Vold og utroskab sælger dokumentarfilm og platinplader

For et par dage siden blev der offentliggjort en bid af en ny dokumentarfilm om popstjernen Chris Brown. Welcome to My Life hedder filmen, og klippet viser, hvordan filmens hovedperson forholder sig til en voldssag fra 2009, som gav ham et virkelig blakket ry. Det år tævede Brown sin daværende kæreste, sangerinden Rihanna, så groft, at hun var både halvt og helt fordærvet.

For folk, der orienterer sig i poppens verden, er den omtalte voldsepisode ikke ukendt. (Sladder)medierne svælgede i historen, og det er stadig umuligt at høre Chris Browns navn uden samtidig at tænke ”voldspsykopat”. Alligevel kommer sagens alvor måske bag på mange. Læs bare politirapporten fra overfaldet her, hvor det beskrives, hvordan Brown slog Rihannas hoved ind i bildøren, slog hende gentagne gange med knytnæveslag i ansigtet og samtidig kvalte hende, så hun mistede bevidstheden.

I promoveringen for dokumentaren lyder det, at ”Chris Brown endelig fortæller, hvad der virkelig skete den aften”, og som en tilføjelse til klippet står der, at ”dette klip ikke engang er det bedste ved dokumentaren”. At dømme efter klippets allerede 12 millioner visninger, så er voldsepisoden dog ikke en helt dum ting at sælge dokumentaren på. Og internettet glemmer aldrig. Som en tilføjelse til hele balladen skrev Chris Brown i sidste uge en kommentar til et billede af Rihanna på Instagram, der satte sindene hos sangerindes fans i kog. Er det tilfældigt, at han viser interesse for sin ekskæreste (som han fik en dom for at tæve), få dage inden klippet fra dokumentaren offentliggøres? Næppe.

Hvad er bedre end en milliardær? To  

Men Chris Brown er ikke alene om at spinde guld på sine fejltrin, eller hvad man skal kalde det. Sidste forår udkom musikkens bidronning og en af verdens rigeste sangerinder, Beyoncé, med sit sjette album Lemonade, der handler om utroskab begået af sangerindes mand, rapperen Jay-Z. Et par år forinden blev der lækket en overvågningsvideo fra en elevator, hvor Beyoncés søster Solange angriber Jay-Z med slag og spark. Den voldelige episode blev i medierne affejet som ”private familieanliggender”, men da Lemonade udkom, blev det slået fast, at utroskaben ikke blot var temaet for albummet, men nok også grundlaget for voldsfadæsen i elevatoren.

For et par måneder siden udsendte dramaets hovedperson, Jay-Z, så sit 13. album kaldet 4:44. På albummet lægger han sig fladt ned og undskylder, at han har fejlet som far og ægtemand. Med fraser som ”I don’t deserve you”, ”I think I need a do-over” og det simple ”I apologize” erkender Jay-Z, at han har jokket godt og grundigt i spinaten.

Som ekstramateriale til albummet lavede Jay-Z også en video, hvor han taler med andre kendte mænd om skilsmisser. Kendisser som Chris Rock, Will Smith, Kendrick Lamar og Jesse Williams fortæller her om ægteskab og utroskab, og den 11 minutter lange video bliver set og delt i massevis.

Fans og anmeldere jublede over det nye album, og ligesom med markedsføringen af Chris Browns voldseskapader kommer internettets endeløse erindring om Jay-Z’s utroskab ham selv og hans egen tykke pengepung til gode i sidste ende. Ja, og hans succesfulde kones også, velsagtens. For som han selv rapper på et af numrene fra 4:44: ”What’s better than one billionaire? Two.”

En popkulturel pengemaskine  

I virkeligheden handler det ikke om enkeltsager eller kendissladder. Det handler om et popkulturelt fænomen, hvor skandaløse personsager bruges til promovering.

Måske det virker ganske banalt at antage, at hustruvold eller utroskab i sig selv ikke er populært. Men i virkeligheden rækker den popkulturelle forståelse langt videre end det faktum, at nogen har tævet eller bedraget sin kæreste. Den fælles forståelse går ikke på at foragte handlingerne, den går på at foragte, eller i hvert fald tage stilling til, personen bag handlingerne. Netop fordi det er kunstneren snarere end kunsten, der vækker vores følelser og i sidste ende sælger. Det er omverdenen, der skaber fortællingen, mens kunsten står udenfor.

Ville Chris Browns dokumentar blive set af så mange, hvis ikke voldsepisoden i 2009 var hændt? Nej. Ville Jay-Z og hans hustrus nye albummer have opnået samme succes, hvis ikke utroskaben havde fundet sted? Nej, nok heller ikke. Verdensberømte popstjerner er ikke dumme – og deres PR-ansatte bestemt heller ikke. Beyoncé og Jay-Z arbejdede sammen på udgivelsen af Lemonade, der med sin udgivelse breakede husbondens utroskab, og hver eneste sangtekst er nøje udvalgt. Utroskaben blev på den måde en nem vej til at få maksimal eksponering af deres nye musik, uden at de skulle løfte en finger for at promovere den. På grund af fortællingerne – der lever gennem internettet – bliver Chris Browns, Rihannas, Beyoncés og Jay-Z’s personlige skandaler til fælles historier, som hele verden lever med på.

Og hvorfor er det sådan? At skandaler og foragt ender med at sælge platinplader? Måske nøgleordet er identifikation. Og marketingsstrategi. Stjernernes fejltrin fjerner den ophøjede udødelighed og mindsker afstanden mellem fan og kendis. Samtidig får vi pludselig en fælles fjende med Rihanna og Beyoncé. Fordi vi har taget problemerne, skandalerne og følelserne til os, så er vi nødt til at se Chris Browns dokumentar, hvor han forklarer sig, ligesom vi er nødt til at høre Jay-Zs plade, hvor han forsøger det samme. Og stjernernes marketingchefer klapper i hænderne over det. For på den måde kan de kendtes private skandaler blive et led i en strategi, der styrker dem som brand og hjælper deres personlige imperie gevaldigt på vej. Måske vi i virkeligheden også danner fælles front med vores yndlingsstjerner, fordi vi inderst inde bare elsker drama. Ligesom internettet. Og det er det, der giver stjernerne mad på bordet og Lamborghinis i garagen.