kan føde megen Bitterhed hos disse stakkels Kvinder, som sidde ene hen deres hele Ungdom. Der males saa mange Billeder i deres Sind, mens Naalen glider ud og ind – i alt Fald saa længe, indtil deres Tanke er blevet helt sløv, og de som træge Arbeidsdyr faa Vanens triste Skyklapper for Øiet og trave rundt ufølsomme i Tilværets Filistermølle …

Men jeg vil stanse. At tale om disse Stakler hedder vel at drapere sig i Følsomhedens Kaabe for selv at tage sig ud, og Vittigheden staar paa Vagt for at raabe op om at faa »Sypigehjerter« til at banke.

Der er kun endnu et, man maa erindre. Disse unge Kvinder eie et Middel – i alt Fald de fleste, thi der er for næsten alle et Øieblik, hvor Ungdommen bliver det samme som Skjønhed og Friskhed, og dette Øieblik rummer netop den høieste Fristelse – hvorved den Silkepragt, de sy, kunde blive deres … Døm – naar man hører om disse 10,000 Syerskers Livsvilkaar – om deres Fald, hvis da nogen tør det. Thi man maa maale Fristelsen, naar man skal dømme Faldet, og her er Fristelsen uhyre.

Der hører en utrolig Kjærlighed til Hæderligheden til for her at forblive ren, til ikke med Opgivelsen af – noget at opnaa Nydelsen af alt. Hvis Hæderlighedsinstinktet ikke var saa stærkt hos vort lave Bourgeoisies Kvinder, vilde det være umuligt blandt vore 10,000 Syersker at træffe de 1500, som ere eller atraa at være Medlemmer af den »gjensidige Hjælpeforening«, som af sine Medlemmer fordrer Beviser for sædelig Vandel. Nu findes der Kvinder af denne Samfundsklasse, hvis Sædelighedsbegreb er saa dybt rodfæstet, at de modstaa Fristelsen; men sikkert er det da ogsaa vor Pligt at hædre og at hjælpe disse Dagliglivets Heltinder; – det vil være klogt ikke at kaste med Sten paa dem, som bukke under.

Da »gjensidig Hjælpeforening« oprettedes, gjorde man sig en Del lystig over »Sædelighedsparagrafen« i Lovene; maaske med Rette. En Sygekasse bør intet have at gjøre med den moralske Vandel; den bør hjælpe de hjælpeløse. Men efterhaanden som Tiderne ere gaaede, er denne Paragraf bleven en mægtig Støtte for Foreningen. Disse Kvinder have deres beskedne Stolthed: den at kunne gjennem hele deres Ungdom være Medlemmer af en Forening, som stiller en slig Fordring.

Og hvad udretter saa Foreningen? Dens Maal er i Tidens Løb blevet mangfoldigere og har skiftet. Den gik ud fra, at i denne Tilværelse kan intet lægges til Side. En Syerske lever fra Haanden og i Munden – saa er Sygdom det samme som Nød, langvarig Sygelighed det samme som Elendighed. En Sygekasse var det første Maal.

Men efterhaanden saa man længer frem.

Man tænkte paa den Tid, hvor Svaghed ikke mere er Undtagelse, men Regel, og man ønskede at betrygge en Smule Medlemmernes Alderdom. Man vilde oprette et Hjem for dem. Det blev da oprettet ved enkeltes Godhed, og det rummer nu fyrretyve ældre Kvinder, som der faa billige Boliger …

Et enkelt Medlem tænkte ogsaa paa Medlemmernes Adspredelse. Fra den første Begyndelse havde Selskabets Aarsmøder været Smaafester. Vore Kunstnere – hvis Hjælpsomhed saa ofte paakaldes, aldrig svigter – læste høit og sang. Disse Fester gjorde Lykke – det var dem, som trak Medlemmer til. Kan det undre? Naar faa vel disse Kvinder noget tilovers til en Adspredelse? Og dog ere de unge, og deres Tanke og Sind trænger til Stof, deres Sjæl til Lys.

Den Lykke Aarsfesterne derfor gjorde, lod navnlig et Medlem gaa frem ad den betraadte Vei. Oplæsninger og et Bibliothek virker nu for Medlemmernes Adspredelse. Endelig er der oprettet en Rekreationsfond bestemt for Rekonvalescenter, og ifjor Sommer tilbragte 22 Syersker en Maanedstid paa Landet hos Familier, som velvillig modtog dem.

Meget er udrettet – endnu mere staar tilbage. Fra at være billige Boliger skulde Foreningens Hjem være frie Boliger. Dette er det foreløbige Maal. Maatte dette dog nu kunne naas i disse Dage ved Foreningens Fest. Vilde dog ingen holde sig tilbage.

Drag de Billeder frem, som mest kunne blødgjøre Sindene … Husk alle paa de trætte Fingre, som ofte have arbeidet langt ud i Natten for at skaffe Baldragten færdig – Baldragten eller Sørgedragten. Thi det er de samme Hænder, som forfærdige dem begge.

Husk det alt og bring en Gave. Og hvad mig angaar, da vredes ikke, fordi jeg saa ofte henvender mig til Deres gode Hjerte. Det er de ørkesløses Sag at se et og andet, som de ikke faa Øie paa, der altid have travlt – og er det, vi ørkesløse faa Øie paa, en god Gjerning, det staar til Samfundet at udrette, da vil maaske mere end en vide os Tak derfor.