Der er langt fra Kongelunden til Thyregod

Fem mennesker sidder samlet om et bord i et lokale, der for tiden fungerer som en blanding af møderum og pulterkammer. På gulvet flyder bunker med mapper, flyttekasser og papirer, der venter på at komme i system. Og i hjørnet står en ældre stationær computer, der bruges, når asylansøgerne på centret skal holde skype-møder med Udlændingestyrelsen. Flokken omkring det brune bord i midten af lokalet består af tre kvinder og en mand. De arbejder alle på Center Thyregod, hvor de blev ansat, da de første af Center Kongelundens beboere flyttede ind i starten af maj. De er i færd med at afholde det daglige møde, de kalder overlap, og som har til formål at sætte eftermiddagsholdet ind i formiddagens begivenheder. For bordenden sidder Conny Kessler. Hun er funktionsleder på Center Thyregod og tager ordet som den første.

”Hvad er der sket her til formiddag? Nogen der har noget, der skal videreleveres?” spørger hun ud i rummet.

Det har været en rolig formiddag. Ingen konflikter. Intet at være særlig opmærksom på. Og så alligevel. Netop som mødet efter ganske få minutter skal til at bryde op, dukker noget op. Marie Helene Holst, der er administrerende centermedarbejder, har haft en diskussion med en af beboerne.

Fra storby til landsby

Der bor 1346 mennesker i byen Thyregod. Byen har svømmehal, en idrætshal, en kirke og en skole, mens Dagli’ Brugsen er den største butik i byen. Førhen var der også en bodega, men den er lukket, fortæller en lokal, Føljeton møder på vej mod asylcenteret. Det ligger i gåafstand fra Brugsen, der må siges at udgøre byens centrum. Centeret består af gamle lave barakker omgivet af marker og med et rødt og hvidt Røde Kors-flag hejst i midten af den grusede gårdsplads, der omkranses af bygningerne. Barakkerne blev bygget tilbage i 1993, hvor der første gang åbnede asylcenter i byen. Dengang blev de sat op som en midlertidig installation, men flygtningene blev ved med at komme, og Center Thyregod står der altså endnu. Så selvom det er nyt for beboerne fra Kongelunden at være i Thyregod, er det ikke nyt for Thyregod at dele by med asylansøgere.

Og dog. For selvom asyldriften i byen går mange år tilbage, har de tidligere Kongelund-beboere skabt en helt ny situation i Thyregod. For Center Thyregod, der tidligere primært har fungeret som modtagecenter for hyppigt skiftende grupper, er nu omdannet til omsorgscenter, hvor Danmarks mest sårbare asylansøgere skal bo i den tid, det tager for myndighederne at tage stilling til deres ansøgning om asyl.

Børnene omstiller sig hurtigt

I en af barakkerne holder Center Thyregods børnehave til. En komplet lille daginstitution for centerets yngste beboere. På gulvet flyder legetøj, på bordet ligger tegnegrejet fremme, og i et hjørne på en madras sidder pædagog Louise Gyldenkrone med en lille mørkhåret pige på skødet og en billedbog i hånden. Pigen er tre, snart fire år, siger hun og stikker tre fingre i vejret, inden hun igen retter opmærksomheden mod bogen i den voksnes hånd.

”Jeg vil selv læse,” siger hun så og flår med en hurtig bevægelse bogen til sig.

”Det er en elefant,” konkluderer hun og peger på noget i bogen, før hun fortsætter:

”Den skal sove. Nej, den skal ikke sove, den skal have pizza og dejlig kold is,” hun vender siderne, mens hun fortæller.

”Kan du også godt lide is,” spørger den voksne og pigen griner og nikker.

Louise Gyldenkrone er uddannet pædagog. Selvom hun er nyansat i Center Thyregod, har hun været i asylsystemet i flere år:

”De her børn har jo et særligt behov for struktur, så det kan på den måde virke som en omvæltning for dem at skulle flytte, men jeg synes faktisk, de er faldet hurtigt til. Børn er generelt meget omstillingsparate og gode til at finde sig til rette i nye ting,” siger hun og betragter pigen, der har rejst sig fra madrassen og nu piler hjemmevant over gulvet til det modsatte hjørne af lokalet, hvor hun samler en dukke op.

