Mumidalen viser dig, hvad det vil sige at være menneske

”Jeg forstår Hitler.” Ordene har næsten ikke forladt Lars von Triers mund, før stjerneskuespilleren Kirsten Dunsts ansigt fortrækker sig i en smertelig mine, der antyder, at hun krummer sine tæer så meget sammen, at de må bore sig ind i fodsålen på hende selv.

Hele den pinagtige seance udspillede sig ved et pressemøde i Cannes i 2011, hvor von Triers film Melancholia var med i hovedkonkurrencen om Den Gyldne Palme. I filmen følger vi hovedpersonerne, frem til en meteor rammer jorden og slår hele menneskeheden ihjel. Som altid med von Trier er det de store temaer, der bliver udforsket: Død, angst og det uundgåelige.

Hvis du sidder og tænker: ”Nu rabler det da inde på Føljeton-redaktionen – Jeg troede, jeg skulle læse en artikel om Tove Jansson og mumitroldene, og nu handler det gudhjælpemig om Hitler, von Trier, død og angst,” så hæng på lidt endnu. Der er en mening med det. Lars von Triers Melancholia er nemlig bare en udvandet indspilning af Tove Janssons anden mumiroman, Mumitrolden: Kometen kommer.

I Kometen kommer opdager Mumi, at en komet har direkte kurs mod Mumidalen. Mumi får endda at vide, præcis hvornår kometen vil ramme, og sammen med mumifamilien søger han derfor dækning i en grotte. De lægger sig til at sove i grotten med visheden om, at når de vågner igen, vil hele Mumidalen være udraderet. Måske klarer de den ligefrem heller ikke selv?

I sin filmatisering har von Trier fået slutningen galt i halsen, for mens meteoren her bringer død og ødelæggelse med sig, vågner mumifamilen op dagen efter og ser, at kometen er styret uden om Mumidalen, og at alt stadig er, som det var i går.

Selv Hitler har en rolle at spille i mumihistorien. Tove Jansson blev født i 1916 i Finland og er derfor en del af en generation af finner, der havde anden verdenskrig særdeles tæt inde på livet. Hendes bror tjente i krigen, og selv boede hun i et land, hvor man måtte frygte både de nazistiske tropper og de kommunistiske sovjetter. Krigens udslettelser lå altid og lurede.

Det var i denne verden, at mumitroldene blev født. I en brutal virkelighed var der brug for et sted, hvor man kunne søge tilflugt. Det kunne man i Mumidalen. Men som man fornemmer fra historien om kometen, så er den nye virkelighed ikke en naiv en af slagsen. Ligesom menneskene i den virkelige verden måtte forholde sig til frygten for de ideologiske bomber, så må Mumi og hans familie forholde sig til kometen, der truer med at udslette hele deres verden. Det ender altid godt hos mumierne. Men de svære spørgsmål må man forholde sig til.

Historien er meget typisk for Tove Janssons historier. Bevares, Mumitroldene er børnelitteratur, men deres afsæt er altid det samme som Janssons: Nemlig at forholde sig til det at være menneske. Ja, eller trold.

En Mumi i os alle

Man kan finde sig selv i alle indbyggerne i mumidalen. Hovedpersonen Mumi er en godhjertet, lidt kejtet og småneurotisk fyr. Hans mumifar er den lidt selvhøjtidelige type – nostalgisk og distræt, men også en romantisk eventyrer, som den ansvarsfulde mumimor ofte må være lidt overbærende overfor.

Så er der vagabonden Mumriken, der med sin anarkistiske livsmåde nægter at bekymre sig og vandrer væk, når han vil. Der er den hidsige Lille My, den materialistiske Sniff, den følsomme Snorkfrøkenen og så videre og så videre og så videre.

Mumidalen er en samling af vores følelser. Vi er ikke Lille My hele tiden, men vi har hende alle sammen inde i os et sted. Og mens de fleste af os nok vokser op med ønsket om at være som Mumriken, der skider hul i autoriteterne og spiller mundharmonika i sit telt, så ender de fleste af os som den akavede mumifar, der af og til lige har brug for at blive mindet om, at han nu alligevel ikke er så vældig, som han selv går og tror.

Mumidalen centralt i København

Vigtigst af alt er, at der er plads til alle i Mumidalen. Uanset hvilke skævheder dens beboere måtte have, lever de sammen på fredelig vis. Der er konflikter, men aldrig noget, der ikke kan løses. Og måske vigtigst af alt er der ikke nogen sociale begrænsninger, der bestemmer, hvordan man må leve livet – og med hvem.

En ofte overset figur i mumiuniverset er Too-Ticki. I Janssons sjette roman om mumitroldene, Troldvinter, vågner Mumi pludselig op midt om vinteren. Resten af familien sover stadig vinterhi, men Mumi kan ikke falde i søvn igen. Han er efterladt alene. Udenfor huset opdager Mumi en ny verden, han aldrig har set før – vinteren. Han føler sig ensom og forladt i det kolde vinterlandsskab, indtil han møder Too-Ticki. Too-Ticki hjælper Mumi med at finde sig til rette i vinteren, og han er ikke længere alene mere.

Troldvinter er en mere dyster fortælling end de tidligere Mumibøger. Tove Jansson havde før udgivelsen i 1957 været igennem en periode, hvor hun følte sig nedslået. Mumi havde fået international succes, og Jansson havde forpligtet sig på at skrive 6 tegneseriestriber hver uge. Det tog tid fra hendes andre interesser; hendes kunst og forfatterskab. Hun følte sig alene i vinterlandsskabet. Men så mødte hun Tuulikki Pietilä, virkelighedens Too-Ticki.

Tuulikki Pietilä hjalp Tove Jansson igennem hendes vinter, og de var sammen lige indtil Janssons død. I 50’ernes Finland var det ellers ilde set, at to kvinder levede i et forhold. Men i Mumidalen findes den slags fordomme ikke. Tove Jansson ville ikke leve det liv, som samfundet dikterede. Hun ville leve sit eget liv. Sådan har de fleste af os det. Vi har alle brug for en Too-Ticki, og så er det ellers lige meget, hvordan den Too-Ticki ser ud. Når Copenhagen Pride i morgen lørdag går optog i København, er det derfor også et lille glimt ind i Mumidalen.

Selvhjælps-Mumi

”Jeg forstår Hitler,” sagde Lars von Trier. Ok, måske hjælper Mumibøgerne os ikke ligefrem til specifikt at forstå Hitler, men den hjælper os til at forstå, hvad vi mennesker er sammensat af. At det ikke gør noget, at det hele er uhyggeligt, og at det hele er endeligt. Det er bare en del af det at være menneske. Det er vigtigt for børn at lære, men som voksen har man også tendens til at glemme det af og til.

Fra Føljeton-redaktionen skal der derfor lyde den opfordring, at man læser Mumibøgerne højt for sine børn. Hvis man ikke har børn i højtlæsningsalderen, så læs dem højt for dem alligevel. Og hvis man ikke har børn, så må man læse dem højt for sig selv. Du behøver ikke se Lars von Trier eller læse Dostojevski for at forstå den menneskelige eksistens. Og du behøver ikke læse selvhjælpsbøger, hvis du har det svært. Du behøver bare at smutte på Kunstforeningen Gl. Strand og se Tove Jansson-udstillingen og så selvfølgelig læse en masse Mumi, når du kommer hjem igen.