Belvederes Have – »Cirkus Variété«

 10.6.1883

»Belvederes« Have er langt borte. Der er maaske endogsaa dem i Kjøbenhavn, som aldrig er bøiet fra Vesterbrogade ned ad Enghavevei ud over Markerne derhen. Thi Belvedere er kun kjendt i »Kvarteret«. En Stump Vrangside af det yderste Vesterbro, hvor de store nøgne Bykaserner frit rager ud paa den bare Mark, de strækker sig fladt frem mod den første Landsbys Reder. Et besynderligt og uordenligt Bælte rundt om Byen – selv hverken By eller Land.

Men Fattigdommen og de sky Existenser, som holde til her, tage sig alle Landlivets Friheder. Børnene tumle sig halvnøgne i de dybe Grøfter, og en efter en kommer Arbeiderne hjem lidt ravende med Resterne af Lørdagsfortjenesten i Lærredslommen. Der staar stort Skraal ud af den Kæmpebarakke der. Kasernen er endnu under Bygning. Trappen hænger nøgen sprinkelskrøbelig op langs det midterste Vindue, og alle Væggene ere raa. Men op til Stuen har man lagt en vippende Bro af Brædder, og bag Ruderne læses paa Jalousierne: Kafé. Inde under et Par Petroleumslamper, som skinner ud gjennem Osen, larmer et Mylr af bevægede Hoveder; Kippen er fyldt.

Man kjører videre ned ad en Vei med Kastanier, og paa et blaat Skilt med hvide Bogstaver læser man: Belvedere.

En Sværm af Unger stormer til om Vognen og tigger om Skillinger. Den ene slaar Kulbøtter og staar paa Hænderne. Kusken forhører sig, om det er her, de har Cirkus. – Jo, her i Teltet, Klokken otte.

Klokken er otte, og vi staar ud. »Der ventes paa Folk« – man kan forstaa det, thi det store amerikanske Telt er helt mørkt endnu, og de syv Musikanter, der sidde klinede sammen som Høns paa en Pind paa deres Bræddestillads, tude en Gang imellem falsk og melankolsk ud i deres fuldstændige Ensomhed – og vi kan bese Haven.

Den er halvt raseret for at give Plads til Beværtningsbordene, men rundt om Kaférekvisiterne strække de grønne Plæner og tætte Ribsbusketter sig som et foraarsgrønt Bælte. Et enkelt Frugttræ kaster sin Blomstersne over Buskettets forvildede Frodighed, og ud mod Veien skærmer Pilehække.

Midt paa Plænen bag Huset er reist et Telt, der gjemmer sine Deiligheder til Søndagenes Publikum. En Lænkehund holder Vagt derinde og farer op og halser, mens vi betragte Malerierne, der tjene til Skilt: Kleopatra, der bides af Slangen, og Samson Dalilas Skød.

Vi vender tilbage til det amerikanske Telt, løser Billetter af en mager Arm, der stikker ud af et Hul i Skuret, og gaar ind. Teltet er stadig tomt. Et Par Sypiger gnider sig generte op ad Bænkene, helt forskrækkede over at være saa ene, og »Manegen« ligger tom som det øvrige og venter i sandbestrøet Høitidelighed.

Inde fra Artisternes Rum kiger Ansigter hvert Øieblik ud og gaar tilbage igjen, mens Musiken begynder forfra paa den samme Melodi. En og anden Arbeider løfter Indgangsforhænget og ser ind, forskrækkes ved det tomme Rum og bliver staaende udenfor, hvor der samles en lille Klump af Ventende rundt om Direktøren, der stirrer fra Skyerne mod Havelaagen og fra Havelaagen igjen mod Skyerne.

Et Par frysende Artister med Trikot under de lange Ulstercoats kommer frem paa Pladsen, og der begynder lidt efter lidt en jævn, beklagende Snakken mellem Kunstnerne og den halve Snes af Tilskuere.

Inde i Teltet tændes Lamper, og en Staldkarl bereder Manegen.

En lille skævhovedet Dreng begynder at rende rundt med en Bakke med Appelsiner, som han indsmigrende rækker ud mod de tomme Bænke. Og hver Gang han kommer forbi de to Sypiger, skræmmer han dem endnu længer bort op i deres Krog.

Han sælger ogsaa Programmer. Fuldstændige Imitationer af de virkelige Beriderprogrammer. Her er alle de kjendte Numre: Spring over Baand, Apportørhesten Victoria og Matrosen i Skibbrud.

Saa, da der er samlet tre og tyve Mennesker – en halv Snes Arbeidere, et Par Smaapiger fra Kvarteret, fem-seks Nysgjerrige og vi – begynder Forestillingen. Staldmesteren kommer ind, knalder og raaber:

– Frøken Kristine i graciøse Stillinger.

Og Forestillingen gaar foran disse faa Mennesker med en trist Alvorlighed, der trykker Sindene; de obligate Haandkys og Smilene kastes ud til de tapetbetrukne Bænke med automatisk Uforanderlighed, som irriterer Nerverne.

Pudlerne og de smaa Heste, Jongløren og Matrosen følger efter hinanden. Og naar Klovnerne, som raaber op i Tomheden, falde over hverandres Ben, skraller et Par Smaabørn ud i Latter. Det er Publikums Applaus.

Efterhaanden dysses man i Søvn af den hvide Hests evindelige Kredsløb, og man hører kun utydelig Klovnens Vittigheder, mens han serverer for Skolehesten Napoleon, der spiser pyntet med Natkappe og Serviet paa Bringen. – –

Der kommer en og anden Erindring op i En fra Skuepladser som denne, reiste i fri Luft paa Skolebakken, bag Borgerskolen, annonceret med store Plakater og pyntet Optog gjennem Kjøbstadens Gader, hvor Artisterne red om i Sommeraftnerne, sminkede som Spøgelser, uglet ud i deres forslidte Fløil med Guldbroderi, der er blevet gammelt og rustent af Regn og Tidernes Medfart …

Hvor Trompeterne skingrede.

