Alt er egnsteater – historien om Sommersko

Da Kenn André Stilling fyldte et år 2. juledag 1946, fik han en tommestok af sin storebror Herman. Herman Stilling var af den opfattelse, at det altid er godt at have måleredskaber på sig.

Egentlig burde historien om Victor B. Andersen’s maskinfabrik og hele menageriet omkring tidsskriftet begynde dér, med overdragelsen af et uundværligt stykke værktøj fra én generation til en anden, men det ville blive en alt for omstændelig affære. Og i øvrigt er der ikke plads.

Derfor springer vi både 50’erne og 60’erne over og fanger den unge Kenn André Stilling i begyndelsen af 70’erne, netop som han rejser sig for at stå af bussen i nærheden af Hagemanns Kollegium på Østerbro.

Kenn André Stilling havde netop lagt sidste hånd på en bog med en serie linoleumssnit, der illustrerede kontaktannoncer fra naturmagasinet Weekend-Sex. Bogen havde også en titel – Livet er en drøm. Nu manglede den blot at blive trykt, og derfor var han samme formiddag gået op på forlaget Rhodos med alle sine løse papirer for at spørge, hvor hurtigt sådan en bog kunne udkomme. Eftersom boulevardpressen rask væk sendte frisktrykte aviser på gaden hver eneste morgen i sekscifrede oplag, forestillede Kenn André Stilling sig, at Livet er en drøm ville kunne ligge klar i 500 eksemplarer næste dag. Det kom bag på ham, hvor meget han tog fejl; ”Tidligst til foråret!” lød beskeden fra forlaget.

Lad os dvæle ved Rhodos’ for forlagsbranchens helt legitime tilbagemelding. Tidligst til foråret! Ordene skulle vise sig afgørende for det videre forløb. Uden ‘tidligst til foråret’ intet Sommersko og ingen Victor B. Andersen. Stilling sandede nemlig, at noget fundamentalt var galt: Han sad på den forkerte side af skrivebordet.

Allerede på vej hjem i bussen spekulerede han på, hvad han skulle kalde sit nye forlag. At navngive det efter sig selv var for kedeligt, ligesom man heller ikke ville opkalde sit barn efter en eller anden grandfætter i familien. Kenn André Stilling tænkte og tænkte, og netop som buschaufføren åbnede dørene ved Østerport Station, og fortovet kom til syne, dukkede ordet ‘Sommersko’ op i hans bevidsthed.

”Hvis jeg var bibliotekar,” tænkte Kenn André Stilling, ”og jeg hørte navnet Sommersko, så ville jeg besvime.”

Da han nåede hjem til Hagemanns Kollegium i Kristianiagade, mødte han en mand, som boede på den anden side af den lange gang. Det var Jørgen Bro.

”Er du interesseret i at slikke frimærker?” spurgte Kenn André Stilling. Det var han. I nøjagtig samme øjeblik blev forlaget Sommersko grundlagt.

Tanken var, at Sommersko skulle udgive digte, og sådan blev det. Året var 1973, og forlaget begyndte nu at sende digtsamlinger af unge digtere på gaden. Fortræffelige digte, pæne bøger og smukt trykt hos ‘Sorte’ Louis på Ringkøbing Trykkeri. Iblandt dem kunne man finde Ib Michaels Hjortefod, Dan Turèlls Onkel Dannys deliristiske jukebox jitterbug, Marianne Larsens Ravage og Peter Laugesens Jeg kan høre dig synge.

Hvert oplag var på 1.000 eksemplarer, og prisen lå fast på 17 kroner pr. stk. Det her handlede ikke om penge, men om poesi.

Victor B. Andersen og banaliteternes kvalitet

Det er i kølvandet på forlaget Sommersko, at Victor B. Andersen’s maskin-fabrik opstår i det herrens år 1976.

Kenn André Stilling havde ofte siddet og kigget i litteraturtidsskrifter som Hvedekorn og Fredag, men tit syntes han, at han kiggede forgæves. Det var ikke fordi, der var noget i vejen med bladene, men som billedkunstner kedede han sig lidt – for ikke at sige meget – over, at der ikke var nogen fotos. Ingen billeder af Uffe Harder med hat eller af Klaus Rifbjerg i sit sommerhus – blot masser af tekst. Men hvordan så digternes biler ud? Hvordan var deres haver? Hvilke sko havde de på fødderne? Spørgsmålene blafrede i vinden. Endnu en gang var der ikke andet for end selv at tage fat. Kenn André Stilling måtte lave sit eget tidsskrift. Navnet dukkede op på samme måde som Sommersko: Det kom bare, som var det bestilt.

