Kejser Macrons storhed og foreløbige fald

For et kort øjeblik så det ud, som om en kejser var vendt tilbage til Paris. Ingen havde spået den unge Emmanuel Macron mange chancer, da han valgte at stille op til et af de mest magtfulde embeder i Europa – præsident for Den Franske Republik. Han var for ung, for uerfaren, for ukonkret. Men nu var han der pludselig. Med et seriøst og selvsikkert blik bevægede Macron sig ned ad den store plads ved Louvre-museet i Paris. Ned mod scenen, hvor hans tilhængere stod klar til at hylde deres helt, der på denne valgnat havde givet dem nyt håb.

Det er ikke unormalt, at nye franske præsidenter lader sig hylde på store pladser i Paris efter deres valgsejr. Alligevel var noget anderledes den aften i maj. Gåturen over Louvrepladsen var ikke tilhængernes mulighed for at hylde den nye præsident. Den var en spådom for Macrons tre første måneder som præsident.

En del af spådommen kontrollerede Macron selv. Om nogen er han en person, der forstår, hvor meget symboler betyder. Det har fx næppe været tilfældigt, at det ikke var den franske nationalhymne, ‘La Marseillaise’, der bragede ud af højtalerne i takt med præsidentens skridt. Det var i stedet 4. sats af Beethovens 9. symfoni – altså det stykke musik, som EU har gjort til sin officielle europahymne. Macron har aldrig lagt skjul på, at han som præsident ikke kun vil kæmpe for et stærkt Frankrig, men også et stærkt Europa.

Det var næppe heller tilfældigt, at sejrsseancen foregik på Louvrepladsen. Tidligere har socialistiske præsidenter fejret valgsejre på Bastillepladsen, mens republikanerne traditionelt fejrer deres nye præsidenter på Place de la Concorde. Macron gjorde sig til fortaler for en tredje vej. Han ville hverken kalde sig højre- eller venstreorienteret, hvorfor han ikke kunne lade sig fejre på hverken Bastillepladsen eller Concorde-pladsen. I stedet skulle Macron fejres ved Louvre. Pladsen, der ligger lidt midt mellem de to andre.

Men det var ikke alle dele af spådommen, som Macron selv kunne kontrollere den aften. Gåturen fortalte nemlig også, at Macron gik en svær fremtid i møde.

Det kan godt være, at pladsen var stuvende fuld af mennesker, men Macron var alene. Ingen fulgte ham til scenen, ingen gav ham et sejrskram, og ingen fortalte ham, at det hele nok skal gå.

Ligeledes lod de opsatte projektører lige pludselig til at svigte Macron. Han ankom i lyset, men måtte pludselig træde ud i mørket. Alene i mørket med den byrde, det er, at skulle lede en af verdens stormagter.

Spådomme går ikke altid i opfyldelse, og for en tid så det heller ikke ud til, at Macrons præsidentskab ville blive ensomt og mørkt. Ved det franske parlamentsvalg få uger efter den nye præsident var blevet valgt, fik hans unge parti absolut flertal i parlamentet. Macron så ud til at være urørlig. En kejser elsket af folket.

Men hvis man tror, at det er lykken at være kejser af Frankrig, skal man have læst op på sin europæiske historie. Der flyder stadig revolutionært blod i franskmændenes årer, og nu, tre måneder efter Macron blev indsat som præsident, er spådommen fra valgaftenen ved at gå i opfyldelse. Opbakningen til manden, der ville samle Frankrig, er ved at smuldre.

På de tre måneder er opbakningen til Macron faldet markant. I sidste uge kom en ny meningsmåling, der viser, at næsten halvdelen af franskmændene synes, at Macron gør sit job dårligt. Kun 36 procent mener, at præsidenten er kommet godt fra start. Det er en ændring på godt 13 procent, siden han indtrådte som præsident. Det er historisk dårligt.

Tilbagegangen er ikke kommet ud af ingenting. Den ellers pletfrie unge komet er begyndt at få ridser i lakken, og han er ved at tabe den aura af nyskabelse og perfekthed, som mange lod sig tiltrække af under valgkampen. I de næste par dage kigger Føljeton på, hvad der er gået galt for den franske politiske superstjerne. Kan Macron rejse sig igen, eller er han den næste kejser i rækken, som skal mærke det franske folks vrede?