Nyhedsanalysen
Regeringens eneste ambition er at overleve
Regeringsgrundlaget fra sidste efterår er allerede glemt. Fra nu af gælder kun det talte ord. VLAK-regeringen har længe ikke haft flertal for sin politik og skal derfor kæmpe for bare at blive hængende i ministerkontoerne.
Finansminister Kristian Jensen. Fotograferet i Finansministeriet i Slotsholmsgade, den 27. februar 2017.. (Foto: Sofie Mathiassen/Scanpix 2017)
Forventningerne er afstemt perfekt. Næsten perfekt. For ingen forventer efterhånden, at regeringen Lars Løkke Rasmussen III vil kunne få noget som helst gennemført. Absolut intet. Det vil faktisk virke som en bedrift, ja, et imponerende gennembrud, hvis blot VLAK-regeringen kan fortsætte frem til og videre om på den anden side af nytår.
I sig selv er lave forventninger selvfølgelig ikke en fordel. Lave forventninger er udtryk for bl.a. skuffelse og resignation. Men for høje forventninger er trods alt værre. For hvis vælgerne forvildes til at tro, at statsminister Lars Løkke Rasmussen rent faktisk ville kunne finde flertal og gennemføre de idéer, som de tre regeringspartier løbende lancerer, vil stemningen hurtigt blive endnu mere opgivende.
Skønt det kan lyde bagvendt, har det vist sig som en fordel for Løkke & co., at de seneste mange måneder har været så ydmygende – uden markante resultater. De sænkede forventninger flytter nemlig fokus væk fra indholdet. For når ren og skær overlevelse bliver eneste succesparameter, forvandles detaljerne straks til at blive mindre vigtige, for ikke at sige aldeles ligegyldige.
Når finansminister Kristian Jensen fremlægger regeringens udkast til en ny finanslov for 2018, foreløbigt planlagt til 28. august, forventer ingen, at alle borgerlige mærkesager pludselig kan forløses. Tværtimod. Succeskriterierne er barberet ned til to ambitioner: VLAK-regeringen skal give en skattelettelse til nogle. Bare til nogle. Og VLAK-regeringen skal finde flere penge til forsvaret. Bare flere penge.
Krudt eller kugler
For fem år siden forsøgte flertallet i Folketinget at finansiere skattelettelser ved at spare milliarder af kroner på Forsvaret. Opgaven her i efteråret 2017 er på sin vis enkel: Nu skal alle pengene føres tilbage til militæret, og derfor vil der ikke blive råd til nye topskattelettelser.
Efterårets store forhandling – i hvert fald symbolsk – er planlagt til at handle om skattelettelser. Store som små, høje som lave. I VLAK-regeringens grundlag hedder det således virkelystent, at man her i efteråret vil ”fremlægge forslag, der markant mindsker antallet af danskere, der betaler topskat”.
Men det er ordene ”fremlægge forslag”, snarere end ”markant mindsker”, man skal bide mærke i. For denne klassiske borgerlige mærkesag om at gøre det billigere at være rig har ikke og vil ikke få et flertal bag sig i Folketinget.
VLAK-regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, har på forhånd afvist enhver indrømmelse: ”Uanset om vi taler om at sænke procenten for topskat, eller vi taler om at hæve grænsen for, hvornår man betaler topskat, så har vi været der. Man har jo i de senere år hævet grænsen for, hvornår man skal betale topskat, og der må man bare sige, at der ikke er grund til at gå videre ad den vej,” sagde Kristian Thulesen Dahl på partiets sommergruppemøde forleden.
Efter den kontante udmelding fra Kristian Thulesen Dahl er VLAK-regeringen realpolitisk set begrænset til blot to muligheder – to forskellige former for ydmygelse: Enten kan regeringen vælge at fremlægge nogle ideologisk markante forslag, som på den ene side vil gøre det klart, hvad særligt Liberal Alliance gerne ville kunne gennemføre, men som på den anden side også vil gøre nederlaget tydeligere, når forslagene skrottes.
Eller VLAK-regeringen kan omvendt vælge at fremlægge nogle mere pragmatiske forslag, som på den ene side har en sandsynlighed for at kunne gennemføres sammen med Dansk Folkeparti, men som på den anden side vil udstille, at særligt Liberal Alliance absolut ingen indflydelse har.
