Kosmos taler

Hvis David Bowie kom forbi i sit rumskib og spurgte, hvilken skandinavisk digter han skulle læse, hvem der holdt til en tur i universet, ville jeg svare: Signe Gjessing. Overrumplende er det at åbne en af hendes tre bøger, men jeg tror, David Bowie ville forstå. Forstå vil sige med det yderste af tanken/følelsen, det til lejligheden åbne kammer, at tage imod.

Digtene rummer en intellektuel følelse, fra før vi var født, de er ikke af denne verden. Og samtidig er de autoritative, der er ingen tvivl om, at de taler sandt. Nu kan man selvfølgelig spørge, hvad sandhed har med poesi at gøre, men i dette tilfælde er det meget – og vigtigt, fordi det er denne oplevelse af sandhed, der skaber skønheden.

Vi taler ikke om en poesi, der refererer begivenheder i hverdagslivet, eller om digte, der tilbyder en autonom lilleverden i den store, vi bebor. Ikke konstruktioner af ord eller en leg, hvor tilfældet råder. Vi er hinsides konkretisme eller for den sags skyld dens modsætning: symbolismen, der kan føre til surrealisme, en undersøgelse af den individuelle sjæl.

Vi er hinsides alt dette, og når vi taler om Signe Gjessings poesi, må vi derfor indse, at vante forestillinger må vige til fordel for en helt ny opfattelse af mulighedens poesi. Ikke fordi jeg vil anbefale en efterligning af metoden, så at sige, eller en læggen sig i nærheden af den. Det vil med sikkerhed ikke gå godt. Lad hellere hendes stjerne lyse alene.

Hun debuterede i 2014 med digtsamlingen Ud i det u-løse, og siden er udkommet Blaffende rum nænnende alt (2015) og Ideale begivenheder (2017). I 2016 udkom Ud i det u-løse på svensk, oversat af Ann Jäderlund (så bliver det ikke finere) med titlen Ut i det o-lösa. Tre digtsamlinger, men allerede nok til at tegne digteren, som hun fremtræder, unik, universel og uundværlig, når man først har læst sig ind i de lysende linjers fest.

Hvor kommer de fra, linjerne? Ja, hvor vi er vant til, at en digters digte improviseres frem ’af hjertens lyst’ eller har fundet deres plads via tradition eller en reaktion på tradition, har man i Signe Gjessings tilfælde snarere indtryk af, at de kosmiske glimt er en form for dialog i en højere udgave af ordet, som var der indbygget en dobbelthed i samtidigheden, kosmos taler, digteren svarer, kosmos svarer digteren, digteren lader kosmos komme til orde. Det kræver en digter, men ikke en hvilken som helst digter; hvad der taler, er uendelighed i øjeblikket.

Et lidt atypisk digt mod slutningen af debutsamlingen hilser på en af de få inspirationskilder til denne poesi, nemlig Arthur Rimbaud. Titlen til digtet lyder ‘Parafrase over strofe VI i Le Bateau ivre’. Det er modigt, men resultatet er storslået. Man kan sige, at netop Rimbaud gjorde, hvad Signe Gjessing er i færd med, at nedbryde og udskifte en konvention, at erstatte den blide talen fra et sind med hårdere diamanter, som digtet lægger lys til.

Den sjette strofe af ‘Le Bateau ivre’ (1871) er vigtig, for det er i den, digtets jeg – den berusede båd – bader i Havets Digt:

Et dès lors, je me suis baigné dans le Poème
De la Mer, infusé d’astres, et lactescent,
Dévorant les azur verts; où, flottaison blême
Et ravie, un noyé pensif parfois descend;

Det er ikke let at oversætte. Samuel Beckett giver i sin meget originale oversættelse dette bud:

Thenceforward, fused in the poem, milk of stars,
Of the sea, I coiled through deeps of cloudless green,
Where, dimly, they come swaying down,
Rapt and sad, singly, the drowned;

To oversættelser findes på dansk, der på hver sin måde viser vanskelighederne ved forehavendet. Først Rolf Gjedsteds fra Efter syndfloden (1973):

Og fra da af badede jeg i havets poesi,
gennemstrålet af stjerner, som skummet mælk,
gennemtrængt af grønt azur, i den gustne vandlinie,
hvor vraggods og en druknet drømmer af og til går ned.

