Krudt eller kugler?

Dansk politik står til at blive spolet baglæns. Trukket med ryggen ind i fremtiden. På besynderlig vis kan de næste måneder ende med en kopi af skattereformen fra 2012, blot med hovedelementerne rullet tilbage: Den forestående oprustning af det danske forsvar vil komme til at opsuge størstedelen af det økonomiske råderum, som VLAK-regeringen ellers havde planlagt at uddele som valgflæsk til nogle ganske få topskattebetalere.

Efterårets store forhandling – i hvert fald symbolsk – er planlagt til at handle om skattelettelser. Store som små, høje som lave. I VLAK-regeringens grundlag hedder det således virkelystent, at man her i efteråret vil ”fremlægge forslag, der markant mindsker antallet af danskere, der betaler topskat”.

Men det er ordene ”fremlægge forslag”, snarere end ”markant mindsker”, man skal bide mærke i. For denne klassiske borgerlige mærkesag om at gøre det billigere at være rig har ikke og vil ikke få et flertal bag sig i Folketinget.

Valg mellem ydmygelser

VLAK-regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, har på forhånd afvist enhver indrømmelse: ”Uanset om vi taler om at sænke procenten for topskat, eller vi taler om at hæve grænsen for, hvornår man betaler topskat, så har vi været der. Man har jo i de senere år hævet grænsen for, hvornår man skal betale topskat, og der må man bare sige, at der ikke er grund til at gå videre ad den vej,” sagde Kristian Thulesen Dahl på partiets sommergruppemøde forleden.

Efter den kontante udmelding fra Kristian Thulesen Dahl er VLAK-regeringen realpolitisk set begrænset til blot to muligheder – to forskellige former for ydmygelse: Enten kan regeringen vælge at fremlægge nogle ideologisk markante forslag, som på den ene side vil gøre det klart, hvad særligt Liberal Alliance gerne ville kunne gennemføre, men som på den anden side også vil gør nederlaget tydeligere, når forslagene skrottes.

Eller VLAK-regeringen kan omvendt vælge at fremlægge nogle mere pragmatiske forslag, som på den ene side har en sandsynlighed for at kunne gennemføres sammen med Dansk Folkeparti, men som på den anden side vil udstille, at særligt Liberal Alliance absolut ingen indflydelse har.

Studehandlernes tid

Resultatet er stort set givet på forhånd: ”Regeringen ser ud til at måtte inkassere et forventeligt nederlag på sagen. Spørgsmålet er bare, om plastret skal hives hurtigt eller langsomt af,” som DR’s politiske analytiker Uffe Tang konkluderer. Resultatet er samtidig, at pengene til at finansiere skattelettelser ikke længere er så lette at finde, f.eks. ved at spare på andre områder.

Skattereformen i 2012, altså under den socialdemokratisk-ledede regering, er et glimrende spejl for, hvad der kan komme til at ske i de næste måneder. Dengang blev der flyttet rundt på milliarder af kroner – pengene blev brugt på bl.a. at forhøje indkomstgrænsen for topskat gradvist med 57.900 kr., og pengene blev bl.a. fundet ved en besparelse på forsvarets område på 2,7 mia. kr. Dengang blev Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Venstre og De Konservative altså enige om at flytte penge væk fra forsvaret og over til de højest lønnede.

Allerede dengang kaldte Dansk Folkeparti reformen for ”ubrugelig, uretfærdig og socialt skæv”. Umiddelbart efter skattereformen i 2012 tiltrådte Kristian Thulesen Dahl som ny formand for Dansk Folkeparti, og siden da har han på mange strækninger skærpet den sociale profil. I hvert fald i retorikken. Efter et stødt fald i meningsmålingerne er der intet, som tyder på, at han skulle være blevet mere medgørlig for den borgerlig regering. Dansk Folkeparti har intet at vinde ved at lægge stemmer til topskattelettelser. Tværtimod.

Krigsdividenden venter

Nu er det payback time. Omprioriteringen fra 2012 skal rulles tilbage. Ikke flere penge til skattelettelser, men til gengæld mange flere penge – formentlig mere end de dengang besparede 2,7 mia. kr. – skal tilføres forsvaret. Danmark står over for et historisk rustningskapløb, som drives frem af krav fra USA’s nye præsident Trump. Han kræver, at Danmark lever op til vores formelle forpligtelser til at bruge to procent af BNP på forsvarsudgifter. Vi har en ny ‘krigsdividende’, der skal betales.

Efter ophøret af den kolde krig blev forsvarsbudgetterne skåret ned. Den såkaldte ‘fredsdividende’ blev brugt til mange andre og sjovere ting. Eksempelvis skattelettelser til de rigeste. I dag er budgettet skåret ned til blot 1,12 procent, og hvis Danmark vitterligt skal op på det niveau, som skiftende regeringer har lovet i Nato-kredsen, vil der fremover skulle fyres over 15 mia. kr. mere af på militæret – om året.

Læs i morgen om efterårets andet store forhandlingsforløb, magtspillet om det nye forsvarsforlig. Endnu ved ingen, hvad de mange ekstra milliarder egentlig skal bruges til, kun at Danmark i de kommende år skal fyre milliarder og atter milliarder af på nyt militært isenkram.