Glorværdige Absalon

Absalon – han var engang, og hans navn minder om middelalderlige fejder i datidens Danmark. Hans magtfulde slægt kæmpede og fik indflydelse. Han grundlagde ifølge Saxo den by, der sidenhen blev vores hovedstad. Gyldent står han på Nyrops rådhus. Sejrssikker står han på Højbro Plads og er klar til at svinge øksen for sandheden, magten og troen. Vi opkalder krigsskibe efter ham. Absalon er en del af vores glorværdige fortid.

I DR-serien om Danmarkshistorien fra foråret 2017 kunne man møde biskop Absalon og fremstillingen af hans kristne tro. Det gælder for hele serien, at kristendommen nærmest kun ses som den religion, der passede bedst i magtens hånd.

Serien levner ikke menneskenes trosforestillinger mange muligheder for en fascination af det religiøse. Men fascination må der have været i rigelige mængder i Absalons tid. For hvorfor skulle man dog indlade sig på at skifte tro, hvis ikke der fulgte en rigere indsigt og en dybere forståelse af tilværelsen med?

Det er interessant, at vi senmoderne mennesker altid tænker, at vores forgængere formentlig ikke havde den samme indsigt, som vi har i dag. Men blot et overfladisk kendskab burde gøre os benovede over dem, der engang boede i dette land.

De har efterladt os bygningsværker, kunst og litteratur, som burde få os til at måbe. De har rejst bygninger uden at have adgang til vores beregningssystemer, vores it-hjælpemidler, vores maskiner. De er færdedes fuldstændig sikkert over havene med et enormt kendskab til strømforhold og måder at læse stjernerne på.

Deres tro var ikke blot en tillæring af trossætninger. De gik ikke rundt og var komplet dogmatisk firkantede i hovedet. Den middelalderlige kirke i Absalons tid var fyldt med mysterium. Der var lys og mørke, sang og stilhed. Der var lugten af røgelse og præsternes mumlende bøn. Der var en kirke, der formidlede lærdom på det internationale, lærde sprog. Det var en ulmende verden, hvor videnskab, kunst, sygepleje, fattigdomspleje og gudstjeneste gik hånd i hånd.

Det senmoderne menneske tænker ofte om troen, at den er et system – et helt system – som skal tilegnes. Det er et fuldstændig nyt synspunkt i kirkens historie. Enhver, der ser ned over kirkehistorien, mærker som det første, at ikke alting altid har betydet lige meget i menneskers tro.

Det senmoderne menneske tror ofte, at trosbekendelsen er en juridisk traktat, som mennesket skal kunne underskrive, og hvis man ikke er lidenskabelig med det hele, så snyder man.

Men bekendelsen, troens eftertanke, skal ikke opfattes som en facitliste. Det er ikke en række gåder, der skal løses, og når man er færdig med dem, så tror man. At tro har altid været at begive sig ind i et grænseland, hvor man forsøger at udtrykke, hvad der skete med Jesus fra Nazareth, og hvad det var for en betydning, hans opstandelse fik.

Kirkens trosbekendelser er ment som vinduer ud mod et væld af tanker, der hele tiden sender den troende ud på lange vandringer for at tænke over, hvad livet og døden er, og hvad sandheden og løgnen er. Det er en vandring i kendte lande. Men det er også en vandring ind i ukendte egne, og der lytter man til mennesker, til sprog, til musik, som man aldrig tidligere har hørt.

”At tro er at løfte sit blik
til de evige stjerner
og håbe mod tvivl og vide mod visdom,
at skjult i de svimlende dybder
våger der én, som vogter og værner.”

Sådan digter Johannes Jørgensen, der var katolik. At tro er at leve med håb og kærlighed i en verden, der ofte fremstår uelskværdig og hadefuld over for mennesker. Den kristne tror, at siden opstandelsen er mennesket og menneskeligheden blevet en del af den kristne tros mysterium. Mennesket er blevet Guds menneske og bærer derfor på muligheden for at blive forvandlet fra løgnen og usselheden – mennesket er blevet Guds ledsager i verden. Det fundamentalt menneskelige er også guddommeligt.

Peter Skov-Jakobsen er biskop i København og uddannet cand.theol. Ivrig iagttager af samfundsforhold og initiativtager til Jødisk Kristent Muslimsk Forum.