”Flæserne fortsætter”: En fashionfornægters jagt efter personlig stil

Nogle gange kommer der et tidspunkt i ens liv, hvor man stopper op og spørger sig selv, hvordan man er endt her på dette sted på dette lige nu. En slags eksistentiel krise, hvor alle de beslutninger, man har truffet for at nå frem til det øjeblik, synes tvivlsomme. Sådan et øjeblik havde denne Føljeton-skribent lørdag morgen. Som det eneste mandlige væsen i en gruppe af cirka 35 kvinder i alle aldre fandt jeg mig placeret i en smart modebutik i det indre København. På vej ud på en ’fashion walk’ med ALT for damernes moderedaktør, Sille Henning, for at få gode råd til min egen personlige stil.

Få dage forinden havde jeg fået et klarsyn. På vej ud af sengen havde jeg fisket en t-shirt op fra gulvet og lugtet til den under ærmerne – ingen nævneværdig svedlugt, så den kunne sagtens bruges sammen med et par slidte cowboybukser. Det tvivlsomme valg af tøj-på-gulv er et hyppigt gentagende morgenritual. Skjorterne får lov at blive hængende på bøjlerne. De blev ikke strøget i går, og om morgenen har man slet ikke tid til den slags.

Til min egen store fortrydelse indtraf klarsynet først 20 minutter senere, da jeg havde bevæget mig ud på cyklen og kørte mod redaktionen. Modeugen i København var på sit højeste, og overalt i de københavnske gader gik der flamboyante fashion-fyre og cool modechicks. Og dér var jeg. På cyklen i en gammel t-shirt. Fuldstændig blottet for personlighed. Der slog det mig: Mit liv ville være bedre, hvis jeg var som dem. Hvis jeg gik cool klædt. Hvis jeg havde en personlig stil.

Der er næppe noget bedre tidspunkt at konvertere til fashionista end under Copenhagen Fashion Week. Derfor var det også som sendt fra himlen, da følgende dukkede op i modeugens program, som jeg bladrede igennem for at komme min nye identitet som modemand i møde:

”Kom med når Fashion Director på ALT for damerne, Sille Henning, inviterer på en inspirationstur til et udvalg af hendes yndlingsbutikker i København, præsenterer sæsonens tendenser og giver tips til din personlige stil. Med overraskelser undervejs.” 

Det var lige det, jeg havde brug for. Og således fandt jeg mig selv i en modebutik i København lørdag morgen. Trukket derind af de tvivlsomme beslutninger.

Filosoffer og andre kloge mennesker har de sidste hundredvis af år prøvet at finde ud af, hvad begrebet ’fremmedgørelse’ egentlig betyder. Med mindre nogen af dem har prøvet at være en kikset mand på ’Insider’s Shopping Guide med Sille Henning’, så tror jeg ikke, at de har haft nogen som helst idé om, hvad de snakkede om. Fremmedgørelse er at få serveret appelsinjuice i et champagneglas, mens to kvinder bag en hvisker til hinanden: ”Altså, ved han godt, at det ikke er for mænd?”

For nej, hvor skulle han vide det fra? Der stod ikke noget sted i indbydelsen, at man(d) ikke kunne møde op. Onde tunger vil nok påpege, at oplysningen om, at værtinden til arrangementet kom fra ALT for damerne, måske skulle have indgydt en vis skepsis, men den slags detaljer undslap mig i rusen over endelig at kunne få hjælp til at sammensætte min egen stil. Nuvel, lidt hvisken i krogene skal ikke slå mig ud. Jeg er jo kommet for at blive en flamboyant fashion-fyr. Så betyder det vel mindre, hvilket køn tøjet er lavet til.

Sille Henning afbryder min tankestrøm. Hun dukker op bag de mange stativer med tøj, som jeg føler mig fattig bare af at kigge på. Hun ser cool ud. Med sin løse t-shirt og rust-orange bukser har hun den der fashion-aura, hvor man får ikke-tilfældigt tøj til at se helt tilfældigt ud. Hvis hun har den, kan hun også lære mig at have den. Det lover godt!

