Min frihedshelt

Jeg har fået en helt, og han hedder Bertel Thorvaldsen. Vi taler om et gedigent man crush. Hvor crazy vild jeg er med Thorvaldsen, begyndte at gå op for mig, da jeg hørte den her anekdote: Vi befinder os i oktober 1842, og Thorvaldsen er en ældre mand. Han er ikke bare gammel, han er også rig og verdensberømt, og han er afholdt og elsket for sine skulpturers fabelagtige finish og marmorerede sexappeal. Simpelthen frugten af 40 års arbejde på sit værksted i Rom. Det er nu ikke derfor, jeg holder af ham.

Da vi møder Thorvaldsen, har han været på vej op gennem Europa med diligencen i et stykke tid. Den store mand vil bare gerne hjem til København hurtigst muligt, men det er svært, for rejsen er et sandt triumftog. Hvor end han kommer frem, falder folk i svime, den gamle libertiner og ungkarl mødes med hjertelighed, korsang og udstrakte arme. Bystyre på bystyre har svært ved at styre sig: Vil du ikke nok blive nogle dage, hr. Thorvaldsen, og kaste lidt stjernestøv over vores ydmyge købstad? Thorvaldsen betakker sig det bedste, han har lært, men uddeler autografer på forlangende og lader endda et par kvindelige beundrere klippe en sølvfarvet hårlok af sit hæderkronede hoved.

Lige syd for Hamburg støder han ind i en tysk læge og religionsfilosof, som han kender. Og det lykkes Salomon Ludwig Steinheim, som han hedder, at overtale den rejsende til at deltage som gæst i et større middagsselskab i Altona. Og nu – allerede nu – kommer klimakset på historien her. Da Thorvaldsen ud på aftenen rejser sig fra bordet for at tage afsked, går han rundt og giver hånd. Men han giver ikke bare hånd til dr. Steinheim og dennes hustru Johanna, han giver hånd til hvert eneste tilstedeværende individ… børn, tjenestefolk, you name it. Efter at han har forladt bygningen, breder der sig en højtidelig stilhed i det steinheimske hjem. Folk er lamslåede af overraskelse, og flere stirrer længe vantro på de hænder, som har været i berøring med gæstens gevaldige kunsthåndværkernæve. Steinheim-parret står også som forstenede, og senere omtaler de højstemt Thorvaldsen som en ”Göttergestalt” (en ”gudefigur”) og en ”Paradigmata der Menschheit” (”et forbillede for alle mennesker”). Intet mindre.

Det er ikke kun det, at Thorvaldsen er stjerneberømt, som gør, at de her mennesker får sig en på opleveren den aften. Næ, når Thorvaldsen efterlader sig et uudsletteligt indtryk på hele flokken, så skyldes det også hans høje rang i samfundet. Med alle sine ordner og hædersbevisninger – han er for eksempel storkorsridder af Dannebrog – er han særdeles højt på strå. Han tilhører über-overklassen i en tid, hvor der stadig er et voldsomt klasseskel, hvor kongen har al magten, hvor samfundets privilegier tilfalder adelen, og hvor det slet ikke er comme il faut at værdige fattigfolk og tyende opmærksomhed.

Men længe inden Thorvaldsen blev en stjerne – dengang han bare var en ung, ordblind arbejderdreng med et usædvanligt kunstnerisk talent i 1790’ernes København – var han optaget af de demokratiske vinde, som blæste i især Frankrig og Amerikas Forenede Stater. Lighed, frihed og broderskab var som Thorvaldsens eliksir: I hans øjne var alle mennesker lige meget værd, og selv da han var blevet så rig og berømt, at ingen længere betragtede ham som den danske konges ejendom, efterlevede han sin ungdoms idealer og lod for eksempel kongehuset tage et nummer i køen ligesom alle andre, hvis der var en royal bestilling under opsejling.

Historien om håndtrykket har jeg fået fortalt af en af landets fremmeste Thorvaldsen-eksperter, kunsthistorikeren Jonas Bencard. På Thorvaldsens tid opererede kunstverdenen ikke med begrebet performance, som vi kender det i dag. Men Bencard kaldte rask væk Thorvaldsens lille private manifestation for netop det – et performanceværk – fordi han med sit håndtryk (og bevidsthed om, hvordan det ville blive modtaget) forsøgte at tematisere de samme ideer om lighed og frihed, som han gjorde i sine egentlige kunstværker. Jeg synes, at det er en udlægning, der tager kegler. Og så var Thorvaldsen i øvrigt kendt for at have en ræv bag øret. Kald mig bare fanboy.