Vilhelm Wiehe

6.1.1884

Wiehes Røst var en Ørets Vellyst. Den vuggede Kvindesjæle tildrøms og blev aldrig veg; den gjorde Versets Rhytme spænstig som en Staalbue, der strammes, og den blev aldrig raa. Dens Skjønhed var Kraften, der smelter. I disse Elskovsord bøiede Styrken sig i Knæ som en Ridder dybt for den hulde Dame. Vilhelm Wiehes Harald var en Viking med en Trubadurs Røst.

Det var tilvisse en af de skjønneste Stemmer, der nogensinde har lydt fra Theatret.

Og denne Stemme kunde Ulykkerne tilsløre, ikke ødelægge. Denne brudte Røsts Tungsindighed eiede en Klang, der fik os til at skælve. Saaledes har Ossian talt til sin Datter.

Ellers var det sidste Minde om den store Kunstner, som nu er død, Erindringen om en Ruin. Skikkelsen var sunken i Knæ, Blikket var dødt. Aften efter Aften slæbte Vilhelm Wiehe sin tidlige Oldingesvaghed over Brædderne. Det var en uafbrudt Kamp med Sufløren. Den Blindes Ængstelse kom til Syne i Gang og hver Bevægelse. Det Hele mundede ud i det Pinlige.

En Aften mindes jeg især. Det var den første Opførelse af »Samfundets Støtter«. Wiehe skulde vist oprindelig have spillet Bernick. Men saa afgav han Rollen: han havde ikke Kræfter. Han fik saa Johans Rolle. Valget kunde synes godt, det var saadanne Skikkelser, Wiehe var skabt for, disse tusinde Variationer af Begrebet Manden, der her blev givet, som den, der kommer hjem efter at have bedret en stormfuld Ungdom i Handlingens store Land. Sligt var noget for Wiehe.

Naar ikke Kraften havde været brudt, naar ikke Manden var bleven en Olding. Men nu kom han, der skulde bringe Friskhed, ind som en sønderbrudt Existens, som en vaklende Figur – et Spøgelse af Rollen og af den, der kunde have spillet den som ingen anden. Virkningen var uudholdelig.

Imidlertid have selv vi Unge lykkeligere Minder, hvorved vi kunne dvæle nu. Have vi end aldrig set Vilhelm Wiehe i hans fulde Styrke, have vi dog set mere end hans Skygge.

Hvad Wiehe var, var Romantikens Ideal af en Mand. Michael Wiehe var Manden, der elsker, Hultmann var Studenten, hin Tids Ideal af det unge Menneske. Vilhelm Wiehe var Manden. Som han saa Mandigheden ud.

I Kvindernes Drømme var det en saadan Skikkelse, der bøiede sig for dem og kyssede deres Hænder og lagde sig saa ydmyg ved deres Fod. Disse stærke Arme havde Kræfter til at løfte den Elskede og bære hende.

Hvor tit have vi dog ikke læst disse Ord: »Og han omslyngede hende med sine stærke Arme« … Den banale Sætning viser tilbunds i Slægtleds Idealer. Manden er den skulderbrede, ranke Styrke, som den bly Kvindelighed kun rækker indtil Skulderen; han er den Kraft, der næsten knuser en fin Kvindehaand i et Haandtryk. Dette Styrkeideal minder om de store danske Hunde, taber aldrig Mindelsen af Bjørnen.

Dette er den romantiske Literaturs Ideal af en Mand. Der gives dem, som maale endnu med dette Ideal for deres Øine, og de sige, at Mændene dø ud. De sige ikke det, fordi de betragte noget ydre. Ogsaa Mandighedens Ideal kan omskabes. Maaske er der allerede Kvinder, som kalde rastløs Energi, brændende Ærgjerrighed, koldblodig Ro under store Ulykker, utrættet Spænstighed – for Mandighed. Mændene dø ikke ud, fordi en yngre Slægt maaler færre Tommer over Brystet. Under Udviklingen erstattes uophørlig udgledne Egenskaber med andre, og Kvinderne forlange ikke gjennem alle Evigheder det samme af dem, de elske.

Men saadan som Romantiken havde fastslaaet Manden – just saaledes var Vilhelm Wiehe. Se ham; Armen fremstrakt til djærvt Haandtryk, staar han klædt i Brynie. Øiet er lyst – denne Styrke kjender sig selv og smiler. Til denne faste Skulder kan en ung Jomfru støtte sig trygt og skjule et blussende Ansigt ved det brede Bryst. Saadan ser Harald ud, som Grækerpigerne elskede.

Og naar han saa taler. Røsten er givet ham til at raabe gjennem Storm, den er saa stærk og saa dyb for ret at kunne befale. Men den kan blive saa blød. Den kan sænke sig til saa mandigøm Hvisken, at SkjønJomfru beruses og aabner Trubaduren sit Bur.

Den er ret saa trohjertig, denne Stemme. Trohjertigheden var en af Egenskaberne hos disse romantiske Kæmper. Vilhelm Wiehes Røst gav den Klang som faa.