Før Louise Gyldenkrone når at sige mere, bliver hun afbrudt af pigen, der igen har lagt dukken fra sig og nu tømmer en kasse med legetøj ud på gulvet.

”Jeg rydder op bagefter,” forsikrer hun med et hurtigt blik mod den voksne, før hun leger videre.

Tilbage til mødet

Tilbage i mødelokalet går snakken stadig om den episode, centermedarbejder Marie Helene Holst havde oplevet om formiddagen. Hun havde haft en uoverensstemmelse med en af beboerne, der i den forbindelse havde hævet stemmen over for hende.

”Jeg hørte, du sagde til ham, at det ville du ikke finde dig i. Det var rigtig fint, du sagde fra, og jeg synes, du skal overveje at lave en indberetning på det,” siger funktionsleder Conny Kessler.

Marie Hele Holst trækker på skuldrene.

”Det synes jeg måske er lidt meget. Jeg har det godt med bare at tage en snak med ham, det har jeg intet imod,” siger hun så.

Conny Kessler nikker og skriver noget ned på sin notesblog, før hun siger:

”Hvis du kan tage en snak, synes jeg, det er fint.”

Hun retter sin opmærksomhed mod resten af forsamlingen.

”Men jeg tænker, vi skal have det op på næste personalemøde. Altså hvordan vi her på stedet ønsker at gribe den slags an. Tale om, hvornår man kan lave en indberetning. Det er godt at vide, så man ikke kommer ud i situationer, hvor man egentlig kan bede om hjælp, men måske ikke selv er klar over det. Så ens grænser ikke bliver overtrådt,” siger hun.

Sygeplejersken der vil møde hele verden

En ældre kvinde med kort hår og briller løber over gårdspladsen på Center Thyregod. Hun har kurs mod en ung mørkhåret fyr, der står lænet op ad en af beboelsesbarakkerne og taler med en mand gennem et vindue.

”Der var du, Mehdi,” udbryder hun og rækker ham en æske med piller.

”Du skal jo huske at komme og hente dem hos mig, det ved du da godt,” siger hun, mens hun klukker af grin og klapper ham kærligt på skulderen.

Han takker, tager imod pillerne og skrår derefter over gårdspladsen for at lægge dem på sit værelse.

”Det er vigtigt, at han får sin medicin,” fortæller Karen Bjørn, da vi få minutter senere sidder på hendes kontor. Hun er leder af sundhedsfunktionen i Midtjylland og dermed også på Center Thyregod, hvor hun holder til i et lille lokale på samme gang som mødelokalet og de administrative medarbejdere.

Hendes skrivebord flyder med pilleæsker, navne og forskellige recepter.

”Ja, der er altså orden i kaosset,” forsikrer hun, mens hun sorterer pilleæskerne efter navn.

”Egentlig skal de jo selv komme og hente det, de skal bruge, men vi er jo et omsorgscenter, hvor alle beboere har deres at tumle med, så man kan jo godt lige hjælpe dem lidt,” fortæller hun.

Hun har arbejdet i asylsystemet siden 1990 og har blandt andet været med til at starte flere centre op, men det er første gang, hun er fast på et omsorgscenter:

”Det er med meget stor ærefrygt, vi overtager det her arbejde. Tidligere har vi jo alle sammen tyet til Kongelunden, hvis der var noget, vi ville inspireres til eller have svar på, så det er et enormt ansvar at overtage denne her opgave,” fortæller hun.

Karen Bjørn har arbejdet i flere landsdele og har på trods af sygeplejeuddannelsen haft mange forskellige funktioner gennem tiden. Hun lader til at kende de fleste mennesker i systemet, ligesom hun i forbindelse med sit arbejde har besøgt Kongelunden et utal af gange.

Men hvordan havner en nyuddannet sygeplejerske i asylsystemet? 