I Victor B. Andersen’s maskinfabrik skulle der være masser af plads til både digte, billeder og tegninger. Formatet var A4 og udtrykket sort/hvidt, så digternes indsendte maskinskrevne originalmanuskripter kunne affotograferes og smækkes lige ind. Samtidig skulle ryggen være tydelig i reolen. Derfor endte tidsskriftet på 160 sider.

Der skulle også være plads til det, som Kenn André Stilling kalder Banaliteternes Kvalitet. Banaliteternes Kvalitet kan opsummeres som alt det, der ikke ser ud til at være noget særligt, men alligevel er det. Tingene måtte gerne se mærkelige ud og være tilstrækkeligt tåbelige. Efter ti siders tekst kan det jo være, at man trænger til at se et æbletræ, Chaplins stok eller et gammelt billede af Frihedsstøtten med undertekstuelle spørgsmål: ”Hvornår kommer der røg op ad den skorsten?”

”Selv om man sidder og fører en samtale med nogen, kan man godt opholde sig tre sekunder på Den Kinesiske Mur. Det skulle gerne afspejle sig,” forklarer Kenn André Stilling.

Bo Bedre, Billed-Bladet og Weekend-Sex

I den proces var der især to blade, som han fandt betydningsfulde for maskinfabrikken. Det ene var Weekend-Sex, som udmærkede sig ved at udkomme i et majestætisk oplag, uden at nogen danskere ville vedkende sig, at de læste det. Det andet var Bo Bedre, det første blad, der gjorde folk til scenografer i deres eget hjem. Efter Kenn André Stillings bedste vurdering er det Bo Bedres skyld, at man finder så mange sænkede lofter rundt om i danske lejligheder.

Den billedmæssige grundlag for maskinfabrikken hentede redaktøren i en kæmpe stak numre af Billed-Bladet fra sidst i 50’erne, som han havde liggende. Det er den samme bunke blade, han bruger den dag i dag.

”Se og Hør og Billed-Bladet er faktisk det eneste rigtige Folkets Danmarkshistorie – man er både med til gråd og latter, bryllupper og begravelser,” siger Kenn André Stilling. ”Hvis man engang skal lave nogle nye tæpper i stil med De Kongelige Gobeliner eller Bayeuxtapetet, kan man bruge Billed-Bladet. Billederne fortsætter uafbrudt som en uendelig film.”

Gennem årene har der været en vis udskiftning i redaktionen på Victor B. Andersen’s maskinfabrik. Den første redaktion bestod foruden redaktøren af billedhuggeren Jens Birkemose, digteren Dan Turèll og Kenn André Stillings kollegiekollega Jørgen Bro.

Fra begyndelsen foregik redaktionsmøderne i en anden ånd end den, man ellers forbinder med den slags. Det var for eksempel ikke kedeligt, der kom gerne spiritus på bordet, og afstanden mellem idé og handling er næppe set kortere i publicistiske kredse i nyere tid.

Hvis Dan Turèll trådte ind ad døren med to A4-ark af en fuldstændig ukendt digter (som han gjorde med Vita Andersens debutdigt ‘Søndag er til at kneppe i’ i 1977) så skulle det naturligvis med. Hvis nogen kom og sagde, ”kan jeg ikke få et billede af min mor i maskinfabrikken?” så kunne det godt lade sig gøre.

Som tidsskrift har Victor B. Andersen’s maskinfabrik ikke noget særligt forbillede. Men det bygger på en billedopfattelse, som man kender fra Marcel Duchamp (1887-1968), Francis Picabia (1879-1953) og Max Ernst (1901-1976) og deres måde at tænke på. Først og fremmest har det handlet om at tage en ting – det kan være et billede eller en overskrift – og placere den i en ny sammenhæng. Det gælder også for annoncerne, som både er maskinfabrikkens eksistensgrundlag og en vigtig del af billedmaterialet.

De første syv numre udkom i hver 1.000 eksemplarer til 28 kr. Senere sneg oplaget sig op på 5.000, hvoraf 3-4.000 blev solgt. Det blev populært, og stilen og stemningen og humoren forsøgtes eftergjort i reklamer og af andre magasiner – som regel uden held. Kopisterne forsøgte sig med ironi, men det var der ikke noget af i Victor B. Andersen’s maskinfabrik. Her handler det om poesi.