Alle Byens Gadedrenge fulgte Trup, og rundt om stormede Piger og Karle til Gadedørene for at se paa Gøglerne fra Skolebakken …

Der kunde være Dage med Regn og Slud, hvor de krøb sammen paa Hestene med dryppende Regnkapper over deres Trikot, og de hvide Fjer paa deres Baretter daskede som vaade og forpjuskede Høns. Men Klovnerne raabte alligevel og tudede i Horn, mens den hvide Pjerrotsminke løste sig op og flød i Strømme ned over deres Kinder …

* * *

Jeg ser ham endnu paa de kolde Regnveirsdage, i Storm og Slud – lille Angelo, hvordan han krøb sammen paa sin Pony, og hans Ben rystede af Kulde i de stribede Trikot, der løb af Vand, og Hænderne, som førte de spraglede Tøiler, var blaa og ophovnede. Han kunde næppe holde sig paa Hesten, men Direktøren vendte sig om og raabte til ham, og han gav sig igjen til at kysse paa Fingren og han forsøgte at smile.

Hans Mund fortrak sig som til Graad, naar han skulde lee, og til Øinene naaede

Smilet aldrig. De laa saa tunge, som slukte Kloder under deres Laag, sorgfulde som

Mignons Øine.

Angelo var Publikums Yndling. Drengen red Parforceridt over Barrierer. Han foer rundt under Bjældeklang, snart oppe, snart nede. Under Ridtet fik han Farve, og der kom Feberglans op i Blikket. Saa naar det var forbi, og han raabtes frem Gang efter Gang, veg Rødmen igjen, og han kastede Haandkys og samlede Appelsinerne op, og selv midt under Jubelen var Mignonøinene sorgfulde …

Stakkels Angelo. En Dag, da de andre Artister kom til Prøven, fandt de ham hængt i Trapezen. Han havde slynget et Reb om sin Hals, og Tungen stod rød og svulden ud af hans Mund, og Øinene stirrede stift.
Angelo havde ikke villet leve mere.

Hvorfor? Drengen var træt af at sulte, træt af at faa Prygl, træt af at fryse og træt af at længes.

Hans Historie var saa simpel, og sandfærdig som simpel kan den fortælles kort. Han var fra Grænsebjergene i Spanien. Der paa et nøgent Bjerg var han født, og da han var smuk og smidig, blev han solgt: Forældrene toge det ikke saa nøie, de solgte Barnet for to Guldstykker, og en Dag blev han ført bort med Truppen, der drog til Frankrig, og ad tusinde Landeveie gik det mod Nord …

Angelo frøs, og han længtes. Han bad og bad om at maatte gaa. Paa sine bare Ben vilde Drengen vende tilbage; han vilde spørge ved hver Vei og ved hver Klippe, indtil han fandt hjem til Spanien.

Han fortalte det til en af de gode Fruer i Byen. Hun gav ham Brød og varm Kaffe, og medens han spiste begjærligt, med deres opspilede Blik, som sulte, fortalte han om Spanien og om Solen.

Han havde lært sig et besynderligt Tungemaal, havde alle Sprog, gav sine mærkelige Ord, og det klang som en forkuet Klage over hans Barnelæber. Men oftest kom dette ene Ord igjen, det ene Ord: Solen. Og naar han sad foran sin Kaffekop, da kunde han pludseligt sige et hjemligt Ord i sit eget Maal, og Barnet brast i Graad derved; og hans Hoved sank ned paa Bordet, og Drengen hulkede høit.

Angelo havde forsøgt at flygte. Han havde reist sig fra Sengen om Natten og var gaaet med sin Byldt ud af Byen mod Syd. Men man fandt ham, og Direktøren fik ham tilbage.
Nu havde han slaaet et Reb om sin Hals, og ingen kunde stanse ham mere – paa Veien hjem.
Thi paa hans Hjemstavns Bjerge lever et mærkeligt Sagn, at den, som dør i et fremmed Land, han vender tilbage og lever i sit Hjem igjen paa sine Bjerge. Angelo havde havt Mod til at vælge den Vei til sit Fædreland.
Her efterlod han sig saa lidt. I et rødt Tørklæde laa syv Daler gjemt, og paa en Seddel havde han krasset – hvem havde mon lært ham at skrive? –
– Til min Moder.
Det var til den Moder, som havde solgt ham.
* * *
Forestillingen gaar sin Gang. Klovnerne aflevere deres Vittigheder, Hesten – den hvide Hest, der lige taalmodig bærer »Skotten« i sine storartede Forvandlinger som Miss Charlotte i sin seriøse Dans, og hun er dog ikke af de letteste, Miss Charlotte – føres utrættelig ud og ind.
Børnene klapper, og Appelsindrengen styrter ihærdig om med sine Appelsiner, han tilbyder til de bare Bænke …
Vi overfaldes efterhaanden af en sløvende Sørgmodighed. Halvlyset, Tomheden frembringer den, og vi gaa ud i Haven, hvor det næsten er blevet Nat.
Der løser sig en tung Duft fra Kastanietræerne og Syrenerne, der udfolde sig i Kølingen. Inde fra Byen lægge Aftenens Dunster sig tyngende over Haver og Marker.

Og Fjællebodsmusiken fra Teltet og Raabene til Hestene blande sig med den fjerne Tummel fra Gaderne, der lyder som en taaget og forvirret Summen, et ustanset og utydeligt Akkompagnement.

Saa forlade vi »Belvederes Have«.