”Som helt ung giftede jeg mig til en opholdstilladelse i Kenya. Det kom der også en søn ud af, og på et tidspunkt tænkte jeg, at det ville være godt at få ham med til Danmark. Men samtidig havde jeg ikke fået nok af den store verden. Og hvordan  kombinerer man de to ting bedre end at arbejde på et asylcenter? Her kommer hele verden jo til en, uden man behøver at løfte en finger,” forklarer hun med samme selvfølgelighed, som var hun blevet bedt om at fortælle, hvilken vej hun normalt tager til arbejde om morgenen.

Landsbyen kan noget unikt

En af de ting, der udmærkede Røde Kors’ Center Kongelunden som noget helt unikt, var de mere end 300 frivillige, der var fast tilknyttet centeret. Hver dag havde de planlagte aktiviteter og arrangementer for centerets beboere. En frivilligkultur opbygget over 30 år og svær sådan lige at flytte fra København til en landsby i Midtjylland.

”Vi har frivillige her, men på en helt anden måde,” fortæller Conny Kessler og uddyber:

”Der er eksempelvis en del frivillige i Jelling, der også kommer til at have aktiviteter med vores beboere hen over sommeren, men det er ikke i det omfang, de havde på Kongelunden. Det var jo helt unikt, og jeg har meget stor respekt for deres arbejde, fortæller hun.

Men selvom det måske kan lyde lidt nedslående, er der muligheder i Thyregod, som København aldrig ville kunne tilbyde:

”Der er flere ting. For det første ligger centeret i gåafstand til alt i Thyregod. På Amager lå Kongelunden uden for byen, og man skulle med offentlig transport, uanset hvad man skulle. I Thyregod er alting meget lokalt, og folk i byen er meget dedikerede omkring det lokale. Her er eksempelvis, trods det lave indbyggertal, et meget aktivt foreningsliv. Og det er jo en ideel situation for os. Så selvom der ikke bliver samme frivilliggruppe som på Kongelunden eller samme landsbyfølelse inde i selve centeret, er der her et aktivt lokalmiljø, vi vil arbejde meget målrettet efter at blive en del af.”

Savner de frivillige

Farshid på 16 år er flygtet med sin storebror fra Iran og boede på Kongelunden i halvandet år, til de i midten af juni blev flyttet til Thyregod. Vi møder ham i et af de fælleskøkkener, hver barak på Center Thyregod er udstyret med. Farshid sidder med øjnene rettet mod sine hænder, der hviler på bordpladen. Ved siden af ham sidder Pouneh Samavatian, hun arbejder på centeret og er på Farshids opfordring med som tolk. Farshid har indtil nu talt i korte sætninger og kun kigget op i flygtige glimt, mens Pouneh oversætter.

Er der noget her, der er bedre end på Kongelunden?

Før Pouneh Samavatian når at tolke, svarer Farshid på dansk:

”Nej, ikke endnu.”

Hvorfor ikke?

”Jeg var tæt på personalet på Kongelunden. Der er kun gået en måned, og jeg savner dem meget. Især de frivillige,” siger han.

Pouneh Samavatian, der er holdt helt op med at tolke, lægger hånden på hans arm og giver den et lille klem, mens hun lytter til ham.

Du var tæt på de frivillige?

”Om mandagen spillede vi eller var på tur, om tirsdagen havde vi klub, om onsdagen var vi tit ude at sejle.”

Farshid lader til helt at have glemt, at han ikke kan tale dansk og fortæller ivrigt og tæller på fingrene, mens han remser programmet på Kongelunden op. Han stopper et øjeblik talestrømmen og tænker lidt, før han fortsætter:

”Her slapper jeg bare af – jeg slapper alt for meget af. Det er, fordi det er sommerferie, men efter ferien kan jeg starte til svømning og begynde at gå i skole, så jeg ikke bare skal vente hele dagen.”

Hvad venter du på?

”Min sag. Vi har fået afslag på asyl, men venter på flygtningenævnets afgørelse. Det er svært at vente, når man ikke har noget at lave,” siger han.

Har du talt med nogle af dem, der bor i byen? Der bor jo kun 1500, så måske det er nemmere at komme i kontakt med dem end travle københavnere…

”1500? Der er ingen mennesker her! Du må have talt forkert, der er maks. 15 mennesker på gaden i Thyregod!”