Maskinfabrikanten selv

Gennem årene har mange undret sig over, hvem den mystiske maskinfabrikant egentlig er. Hvis man spørger redaktøren af maskinfabrikken, vil han sige noget i retning af, at Victor B. Andersen er 73 år og fra Ringkøbing; en selfmade man, der har arbejdet sig op fra trange kår. Faren var smed, moren hjemmegående. Som ganske ung mand kommer Victor B. Andersen i lære som maskinsnedker, og han melder sig ind i Socialdemokratiet. Han viser sig at have flair for forretning, beslutter sig for at blive selvstændig og begynder at producere sneplove til lastbiler. Da vinteren viser sig at blive den længste og strengeste og hvideste i mands minde, er hans lykke gjort. For at følge med efterspørgslen på sneplove må han købe en mindre, tom fabrik for penge, han låner i Sparekassen.

Efterhånden som pengene strømmer ind, og Victor B. Andersen får flere og flere ansatte, går det op for ham, at han ikke længere kan være socialdemokrat. Ansvaret et blevet ham for stort. Han melder sig ind i Det Konservative Folkeparti. Sådan går det slag i slag, og fabrikken vokser støt. Som med så mange ældre mennesker, der ikke synes, de kan gøre så meget mere for sig selv i erhvervslivet, kaster han sin kærlighed på kulturen, og inden længe har han et kulturtidsskrift opkaldt efter sig.

Kenn André Stilling vil nok også sige, at han selv er den eneste person i kredsen omkring tidsskriftet, der kender Victor B. Andersen, idet fabrikanten foretrækker at være anonym.

”Ingen af de andre i redaktionen har nogensinde mødt ham,” siger Stilling.

Hvis man bliver mere inkvisitorisk, kan samtalen forme sig således:

”Hvordan er Victor B. Andersen?” spørger man.

”Han er et fantastisk behageligt menneske og – som det jo fremgår af hans breve – utrolig generøs,” svarer Kenn André Stilling.

”Hvordan er du i kontakt med ham?”

”Som regel via telegram. På et tidspunkt var det også telefax. Han vil ikke maile, for det synes han er upersonligt.”

”Hvad går han og laver?”

”I øjeblikket nyder han bare sit liv i Rom, hvor han har sommerhus. Hvis man ved, hvordan han ser ud, kan man møde ham hver dag i Borghese-haven, som han besøger med sine veninder, og dem har han mange af, og de passer på ham. Og så tænker han en gang imellem over, hvem der skal have champagne-legatet.” (Champagne-legatet er den populære betegnelse for Victor B. Andersen’s Hæderslegat, som er en pris Victor B. Andersen fra tid til anden uddeler til personer, han kan lide, og som gør en forskel for kulturen. I årenes løb er navne som professor Jes Peter Asmussen og digterne Peter Laugesen, Per Højholt, Henrik Nordbrandt, F.P. Jac og Inger Christensen løbet med de 50 flasker champagne af det bedste mærke, der hører med.)

Læsere, der stadig nages af tvivl og brændende ønsker at vide sandheden om Victor B. Andersen, kan komme den lidt nærmere i Herman Stillings erindringer Der står en ældre herre udenfor og siger han hedder Herman Stilling (Lindhardt og Ringhof, 1983). Her gengiver Herman Stilling sin egen reaktion, da hans lillebror første gang konfronterer ham med navnet på tidsskriftet:

”Da jeg hørte navnet og havde set det for mig, så jeg lidt på min meget yngre bror, og mere end nogensinde før blev jeg klar over, at galskaben havde indhentet ham,” skriver han.

Da Herman Stilling efter at have sundet sig alligevel tilbyder sin hjælp, siger Kenn André Stilling, at han gerne vil have, at Herman skal udgive sig for at være Victor B. Andersen, idet han tilføjer:

”Det er nemlig meningen, at folk skal tro, at han virkelig er til.”

Det skal tilføjes, at ikke alt i Herman Stillings erindringer står til troende.

En skulptur med personale på

I starten udkom maskinfabrikken hver tredje måned. Allerede efter tre numre begyndte Kenn André Stilling at overveje, hvordan man kunne levendegøre tidsskriftet.