Med et elegant hop sætter Henning sig på disken ved siden af kasseapparatet. Hendes tilhørere samler sig om hende. Ærligt talt føler jeg, at det kun er mig i selskabet, der har brug for hjælp til min stil. Det ene smarte stykke tøj efter det andet flagrer i vinden, som kvinderne nærmer sig Henning. Hun nikker anerkendende og byder velkommen – vi kommer til at få sådan en hyggelig dag!

Lektionen begynder med det samme. Vi har hygget længe nok med vores morgenmad og champagne-juice – mode er serious business. ”I er alt for sorte,” udbryder Henning. ”Det er farver nu. Farver bliver det helt store til efteråret.” Henning begynder at fare rundt i butikken for at finde eksempler på tøj, som modeverdenen skal iføre sig til efteråret. Der er rigtig nok fart på farverne. Bag et skilt med ordene ”NEW Arrivals” hænger en gul frakke, som ligner den refleksvest, jeg havde på, da jeg i folkeskolen var i skolepatruljen og hjalp de andre børn over fodgængerfeltet. Gid, jeg havde gemt den vest.

Mens Henning snakker og viser tøj frem, begynder jeg at fornemme den første karakterbrist, der kan besværliggøre mit nye liv i modeverden. Jeg fatter simpelthen ikke, hvad det er, de siger. Det er, som når jeg skal snakke med en svensker. Sætningsstrukturen og de fleste ord giver mening for mig, men nogle gange er der lyde, som forlader Hennings mund, der er helt sorte for mig: ”Tern er stadig moderne, men altså, det er ikke Prince of Wales-tern mere, som det var sidste år. I år er det køkkentern.” Hvad i himlens navn er Prince of Wales-tern, og hvad laver køkkentern på tøj? Måske mode alligevel ikke er en videnskab, jeg kan tilegne mig på en enkelt dag.

Vi forlader den første modebutik for i samlet flok at bevæge os ud i det indre Københavns små gader. De næste to timer tjekker vi ind i og ud af forskellige modebutikker. Snakken går, og stemningen er god. Samtalerne falder på gårsdagens tapas og rødvin med veninderne, på kærlighedens op- og nedture og på, hvorvidt man selv kan slippe af sted med at farve sit hår turkis som Rihanna. Jeg føler mig efterhånden mere tilpas. Som om jeg næsten passer ind. Jeg er pjattet med rødvin og tapas, mit kærlighedsliv har haft masser af op- og nedture gennem årene, og turkis passer bestemt bedre til Rihannas hår end til mit. Jeg kunne sagtens høre hjemme her.

Butik for butik begynder min følelse af akut fremmedgørelse at forlade kroppen til fordel for en svagt knitrende positiv fornemmelse. Jeg griner højt og indforstået, da Henning minder os om, ”hvordan vi alle husker John Gallianos pinlige afsked fra Dior”, og jeg er helt med på, at det nye er, at taskerne skal ligne mangefarvede bolcher. ”Vi vil jo gerne bruge mange penge på sko og tasker,” minder hun os om. Ja, gu’ vil vi så!

Da turen er ved at nå sin afslutning, er jeg høj på modetermer og tanker om efterårets kollektioner. Jeg forlader den sidste butik gumlende på en slikkepind, de delte ud i den sidste butik og kigger nysgerrigt ned i en af de utallige goodiebags, jeg har fået tiltusket mig i løbet af turen. Hvad mon Sille Henning og hendes fede butikker har givet mig? Jeg fisker en hvid vamset halsklud op af en pose og ifører mig det. Jeg skæver til refleksionen i butiksruden. Det ser fedt ud!

På vej ind i lejligheden støder jeg på min kæreste: ”Hvad fanden er det, du har på?” spørger hun. ”Er det ikke et kvindetørklæde?”

”Hvad ved du om det, du har jo ikke forstand på mode,” fnyser jeg og opfordrer hende til at gå ind og skifte til noget mere moderigtigt, inden hun forlader lejligheden. ”Tag noget med flæser,” råber jeg. ”De er moderne igen i år. Sille Henning siger, at flæserne fortsætter.”