Brugsen som samlingspunkt

Når man ankommer til Thyregod, kan det aktive foreningsliv og nære lokalmiljø, som Conny Kessler taler om, være svært at forestille sig. Kun ganske få biler, der med minutters mellemrum farer igennem de øde gader afbryder stilheden. Selv Brugsen, der ellers går for at være det mest centrale samlingspunkt i byen, fremstår affolket med undtagelse af kasseassistenten og en ældre kvinde, der er ved at fylde mælk op bagerst i butikken. Hun hedder Irene, har arbejdet som butiksassistent i Brugsen i 38 år og boet i Thyregod endnu længere.

Hvad er Brugsen for et sted?

”Man kan vel godt kalde det et slags samlingssted. Her og så ovre i Hallen (svømmehallen, red.), det er her, folk mødes og snakker. Nogle får også en kop gratis kaffe,” siger hun og nikker over mod en lille gruppe borde i midten af butikken, hvor kaffe, mælk og sukker står linet op.

I har simpelthen gratis kaffe til kunderne?

”Ja, tit kan folk godt lide at snakke lidt, når de kommer her. Vi har jo ikke rigtig cafeer og sådan her i byen, så det er godt at kunne mødes her, hvor alle alligevel køber ind.”

Så man lærer folk at kende, når man arbejder her?

”Ja, det kan du godt sige. Men det er Thyregod, så de fleste kender jo hinanden på en eller anden led.”

Har du hørt, der er kommet nye beboere i asylcentret?

”Ja, det er vist rigtig nok. Det er så vidt jeg ved nogle familier denne her gang.”

Hvad tænker du om det?

”Det er da fint nok. Vi skal vel alle være her. Så det kan jeg ikke se de store problemer i.”

Hvordan er din generelle opfattelse af byens beboeres holdning til centeret?

”Den er fin. Der har ikke rigtig været problemer, så jeg tror, folk har det fint med det. Altså de kan jo godt larme lidt, når de går rundt i flok og sådan. Men de fleste opfører sig jo rart og pænt, og så ser folk ingen problemer i det.”

Hun tænker lidt og fortsætter:

”Vi har faktisk haft en i praktik derovre fra. En så god og dejlig dreng. Meget meget dejlig, var han. Og det skal man jo også huske på. De fleste er vel som ham, og så er der brodne kar i enhver flok. Men generelt tror jeg, folk har det fint nok med, at de er her, bare de kan opføre sig ordentligt,” siger hun.

Folk samles på parkeringspladsen

Det ville være en overdrivelse at sige, at det vrimler med mennesker på parkeringspladsen foran Brugsen. Men en gang imellem svinger en bil ind over asfalten og parkerer på en af de mange tomme pladser, hvilket på denne juli-tirsdag gør den til det mest pulserende sted i byen – hvis man altså ser bort fra asylcentret, der lader til at være det eneste sted i Thyregod, hvor hovedparten af beboerne ikke er fløjet på sommerferie. En mand stiger ud af sin bil og bevæger over mod det overdækkede område med indkøbsvogne. Han hedder Thomas Reffstrup og har boet i Thyregod i mange år. Han har ikke noget imod, at asylcenteret eksisterer, selvom det undrer ham, at der bliver ved med ”at komme så mange (asylansøgere, red)”. Han fortæller desuden, at asylansøgerne ”mest passer sig selv” og ikke ”er til gene.” Han afbryder pludselig sig selv og råber hele parkeringspladsen op med et: ”Der kommer fru Thyregod jo!”

En midaldrende kvinde med sitt grå hår samlet i nakken, to par briller – foran øjnene og i panden – cowboyvest og et højt grin, der afslører mange års forbrug af cigaretter, kommer gående over parkeringspladsen. Efter at have givet Thomas Reffstrup et knus og en kommentar om, at han ser lidt ”bombet ud,” fortæller hun, at hun hedder Søs Nordlyk og har boet i Thyregod længere end de fleste.

Da hun hører, at vi snakker om asylcenteret, udbryder hun straks:

”Min holdning, den er Inger Støjbergs holdning.”