Ét enkelt valgløfte
Før valget havde Venstres formand Lars Løkke Rasmussen kun ét valgløfte. Han ville genindføre boligjobordningen. Det lyder måske ikke af så meget i dag og var det heller ikke dengang tilbage i januar 2015. Men den senere statsminister turde ikke engang dengang at sætte næsen op efter mere end en boligjobordning:
”Jeg vil sige, at hvis jeg skal lede en regering, så skal man altså kunne finde det her i regeringens program. Jeg kan jo ikke garantere, at jeg bliver statsminister, men jeg kan sige, at bliver jeg statsminister, så er det for en regering, der genindfører boligjobordningen.” Intet andet lovede han vælgerne.
Retfærdigvis sagde han dog også til Berlingske: ”Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris. Hvis jeg skal være statsminister, skal jeg have plads til at føre min politik ud i livet.” Men dét er der ikke længere nogen, som tillægger nogen troværdighed. Lars Løkke Rasmussen har gennem hele sin politiske karriere været villig til at bevare sine privilegier for stort set enhver pris, og når de politiske ambitioner tilmed begrænser sig til en boligjobordning, har han jo heller ikke sagt for meget.
Paradoksalt nok er det imidlertid ikke engang sikkert, at boligjobordningen – som Alternativet og SF ganske overraskende hjalp til med at få stemt igennem – kan forsætte. Ordningen udløber til nytår, og endnu har regeringen ikke flertal for en videreførelse. Lars Løkke eneste lille valgløfte står således for fald.
Også her kan usikkerheden dog ende med at blive en fordel. Hvis en boligjobordning forventeligt reddes til sidst, vil statsministeren kunne træde frem og gentage: ”Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris”, selv om boligjobordning helt sikkert kun vil fortsætte, hvis VLAK-regeringen accepterer andre studehandler. Der er nemlig mange penge i år, der skal bruges på nye og dyre formål, som ingen i virkeligheden ønsker.
Pengene flyver løst
Danmark står over for den største militære oprustning siden Napoleonskrigene tilbage i 1800-tallet. Som et lynnedslag har valget af præsident Trump ændret magtspillet på Christiansborg, hvor efterårets nye forsvarsforlig kan dræne hele det økonomiske råderum.
Det er en bunden opgave, at udgifterne til militæret skal have et gevaldigt løft i det forsvarsforlig, der skal forhandles på Christiansborg henover de kommende måneder. Kontante krav fra USA’s præsident Trump, spændinger i forhold til Rusland og et nedslidt materiel efter mange års krigseventyr i og omkring Mellemøsten gør investeringer påtrængende.
På papiret er der tale om en potentiel fordobling. Gennem de senere år har et bredt politisk flertal nemlig skåret forsvarsbudgettet til kun lidt over 1 procent af BNP.
Udadtil har forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen lovet, at Danmark inden 10 år vil nå op på 2 procent af BNP: ”Det er også vores mål på længere sigt. Aftalen i Wales sagde, at vi starter med at stoppe nedskæringer, og det har vi gjort, og så over en 10-årig periode skal vi øge udgifterne til 2 procent af BNP. Og det er vores mål for de kommende år,” udtalte Claus Hjort Frederiksen til CNN tidligere på året, altså på engelsk. Indadtil er han mere mådeholden:
”Jeg må bare sige, at jeg ser ikke for mig, at vi inden for overskuelig tid, inden 2025, vil nærme os 2 pct. af BNP,” har den tidligere finansminister også udtalt til Jyllands-Posten. Hjort kan jo godt regne, og han ved derfor godt, at når Danmark i dag bruger årligt 23 mia. kr. på Forsvaret – som svarer til blot 1,17 pct. – vil det kræve ekstra 17 mia. kr. om året, før Danmark kravler helt op på NATO-målsætningen. 17 mia. kr. mere om året.
Normalt flyttes der maksimalt rundt på 6-7 mia. kr. på en årlig finanslov, og selv hvis VLAK-regeringen vælger at spille ud med en militær oprustning i den laveste ende af spektret, vil det allerede annoncerede løft i bevillingerne til hæren, flyvevåbnet og flåden derfor kunne lægge beslag på alle nye og frie ekstramidler.
En stor del af regningen er allerede udskrevet. Sidste år indgik Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale Venstre således en aftale om anskaffelse af nye kampfly – helt konkret 27 stk. af det såkaldte F35-A Joint Strike Fighter til en samlet pris på mindst 20 mia kr. Læs tidligere føljeton om kampfly-købet her.