A P Møller Mærsk hovedkvarter på Esplanaden Kaldet Huset med de blå øjne Her med Dannebrog i anledning af flådens 500 års jubilæum.
Dygtige diplomater på Esplanaden har længe evnet at snøre danske politikere. Den kloge narrer den mindre kloge. Tidligere på året fik koncernen presset sig til en klækkelig skatterabat i milliardklassen. Nu er Maersk Oil solgt videre til franske Total. Men nutidens blåskjorter er dog kun en svag afglans af stifteren, den gamle reder.
Arnold Peter Møller var forud for sin tid. Med rettidig omhu var grundlæggeren af Mærsk-imperiet det første rigtige medlem af den såkaldt ‘kreative klasse’, lang tid før elektronisk databehandling og kække reklamebureauer overhovedet var slået igennem på markedet. Alene med ord skabte han værdi. Fortællingen var hans metier. Den nationale fortælling, som har skabt milliarder i omsætning fra den danske undergrund.
Arnold Peter Møller kunne tryllebinde magthaverne med sine fyldepen. I et brev 1. november 1960 skrev han i et brev til statsminister Viggo Kampmann, med flæbende følelser og sentimentalt schwung:
”Tysk olieboring i Danmark. Tør jeg venligst bede dem overveje følgende: Jeg ser på denne tanke med betænkelighed, fordi der ved, hvad man kalder ‘peaceful integration’ allerede foregår en vis gradvis opslugning af Danmark, og tysk olieboring i Sønderjylland vil utvivlsomt fremme dette. Det er efter min opfattelse et nationalt problem, og jeg er af den opfattelse, at henvendelsen om en sådan boring bør besvares med et nej. Dette henstiller jeg ærbødigt til overvejelse. Hvis danske statsmyndigheder kommer til den modsatte opfattelse, bør beslutningen i hvert fald udskydes, indtil det er klarlagt, om ikke et eller flere danske foretagender eventuelt vil tage opgaven op. Den af mig ledede koncern er af nationale grunde villig til at overveje dette, hvilket jeg tør bede om, at statsledelsen tager i betragtning.”
Af rent ”nationale grunde” ville Arnold Peter påtage sig opgaven med at udvinde den danske olie og gas fra den mystiske undergrund. For at holde tyskerne for døren. Og tricket virkede. Den socialdemokratiske regeringschef gav koncessionen til Arnold Peter Møllers firma. Men det var ikke gratis. 16. juli 1962 fremsendte ministeren for offentlige arbejder, Kai Lindberg – som i øvrigt selv var udlært skibsbygger – en regning:
”Gebyret for bevillingen, der udgør 40 kroner, bedes indbetalt på postgiro 5000 for regning. Ministeriet for Offentlige Arbejder.”
40 kroner. Så meget måtte Arnold Peter Møller betale for retten til at udvinde Danmarks ressourcer i Nordsøen i 50 år. ”Af nationale grunde”, vel at mærke. Siden da har koncernen tjent et betydeligt flercifret milliardbeløb i rent overskud. Det tog dog ikke Arnold Peter lang tid at trække udenlandsk kapitel ind i projektet Allerede i september 1962 dannede A.P. Møller et konsortium med britisk-hollandske Shell og amerikanske Gulf.
At det hurtigt viste sig at være alt andet end ”nationale grunde”, der drev den kreative krønikeskriver, gik da også snart op for Viggo Kampmann, som dog først flere år senere beklagede, at han havde ladet sig snøre. Men da var det for sent. I modsætning til nordmændene, som forudseende fik placeret de fælles værdier i en statslige oliefond, har de danske politikere ladet Arnold Peters arvinger suge en uforholdsmæssig stor del af værdierne ned i egen kasse.
Vismændene har igen og igen fastslået, at den danske oliebeskatning er kunstigt lav. Ifølge økonomerne kunne og skulle statskassen have haft langt større afkast. Men politikerne lod sig forføre. Og nu er Maersk Oil afhændet til den kontroversielle Total-koncern, der har været involveret i den ene bestikkelsessag efter den næste korruptionsskandale. Totals direktør, Patrick Pouyanné, har allerede inviteret sig selv på besøg hos statsminister Lars Løkke Rasmussen. Men Pouyanné behøver ikke at hoppe og springe, for de fordelagtige vilkår står ikke til at ændre.
Dannebrog er blevet brugt som en afledningsmanøvre. Gennem alle årene har Maersk Oil sejlet med de nationale dyder som et bekvemmelighedsflag; et snedigt slør for at undgå høje skatter i hjemlandet. Mærsk-koncernens patos-fyldte patriotisme har afsløret sig selv som forloren sælgersnak.