Weides hoved på et fad

Kun de indviede kan efterhånden gennemskue, hvem der bestemmer i dagens København. Snirklede konstruktioner som By og Havn I/S og byzantinske brugerbestyrelser har gjort magtudøvelsen lurendrejet og lusket. Magten er blevet ansigtsløs og anonym. Men regeret bliver der jo. Ansvaret smutter ud mellem hænderne som et stykke sæbe, når borgerne vågner i vrede.

Men der var engang for ikke så længe siden, hvor København havde en lille nærsynet bykonge, som turde stille sig åbent frem. Han påtog sig ansvaret for en brutal byfornyelse. Bulldozende brutalt, men i tilbageblik også mere oprigtigt.

Socialdemokraten Egon Weidekamp regerede som overborgmester fra 1976 til 1989. I tæt samarbejde med kommunisterne videreførte han det tætteste, Danmark er kommet på betonsocialisme, i bogstaveligste forstand, med totalsaneringen på Nørrebro, hvor gamle arbejderboliger blev revet ned for at skaffe lys og luft til arbejderklassen. At betonhusene er endt som en ny ghettoslum, er skæbnens ironi.

Dengang var han drevet af en personlig vendetta, som trak en rød tråd tilbage til hans egen fattige opvækst i 1920’erne i Viborggade på Østerbro: Weidekamp ville rydde byen for de uhumske baghuse, ”væggelus-rederne”, som han selv kaldte lejlighederne uden vand og toilet, og som oprindeligt var bygget af boligspekulanter.

Missionen var selvindlysende for Weidekamp: Ingen skulle længere vokse op, som han selv havde gjort, i træk, kulde og sod, og han havde intet tilovers for de ‘slumromantikere’, som ville bevare de tilsvampede bygninger, som børn blev syge af at bo i: ”De kan jo ikke engang så meget danmarkshistorie, at de ved, at sådan var arbejderfamiliernes levevilkår dengang. Men jeg kan ikke med min bedste vilje se, hvad det skulle gavne folk at bo under så usle vilkår her i 1988.”

Tålmodigheden var endnu mindre med dem, som nægtede at respektere de flertalsbeslutninger, som blev truffet i det repræsentative bystyre, bl.a. om at færdigsanere ‘Den Sorte Firkant’ mellem Kapelvej, Åboulevarden, Nørrebrogade og Peblinge Sø. Totalsaneringen var ifølge Weidekamp et anliggende for hele byen, og ikke kun for de unge på strejf, ‘gadens parlament’, som enten kom forbi for balladens skyld eller midlertidigt kunne udholde at bo i de faldefærdige huse.

Da politiet hårdhændet ryddede Byggeren i 1980, var aktivisterne ikke i tvivl om, hvem der skulle have skylden for deres blå mærker og tabte drømme: Weidekamp blev skydeskiven for ‘slumstormerne’, som i årene efter blev kendt som BZ’erne.

Som ung var han selv med i gadeoptøjer. I 1935 deltog han som blot 14-årig i et masseslagsmål på Blågårds Plads mod nazi-heilende KU’ere. Kampene blev opløst af betjente, og Egon fik selv en ordentlig omgang prygl: ”Forskellen på dengang og nutidens BZ’ere er, at vi ikke var tøsedrenge. Vi beklagede os ikke over politiet. Når vi fik tærsk, så kunne vi kun bebrejde os selv, at vi ikke var i stand til at løbe hurtigt nok fra betjentene,” udtaler Weidekamp – i Thomas Bo Pedersens biografi om ‘Weidekamp – portræt af en bykonge’.

I 1982 gik han dog med til en diplomatisk indrømmelse til ’tøsedrengene’. Han lod BZ’erne få brugsret til det gamle Folkets Hus på Jagtvej 69: ”De får et hus, og vi får fred”. Men så let skulle det ikke gå. Langt fra. Først forsøgte BZ’erne at give ham buksevand ved indvielsen af Ungdomshuset. Dernæst blev hans kontor besat. Men vendepunktet blev hærværk mod hans private bolig, mens hustruen Ruth var alene hjemme. Derfra var alle forhandlinger slut.
Mistilliden var gensidig: ”Pis og lort, blod og had – Weides hoved på et fad,” lød BZ’ernes kampråb under slaget om Ryesgade 58 i 1986. Og i al sin pubertære banalitet gav kampråbet faktisk mening: Weide var manden, der trak i trådene.

I dag ved gadeaktivister knap nok, hvilke politikere og magthavere de skal slynge skældsord efter. Revolutionen er aflyst i København, ikke på grund af regnvejr, men fordi ingen længere ved, hvis hoved de skal kræve på et fad. I dag er indflydelsen gemt væk og sløret. Uden personlighed. Alting fordufter. ‘Weide’ blev det sidste ansigt på magten i København.

+ Læs mere i Thomas Bo Pedersens læseværdige biografi om ‘Weidekamp – portræt af en bykonge’, som desværre kan være svær at skaffe, men som kan købes antikvarisk her.