Og derefter Hippolyte de la Garde (hvem det så end er) fra Rimbaud i udvalg (2013):

Og siden den stund har jeg badet i Havets
Digt, mælkehvid og af stjerners essens
slugt grøn azur; hvor, fra tid til anden,
en bleg, henrykt, tankefuld druknet er endt;

Højt hævet over disse fordanskninger er Signe Gjessings parafrase, som naturligvis ikke forsøger at gengive linje for linje eller blot som helhed strofen, men som frit låner elementer fra Rimbauds klassiker:

Havet, når det om lidt vender om, drypper
af fugle. Skælvende. Fuldt synlig midt i det
hvide lys som er poesien. Som hvalen ånder
ånder havet her. Strande havet aldrig har set
før til alle sider og poesi, der trommer mod
det, mens stemmen fortsætter som badende
under regn – stemme, der læser havet. Skriv
snart igen, hørte jeg havet sige, da jeg steg op.
I mellemtiden var virkeligheden sprunget ud i
et jegflor
der næsten kunne smage på bagrummets jeg.
Hvor flovt.

Den åndende hval kunne muligvis være en henvisning til Johannes Ewalds uforglemmelige linje ”Høit, som en springende Hval mod Solen” i ‘Til Sielen. En Ode’ (1780). Men først og fremmest er der tale om et egentligt dyk i det hav, der – jf. Rimbaud – er et digt: ”midt i det hvide lys som er poesien”.
Bemærk kommunikationen, at havet – digtet – siger til digteren: ”skriv snart igen”. Digtet – havet – taler til digteren, der skriver digtet! Men så kommer den efterfølgende kommentar: Virkeligheden, der i mellemtiden er sprunget ud i et jegflor, ”der næsten kunne smage på bagrummets jeg”. Det kan læses som en indrømmelse af, at digterjeget er smuttet med ind i digtet. ”Hvor flovt.” For denne poesi stræber højere op – eller længere ud. Den vil mere, eller den er blevet pålagt mere end at hviske om et jeg.

I den anden bog – Blaffende rum nænnende alt – får vi mere at vide om, hvad det er for et (verdens)rum, dette u-løse. Titlen fortsætter med de ewaldske lange tillægsmåder (præsens participier) blaffende og nænnende. Vi befinder os i et rum, hvor det sådan set stadig er Rimbaud, men i særdeleshed Wassily Kandinsky, der danner rammen. Ikke benævnt, men som jævnbyrdig samtalepartner. Hvad Kandinsky gjorde i maleriet (og i poesien), gør Signe Gjessing her i lange – ofte enkeltstående – linjer (bogen er i stort format).
Wassily Kandinskys revolution er uden tvivl den største og vigtigste i det 20. århundrede inden for kunsten i videste forstand, en åndelig udvidelse, grænseoverskridende, idet den forlod genfortællingen og valgte at skabe et selvstændigt billedunivers. Et univers, der lod mikrokosmos møde makrokosmos og Øst Vest, såvel i det indre som i det ydre. Gjorte erfaringer i malerkunsten kunne ikke bruges her, der var tale om en pionerindsats, ud rejste maleren alene, men repræsenterende alle, alt! på sin færd. Ikke alt forstået som alt, hvad der findes, men som alt, hvad der ejer tilblivelsens mulighed.

Det eneste gældende princip var den indre nødvendighed, slagordet fra Über das Geistige in der Kunst (1912) (da. udg. Om det åndelige i kunsten, 1988). Således også Signe Gjessing. Hendes blaffende rum, der nænner (nævner) alt, er båret af en altoverskyggende, altiboende indre nødvendighed. Det vil sige, at den ydre tale er indre, og den indre er ydre. Den kommer til digteren, som lader den få udtryk. Det udtryk, der er digtet. Vi er hinsides indtryk af verden, men også udtryk for verden. Det er digtet, der taler! Eller: Det er kosmos, der taler igennem digtet. Linjernes universelle karakter er forbløffende, intet mindre.

I samme store format som den anden bog fortsætter Ideale begivenheder. Igen er det lange linjer (fra det nære-fjerne), der lyser fint. Som der står: ”sole forbereder et fint sommerlys til universet”. Humoristisk hedder det: ”der findes et univers i hvert et velassorteret sind”. Det velbeskrevne (velbeskrivende) univers er fyldt af intet, ikke så underligt er alt og intet er hinandens partnere. Men det poetiske ligger naturligvis i formuleringerne, i de sproglige begivenheder.

Meget er anderledes i Signe Gjessings poesi end i anden poesi, som vi kender og vanemæssigt kan forholde os til. Her skal vi op at stå, vi skal rejse os, overgive os til sætningernes autoritet. Sætningerne har mantrakarakter og sammenblander med lethed forskellige synsvinkler, men nok så meget forskellige bevidsthedsområder. En af de enkeltlinjer, det er vanskeligt at glemme, er denne: ”ved at stige op af floder trækker jeg nænsomt floderne op over havet, som stropper, der er gledet ned”.

Her er det kroppen, der er universel. Fint følende og agerende. I verden og i digtet. Hvis man kan tale om fascinationspunkter i et digt, er de spredt ud i en vild pointillisme. Hvert punkt er en stjerne. (Jeg er sikker på, at David Bowie ville forstå). /Asger Schnack