Hvad er det dog for en Strøm af Vellyd, der glider forbi vort Øre, naar vi mindes, hvorledes Wiehes Helte talte. Det var ingen pinte Lunger, der opsøgte Effekter, som kunde spare paa »Veiret«. Her havde man nok af Luft i Lungerne. Saa steg og sank Ordene i en evig rullende Flod frem fra Læberne som Bølger af kraftig Klang. Alt var rundt og blødt og frodigt. Det blæste til Storm, saa det rungede, eller det sank saa tyst, som naar Vindene hviske – altid var det det samme Malm, altid lige rundt. Hviskede Wiehe, var det kun Styrken, der med Villie lagde Dæmper paa sig.

Saaledes var denne Skuespiller. Romantikens Mand. Og saaledes som han var, blev, hvad der kunde synes besynderligt, netop de totre første store moderne Figurer paa vort Theater hans bedste Roller. Det ser mærkeligt ud og kan dog let forklares. Thi disse Figurer, som Wiehe skabte i det moderne Drama, de vare slet ikke andet end netop Romantikere, der skulde leve Livet.

Hvad er vel Tjælde andet? En Drømmer, som driver Handel, en Fantast, som bygger Skibe, en Romantiker, som har havt Forretning. Saaledes løbe disse stærke Mænd Panden mod Mure i Realiteternes Tilværelse, og saa feige blive de, naar Virkelighedens Advokat holder Dom over dem. Deres Undskyldning er, hvad de have villet. Ulykken er, at Livet har maalt deres svigtende Evner. Naar Opgjøret kommer, hage de sig fast til de Drømme, der gjorde dem til Helte, og naar de føle det tomme Intet mellem deres Hænder, have de ingen Tilflugt uden Jammerlighed og Graad.

Tjælde er saaledes. Steensgaard er Romantiker som han. Disse Mænd ere den besynderligste Blanding af Drømmere og Løgnere. De tale om Samfundet og tro paa deres egne Ord – medens de langsomt skubbe frem deres eget Jeg. Wiehes Steensgaard vidste ikke, han var en Slubbert. Der var altid Drømme rede til at lægge Selverkjendelsen Skyklapper over Øinene.

Wiehe kjendte til Hjerterødderne hver Tanke hos disse Mennesker. Derfor spillede han dem, som han gjorde.

Der var en Rolle af denne Kategori, som han ikke naaede at spille: Helmer. Den vilde være bleven hans Livs største Triumf. Thi Helmer, Egoisten, er den æsthetiske Tids Ægtemand. Saaledes betragte disse formummende Riddersmænd Kvinderne, naar de faa sorte Frakker paa, og disse Kvinder ere deres Hustruer og Søstre i dette almindelige og borgerlige Samfund. Saaledes opdrage de Kvinderne, og med denne Kjærlighed elske de dem.

Dette er Styrken, som vil have Svaghed ved Siden af sig. Man vil jo føle sin Styrke. En Kvinde kunde muligvis blive for stærk, et Barn er tilstrækkelig svagt. Læg Mærke til, hvor mange »Barneægteskaber« der stiftes. Rigtig svag maa Hustruen være der, hvor Manden ikke mere føler sig saa stærk.

Og da saa for Helmer Drømmen brister, da bliver atter Feigheden til Rest. Saa længe Helmer drømte, havde han Kræfter til at bære og løfte sit Egern som i Leg over det hele Liv. Da Virkeligheden kommer, ved han intet andet at gjøre end at løbe og redde sig selv. Hvad andet gjør Tjælde, der talte store Ord om at redde alt og alle, og som, da Slaget staar, render med Vadsækken.

Der var en anden Rolle, Vilhelm Wiehe burde have spillet: »En ødsel Fader«. Med ham som Fader og Emil Poulsen som Sønnen vilde dette Stykke være blevet Rammen om en Opgjørelse mellem to Tider – sikkert en Triumf for vort Theater. Hvor er det trist, naar en stor Kunstner er død, at kunne nævne for sig, som jeg i dette Øieblik gjør det, en hel Række af Roller, Theatret burde have givet ham. Især naar denne store Kunstner er den sidste Repræsentant for en Aandsretning, der døer ud. Da er hver tabt Rolle et Stykke tabt Kjendskab til en hel Race i vort Aandsliv.

– – – Og dette er alt, hvad jeg ved at sige om den døde Kunstner. Mange Billeder følge efter hinanden, naar hans Navn nævnes. Hakon og Sigurd, Axel og Harald. Men det er, som om Sørgmodigheden i dette Øieblik dæmpede Billedernes Magt. Og et slaar mig især, Ensomheden, hvori Wiehe stod. Han var bestandig alene. Ingen talte hans Maal, og ingen var der, som naaede ham til Skulderen.

Han var den sidste.

Dette præger alle Minder. Han var den sidste af sin Kunst, og ingen er fulgt efter en ny. Nogle have efterlignet ham, andre have flikket paa ham. Men Romantikens Kongekrone passer ikke mere til Marodørernes Hoveder. Den falder dem ned over Øinene … Han, som var Kronen voksen, blev træt før Tiden. Altfor tidlig gik han bort.

Men naar vi en Gang ere blevne gamle, vil vort Øre endnu have gjemt et Ekko af Vilhelm Wiehes skjønne Røst. Vi ville mindes Sigurds Elskovsord til Hjørdis, Hakons Sorg over Eigil – og den store Kunstner vil have naaet den Udødelighed, at hans Minde ærefrygtsfuldt og i Beundring gjemmes i taknemlige Sind.