Skandaler, korruption og oprør mod førstedamen

Under den franske revolution i slutningen af 1700-tallet udskiftede de revolutionære franskmænd adelens slogan ”Gud, konge og fædreland” med deres eget ”Frihed, lighed, broderskab eller døden”. Mere end 200 år senere har revolutionens væsen stadig ikke sluppet franskmændene. I dag er Frankrigs nationalord stadig ”Liberté, égalité, fraternité”, og det iltre politiske temperament ligger stadig dybt i den franske folkesjæl.

Da den nye præsident skulle vælges i 2017, havde Frankrig igen fået nok af det etablerede politiske landskab. Der var brug for revolution. Revolution, som også var navnet på den bog, Macron udgav op til valgkampen.

Macron gav franskmændene et fornyet løfte om frihed, lighed og broderskab. Det politiske liv i Frankrig har længe døjet med korruptionsanklager og lyssky affærer. Tager vi blot nogle af de nyere skandaler, blev finansministeren i den forrige socialdemokratiske Hollande-regering dømt for at have haft illegale kontorer i udlandet, ligesom en af Macrons store konkurrenter under valget, Francois Fillon, blev beskyldt for at have oprettet en falsk stilling som parlamentarisk assistent til sin kone. En stilling uden arbejdsopgaver, men til gengæld med en klækkelig løn.

De franske vælgere har i lang tid set gennem fingre med sådanne lokumsaftaler, men over den seneste tid er det blevet mere og mere tydeligt, at franskmændene ikke vil finde sig i den slags fra politikerne mere. Denne dybe foragt for det korrupte etablissement banede vejen for Macron, der lovede, at efter den macronske revolution ville der ikke være plads til politikere, der blot hytter deres eget skind. Man måtte forstå, at de ikke hører til i Macrons udgave af frihed, lighed og broderskab.

Umiddelbart efter valgsejren forsikrede Macron da også vælgerne om, at han straks ville begynde at arbejde på en antikorruptionslov, der skulle stramme op på reglerne. Han sagde selv, at ”loven vil danne grundlag for alle mine fremtidige handlinger som præsident”.

Desværre for Macron blev arbejdet med antikorruptionsloven overskygget af noget så ironisk som anklager om korruption mod hans egen regering. Værst så det ud, da justitsministeren François Bayrou, blot få timer inden han skulle fremlægge den nye antikorruptionslov, måtte i pressen og svare på beskyldninger om, at Bayrous politiske parti, MoDem, skulle have misbrugt EU-midler til uretmæssigt at betale personlige assistenter bosiddende i Frankrig. Bayrou endte med at måtte forlade regeringen sammen med minister for europæiske anliggender Marielle de Sarnez og forsvarsminister Sylvie Goulard, der også er en del af Bayrous MoDem.

MoDem-ministrenes afgang markerede enden på 48 timer, der nødvendigvis må have givet dybe rynker i panden på den ellers unge præsident. Dagen inden måtte hans tætte allierede og minister for territoriel integritet, Richard Ferrand, forlade regeringen, da han blev anklaget for at bruge insiderviden til at sikre sig en lukrativ bolighandel.

Macron har ikke selv været indblandet i hans ministres skandaler, men der er ingen tvivl om, at det er et problem for ham, at hans regering nu associeres med korruptionsskandaler. Anklagerne om hykleri er stille ved at klæbe sig fast til den nye regering, og Macron skal ikke træde mange skridt forkert, før han bliver fedtet ind i de anklager. Måske blev han det allerede for få dage siden.

Førstedame Brigitte

Der er blevet talt og skrevet meget om Macrons 24 år ældre kone Brigitte Macron. Mange troede, at den kuriøse historie om de tos møde kunne ende med at blive en belastning for Macron, men vælgerne så ikke ud til at tage videre på vej over det. Alligevel er Brigitte på vej til at blive den første store personlige skandalesag for præsidenten. Men skandalen har intet med alder at gøre.

Med udlægget til antikorruptionsloven gjorde Macron det meget klart, at han ikke ville acceptere, at politikere kunne ansætte familiemedlemmer. Det skulle være slut med nepotisme a la Francois Fillon. Måske netop derfor er det faldet mange franskmænd for brystet, at Macron ønskede at gøre sin kone til officiel fransk førstedame med dertilhørende pligter. Det bliver hun sandsynligvis ikke. I går, 8. august, erfarede flere medier, at den franske regering ville opgive ønsket om at gøre Brigitte Macrons status officiel.

Selvom Brigitte Macron ikke ender som førstedame, har sagen været et hårdt slag mod Macron. I de franske medier har der været højlydte protester mod ideen, som her i Le Parisien, hvor initiativtageren til en underskriftsindsamling mod Brigitte Macrons førstedame status citeres for at sige, at ”Frankrig ikke er USA”. På hjemmesiden for underskriftindsamlingen, der i skrivende stund snart runder 300.000 underskrifter, specificeres det yderligere, at ”der er ingen grund til, at præsidentkandidatens kone skal modtage offentlige midler”.

Egentlig burde det ikke komme som nogen overraskelse for vælgerne. Allerede under valgkampen gjorde Macron det klart, at hans kone skulle have en offentlig rolle. Det var ”ikke til diskussion”.

Men den store modstand til Brigittes nye rolle skal netop ses i lyset af de mange sager om ”fake jobs”, som på det seneste har hærget fransk politik og ikke mindst Macrons egen regering. Det ser uheldigt ud, at præsidenten slog sig op på, at være manden der ville rydde op i fransk politik og nu i stedet bliver beskyldt for at ville indsætte familiemedlemmer i offentligt betalte jobs. Flere politiske kollegaer har været ude og kritisere Macron kraftigt. Her er det fx Ugo Bernalicis fra det stærkt venstreorienterede parti La France Insoumise, som kalder Macron for en hykler på Twitter.

Til åbningstalen for parlamentet opfordrede Macron medierne til at stoppe deres ”uophørlige søgen efter skandaler”. Det skete som bekendt ikke, og de hårde stød mod Macron og hans regering kan meget vel have haft indvirkning på de meningsmålinger, som nu svigter præsidenten. Skandaler er det sidste Macron har brug for i et politisk Frankrig, som har givet ham en chance, men ikke er bange for at tage den fra ham igen. Macron er ikke færdig. Men han skal have styr på sit Élyséepalæ, hvis han igen skal stige i meningsmålingerne.