Der var kun én måde, og det var ved at lave en café. På det tidspunkt fandtes der ikke nogen caféer i Danmark, men enhver dansker, der havde været på charterrejse i middelhavslandene, kendte dem. I modsætning til tidens mange københavnske bodegaer var caféerne ikke tillukkede – de bidrog tværtimod til gadebilledet. Tjenerne lignede tjenere, og de betjente store, støjende, dampende kaffemaskiner. Og ligesom udvalget af kaffe og alkohol altid var velassorteret, kom der mange forskellige typer mennesker.

For Kenn André Stilling var grundlaget for at lave caféer i Danmark Tjæreborg og Spies. De to rejseselskaber havde sendt så mange danskere sydpå, at ordet cappuccino var ved at blive optaget i det danske sprog. Hvorfor nøjes med at drikke en cappuccino én gang om året ude, når man kunne få den hver dag hjemme?

Og hvorfor skulle maskinfabrikkens redaktion mødes andre steder, når den kunne mødes hos sig selv? Det var indlysende, at caféen skulle bære forlagets navn, Sommersko.

I efteråret 1975 tog Kenn André Stilling og Jørgen Bro på studietur til Paris, hvor de besøgte celebre caféer som Les Deux Magots og Café Flor. Stilling fandt det overordentligt opmuntrende, at de engang havde haft folk som Picasso, Apollinaire og Malraux som en del af inventaret. Med sig havde Stilling papir, blyant og tommestok. Det var den tommestok, han fik som etårig af sin bror Herman. Da de kom hjem, havde de et detaljeret manuskript med sig: Hvor langt skal der være hen til flaskerne? Hvor høj er baren? Etc. Nu indledte de søgningen efter egnede lokaler i det centrale København. Det meste, de fandt, var for småt. Og alt for mørkt, for det skulle også være et sted, som kvinder holdt af at komme.

Nogen havde fortalt Kenn André Stilling, at man aldrig skulle lave et udskænkningssted, der omsatte for mindre end 2,3 millioner kroner. ”Det lyder meget fornuftigt,” tænkte han, så det sigtede de efter. Her skal læseren holde sig for øje, at vi befinder os i 1975, hvor 2,3 millioner kroner er en net sum.

Til sidst fandt de et stort sted i Kronprinsensgade, hvor der var en scene. Så manglede der bare en lang bar.

Det var ikke let at få et banklån til en café. Kenn André Stilling og Jørgen Bro, og dennes bror, Søren, gik fra bank til bank og fik afslag på afslag, og selv om de blev bedre til at formulere sig, var de stadig langhårede, og det hjalp dem ikke.

Hver eftermiddag sad de nede ved det bageste bord på Bo-Bi Bar og spurgte sig selv, hvad de mon gjorde forkert. Det slog dem, at det måtte være udseendet, den var gal med. Derfor gik de over hos Brødrene Andersen og købte jakkesæt. Det virkede. Nu lignede de noget, og banklånet kom i hus.

Indførelsen af caféen i det københavnske bybillede var ikke et opgør med det traditionelle værtshus. De brune værtshuse havde nogle andre kvaliteter, og Kenn André Stilling frekventerede mange af dem. Næ, igen var det Banaliteternes Kvalitet, der sendtes en kærlig tanke. Det handlede om at søge samtalen. Det handlede om at gå efter et humør. Ideen med at åbne en café var selv at kunne tage hånd om humøret, om selv at skabe det. Café Sommersko var ikke tænkt som en forretning. Den var tænkt som en skulptur med personale på. Det blev ikke til noget, men Stilling havde oprindelig tænkt sig, at der skulle være brusekabiner i kælderen, så man kunne tage sig et bad. Når man kom ind på caféen, ville man spørge sig selv: Hvorfor er der så mange kvinder her med vådt hår?

De første tre måneder skete der ingenting. Der kom ingen kunder i caféen, og ejerne fik svedige håndflader. Men pludselig begyndte publikum at vælte ind, og inden længe langedes der dagligt 1.000 kopper kaffe over disken. Om søndagen var der børneshow på scenen med tryllekunstnere og Freddy Fræk. Det var bl.a. goodwill’en fra forlaget Sommersko, der lokkede folk til, mener Kenn André Stilling. Og klientellet talte digtere og andet godtfolk.