Hun holder en lille pause, før hun fortsætter:

”Eller altså. Jeg synes, det er fint, at asylcentret er her, så længe dem, der bor der, opfører sig ordentligt. Og det gør de jo sådan set. Det er faktisk meget begrænset, hvad vi overhovedet ser til dem.”

Søs og Thomas diskuterer lidt frem og tilbage, og imens slutter en tredje person, Johnny Christensen sig til. Han synes, at beboerne – i hvert fald de tidligere – var ”meget belastende”, fordi de ”larmede” og gik ”midt på vejen”. Han fortæller samtidig, at han aldrig har talt med nogle af beboerne – noget han, gerne vil prøve at ændre med de nye, og som han tænker kunne ændre hans syn på centeret, hvis han blev ”positivt overrasket”.

Mange skift gør integration svær

På Center Thyregod er man opmærksom på den manglende kontakt mellem asylcenteret og byens øvrige borgere. Noget ledelsen arbejder målrettet for at at ændre, så centeret bliver en integreret del af byen og lokalsamfundet. Det fortæller funktionsleder Conny Kessler:

Hvad er dit indtryk af byen. Er den klar til det?

”Det tror jeg helt bestemt,” siger Conny og uddyber:

”Det vigtigste lige nu er at få formidlet ud til borgerne, hvem vi er, og at vi gerne vil dem. De skal vide, at vi nu er et permanent center, de kan investere tid og kræfter i.”

Men der har jo ligget asylcenter her i næsten 25 år. Hvorfor er det ikke allerede en integreret del af byen?

”Jeg tror primært, det skyldes, at gruppen af beboere tidligere har skiftet så meget. Den ene måned var der børnefamilier, den næste voksne mænd. På den måde har det nok været svært for borgerne at vide, hvordan de skulle gribe det an. Men nu bliver det stabilt, og så bliver det nemmere at planlægge aktiviteter og gennemskue, hvad man kan hjælpe med – eller hvad man kan bruge centerets hjælp til for den sags skyld.”

Hvordan vil I få etableret det?

”Først og fremmest, skal vi have kommunikeret ud til lokalbefolkningen, så de ved de her ting. Vi har inviteret til borgermøde 28. august, hvor både ansatte og beboere fra centeret vil være til stede og fortælle, og så er det bare om at få skabt så mange kontakter som muligt. Det bliver super spændende.”

Thyregod adskiller sig fra Jelling

Antropolog Birgitte Romme Larsen har gennem en årrække forsket i det hverdagslige naboskab mellem asylcentre og mindre lokalsamfund i danske yderområder. Hun er netop hjemvendt fra feltarbejde i Thyregod, hvor hun i forbindelse med et 3-årigt forskningsprojekt har besøgt byen for at undersøge forholdet mellem lokalsamfund og asylcenter. I den forbindelse har hun sammenlignet Thyregod med Jelling, der ligger omtrent 20 kilometer væk og også har asyldrift, men hvor asylcenteret er helt anderledes integreret i lokalsamfundet.

”Der har været asylcenter i Jelling i lige så mange år som i Thyregod – siden 1993. Men i Jelling er centeret med tiden blevet en integreret del af byen på lige fod med fodboldklubben eller friskolen. Sådan er det ikke i Thyregod. Men den generelle mangel på kontakt i hverdagen mellem centret og byen er hverken politisk funderet eller rettet imod de enkelte flygtninge. For mig at se skyldes det to ting: De mange skift i centertype, og at borgerne ikke løbende har følt sig talt og kommunikeret til fra centerets side. Når kategorien af beboere hele tiden skifter, for eksempel fra familier til enlige, bliver det meget svært for byen og dens institutioner at opbygge relationer til centret og skabe en fast rolle til det i byen. Og hvis folk samtidig oplever, at asylcentret ikke altid har de fornødne ressourcer til også at få inddraget og informeret byen, når der sker noget nyt, så oplever de lokale sommetider asylcentret som ‘arrogant’. Så det gode naboskab asylcentre og lokalsamfund imellem ser i høj grad ud til at handle dels om stabilitet over tid, dels om vedvarende og gensidig kommunikation. Og begge dele er der i Thyregod i den grad mulighed for nu, hvis det gribes rigtigt an,” fortæller hun.

