¡No pasarán!

Kampen mod fascisme er desværre ikke ny for spanierne. Ej heller for resten af Europa. Men Spanien virker særligt forbandet. Gårsdagens terrorangreb i Barcelona, hvor en varevogn torpederede menneskemængden på Ramblaen – som foreløbig har dræbt 13 personer og såret over 100 – skriver sig ind i de mørke kapitler i Europas historie. Senere i nat blev endnu et terrorangreb afværget, mens en af gerningsmændene stadig er på fri fod.

Ét af de skønneste symboler på frisind, lystig nydelse og fortættet sanselighed er blevet ramt: Barcelona udstråler og udlever alt det, som jihadister og fascister hader. Mangfoldighed og livsglæde. Blandt de dræbte og sårede er folk fra så forskellige lande som Australien, Venezuela, Irland, Peru, Algeriet, Kina, Frankrig, Holland, Grækenland og ja, også Danmark.

Endnu en gang har bestialske modstandere af det frie, åbne samfund slået fatalt til dér, hvor vi alle er mest sårbare, nemlig som turister, fodgængere og intetanende civile – nøjagtig som det bl.a. skete i London i både maj og juni, i Berlin ved juletid og sidste sommer på Promenade des Anglais i Nice. Og som det fortvivlende også er sket i Paris og Stockholm.

Biler som våben

Den accelererede brug af biler og lastbiler som våben mod bløde mål – altså mennesker, der bare går og står i gadebilledet – er på den ene side et tegn på, at myndighedernes intensiverede jagt på de fascistiske voldsmænd efterhånden har båret frugt og nu er blevet så effektiv, at kun de allermest desperate midler kan anvendes. Terroristerne har heldigvis fået svært ved at planlægge større og logistisk krævende angreb. Derfor angriber de med lejede biler. På den anden side er desperationen blandt disse hovedsageligt islam-fascistiske mordere en ringe trøst. Målet er at skabe rædsel – og dét lykkes desværre. Igen-igen.

Der findes dog et lille – måske spinkelt – håb midt i denne blodige modbydelighed. Det er nemlig tidligere lykkedes at bekæmpe fascister. Spanien ved om nogen besked. Gennem årtier har Spanien således været særligt hærget af terroristisk dødsvold: Allerværst i 2004, hvor det islam-fascistiske netværk Al-Qaeda dræbte 192 personer og sårede 2.050 ved et koordineret bombeangreb mod Cercanías-togene i Madrid. Siden da har myndighederne efter sigende optrævlet flere komplots.

Inden tragedien i 2004 var Spanien også plaget af den separatistiske terror fra ETA, Euskadi Ta Askatasuna, den militante, baskiske oprørsbevægelse, som har dræbt hundredvis af tilfældige spaniere i flæng, i alt over 800 personer gennem årene. For det spanske politi og efterretningstjeneste er terror ikke et nyt fænomen. Volden er tilbagevendende, kun motiverne skifter.

Kamp mod fascismen

Det åbne samfund kan og skal ikke være tolerant over for voldelig intolerance. Hver gang fascismens fæle ansigt popper frem, skal ondskaben slås ned. Vedholdende, tålmodigt og nådesløst. Jihadisterne er tidens fascister, og der findes ingen formildende omstændigheder for at forfølge dem og uskadeliggøre dem med alle den demokratiske retsstats metoder. Også her har Spanien håndgribelige erfaringer.

Den spanske oprørsleder Dolores Ibárruri Gómez formulerede kampråbet enkelt, da hun i 1936 mobiliserede til kamp mod Generalísimo Francisco Franco: ¡No pasarán! De kommer ikke igennem. Samme attitude skal mobiliseres bredt og folkeligt her i dag. I solidaritet med ofrene i Barcelona – og for at inddæmme fremtidige angreb.

De nye fascister, der identificerer sig med bl.a. Daesh (også kendt som den såkaldte ‘Islamistiske Stat’) skal slås hårdt tilbage. Borgere og myndigheder må stå sammen om at få røget samtlige islamister og andre terror-mordere ud af deres huler og gemmesteder.

Det åbne samfund er blevet ramt, men har ikke tabt. Retsstaten, demokratiet og intelligent politi-efterforskning er over tid stærkere og mere robust, end hvad nogle få desperadoer kan og skal have lov til at ødelægge. Eller som Barcelonas borgmester, rød-grønne Ada Colau siger: ”Vi er ikke bange. Vi er mere forenede end nogensinde.”

De kommer ikke igennem.