Paris i København

I 70’erne var det forbudt at stille caféstole ude på gaden. Hvis det skete, stod politiet der på et øjeblik. I stedet opererede Sommersko med skydedøre, så gadebilledet kunne inddrages i caféen og vice versa. Hvis der holdt en grøn bil udenfor, blev der grønt i lokalet, og hvis der holdt en gul bil, blev der gult. Således havde folkene bag Sommersko aflæst Paris med en vis præcision. Det betød, at bardisken højst måtte ligge tre meter fra indgangen. Og alle nye digtsamlinger, der udkom, blev indkøbt og fik lov at hænge i nogle kæder over baren som en slags æselører. Teen skulle være af den bedste kvalitet, så den købte de ovre hos Perch’s. Cigaretterne importerede de sammen med Calvados’en og de legendariske citrongule Ricard-askebægre i plastic. De askebægre var måske caféens vigtigste løsøre. Det var oplagt, at folk ville stjæle askebægrene, så derfor bestilte ejerne adskillige tusinde af dem.

”Når der stod sådan et askebæger hjemme i folks brune stuer, kunne enhver se, at det var stjålet på Sommersko. Det var en skjult reklame for caféen,” forklarer Kenn André Stilling.

”Sommersko var også den første café, der havde sit eget kontokort, hvor der stod ‘Sommersko – 14 km fra Ishøj’. Det var i virkeligheden alt sammen noget, vi fandt på, når vi sad og drak nogle øller. Der var en hastighed over beslutningerne.”

Flere caféer

Det gik så godt med caféen, at de tre ejere allerede året efter åbnede Café Dan Turèll i Store Regnegade, blot 300 meter fra Sommersko. Dan Turèll var en anden type café end Sommersko, noget mindre og med en indgang i hver ende af facaden. Hen over loftet lyste caféens navn op med store neonbogstaver. Som belønning for at lægge navn og rygte til kunne virkelighedens Dan Turèll komme og spise og drikke gratis, som det passede ham.

For Kenn André Stilling fortsatte caféeventyret. I 1980 åbnede han sammen med Gunnar Bertelsen, Preben Sand og Jan Kristensen Café Victor på hjørnet af Ny Østergade og Hovedvagtsgade. Victor var på mange måder en videreudvikling af det, der skete på Sommersko. Op gennem 80’erne var caféen omdrejningspunktet for en lang foredragsrække, som fandt sted søndag efter søndag. Den ene uge kunne foredragsholderen være Michael Strunge, der læste digte op. Den næste uge var det Ole Ritter, der fortalte anekdoter fra sit liv som cykelrytter. Det kunne også være landets statsminister Anker Jørgensen i egen socialdemokratiske person eller den eksilerede erhvervsmand Jan Bonde Nielsen på en telefonforbindelse fra London. Det var folk, der på den ene eller anden måde havde gjort sig nogle tanker om livet.

”Det var Café Victors egen kongerække. De gav caféen sin egen stemme og en mulighed for at give noget tilbage til de mennesker, der var skyld i, at caféen kunne løbe rundt,” siger Kenn André Stilling.

Vi kunne blive ved, for historien er ikke slut, men her er ikke plads til mere i denne omgang. Vi stopper, netop mens Kenn André Stilling befinder sig midt i en begejstret strøm af associationer… Han taler om, at i de 30 år, der er gået, har Danmark været ”30 gange mere sydpå og fået 30 gange mere mod på livet”… Han siger, at der i mellemtiden er kommet en hel del flere mennesker til landet, som ”kan bidrage med sprog og armbevægelser”, og det skal vi være glade for. Det, man før forbandt med sydligere himmelstrøg er kommet til Danmark… ”Det er et af de mest interessante kvarterløft, der har fundet sted i København, og det kommer ikke fra Rådhuset,” fortsætter Stilling. ”Det er et lille litteraturtidsskrift, som er opkaldt efter maskinfabrikanten Victor B. Andersen, der har sat det i gang. For den handling må der ligge et Ridderkors og vente. Vi vil gerne komme og hente det, og vi vil gerne komme og pudse det, for det må have ligget der længe…”

Og så skifter han spor… ”Det handler om indbildningskraft. Det er ligesom med Thomas Windings lille hund, Mester – det hedder ikke ‘Hvor kan jeg sove?’, men ‘hvor skal jeg sove?’ Det er en helt anden måde at gå ud af sin hoveddør på. Ligesom Marco Polo, der rejser verden rundt. Nogle oplever så meget, at man spørger sig selv, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre. Andre kommer galt af sted, bare de går ind i en bus. Det er egnsteater. Alt er egnsteater.”