Folk finder deres egen måde at møde centeret

Alligevel findes der folk, der har fundet deres egen måde at interagere med centeret. En af dem er Niels Clemmesen. Han er landmand, sidder i byrådet for Venstre og har gennem flere år solgt frisk mælk til centerets beboere.

”Så gik de halvanden kilometer hen til min gård, og vi gik ud i stalden til køerne og malkede. Jeg tror, jeg tog to eller tre kroner pr liter, og det var jo bare en hyggelig ting at lave,” siger han.

Hvordan opstod den ide?

”Jeg tror faktisk bare, der kom et par stykker forbi en dag og spurgte, om de kunne købe noget mælk. Næste dag kom der to mere, ugen efter kom de første tilbage og pludselig kørte det bare,” fortæller han.

I dag har Niels Clemmesen solgt sine køer og sælger derfor ikke længere mælk. Men han regner med at aflægge asylcentret besøg, når det er rigtigt oppe at køre igen.

Nye rutiner

”Jeg kan dælme godt lide, at min dør altid er åben”

Det er kvinden fra før, Marie Helene Holst, der taler. Conny Kessler har foreslået hende, at de kunne inkorporere fast kontortid, så de administrative opgaver ikke altid må vige tilbage for beboere, der kommer forbi og skal have hjælp med det ene eller det andet. Marie Helene Holst fortsætter:

”Jeg kan godt se ideen med faste kontortider, men for mig er det bare vigtigt, at beboerne altid kan komme til mig, hvis der er noget. Så vil jeg hellere selv lukke min dør en halv time en gang imellem, hvis jeg virkelig har brug for det. Er det noget, jeg må,?” spørger hun og kigger på Conny Kessler.

”Jeg synes bare, det er svært at koncentrere mig, hvis mit kontor er som en banegård, hvor folk vader ud og ind, men hvis du kan finde ud af at holde fast og faktisk lukke døren, når du har brug for det, kan jeg ikke se nogen grund til, det ikke skal kunne gøres på den måde,” svarer hun.

En tredje person, Hans Jørgen Serup, der er tilkaldevikar, bryder nu ind.

”Det er min erfaring, at det kan være godt med faste åbningstider. Så ved de, at de ikke kan komme og forvente hjælp med småting hele døgnet,” siger han.

Marie Louise Holst understreger straks, at hun holder fast i det med de åbne døre:

”Det er noget af det, der skaber relationer og gensidig respekt mellem os og beboerne. At de altid kan komme til os, at vi ikke er hævet over dem,” siger hun.

En kvinde, Pouneh Samavatian, der ellers har været stille, tager nu ordet.

”Der kan være enorm meget læring i det med faste åbningstider. Det bliver en udfordring, hvis vi implementerer det, også fordi de heller ikke var vant til det fra Kongelunden, men det kan være godt at lære i forhold til, at det også er sådan ude i samfundet. Der går man ikke bare til lægen klokken fem om eftermiddagen, hvis tåen driller. Så må man vente til dagen efter, med mindre det er akut. Men det er selvfølgelig op til jer to,” siger hun og nikker mod Conny Kessler og Marie Hele Holst.

”Vi tager den på et andet tidspunkt,” siger Conny Kessler så og fortsætter:

”Der er mange ting, der skal findes systemer for, når man er sådan et nyt sted. Alle strukturer skal vi selv bygge op fra bunden, og vi skal hele tiden spørge os selv, hvordan vi ønsker, det her sted skal være. Det er både rigtig sjovt og rigtig svært,” siger hun.

Hun betragter rummet lidt og hendes blik går i stå på en bunke med ødelagte flyttekasser.

”Sådan noget som det der, det vil jeg gerne have væk. Det kunne vi faktisk gøre bedre. Jeg ved, vi indtil nu har prioriteret det psykiske og det sociale, men hvis man har uro i hovedet, kan det være meget svært at finde ro, hvis der også er rod omkring en. Så de to ting går hånd i hånd, og det kan vi blive bedre til at huske,” siger hun.