Litteratur

Du skal da til litteraturfestival, og her er, hvad du skal se

Det er i denne weekend, at den verdensberømte litteraturfestival Louisiana Litterature finder sted i Humlebæk, og hvis du kan leve med lige rigelige mængder af kulturel kapital og hvidvin, så er der altså mulighed for store oplevelser. Her er tre ting, du kan se i dag, hvis du skynder dig.

Hvis det ellers er tilladt at gå og have lidt national stolthed i disse tider, kan man være pavestolt af den litteraturfestival kunstmuseet Louisiana i Humlebæk hvert år får fyret af. Det er slet og ret en af verdens bedste af sin slags.

Igen i år er programmet spækket med de bedste og mest interessante navne, litteraturen kan opdrive fra hele verden, og en fin, fin buket af danske navne også. Nu skal man generelt ikke tage imod anbefalinger og henvisninger fra andre end sine nærmeste, men vi bringer alligevel en lille liste med tre ting, som vi stryger op og ser i dag, så snart denne publikation er kommet på gaden. Måske ses vi deroppe – eller også kan du vinke til os gennem Louisianas udmærkede og milliondyre youtubekanal, men det er som bekendt ikke helt det samme som at se giraffen selv.

Kl. 13 – Svetlana Aleksijevit

Hvis du skynder dig, kan du lige nå at se den legendariske hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevit på det, man kalder Parkscenen. Hun modtog Nobelprisen i litteratur i 2015 for et forfatterskab, der blev betegnet som ”et monument over lidelse og mod i vor tid”. Hun er særligt kendt for sine uafrystelige dokumentarromaner, der bygger på interviews og vidneudsagn og ofte omhandler de menneskelige følger af krig. Indtil nu er tre af hendes værker udkommet på dansk, bl.a. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt og Secondhand-tid. Til august udkommer hendes seneste værk, De sidste vidner – en bog, som giver stemme til mennesker, der var børn under Anden Verdenskrig. Vi kan blandt andet huske en scene fra Krigen har ikke et kvindelig ansigt, hvor en kvindelig soldat står sammen med sin deling og gemmer sig for fjenden, mens hun holder sit få måneder gamle spædbarn i armene. Delingen står mellem sivene ved en sø i vand til livet, og da barnet ikke vil holde op med at skrige, ser soldaten ingen anden udvej end at lade barnet falde i vandet.

Interviewer:
Carsten Jensen – det kan da godt være, du har det svært med gode gamle Carsten, men vi elsker ham, og så har han brugt en hel del tid på at sætte sig ind i krig og litteratur. Det skal nok blive godt

kl. 14 – Chris Kraus

Chris Kraus er blevet lidt af en heltinde for de yngre feminister de senere år – særligt med den vidst nok selvbiografiske kultroman I Love Dick, der udkom i 1997. The Guardian udråbte den til at være ”den bedste roman, der er skrevet om mænd og kvinder i det 20. århundrede”, og den handler kort fortalt om filminstruktøren Chris, der forelsker sig i sin mands kollega Dick, hvilket munder ud i et kunstprojekt med mere end hundrede siders kærlighedsbreve skrevet til Dick. Jo, jo, og så skader det ikke, at bogen også er blevet lavet til en tv-serie og har en fræk, fræk titel. Nå, men vi er også alle feminister her på stedet, og selv om vi ikke alle sammen er lige unge, er vi nu ret begejstrede for Chris Kraus.

Interviewer
Emma Holten. Oh yes, den purunge feminist er et kontroversielt valg til så stor en stjerne som Chris Kraus, og den konfrontationssøgende litterat Mette Høeg har da også i Berlingske meldt klart ud, at hun ikke er opgaven værdig. Sådan har vi det ikke her på Føljeton. Vi er aldrig bange for at lade de unge komme til – det er jo trods alt dem, der skal arve jorden, og Emma Holten er klart den mest værdige, vi kan komme på til at arve den. You go girl.

KL. 14 – Siri Hustved

Lige oven i Chris Kraus har vi altså en anden kvindelig litterær verdensstjerne, som sætter os i et regulært dilemma. Det er nemlig den uforlignelige Siri Hustved (ja, det er hende, der er gift med en mand, der også udgiver bøger). Hun har rødder i Norge, men det er sagen uvedkommende, for hun bor og lever i New York og fik sit internationale gennembrud med romanen Det jeg elskede i 2003. Hun er aktuel med essaysamlingen En kvinde ser på mænd, der ser på kvinder. Heri væver hun historier om sin mor, sin datter og sin barndom sammen med refleksioner over kunst, psykologi, feminisme og filosofi – mindre kunne nok have gjort det, men Siri Hustved er ikke en dame, man sådan lige begrænser. Chicago Tribune kaldte bogen ”en tryllebindende samtale mellem naturvidenskab og humaniora”.

Interviewer: Linn Ulmann
En næsten lige så stor stjerne som interviewer – fedt!

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12